OCR Interpretation


Fergus Falls ugeblad. [volume] (Fergus Falls, Minn.) 1882-1938, December 28, 1887, Image 6

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn83025227/1887-12-28/ed-1/seq-6/

What is OCR?


Thumbnail for

Blade af wit Livs Historie.
(Original Fortoelling af Lulla.)
I
alle Fald ikke Lungetæring. Der
gives visselig en anden Tæring, der
kan gjøre en bleg. As denne har hun
vist en god Del. Hun fortalte mig
Brudstykker af sit Liv. En Doktor
møder saa mangt i sin Praxis. Ofte
bliver han ganfle uventet indviet i en
Hemmelighed. Skjønt i Grunden
for ung til, at det skulde synes tro
ligt, har jeg dog saa ofte været i dette
Tilfælde, og mangen Gang har disse
Livshemmeligheders sørgelige Ind
hold længe bagefter stemt mig ganfle
vemodig. Jeg føler, at jeg ikke vil
have saa let forat glemme denne Ko
nes Historic. Hvormeget uretfærdigt
og sørgeligt dog Verden eier! Hvor
mangt et knust Hjerte banker ikke
gjemt under et tilsyneladende let og
sorgløst Ydre, og hvor mangens Liv
er ikke en eneste lang tornefuld Grav
marsch, og hvor mangen ædel fintfø
lende, men ved Lidelser forkuet Aand
skjuler sig ikke ofte bag en pjaltet
Kjole! Frøken Gran, en Læge kan
gjøre mange Iagttagelser, han bliver
nødt til at gjøre det og til at søle,
naar han har et Hjerte.
Det tror jeg ogsaa. Mere end no
gen anden i Samfundet. Alle Læger
burde have et medlidende sølende
Hjerte. De vilde kunne udvirke saa
meget godt.
Det er sandt men der findes saa
faa. De, der har Hjerte, har som of
test ingen Midler, og hvor sørgeligt
det end er, faa er det dog sandt, at
Penge er Verdens skrigende Løsen!
Ikke altid dog indvendte jeg næsten
ubevidst.
Nei, De har Ret! Heldigvis gives
der ogsaa Menneskehjerter, der har et
andet Løsen, et rent, et helligt.
Jeg afbrød ved at lukke Hunden
ind og bede den hilse pent paa Berg,
medens jeg tændte Lampen.
Hunden satte sig paa Bagbenene og
rakte lydig den høirc Lab frem.
Ved Lampelyset saa Berg paa mig,
og jeg blev forvirret søgte efter en
Bog som jeg vilde vise ham. Da
kom Brun og Fruen ind og frelste
mig. Sidder De her Barna mine?
sagde Brun, det gjør i saamæn ret i—
det blæser stærkt ude, jeg tror næsten,
jeg havde mere ondt end godt af den
ne Tur jeg synes jeg blir saa
rar i Brystet men det gaar vel
over giv mig et Glas Vin,
Anna, det vil varme mig.
Fruen tog Portvin og Glosse srem
og noget godt paa Sussas Bøn.
Brun havde havt sit onde Tilfælde i
Brystet tre Gange ester Jul. Jeg
saa, at han ogsaa i Aften frygtede for
at faa det, men det tom ikke om Vi
nen hjalp stal jeg lade være usagt.
Men jeg kan da vel fortælle Eder
noget rart, udbrød Fruen, da vi fad
ved Aftensbordet, hvor Tante Bella
torlængst havde indtoget sin Plads
som Husets Bestyrerinde, noget rig
tigt extraordinært nyt. Kan
I
nu
gjætte?
Spørgsmaalet var henvendt til
Berg og mig.
Pin os dog ikke Tante, bad Berg
hvordan kan vi gjætte os til den Ny
hed, Du formodentlig har faaet snap
pet op paa Din Aftentur. Saa for
tæl dog, Du gjør mig ganske nys
gjerrig.
Ja hør nu da! Tænk det er udo
ver den hel Bygd, at Balter har for
tistet sig i Lina s paa det
velsignede Bal!
Saa, saa, lo Berg, dette var jo ikke
saa ganste uventet for mig at høre.
Noget værre er hændt, Tante. Han
gjorde jo Kur til hende for hver
Mands Øine baade her hos os
ben Aften, og hos s. Lagde
Du ikke Mærke tit det?
Nei! tror Du virkelig, der er noget
fandt i det, Eduard?
Ja, det tror jeg af fuldt Hjerte!
Jeg skulde ikke ønske noget bedre,
faldt Brun ind, saa faldt da en tung
Sten af Fru D. ..„.s Hjerte. Den
Stakkel, hun kan jo intet ondet tale
om, end om disse velsignede „Parti
er". Der gaar jo Karoline ogsaa og
sturer som en enlig Fugl. Der er jo
ogsaa rigtignok mindre Hoob for hen
de, Stakkel med de« mod Sky pe
gende Næse. Dog Næsen har hun jo
ikke skabt selv. Aa jo, Doktor Brun,
sagde Fru D.... ..s engang til mig,
fortjatte Doktoren, naar en fattig
Pige bare blir forsørget, saa faar
man sandelig overse alt andet. Jeg
har ingen Medgift at give mine Døt
tre, men jeg har opdraget dem sæde
ligt, efter mine egne Grundsætnin
ger lutrede i Livets strengeste
Skole. Gud ved, den har været bit­
ter nok for mig. Selv fik jeg nøies
med ot kaste alt Sværmeri bort, da
jeg skulde gifte mig, jeg havde et
fuldt rigt Hjerte. Men Moder sag
de engang bet var strax efter, at jeg
var konfirmeret: Lovise, sagde hun,
væk med alt saadant Tøv, man kal
der Kjærlighed. Den blegner saa
snart. Bælg Dig ikke en Mand ale
ne efter denne Følelse, men se at san
ge en brav ældre Mand, som kan for
sørge Dig, Lovise det bliver dog
Hovedspørgsmålet, naar bet kommer
til Stykket. Og bet har jeg gjort,
Hr. Brun. Jeg valgte ikke efter mi
ne Følelser, jeg mener efter min
Kjærligheb, men jeg har været lykke
lig alligevel. Abolf er en sni!
Manb. Og jeg har saa ofte fagt
mine Døtre, at be stulbe lære af mig.
Romantiken maa fly veb LEgteska
bet ben maa, og jeg har lært bem,
at Fornægtelse er en Kvinbes mest
glimrenbe Skrub.
Men Deres Datter Karoline, Fru
s, sagde jeg, vedblev Dokto
ren, var der ikke engang en ung
Manb, der gjorde Kur til hende, en
vakker ung Mand?
Jo, svarede hun, det var ganfle
sandt men kjære Dem, han eiebe
jo ikke en Skilling i fin Somme. Bi
bildte os ind, ot han vor noget, men
do det kom til Stykket, vor det en
fattig omreisende Landskabsmaler!
Bevar mig vel fra at fe mine pene
anstændige Døtre forenet med et sligt
Individ. Nei, da vilde jeg hellere se
dem sænkede ned i den rolige Grav.
Hun sørgede over ham, Karoline,
Stakker, og gjør det dett Dog idag
men engang stol hun se, at var ikke
Mor saa klog, som jeg var dengang,
saa havde hun nu siddet og grædt bit
re Toårer. For mig kunde han være
hvadenten han vilde være Landskabs
maler eller Embedsmand, naar han
bare havde saa meget, at hon kunde
forsørge hende men se det var Knu
den. Og saa sagde jeg, hvad Moder
fogde til mig, do jeg varlige ung og
uerfaren? Fornegtelse er en Kvin
des ustotterligfte Fordel. Og det stal
ftao fast.
Tante Bella havde ikke sagt et Ord.
Nu svarede hun: (Fru s
vor hendes Veninde.) Ja det er sandt
og vist alt, hvad Lovise der har sagt!
Det er alt Sandhed!
O Tante Bella, udbrød Berg ener
gisk, det er frygteligt of Dig at god
fjende, hvad Fru s der har
sagt til fine Børn. Tilgiv mig, der
kan Du ikke mene, hvad Du siger.
Det vor jo en oprørende Synd. Det
vor at dræbe dem med langsomme Pi
ner. Det er jo at myrde det herlig
ste et Menneskehjerte har i Eie
selv om det oste kun ulmer stille paa
Bunden, nemlig Troen Haabet og
Kjærligheden. Naar man tilintet
gjør dette ved denne blege rolige
Sjælsonstrengelse, dette Skjul for
Livslede, matt kolder Selvfornæg
telse, hvad bliver der saa tilbage ot
udholde Livet med, Tonte Bella?
Skal denne „Selvfornægtelse", ved
blev Berg, erstatte den levende lyse
guddommelige Følelse, der vilde have
baoret Livet let og med Glæde, naar
Storme og Trængsler ofte tommer
Slag i Slag? Er det at værne om det
høieste, det reneste, Gud har velsignet
Menneskeslægten med? Mødrene
paalægger selv deres Døttre at dølge
den, at ignorere og myrde den ved en
langsom tærende Sot, man kalder
Fornægtelse, ot udrydde den som en
Synd, der skal bødes og udgrædes
gjennem et langt Liv og, Tante
Bella, naar en saadan Sjæl do til
strækkelig er pint martret og død, bo
er bet, ben paa Selvfornægtelsens
bunkle Brikke præsenteres Manden.
Paa den blegede sostløse Grund, paa
Ruinen of Krystalborgen, skal han
bygge sin Lykkes Tempel bygge
det Hjem, han i Livets Orkaner vilde
fly til forat sinde sin lune lyse Hovn.
Det er bespotteligt, at Mennestelæber
kan udtale sligt.
Nei, afbrød Tante Bella, medens
hendes ellers saa marmorhvide Kin
der glødede, nu blir Du for svær,
mit Barn. Paa en saadan Flugt kan
jeg ikke følge Dig. Lad det være,
jeg beder Dig, lad det være sidste
Gong du toler soodon, naar jeg er
nærværende.
Det fan jeg aldeles ikke love hver
ken Dig eller nogen anden, der tom
mer med flige gudsbespottende Ord!
Jeg taaler ikke at høre det helligste
paa Jorden blive krænket den der
ikke vil taate at høre, at jeg forsvarer
det, faar lade være at ble saadan, som
jeg hører.
Hvor luede ikke hans Pine, hvor
tungt hævede sig ikke hans Bryst, me
dens han tolede. Jeg havde aldrig
feet Berg saadan. Jeg blev, o saa
svag men da hvittede en Stemme i
mit Pre: Slangen er jo salsk og
listig. Tro ham ei, det er kun en
Snare forat fange dit uerfarne
Hjerte, saaledes fangede Marion?
mit.
Det vor Annies Stemme. Jeg vil
de floa den bort men den hviskede, oa
hviskede, indtil jeg atter var haard og
stærk.
Jeg havde ikke sagt et Ord, ingen
Lyd var kommet over mine Læber.
Jeg vilde ikke have nogen Mening,
og da Brun og Fruen poostod, at
Berg hovde Ret, do bød jeg Brødkur
ven om og sludrede med Børnene.
Berg forlod os strax efter Bordet.
Da han sagde Godnot, undgik jeg at
se paa ham.
Eduard er en prægtig ung Mand,
Leo, sagde Fruen, da Berg var ude
af Stuen, han kunde gjerne være fem
ti Aar tænk det klore, flarpe og sin
dige Blik han har paa alt.
Ja, han er sjelden. Derfor holder
jeg ogsaa af ham som en Søn. Han
bliver varm, naar sligt kommer paa
Tale ganfle exciteret. Det vor
Synd, at jeg gjorde ham lei i Aften
ved den velsignede Fru s
Replik. Jeg kan huste, at han engang
selv havde den Fornøielse at høre Be
gyndelsen paa en lignende as hende
selv men da var Fruen nødt til at
stikke fin Pibe i Sæk.
Jeg fatter ikke Tante Bella, der fan
give Fru Fru s Ret i sligt,
fora Eduard sagde, virkelig bespotte
ligt Snot, sagde Fru Brun, men det
er jo sandt, hun hor just ikke gjort
de mest glimrende Erfaringer!
Hun drog et dybt Suk.
Jeg sagde Godnot og forlod dem.
I
det samme jeg fluide gaa forbi
Gadedøren og op Trappen, saa jeg
ud. Aftenen var stormig og mørt,
men Vindens Susen i Træerne havde
en forunderlig, næsten loffende Lyd.
Jeg git ud paa Troppen, ned mod
Hoveloagen, og saa ud i den store
tause Nat. Stormen flog stærft i
Trætronerne og ryttede og fled i mit
longe Hoar. Jeg frøs paa min nøg
ne fiols men det var saa deilig at
stoa her og tænfe og lade Vinden sut
fe og hyle over sig. Da faa jeg en
Stiftelse tomme henover Veien, først
da den var tommel tæt hen til mig,
gjenfjendte jeg Berg. Han var uden
Hat og Frotte maafle havde ogsaa
han villet tjøle sit brændende Hoved i
den folde Vind.
Jeg vilde løbe ind men han greb
mig varligt i Armen og holdt mig til
bage.
Frøfen Gran hvorfor undflyr
De mig altid saa, hviflede han
hvorfor er De vred paa mig? Eller
hor jeg tydet galt? Denne ængstelige
Flygten, naar Tilfældet gjør, at vi
bliver ene, Frøfen Gran hans
Stemme skjalv, do han bøiede sig ned
mod mig. „Svar mig sig hvorfor
De flyr mig!"
Jeg flyr Dem ikke ikke Dem
mer end andre. Hvad fluide jeg væ
re vred paa Berg for? De har mis
forftaaet mig.
Tat men hvorfor dog være saa
bange, naar vi mødes? Det var
dette, jeg vilde have besvaret. I
Af-
ten blev De ganfle bange, ligedan nu
i det første, De var her, mærkede jeg
aldrig dette.
Hu hu! jeg fryser lad mig gaa,
Berg! Han tog et Silketørklæde, et
ganfle lidet, han havde beholdt paa
siden Sygevisitten idag og bandt
om min Hals.
Jeg var vaabenløs.
Svor mig nu, Frøken Gran,
jeg maa have Svar paa dette Spørgs
rnaal.
Paa det, hvorsor jeg er bange for
Dem?
Ja.
Jeg kan ikk- svare andet herpaa,
end at det er en fuldstændig Vildfa
relse os Dem. Nu faar De tro, hvad
De vil Lad mig
Ja, men jeg spurgte ikte, hvorfor
De var bonge for mig Jeg vil i
det længste tro, ot jeg iffe har gjort
mig fortjent til at betragtes som et
Sfræmfel. Jeg spurgte, hvorfor De
altid flyr, naar vi tilfældigvis er ene.
Jeg flygtede dog iffe ud af Stuen i
Aften, da vare vi jo alene.
Det vor fandt. Det gjorde be. iffe,
men
Saa, nu har jeg svaret Dem. Hør
hvor Vinden hyler, lad os gaa ind,
tom!
Jeg flat iffe spørge Dem mere der
om, jeg lover det. De frymper Dem
under Svaret det er mig Vished nok.
Men De udtalte ingen Mening i
Samtalen ved Bordet i Aften, jeg
savnede den. Jo jeg skal sige Dem,
hvorfor jeg spørger, det er fordi De
res Taushed vor mig saa paafolben
be, Frøfen Gran, Hvad mener De?
En Mening maotte De dog hove?
Et hult Sfrig hørtes nede fra
Alleen.
Tys! Hører De Berg? Hvad er
det, som flriger faa ynfeligt? Kom
Berg! hvad er det? Hør!
Jeg tiyngende mig vog og ængste
lig op til ham, og han greb mig et
Øieblif i fine Arme.
En Ugles Skrig vær iffe bange!
O fan det være sandt? Det lyder
som et fjernt Nødskrig fra et Menne
ske. Jeg blev saa ræd.
Men dermed besvaredes iffe mit
Spørgsmaal, Svor mig, før De
gaar inb.
Der skriger beit igjen. Det bliver
vist Storm. Der hor vi Bygen.
Det var heller iffe Svor paa mit
Spørgsmaal.
De behøver bet ikke, hviflebe jeg
sagte om han hørte bet, veb jeg ikke,
thi i
eg for i
bet famme op Beien, inb
gjennem Gongen, op paa mit Værelse
og faftebe mig paa en Stol.
Jeg rev Vinduet op. Mine længe
tilbageholdte Følelser vilde hove Lust.
Jeg havde ingen at meddele mig til.
Taufe alvdrlige Nat, funde iffe Du
høre mig? Men Stormen rev ubarm
hjertigt i Vindueshængflerne, som
vilde den negte mig endog denne Trøst.
Jeg maotte luffe Vinduet og luffe
min Smerte inde.
Hvad var det, hon fogde? Han
vilde vide, hvorfor jeg stadig flygtede
fro ham. „Hvorfor jeg er bange for
Dem?" havde jeg ufrivillig spurgt,
forfølgende min Tante!
Hvor øm og sørgmodig havde hans
Stemme lydt! Hvor havde hans
Hjerte floppet, do han tryffede mig i
sine Arme blot et Dieblif. Ja,
Uglen streg hvorfor? Det var et
stygt Varsel.
Jeg tog Lyset, tændte det og rulle
de Gardinet ned. Sao git jeg hen
til min Kommode. Der i en liden
LEfle la« Moders lille Brev, som hun
havde skrevet til mig hin sidste Nat i
Hjemmet. (Mere.)
Hypnotismen, anvendt af en
LSge.
Praftiserende Læge L. Bentzon,der
specielt benytter Hypnotisme i fura
tivt Øiemed, meddeler i dansk „Uge
skrift for Læger" følgende to af ham
med Held udførte hypnotifle Kure:
En 32 Aar gammel, gift Syerfle hav
de i flere Aar lidt af periodisk optræ
dende Smerter i begge Underarme.
Smerterne indfinde sig da "fere Gan
ge daglig uden pooviselig Ll rsog og
fan vare 1 a 2 Timer, de findes især
paa Strækfesiven, strå ale ud i Fin
grene, er næsten mest intense i Fin
gerspidserne og besvære hende meget
i hendes Stilling som Syerfle. Des
uden lider hun jevnlig af overordent
lig stærf Hovedpine, efter hendes Be
retning, „som om hendes Hoved var
tnust". Hun er da tilbøjelig til at
besvime, men vaagner igjen efter 5—
10 Minutters Forløb Kramper ikal
aldrig have været tilstede. Menses
indfinde sig med et Mellemrum af 5 o
6 Uger, men er ellers regelmæssige
der findes tillige Symptomer paa en
let Catarrhus ventricnli.iøvrigt frem
byder hun ingen stigelige Sympto
mer. I
Begyndelsen af Juli Maa-
ned d. A. blev han tilfaldt af hendes
Mand, der mente, at hans Kone vist
laa for Døden. Da hon om til hen
des Hjem, fandt han hende liggende
paa en Sofa, klagende over stærk Ho
vedpine og Smerter i Armene med
Hovedet hængende ned mod Gulvet,
idet hendes Hovedpine i denne Stil
ling syntes hende mest taalelig. Efter
nogen Samtale med hende og hendes
Mand, tom han til det Resultat, at
hendes Lidelse rimeligvis var af hy
sterisk Natur. Medens han exami
nerede hende, besvimede hun 2 Gan
ge, men fom til sig selv efter faa Mi
nutters Forløb. I Mandens Nær
værelse gav han sig da til at hypno
tisere hende, hvilfet lyttedes meget
hurtigt. Smerterne iUnderarmene af
tog efter hver Strygning, men naar
han ophørte med dem, indfandt de sig
atter efter fort Tids Forløb, og hun
anmodede ham da om at fortsætte.
Ester et Kvarters Forløb begyndte
hendes Hovedpine at svinde han an
modede hende om at sætte sig op i
Sofaen, hvilfet hun tidligere iffe hav
de funnet taate, og noget derefter for
talte han hende, at hun godt funde
taale at gaa, hvilfet hun derpaa og
saa uden Vanskelighed gjorde. Un
der Hypnotiseringen talte hun ganfle
frit, dog med et søvnigt Tonesolb,
han inbgav henbe ba en Suggestion,
ot hun ei flulbe hove nogen Smerte
mere den Dag, og efter at hun vor
fommet til sig selv erflærede hun med
et leende, forundret Ansigt, at Smer
terne vor helt svundne. Han anbe
falede hende da at holde sig rolig den
Dag og sende Bud, hvis Smerterne
fluide indfinde sig igjen. 2 Doge
derefter kom hun til hom, havde da et
sundt naturligt Udseende og fortalte,
ot hun den soregaaende Dog havde
hovt en ubetydelig Mindelse om fin
Hovedpine, men at hun nu var helt
fri. Cirka 3 Maaneder derefter tal
te hon med hendes Mand, fom erklæ
rede, at hun hovde været fri for Ho
vedpine somt Smerter i Underarmene
siden.
Det andet as Dr. Bentzon meddelte
Tilfælde er følgende: En 53-oarig
gift Dome of fund Konstitution og al
deles ikke hysterisk anlagt, havde i ca.
2 Aar lidt af rhenrnotiste Smerter
over Lænderne, Ryggen, Sfuldrene
og i Særdeleshed i Notten, tillige
havde hun jevnlig stærfe Smerter i
i begge Sidehalvdele af Ansigtet.
Hun var bleven behandlet af fin Læ
ge med forskjellige, antirheumatic
Midler, men nden Resultot. Hun
henvendte sig da til Dr. Bentzon med
Anmodning, om han forsøgsvis vilde
anvende Hypnotisering paa hende.
Hon indvilgede deri, men kunde de
første 3 Gange aldeles ingen Indfly
delse faa over hende. Den 4de Gang
faldt hun i en let Søvn efter 10 Mi
nutters Forløb og sov i
i Time, men
det lykkedes ham hverken denne Gang
eller senere at saa hende ud over dette
Stadium. Hun blev da hypnotiseret
ialt 12 Gange me& 2 Dages Mellem
rum, de sidste Gange faldt hun iSøvn
efter 3 Minutters Forløb, efteråt
Hypnotiseringen var begyndt. Under
Søvnen var hun noget kongestioneret
til Ansigtet, Pulsen var regelmæssig
as samme Frekvens som i Vaagen Til
stand. Ester Opvaagnen angav hun,
at hun havde kunnet høre, hvad der
soregif i Nærheden, og ligeledes hans
Stemme. Han forsøgte at indgive
hende den Suggestion, at Smerterne
stulde ophøre, men Suggestionen vor
uden Resultat i Begyndelsen. Hun
angav dog,at Smerterne stadig minske
des lidt efter lidt. Efter 3—4 Hyp
notiseringer var hendes Hovedsmer
ter fuldstændig borte, men Smerterne
i Sfuldrene og over Lænderne var
endnu temmelig stærfe efterljaanden
som hun blev hypnotiseret, aftog dis
se Smerter dog ogsaa, fun en enkelt
Gong, da hun havde været udsat tor
en brat Vejrforandring, forværredes
de lidt, men bedredes atter, og efter
13 Ganges Hypnotisering var hun saa
godt som smertefri.
En Kone dræbt af en Træflemaski
ne. Et rædselsfuldt Ulykkestilfælde
hændte Fredag i en Laave, fom tilhø
rer Brugseier Meinich paa Bjølsen,
ved Kristiania. En Enkemadam Nil
sen, som i flere Aar har arbeidet hos
Meinich, fom Kl. 7 om Morgenen som
sædvanlig til sit Arbeide ved Træske
maskinen i Laaven. For at komme
srem til sin Plads maatte hun og en
anden Arbeidsfone skiære over Aksel
ledningen paa Mastinen, som da var
uden Kapsel og uden Varekasse. Ma
dam Nilsens Kammerat kom helflin
det over men da hun selv tog Strid
tet, greb ifl. „Dagbladet" Axelled
ningens Smaahjnl og Klør hendes
Klær med et volsomt Ryk, rev hende
overende bagover og rylk^d og rev og
fled Kjole og llnderflær og fnuste
Kjød og Ben til blodige Filler og
Stumper tit ovenfor Knæerne paa
begge Ben. Under frygtelige Sfrig
og almindelig Forvirring blev Ma
flinen standset og den ulykkelige Kone
befriet og lagt paa Gulvet, mens der
blev feitdt Bud efter Læge og anden
Hjælp. I
denne Tilstand med
hele Underfroppen fnust og Blodet
dryppende flyvende udover det halv
mørfe Laavegulv—blev hun liggende,
omringet as de raadløse Arbeiderne, i
henved en halv Time. Der var iffe
Tale om at redde hendes Liv. Hun
havde mærfelig not sin Bevidsthed til
sidste Øieblif. Imidlertid havde
man sendt Befled om Ulyffen til Ma
dam Nilsons sire Børn men hverten
de eller deres Naboer og Husfæller
fik Lov til ot tomme ind i Laaven, før
hun var død. Og da en Nabokone
fik Adgang, blev det af Politiet
efter Meinichs Befaling—betydet
vedkommende, at Liget fluide føres
til Gravfapellet. Det vilde Naboer
ne og den forulykkedes Børn imidler
tid ikke vide noget af—de vilde have
Liget hjem og stelle med det, saa godt
de kunde. Og efter over fire Timers
Venten og Forhandlinger gav Politi
et sig endelig—idet afdødes lille Søtt
font bort til dem og fa: „Jeg vil ha
Mame mi hjem, jeg". Da Naboerne
fom ind i Laaven for at hente hende,
laa hun paa den ene Side med et
Tørflæde bundet om Hodet, fom do
hun git ud om Morgenen, med Bry
stet blottet, formodentlig ester Læ
gens Undersøgelse, og Hænderne, der
vor bedækket med store Arbeidsvaat
ter, foldet over Brystet. Dryppende
as Blod blev hun lagt paa en Vogn
og ført hjem. Naboerne og Børne
ne det ældste Barn, en Pige, er
netop fonfirmeret, det yngste er 10
Aar gammelt henvendte sig straks
til Meinich med Anmodning om at
flaffe Kiste og Ligsvøb. Meinich er
flærte sig ester Sigende temmelig
trægt villig til ot sørge for disse
Ting men hverten Begrovelfen eller
Sørgeflær til de tre Smoopiger vilde
han befoftc. Han henviste simpelthen
til Fattigvæsenet. „Børnene er vel
iffe nafne ved jeg", havde han blandt
ondet bemærfet. Derimod havde
Meinich igaar været saa venlig at
overræffe Børnene 10 Kroner for
deres Mor hor jo været ham en tro
eg arbeidssom Tjener i 4—5 Aar.
Ingen Sammenstød paa Jernbanen
mere. En Opfindelse, som tilsigter
at umuliggjøre et Ulyffestilsælde ved
Togsammenstød, omtales i udenland
ske Blade. Ideen er und fanget og
udarbeidet af en Docent i Wien, Dr.
Ernest Secher. I Forbindelse med
Toget, foran Sofomotivet, anbringer
Dr. Secher en liden S itterhedsvogn,
der ved elettrifl Krostoversørelse sty
res fra Sofomotiv et. Saa snart To
get sætter sig i Bevægelse, farer Sif
ferhedsvognen fiemad til en bestemt
Afstand fra dette, og da forskjellige
lofale Forhold fan nødvendiggjøre
kortere eller længere Afstand, er So=
komotivføreren i Stand til at regu
lere denne under Kjørselen. Han
har nemlig Sikkerhedsvognen i fin
Magt paa samme Maade som en Kusk
en velfjørt Hest. Støder den lille
Vogn imod nogen Forhindring, da
synde rbrydes nogle foran paa Vog
nen anbragte Glas, der indeholder
Sikkerhedskontakter, den elektriske
Str øm afbrydes, og dette har til Føl
ge, at Vakumbremsen paa det bagved
tiøre nde Tog løses. Den sindrige
Opfi nder har alijaa ved Sitterheds
vogn en gjort det muligt atundgaa en
hver Fare for Sammenstød, selv om
der fra hver Side tommer et nok saa
hurtigt Jltog thi saa snart de to smaa
Vogne berøre hinanden, vil begge To
gene standse.
Gaa til
•). 3. JIMiiiiii,
Gitz i rug Store,
Fergus Folls, Minnesota,
Hoffmandsdraaber.
Nafta.
Alle Slags Patent-Mediciner.
Papir, Penne og Konvoluter.
Skolebøger.
Norfle Bøger.
Bedste Sort Blyhvidt.
Maling i alle Farver.
Bedste Sort Sinolie.
Jnsectpulver.
Albums.
Hoorolie Cologne.
En stor Forsyning af Billedrammer
til billig Pris.
Billedrammer fon ogsaa forarbei
des efter Ordre med fort Barsel.
Recepter cromhygeligt udfyldte.
Stor Forsyning of Væggepapir
K I. Kneelmul.
inietf

naar De vil fjøbe rene Apothekerva
rer:
Electric Bitters.
King's New Discovery for Con
sumption (Kings nye Opfindelse mob
Tæring).
Stanges Healths Malts (Stanges
Sundheds-Salt).
Moderdraaber.

xml | txt