Fergus Falls ugeblad. [volume], May 20, 1891, Image 2

About Fergus Falls ugeblad. [volume] (Fergus Falls, Minn.) 1882-1938

Image provided by: Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

                
-'A* rv-t
-r i
Vi.
Fra Modcrlandene.
Norge.
Norges Bank opbrændte i 1890
gamle Pengesedler til et samlet Be
løb as 24 Mill. Kr.
Per Sivle har for en Tid sra
traadt som «Knstianiapostens" Redak
tør for at fuldføre en større For
tælling.
Den nor!k--svenfle Minister
Arild Huitfeldt i Madrid døde plud
selig forleden.
En frugtbar Sau i Kolsdalen
havde ifjor Firlinger og har iaar
igjen bragt til Verden 4 vakre Lam.
2 Vædre og 5 Sauer 2 af dent er
sortflækkede og 2 hvide.
Paa Gaarden Galdal i Fjot
land staar en liden Ko as norsk Race,
der i Sødet af 24 Maaneder har
bragt 6 Kalve til Verden, 2 hver
Gang i December Moaned 1888,
1889 og 1890.
Sigvart Pedersen Sjugset i S.
Odalen blev sorleden dræbt under en
Møllesten i Fulersagen. Kværnen
var oplagt til Hakning, og Stenen
stod opreist til en løs Støtte. Afdø
de esterlader sig Enke og 7 Børn.
Døde ombord. Med Dampski
bet „Hekla", der forleden ankom til
Kristiania fra Amerika, medfulgte
2 af Passagererne forn Lig, medens
en tredie Passager, der var død et
Par Dage ester Afgangen fra Ameri
ka, blev sænket i Havet underveis.
Samtlige er antagelig døde af Lun
gebetændelse.
Bækkerøaffæren. Harald Han
sen, der ifjor Sommer blev skadeskudt
ude ved Bækkerø. blev omsider igaar
udskrevet sra Rigshospitalet, hvor
han har henligget i ca. 8 Maaneder.
Han er endnu noget
lam
i den ene
Side, men dog saapas rafl, at han
kan gaa, naar han bruger Stok.
Kuglen har han
fremdeles
siddende i
Hodet.
Den norske Frimurerloge har
hidtil været et Slags Underafdeling
af den svenske og ikke nogen selvstæn
dig Landsloge. Dette Forhold, der
længe har været Gjenstand for MiS
nøie blandt de norske Frimurere, er
ttu ændret. Den norske Frimurerlo
ge er i disse Dage blevet en Lands
lage fot fig, sideordnet faavel med
den svenske som med andre Landes
Loger.
y
Fra Hatsjelddalen, Bessen i
Nordland, meddeles i „Dag. Nyh.",
at Hatsjelddølerne vil ha sin Sogne
præst til Stortingsmand. Hans
Navn er Ole Tobias Olsen. Han
har tat sig kraftig as de fortvilede
Jordeiersorhold i sit Sognekald, der
er næsten saa stort som hele Akershus
Amt. Han har bl. a. ligget herinde
i Kristiania og undersøgt Rigsarki
vet for at faa bevist, at hans Sogne
børn har Ret til Jorden, de, og ikke
Engelskmanden, som eier den nu.
Han holdt ogsaa Foredrag i den
polytekniske Forening om en Nord
landsbane, noget, han skal ha stude
ret meget grundigt. Balgmand blir
han nu iethvertsali).
Guldbryllup feiredes forleden
af Urmager E. Syrstad og Hustru i
Levanger. Brudgommen er 71 og
Bruden 72 Aar gammel begge rafle
og rørige og pasfer selv hver sin
Dont han sit temmelig store Urma
gerværksted og hun fit Hus, tildels
uden Tjenestepige. Begge er kvikke
og aandssriske Folk med adskillige In
teresser udenfor det hverdagslige
Strævet. Hr. Syrstad er en af vort
Lands flinkeste Urmagere, skriver
„Dagsposten". Han har arbeidet i
Løbet as de fettere Aar Kirkeure til
Vardø, Bodø, Grimstad, Lillesand,
Stenkjær, Levanger og Ilens Kirker,
samt videre Ure til Sparebanken og
Kalvskindets Skole i Trondhjem, lige.
saa det Ur som er opsat ved Meråker
broen hersteds. For Tiden har han
trods sin Høie Alder under Ardeide
Urværk tit Paulus og Sagenes Kir
ker i Kristiania og flal snart til med
et til Sandesjord Kirke. Det er in
teressant at aflægge et Besøg i Syr
stads Værksted i Levanger. Her fo
regaar nemlig Forsærdigelsen as disse
store Urværks forskjellige Dele. Han
betjener sig af Vandkraft, og naar
hele Maskineriet sættes i Bevægelse,
er det som i en Fabrik. Altsammen
er anlagt og indrettet overensstem
mende med Hr. Syrstads egen Plan
og Anvisning. Og hvad der fortje
ner ved Siden heraf at fremhæves
er, at alt hans Arbeide har vist sig
at være af prima Kvalitet baade hvad
Materialer og Udførelse angaar.
Guldbrudeparret har havt 6 Børn,
evcsr^' wiwtnw«wiw*^«f-#a vsiFf'^r
hvoraf en Søn og en Datter lever.
Sønnen er bosat font Urmager i
Stenkjær. Hr. Syrstad var Borger
af TrondhjemS By fro 1841—1848.
Ulykkestilfælde? Bergen 28de
April. Tindebestigeren Emmanuel
Mohn, der i forrige Uge afreifte her
fra til Utne i Hardanger, har man
favnet der siden Søndags Morgen.
Hans Hat er fundet i Sjøen.
Dr. Nansens Nordpolsflib.
Hr. Collin Archer i Laurvik har isøl
ge „Morgenbladet" overtaget Byg
ningen as det Skib, hvormed Dr.
Nansen agter at foretage fin Nord
polssærd. Bygningen paabegyndes
snarest muligt.
Tørdok i Kristianssund. Ind
bydelse til Dannelse af et Aktiesel
skab for Anlæg af en Tørdok i Ore
daagen flal i disse Dage være udstedt.
Anlægskapitalen flal dreie sig om
300,000 Kr., hvoraf 100,000 Kr.
allerede flal være tegnet.
Influenzaen begynder at blj
uhyggelig i Kristiania nu. Et Kri
stianiablad fortæller, at dett har an,
grebet flere af Høiesteretsadvokoterne,
saa Retten af denne Grund forleden
maatte indstille Forhandlingerne.
Nogle af Høiesterets Assessorer har
ogsaa været angrebet* Den begyn
der ogsaa at kræve Liv. En kvinde
lig Koptst i et Departement er asgaat
ved Døden ester 3 Dages Influenza.
Sygdommen foraarfaged en Hjerte
lammelse, der øie&likfetig bevirked
Døden.
Et lovende Redningsapparat.
Jfl. „Kr.sands StistSav." har en O.
Rosendahl udstillet paa Børsen der«
steds flere Redningsapparater, der
er patenteret i Amerika eg de vigtigste
europæiske Stater. Hvert Apparat
bestaar ifl. Bladet af 2 jævnsidesltg»
gende Bjælker af Kork, betrukne med
præpareret Seildug og forbundne
med Touge og Stropper. De banner
en Bæreflaade for 1—12 Personer.
Man sidder trygt, kan ikke kantre, og
ved Hjælp af smaa Aarer kan man
ro og manøvrere. Apparaterne har
vundet sagkyndiges Bifald og vækker
dersteds Sjøfolks varmeste Aner
kjendelfe.
Høire græder. Redaktør Vogt,
der for Tiden farer omkring og frir
til de jomfruelige Vælgere i Nedenæs
og Lifter og Maridal, er font bekjenbt
et stort Stykke of en Præst, hvad
Salvelse og Rørelse anbelanger, skri.
ver „Sæbyggjen". Og soar han ikke
Folk til at snyte sig og graate over
Venstres Ugudelighed ved at citere
den hellige Skrist, saa fortæller han
dem gruelig sørgelige Historier.
Saaledes fortalte han sine Tilhørere
i Holme den Ilte, at Hs. Maj. Kong
Oskar „græd som et Barn", da han
fik høre Udfaldet of den Bernerfle
Dagsorden. Og de gode konservative
og kongetro Indbyggere as Holme
snøftet og graat og loved dyrt og
helligt aldrig at stemme paa Folk,
der havde begaat den skrækkelige For
brydelse at volde H. M. Taarer.
Forhv. Sognepræst Ulrik Sver
drup døde i Balestrand Torsdag den
23de April ester 8 Dages Sygdom i
en Alder af 78 Aar. Sognepræst
Harald Ulrik Sverdrup var en ældre
Bror as Statsminister Johan Sver
drup og født 18de Februar 1813.
Han blev theologifl Kandidat i 1837.
Ester at ha været Amanuensis ved
Universitetsbibliotheket og Lærer i
Religion og Tysk ved Nissens Latin
og Realskole, blev hon i 1845 reside
rende Kapellan til Leganger, og i
1849 blev hott udnævnt til Sogne
præst i Balestrand. Fra denne Stil
ling erholdt hon Affled i Naade i
1883. Han fik ved fin Afgong fra
den geistlige Stilling, hvor han faa
ledes havde virket i nær 40 Aar,
Vidnesbyrd om at ha „varetat sin
Gjerning i kristeligt Alvor, Samvit
tighedsfuldhed og Nidkjærhed" og for
at være en mere end almindelig ud
rustet og fremragende Personlighed
baade som Theolog eg Præst. Han
har blandt andet udgit en Haandbog i
Kirkehistorie. Mest bekjendt vil væ
re hans Udgave of Pontoppidans
Forklaring. Ulrik Sverdrup repræ
fentene Nordre Bergenhus Amt paa
Storthinget uafbrudt fro 1851 til
1869 og var Medlem af Storthin
gets Deputation til Kroningen i i860.
Som Politiker var hon i denne Tid
en of „det unge Norge". Som
Kommunentand spillede han en bety
delig Rolle han var i en long Aar
række Ordfører i Balestrand, og font
faadan valgtes han gjentagne Gange
tit Opmand i Amtsformandflabet.
I sin kommunale Virksomhed indlag
de han sig Fortjenester bl. o, af Am
tets Kommunikationsvæfen. Den
Afdødes ældste Søn er Sognepræst
til Korskirken i Bergen, Jacob Sver
drup.
Sognepræst tit Froland, Ole
Asperheim, døde dett 16de f. M. efter
longe Tiders Sygelighed. Den af*
døde, der i sin Tid havde været Præst
i Amerika, vor en rigt udstyret Mand,
der med et stærkt Hang til ett dybere
Tænkning forbandt adskillig videnska
belig Lærdom.
En femten Aor gammel Gut i
Kristianio indgik forleden Bæddemoal
med cn anden Gut, om han turde gaa
hen og flaa en Dame i Ansigtet.
For dette fluide han hove 10 Kroner.
Der gik idet somme et Par Damer
forbi, og den unge Laban løb frem
og gav den ene af dent en Dask i An
sigtet. Det stod han sig dog ikke paa.
For det første sik hon ikke de 10 Kro
ner, og dernæst fik han af Meddoms
retten 20 Doges Fængsel.
Noor flutter Kvinden at elske?
Et Bidrag til Besvarelse of dette
Spørsmaal, der saa oste har været
opkastet, er, ester hvad der meddeles
„Fædrelandsvennen", nylig leoeret i
Evje, idet en Enke paa 77 Aar den
8de dS., førte en Ungersvend fro
Bygland paa 22 Aar tit Alteret i
Hornnes Kirke, hvor de nød Kirkens
Velsignelse over fin ægteskabelige
Forbindelse i Overvær as et talrigt
og interesseret Publikum. Foruden
sin Kjærlighed bringer Bruden sin
unge Mgteherre en Medgift af
1500 Daler.
Adskillige engelske Aviser har i
disse Dage indeholdt livlige Skildrin
ger as den af Skibsreder Halvorsen
arrangerede Journalisttur tit Bergen,
skriver „V. G." „Newcastle Daily
Journal" har til Eksempel begyndt
en Række Artikler, „British Journa
lists among the Vikings", som
vidner om en god Iagttagelsesevne
og en varm Interesse for Norges
Land og. Folk. Dampskibet „Britan
nia" roses i høi Grad for Komfort,
Kapteinen, Benttzcn, „a Norseman
of the best type of a race no visi
tor to Norway needs to be in
formed is still among the fewest
in Europe." Landet beskrives i en
tusiostifle Ordelag, og Nordmænde
nes Kjendflab til det engelske Sprog
vokte flor Forbauselse.
1889 var et Krvnaor for den
norfle Skibssart. Jsølge den offi
cielle Statistik er nemlig den ved den
udenrigske Skibsfart optjente Brutto
fragt for 1889 beregnet til næsten
121 Millioner Kr., hvoraf 94 Mill,
folder paa Seilflibene og 27 Million
ner Kr. paa Dampskibene. Ester
dette fluide norfle Fartøjer i 1889 ha
opseilet omtrent 27f Million Kr.
mere end i 1888. Det samlede
Fragtbeløb var overhodet større end
i noget tidligere Aar i de Aar, som
tommer nærmest, nemlig 1874 og
1882, udgjorde det bare henholdsvis
105£ og 105 Millioner Kroner.
Det vigtigste Felt for den norfle Hatt
delsflaades Virksomhed har i de se
nere Aar været Farten mellem Nord
amerika og Europa, navnlig England,
og denne Fart gav i 1889 et adskilligt
større Udbytte end i de nærmest fore«
gaaende Aar. Ved Deltagelse i Eks
porten sra de Forenede ©tater hor
norfle Skibe i 1889 optjent 21£
Million Kr. lægges hertil det ved
Skibsfarten fra de britiske Besiddel
ser i Nordamerika optjente Beløb, 11
Millioner Kr., samt endvidere 4 Mill.
Kr. som Udbytte of indgaaende Skibs
fort paa disse Lande, udkommer et
samlet Beløb af vel 36£ Million Kr.
etter henved en Trediedel af den hele
Bruttofrogt. Ved Transport fra
England optjentes 33 Mill. Kr., fra
Norge 174 Mill. Kr. og fra Sverige
henved 9 Mill. Kr. Tages derimod
Henfyn til de Lande, tit hvilke Lad
ningerne føres hen, falder den største
Bruttofrogt paa ©tdrbritanien og
Irland med 35f Mill. Kr., dernæst
paa Sydamerika med 28 Mill. Kr.,
Frankrige med 9 Mill. Kr., Norge
med 7| Mill. Kr., Tyskland med 7
Mill. Kr. of o. Sammenholdes disse
Tal med de tilsvarende Tal for
1888, vil det sees, at Bruttovagten
paa ©torbritanien og Irland samt
Sydamerika er steget ikke ubetydeligt.
Syttende Mai-Snk.
As M. B. Landstad.
Fred og Frihed Norge eier,
Er paa Herrens Ord ei arm,
Længsel ester Lysets Seier
Blusse i hver Nordmands Barm!
I
hvert trosaft Hjerte ned
Ordet fljænke Trøst og Fred!
Norge over tiere Grave
Blomstre oil forn Herrens Hove!
Jaabæk udtaler sig om Stillingen.
I
en lejlighedsvis Samtale med
Redaktøren af „KristiansfandS
Stiftsavis" har StorthingSmand
Jaabæk udtalt sin Mening om Situo
tionen. Do denne Udtalelse i flere
Henseender har Interesse, har Re
daktøren med Hr. Jaabæks Samtykke
velvtllig meddelt ben til „Dagbl."
Hr. Jaabæk bemærket»:
„Stillingen for Venstre er nu god.
Hele Venstre bør støtte Ministeriet
under de nuværende Omstændighe
der."
Efter hans Mening havde Steen
handlet rigtigt i at donqe et politisk
ensartet Ministerium. Thi et saa
dont var nødvendigt. De moderate
kunde neppe danne det, og da maatte
det jo fle af det rette Venstre. Det
var ikke rigtig ot kræve det moderate
Parti repræsenteret, s. Ex. ved et
Par Mænd. Det vilde olene bragt
Uenighed og Splittelse ind i selve
Regjeringen. Nu har Ministeriet
lettere for at ta rimelige Hensyn til
den moderate Retning, naar det
nemlig Ian gjøre det ud fra sit eget
Standpunkt og under fuld Solidaritet.
Regjeringen er da ikke udsat for at
komme til at trætte indbyrdes.
Han mente videre, at Regjeringen
vilde og maatte ta forstandigt Hensyn
i sin Optræden og Styrelse, saa der
var ikke Grund for det moderate
Venstre til Opposition, men derimod
burde man stille sig i loyalt Samar
beide med Regjeringen.
Paa Spørsmaal, om Venstre kun
de optræde font et famlet Parti un
der Valgene, erklærte han, at i Med
før af, hvad ovenfor er anført, moot,
te han hertil svare jo.
Ont Hon mente, at det moderate
Parti i Storthinget delte hans Op
fatning. Noget bestemt turde han
ikke sige derom, men han antog, at de
Moderates Stilling vor givet af
selve Situationen.
Hvis der i Forsvarsbevægelsen er
mindste Alvor, maa dens Venner til
lige være Venner af, hvad der ttu er
Venstres vigtigste Mærkefager, flri
ver „B. G.'
Vi flal forjvore Landet mod frem
mede Angreb. Jo men do maa vi
ikke være udsat for, at alt, hvad vi
har opnaaet ved at kjærnpe, uden vor
Skyld forspildes med et eneste Penne
strøg, med andre Ord, vi maa ha
ve fuld Kontrol over vore udenrigske
Sager.
Der maa ydes større Offre for at
sætte Forsvoret i betryggende Stand.
Ja men da maa der off res efter Ev
nen. De Rige, font har opnaaet
større Goder i Landet, og som risike
rer mere, maa ogsaa betale mere.
Med andre Ord: vi maa ombytte en
Det as den blodige Toldskat med en
direkte i Forhold til Evnen.
Hver brav Nordmand maa være
villtg til at sætte sit Liv ind ttl Værn
sot Selvstændighed, Frihed og Fædre
land. Jo men flammer du dig ikke,
Forsvorsven! ved at kræve dette af
Tusinder, som du samtidig vil nægte
medborgerlig Ret i det Land, som kan
kræve deres Liv? Med andre Ord:
vi maa have almindelig Stemmeret,
I
Bidenflabsselflabets Møde for
leden holdt Professor Sophus Bugge
et interessant Foredrag, hvori han
redegjorde for den irske Poavirkning
paa den norfl-islondfle Sagadigtning.
Den livlige Forbindelse mellem
Nordmændene og Irerne havde fat
dybe Mærker i de førstes Liv og
Digtning, font Videnflaben tildels
allerede hovde godtgjort, dels i Frem
tiden vilde komme til at godtgjøre.
Paovirkningen kunde* mærkes blondt
andet i Ordsorraadet, som oste viste
irfl Oprindelse, og den beslægtede
Fremstillingsform.
Derefter holdt Dr. Wille Foredrag
ont Bakterier i Jorden. Bakterier
forestillede vi os i Almindelighed bare
som flodelige Dyr. Dette var dog
meget urigtigt. Der sandtes ett
Mængde Bakterier, hvis Virksomhed
var nyttig, ja nødvendig. Til disse
kunde man regne mange as de Arter,
som findes i Jorden. Thi det var
i de senere Aar os Videnskaben paa
vist, at der sandtes en utallig Mæng
de Bakterier i Jorden, hvor de kunde
optræde lige ned til 1| Meters Dyb
de. Blandt de vigtigere as disse
Arter skildrede Foredragsholderen
dem, hvem man skylder de betydnings
fulde Processer Forroadnelse, For
muldning og Nitiifikation D: Omdan
nelse af Ammoniaksalte til Solpeter
salte, Bakterier, der var af indgri
bende Betydning for alt organisk
Liv.
1? AWWWWRWMHDM
„Mange Heste" aabner sit Hjerte.
Sioux-Jndianeren „Plenty Hor
ses", som i den sidste Indianeropstand
skjød Løitnant Cosey, stod som Følge
heraf for Forenede Staters Domstol
forleden anklaget for Mord. Jury
en kom ikke overens. Hans For
fvarstale, font vi gjengiver efter
»Syd Dakota Ekko", er nok faa inte
ressant:
»Jeg nægter ikke, ot Løitnant Co
sey døde for min Hoand, og Retten
moa komme til hyilkensomhelst Slut
ning, den ml, jeg er færdig og villig
til at møde min Skjæbne. Han blev
dræbt, men ikke myrdet, og den Op
fatning og Tanke flal følge mig i min
Grav.
Min Faders Navn er „Living
Bear", og han er et Søskendebarn os
»Two Strikes" og et Medlem af hans
Flok. Jeg fett» er 22 Aor gammel
og kom tilboge fra Carltsle-Skolen i
Pennsylvania for to Aar siden efter
at have opholdt mig der i 5 Aar.
Man sagde mig, at det vilde tage me
get lang Tid endda til at fuldende
min Uddannelse jeg antager 5
Aor til, og do jeg havde bestemt mig
paa ikke at være der længere, reiste
jeg hjem. Ved min Hjemkomst fandt
jeg, at min Skoleuddannelse var til
ingen Nytte thi jeg kunde ikke erhol
de nogen Befljæstigelse, ingen Ting
ot gjøre, hvorved jeg kunde tjene saa
meget som til Kost og Klæder, ingen
Leilighed til videre Uddannelse og
kunde saaledes ikke forblive hos de
hvide. Dette gjorde mig mismodig,
og jeg gjenoptog det Liv, som jeg før
havde været vant til. At forglemme
det engelske Sprog og de øvrige Sko
lekundflober vor en let Sag.
Paa denne Tid var Sioux India
nerne meget misfornøjede med den
Maade, hvorpaa Regjeringen be
handlede dem. Alle Ubehagelighe
der og. Gjenvordigheder blev mig for
talte op igjen og op igjen. Allerede
Boaren efter begyndte man for Al
vor at tale om Oprør, hvis ikke Ret
færdigheden skete Fyldest. Jeg syrn
pathiserede med mine Slægtninge og
Venner, og det havde været unotur
ligt, om jeg ikke havde gjort dette.
Jeg havde lyttet til mine Venners
mange Fortællinger om alle de Lidel
ser og Mishandlinger, som vort Folk
har maattet udstoo, siden den hvide
Mand begyndte at tage vort Land fro
os men ingen har nogensinde i
Sandhed beskrevet og skildret den
Medfart
og Behandling, som gjennem
de hvide er blevet vor Slægt tildel.
Dette er et unægteligt Faktum.
Jeg var sammen med min Fader
ved Pine Ridge sidste Vinter, da de
amerikanske Tropper blev sendt did.
Der dræbtes ..Big Foots" Krigere.
Jeg hørte den uhyggelige Skydning
og skyndte mig sor at hjælpe. Det
var et grufuldt Syn, font mødte en.
De overlevende fortalte os en faa
jammerlig og ynkværdig Beretning,
ot man strax begyndte at tale om
Krig. Hver eneste levende Sjæl fyn
tes, at Regjeringen havde forurettet
„Big Foot" paa en faadan Maade,
at det var ikke at tænke paa Fred læn
gere. Desuden var der Aandedans
og megen Bevægelse og Uro hele Ti
den. Den Dag, da Løitnant Casey,
dræbtes, var jeg udenfor vor Leir for
at paase, at ingen fiendtlige Tropper
kom for at overrumple os og gjøre
min gamle For og mine Slægtninge
noget ondt. Naturligvis var jeg i
en meget opbragt Sindsstemning.
Vort Hjem var ødelagt, vor Familie
adskilt og ethvert Hoob om bedre Ti
der totalt udelukket. Der var ingen
Ting ot leve for.
Kun nogle faa Indianere vor sam
men med mig, noor jeg først faa Løjt
nanten komme ridende lige imod mig.
Han red tæt indtil, rakte mig fin
Hoand og hilste venligt. Jeg rystede
hans Hoand og talte til ham paa en
gelsk. Bag ham var „White Moon",
Cheyenne-Speideren. De sagde, at
de vilde gaa tit Leiren men mit
Svar var, at dette vilde ikke tillades.
Da fulgte han mig op paa en liden
Forhøining i Terrænet, hvor Pete
Richards, „Red Cloud's" Svigersøn,
kom og bad ham at gaa tilbage. Der
blev dannet en Ring. Casey var in
deni, og omkring ham var Bear-that
lays-down, Broken Arm, White
Moon, Pete Richards og jeg selv.
Løitnonten vilde udspionere vor Leir,
men det Road blev givet ham at sor
lade Pladsen snarest mulig. Han
blev meget opbragt og sagde, at Han
vilde gaa, men fluide snart være til
bage med en Soldaterstykke, stor nok
til at tage vor Høvding tilfange. Jeg
forstod Ham paa den Maade, at Hen
sigten med hans Tilbagekomst vor at
1-
dræbe alle. Han kunde faa fat i. Mon
fan let fotftoo, i hvilken Sindsstem-'
ning jeg tom ved at høre, at vi fluide
lide endnu mere, fordi vi reiste os for
at forlange den Føde og de Klæder,
forn Regjeringen flyldte os. Alt det
te passerede min Hjerne i et Øieblif,..
og jeg forstod nu, at lige ved min Si
de red en Spion, udsendt fro vor Fi
ende, hvilken -stoltelig erklærede, ot
Han vilde lomme tilboge og gjøre os
endnu mere Uret og Skade. Han
vendte Hesten for at ride afsted, og et
Dieblik senere faldt han død for min
Rifle, hvis Kugle gjennembdtede hans
Hjerne.
Dette vor ikke et Tilfælde af Selv
forsvar. Sagførerne og Retten moa
gjøre det til hvad de vil men det var
ikke noget Mord thi vi var paa
Krigsfod med de hvide. Hvis vi
havde sendt en Spion ind i de hvides
Leir med det udtrykkelige Formaal at
ville planlægge et Angreb, de vilde
ikke have betænkt sig længe paa at
dræbe ham, hvis de kunde.
Hvis man er bestemt paa at1 straffe
hver Mand, der flyder en anden, uden
specielt at være indviklet i en virke
lig Træfning, hvorfor da ikke arreste
re og straffe de Soldater, som dræbte
stakkels gamle „Big Foot". Han laa
foran sin næsten udstukne Ild, døen
de af Feber, ikke mægtig til at reife
sin Haond til Selvforsvar, rig dog
alligevel blev et helt Dusin Kugler
jaget igjennem hans Legeme. Og
tænk paa de sex Indianere, fundne
længe efter det blodige Slag ett
Mand og Resten Kvinder og Børn,
alle skudt ned af Spioner og Soldo
ter. Hvorfor ikke undersøge dette?
Jeg antager, man vil svare, at det
ikke fan lade sig gjøre, men jeg siger,
det fan. Der er mange lignende Til
fælde font det, hvorfor jeg er arreste
ret. Vi havde Krig med de hvide,
og vor Maade at krige paa er ligefaa
ærlig som de hvides. Og dessoru
den, vi kjæmpede for vore Rettighe
der. Vor Slægt og vor Race elsker
ikke Krigen saa høit, at de vil dræbe
sine Venner. Vore Høvdinger op
sordrer os ikke til Krig, men denne
Gong maatte vi ud, fordi Hunger og
Kulde tvang os dertil.
Ingen kan sige, at Sioux India
nerne bestandig har været en krigersk
Notion. De har været saa mægtige,
at alle andre Stammer frygtede dem,
og vi havde Fred. Do kom den hvi
de Mand dg vi var hans Venner,
indtil den Tid kom, ot vort Folk ikke
længer kunde udstoo den foræderfie
Maade, hvorpaa de hvide behandlede
dem. Jeg fjender alle disfe Ting,
thi mine Forfædre har fortalt Histo
rien i vore Raadsforfamlinger og
omkring vore Arnesteder. Man rap
porterer vort Folk som Krihere, og
det er sandt thi vi er blevet tvungne
dertil. Men ingen kan sige ondet,
end ot vi kjæmper lige saa ærligt og
aabent som nogen anden. Sioux In
dianerne har aldrig lagt fig i noget
Baghold for at dræbe eller myrde de
hvide Soldater, men mødt dem i fuldt
Lffc og paa aaben Mark kjæmpet
Mand mod Mand. Cnster og hand
Folk faldt men det vor et Slog,
fom han selv var Skyld i, og ingen
uærlig Fremgangsmaade eller Midlet
var benyttede. Tænk over Affæren
ved Wounded Knee! Man siger nu,
at Indianerne affyrede det første
Sfud men dette tror jeg iffe. De
gif ikke ind i noget Boghold for at
flyde men stod op tig Mænd i det
prægtigste Sollys og kjæmpede til de
alle laa døde eller faarede. Dette er
en Sioux-Indianers Karakter."
Hjemmets Lys«
En freidig, fund Kvinde er Hjem
mets Lys, men ved Overanstrengelse
i Hnsholdningsarbeidet svækkes oste
hendes Helbred, eller Svaghed etter
foranlediget Displacement gjør Livet
miserabelt og et ellers lykkeligt Hjem
skummelt. Den tænksomme og ømme
IEgtemand burde i saadanne Tilfælde
være intelligent nok til ot satte Lidel
sens Aarsag, befri sin trofaste Hustru
fra Slid og Slæb og forsyne hende
med den bedste os alle Kvindens Ven
ner, Dr. Pierces Favorite Prescrip
tion, som nu er anerkjendt og brugt
Tusinder os Hjem som et sikkert Mid
del mod alle disse delikate Lidelser,
font er særegne for Kvindekjønnet.
„Favorite Prescription" er den eneste
Medicin for Kvinder, fælges ved
Apothekere under en udtrykkelig Ga
ranti fra Fabrikanterne, at den vil
give Satisfaction ethvert Tilfælde,
eller Pengene vil blive tilbagebetalte.
Denne Garanti har været trykt paa
Flafleomflaget og trofast udført i
mange Aor.