Decorah-posten og ved arnen. [volume], November 15, 1904, Image 6

About Decorah-posten og ved arnen. [volume] (Decorah, Iowa) 1903-1972

Image provided by: State Historical Society of Iowa

                
e
und jtik aaben ak ,
nu e
men en
ih as e s v. «al
e e .
«tes an es e
emI i v i
non... v.
o. aa
2 Gutten med Øldunken.O
Eventyraf MA aa KA P. Chr. Asbjørnsen.
–D-Ò var en Gang en Gut, som
havde tjent længe hos en
Mand nordenfjelds. Denne Manden
var en Mester til at brygge Ll; det
bar saa urimelig godt, at der ikke
fandtes Mage til det. Da Gutten
skulde røise derfra, og Manden skulde
betale ham Lønnen, han havde tjent,
vilde han ikke have andet end en
Dunk af Juleølet. Ja det fik han og
gik afsted med, og han bar den baade
langt og længe, men jo længer han
bar paa Øldunken, des tungere blev
den, og saa bøgyndte han at se sig om
kring, om der kom nogen, som han
kunde drikke næd, saa Ølet kunde
mninke og Dunken letne. Langt om
længe traf han en gammel Mand med
et stort Skjæg.
«(mod Dag.» sagde Manden.
»Yod Dag igjen,» sagde (Gutten.
«»Hvor skal du hen?» sagde Man.
den.
«»Jeg leder efter nogen at drikke
med, saa jeg kan faa lettet paa Dun.
ken min,» sagde (Gutten.
«stan du ikke liaesaagodt drikke
med mig som med en anden?» sagde
Manden; «jeg har faret baade vidt
og langt, saa jeg baade er træt og
tørst.»
»Jo, kan jeg saa,» sagde Gutten,
»men hvor kommer du fra, og hvad
er du for en Mand da?» sagde han.
»Jeg er Vorherre, og jeg kommer
fra Himmerige, jeg.» sagde Manden.
*»Dig vil jeg ikke drikke med.» sagde
Gutten; «for du gjør saa stor Jor
skjel paa Folk her i Verden og slit
ter Retten saa uligt, saa nogle blive
saa rige og nogle saa ringe; nei, dig
vil jeg ikke drikke med,» sagde han
og han labbede afsted igjen med Dun
ken sin.
Da han havde gaaet et Stykke til
blev Dunken saa tung igjen, saa han
syntes ikke han orkede at bære den
længer, med mindre der kom nogen
han kunde drikke med, saa Plet kunde
minke i Dunken. Jo, saa traf han en
smg, skranglet Mand, som kom fy
gende saa fort.
Mod Dag,» sagde Manden.
«(Fod Dag igjen,» sagde Gutten.
»HOvor skal du hen?» sagde Man
den
»Aa, jøg leder efter nogen at drikke
med, saa jøg kan faa lettet paa Dun
ken min,» sagde Gutten.
»Ktan du ikke ligesaa godt drikke
med mig som mod en anden?» sagde
Manden. Jeg har faret baade vidt
og langt, og en ØLltaar kunde gjøre
godt ien gammel Skrot,» sagde han.
»Jo, kan jeg saa,» sagde Gutten,
*»men hvad er du for en og hvor kom
mer du fra?» spurgte han. |
»Jeag? jeg er kjendt nok. jeg er
Fanden og kommer fra Helvede jog,
sagde Manden.
»Nei,» sagde lYutten; «du bare
piner og plager Jolk. og der det er
nogen Ulykke paa Jærde, der siger de
altid, det er din Skyld. dig vil jeg
ikke drikke med, sagde Gutten.
Saa gik han langt og længer end
langt igjen med Llidunken sin, til
han symes den blev saa tung. at han
ikke orkede at bære den længere. Han
begyndte at se sig omkring igjen, om
e
m s «d
e
e
e
ond
e
der ikke kom nogen, han kunde drikke
med, saa Dunken kunde letne. Jo,
langt om længe, saa kom der en
Mand igjen, og han var saa tør og
skranglet, at det var et Vidunder, at
han kunde hænge sammen.
»(hod Dag,» sagde Manden.
«God Dag igjen,» sagde (Gutten.
«Hvor skal du hen?» sagde han til
(Butten. s
«Jeg skulde se, om jeg kunde finde
en at drikke med, saa Dunken min
kunde letne den bliver saa tung at
bære,» sagde (Butten. ,
«sdan du ikke drikke med mig lige
saa godt som med en anden?» sagde
Manden.
«Jo, kan jeg saa», sagde Gutten.
«Hvad er du for en, du da?» sagde
han.
«De kalder mig for Døden,» sagde
Manden. .
«Dig vil jeg drikke med,» sagde
Gutten, og lagde ned Kaggen
sin og gav sig til at tappe Øl i Skaa.
len «Du er en fsagna Mand, for du
gjør alle lige, baade fattige og rige.»
Saa drak han ham til, og Døden
syntes det var en herlig Drik, og da
(Gutten undte ham vel, drak de til
skiftes, saa Ølet minkede og Kaggen
letncde.
Tilsidst sagde Døden: «Jeg har
aldrig kjendt Drik, som smagte bedre
og gjorde mig saa godt, som det Ølet
du har skjænket mig, jeg synes jeg
blev som nysfødt indvendes, og jeg
ved itke, hvad jeg skal gjøre dig til
gode for det;» men da han havde
tænkt sig om en Stund, saa sagde
han, at Kaggen aldrig skulde blive
tom, hvormeget de drak af den, og
Ølet som var paa den, skulde blive
til Oelsebod, saa Gutten kunde gjøre
syge friske igjen, bedre end nogen
Doktor. Og saa sagde han, at naar
han kom ind til en syg, da skulde Dø.
den altid være der og vise lig for
ham. og det skulde han have til ct
sikkert Mærke, at naar Døden sad
ved Fødderne saa kunde han redde
den syge med on Hclsedrik af Kaggen
men han ved Hovedgjerdet, saa
gaves der hverken Ojælperaad eller
Gelsobod for Døden.
Gutten var snart navnspurgt, saa
han blev hentet vidt og bredt, og han
hjalp mamgfoldige til Helsen igjen,
som der ikke havde været Ojælp for.
Naar han kom ind og saa, hvor Dø
den sad hos døon synge. spaaede han
enten Liv eller Død, og altid var han
sandspaad. Han blev baade en rig
Mand og en mægtig Mand, og til
sidst blev han hentet til en Kongsdat
ter langt borte i Landene. Oun var
«Nu sveg du mig.» sagde Døden.
saa farlig syg, at ingen Doktor tro
ede sig til at hjælpe hende mere, og
saa lovede de ham alt, hvad han kunde
ønske og forlange, om han kunde
frelse hende. Da han kom ind til
Nongsdatteren, sad Døden vød Ho
vedgjerdet, men han sad og blundede
og nikkede. og modens han sad saa.
ledes, kjendte hun sig bedre. «Der
gjælder det Liv eller Død.» sagde
Toktoren, «og der er vel ingen Frelse
om jeg ser ret,» sagde han. Men de
sagde, han maatte frelse hende,
e e
i elm s
mm .;
ak s.
«Mmh – s os.
i ny mon. De
s cm «al sat
S ne
». T. s
Saa saa han paa Døden, og mer
han sad der og blundede igjen, v
kede han til Tjenerne, at de skulde
vende Sengen i en Hast, saa Døden
blev siddende ved Fødderne, og idet.
samme det var gjort, gav han hende
Helsedrikken, saa var hun frelste.
«Nu sveg du mig!» sagde Døden,
»og nu er det kvit mellem os.»
» Jeg var nødt til det, om jeg
skulde vinde Land og Rige,» sagde
(Gutten.
«Det skal ikke hjælpe dig stort,»
sagde Døden; «Din Tid er ude, for nu
hører du mig til.»
«Ja, skal det saa være, saa lad det
saa være,» sagde Gutten; «men du
lader mig vel faa Lov til at læse ud
Horrens Bøn først,» sagde han. |
Ja, det skulde han faa Lov til; men
han passede sig vel for at læse Her.
rens Bøn; alt andet læste han. men
Fadervor kom aldrig paa hans Tunge
og tilsidst mente han, at han havde
snydt Døden for Alvor. Men da Dø
den syntes, at det drøiede for længe.
saa gik han did en Nat, og hængte
op en stor Tavle mød Fadervor paa,
over Sengen til Gutten. Da han
vaagnede, begyndte han at læse paa
den og samlede sig ikke rigtia, før han
kom til Amen; men saa var det for
sent.
Er De Flaaer FrandsenD
Om en for sin skarpe Tunge be
kjendt og nu forlængst afdød Kristia
niamand, der, mød Rette eller Urette,
vides ikke, skal have laant Henrik Ib
sen Momenter til Daniel Heires Ji
gur, fortælles følgende Anekdote:
En Dag hørte denne Mand, vi
kunde kalde ham S, at en af hans
bekjendte skulde op og betale 100
Spd. til en Kristiania saare bekjendt
Flaaer, som vi vil kalde Frandsen.
Han hed forresten ikke saa.
«Lad mig faa Pengene,» sagde S,
«saa skal jeg gaa op til ham.»
Ja, S. sik Pengene og gik op til
Frandsens Bolig, bankede paa og traf
ham siddende paa sit Kontor. .
«Goddag!»
«Goddag, hvad skal De?» spurgte
Frandsen og saa grætten op fra sit
Arbeide. s
«Er De Flaaer JFrandsen?»
spurgte S. mod urokkelig Ro.
«Hva', hva', er De gal Mand, hvem
er De, som, som –- – – som –-
– sor Frandsen, op og holdt paa
at miste Pusten af bare Sinne.
«Er De Flaaer Frandsen?» spurgte
atter uden at fortrække en Mine.
»De, De De –- skal bli' dømt,
med Dem, paa Flekken ud –!»
skreg Frandsen aldeles violet af Vrede
over at blive injurieret paa sit eget
ntontor og paa et Punkt, hvor Sam
vittigheden unegtelig var en Del hud
løs.
«Ja, ja,» sagde S. ganske rolig,
«er De ikke Flaer Frandsen, saa faar
jeg gaa da; jeg skulde herop for at
betale Flaaer Frandsen 100 Spe
ciodaler sra N. N. men naar Te ikke
er Flaaer Jrandsen, saa faar jeg gaa
da.»
Jrandsens vrede Aasyn undergik
en merkelig Forandring ved disse
Ord as S.
«Hm. hm, vær ikke saa hastig da,
hm, det er i sin Orden. kan jog for
staa: jeg er nomlig Diskontør Frand
son, og N N. skylder mig ganske rig
tig 100 Spd., hm, vil De ikke sidde
ned, væsaagod, hm. Jeg er Diskon
tør Frandsen.»
»Ja men det hjælper ikke mig,
sagde S. «for da jeg skal betale Pen
gene til Flaaer Frandsen, saa maa
jeg gaa min Vei,» og S. greb i Dør
klinken.
Frandsen vrød sig paa Stolen. me
dens Flaaertitlen og Lysten til de
10) Spd. kjæmpede en rædselsfuld
Namp i hans Indre.
Ja, ser De, Hr. – Hr. –»
o..
«Hr.k....: det er jo saa da, at
onde Mennesker, hvoraf der findes
mange. kalder mig for, ja rent ud
sagt sor Flaaer Frandsen.»
«Ja, er De Flaaer Frandsen eller
er Te ikke Flaaer Jrandsen?» og
S lukkøode op Døren.
«Jo jo, jøg er Flaaer Frandsen
da.» stønnede den fortvilede »Did
kontør». ;
» 5vorfor kunde De ikke ha' sagt
Sandheden strar da,» sagde S.
betalte Pengene og gik.
Han havde opnaaet, hvad han
vilde.
Sunlt. Den venlige, gamle Herre
(træder halvt forlogen ind paa den
halvsimple Restauration og kjonder
sig til Jomfruen ved Disken): «Jeg
sendte her i Jormiddags en stakkels
forkommen yngre Person, som kla
aede sin Nød for mig herinde med
skriftlig Veskod om, at han kunde fan
spise sig net paa min Regning?»
Jomfruen: »«Naaja jasaa ja
Ja. værogo. her er Regningen. Del
er jamt e' Krone aa 30 Øre.»
Don venlige: «Saa –- ? Naa
værøogod. Naaja, for det maatte har
jo kunne spise sig noksaa god og mat
stakkarod Jyr. Naa, hvad sik han da?»
Jomfruen: »To hele Baiere og
fem Drammer.»
en Interviewer.
Den nervøse, vævre unge Mand
tog den tol, jeg bød ham, og sagde
han var knyttet til «Daily News»
samt tilføiede: t
Jeg haaber ikte jeg forstyrrer
jeg er kommen for at interviewe
Dem».
aner hvad?»
»«Intervbiewe Dem.»
»Naa – jeg forstaar. Jo – na
turligvis – ganske vist! Hm!»
Jeg følte mig ikke ganske klar den
Morgen. Min Forstand syntes vir
kelig at være lidt omtaaget. Imid
lertid gik jog hen til Bogskabet, og da
jog havde lødt i sem – ser Minuter,
saa jeg mig nødsaget til at henvende
mig til den unge Mand. Jeg sagde:
«Hvorledes staver De det?»
»Stawer hvad?!»
«den gudhvares – hvad vil De
have det stavet for.» e
»Jøg vil gjerne have det stavet; jeg
vil se efter, hvad det betyder.»
»Det maa jeg sige, forbauser mig.
Jog skal saa gjerne sige Dem, hvad
det betyder, hvis De – – hvis
De.» i
»Ja, Tak skal De ha'. Jeg er
Dem virkelig meget forbunden.»
«Altsaa: Jen in, ter, ter – in
ter –.»
»Aa –De staver det mød I?»
»Ja naturligvis.»
«Naa, saa var det ikke saa under
ligt, at jeg ikke kunde finde det.»
»Men, kjære Mr. Twain, hvad
vilde De da stave det med?»
Ja – jeg ved sandelig ikke rig
tig. Aeg har her det store Konver
sationslerikon og jeg stod og ledte bag
i det, for jeg troede det stod mellem
Billederne. Men der er rigtignok en
meget gammel Udgave.»
»Aa, kjære Ven, selv i de nyeste
Udgaver vilde De ikke kunde træfse
noget Billede af – – Jeg beder Dem
om Forladelse, kjære Mr. Twain, jeg
mener ikke det mindste Ondt med det,
men jeg synes ikke, De gjør saa in
telligent et Indtryk. som jeg havde
ventet. De maa ikke tage mig ilde op
– jeg mener aldeles ikke noget ondt
mod det.»
Aa, det er jo ikke noget at tale om.
Det er ofte bløven sagt mig og det af
Jolk, som ikke vilde smigre mig og hel
ler ikke kunde have nogen Fordel deraf
– at jog skal være ganske enestaaende
med Hensyn til det. Ak ja –de ta
ler altid om det med Henrykkelse.»
»Det kan jøg saa, godt forestille
mig. Men lwad nu dette Interview
angaar, saa ved De, det nu er Skik
at interviewe enhver betydelig Mand.»
«Jeg har virkelig ikke hørt om det
før. Det maa være meget interes
sant. Hvad bruges det til?»
»Men Herrogud – dette er ned
slaaende! I nogle Tilfælde burde
det gjøres med en Kølle; men sæd
vanlig bestaar det i, at Interviewe
ren gjør Cpørgsmaal og den inter
viewede besvarer dem. Det er blevet
et rent Raseri nu for Tiden. Vil
De tillade mig at gjøre Dem visse
Spørgsmaal angaaende Hovedpunk
terne i Deres offentlige og private
Ujv ?»
«Aa med Fornøielse med Jor
nøielse. Jeg husker desværre saa
daarlig, men det skal De ikke bryde
Dem noget om. Det vil sige. jeg har
saadan en nrogelmæssig Hukommelse
– mærkværdig urøgelmæssig. Som
metider gaar den i Galop. og til an
dre Tider er den fjorten Dage om at
passere ot givet Punkt. Det er mig
en stor Uval.»
»Aa det ikal vi nok komme ud over
– blot De søger at gjøre Deres bed
ste.» |
» Det skal jeg. Jeg skal samle alle
mine Tanker.»
«Tak. Er De parat til at be
gynde?»
»Begynd!»
»Hvor aammel er De?»
«Jeg fylder nitten i Juni.»
«Nei da! Jeg vilde have anseet
Dem for at være fem-ser-ogtrodive.
Ovor blev De født?»
»JI Missouri..
«Naar beayndte De at skrive?»
*J 1836.» j
» Men tvorledes kan det hænge sam
men. De sagde jo nylig, at De ikke
var mer end nitten.» :
«Ja, det ved jeg ikke. Det ser jo
noget løierligt ud.»
»Det giør det sandelig. Ovem an
ser De for at være den mærkeligste
Mand. De nogensinde har truffet
os: i
»Aaron Burr.»
«Men Te kan jo ikke have kjendt
Aaron Burr. naar De ikke er mere
end nitten Aar –.» ni
«Naa ja, naar De ved det bødre,
hworfor sidder De saa og spør'?»
»Om Jorladelse det var bare
saadan en HØypotese ikke andet.
Ovordan gik det til, at Te traf sam
men med Burrk?»
[| «Naa jeg var tilsældig tistede
en (Gang ved hans Begravelse, og aa
bad han mig ikke gjøre saa megen
Støi, og -.»
«Men du aode Gud, hvis De var
; ,
da
Hvis Børnene er rigtig snille hele Ugen igjennem, saa faar de Søndag Morgen se paa,
at Far bliver barberet. ;
til hans Begravelse, saa maa han jo
have været død, og hvis han var død,
hvor kunde han saa høre, om De
gjorde Stgøi eller ikke?»
û«Ja det ved jeg skam ikke. Men han
var altid saadan en øgen Fyr.»
»Jeg forstaar Dem virkelig slet
ikke. De siger, han talte til Dem, og
at han var død.»
«Jeg har aldrig sagt at han var
død.» t
«Men var han da ikke død?»
»Naa – nogle mente, han var, og
nogle, at han ikke var.»
»Hvad mente De da?»
»Aa, det kom jo ikke mig ved. Det
var jo ikke mig, der blev begravet.»
«Havde De da –- – Nei, det faar
vi aldrig Rede paa. Lad mig spørge
Dom om noget andet. Naar blev De
født?»
*»Mandag den 31te Oktober 1693.»
»Men det er jo unniljgt! Paa den
Maade skulde De jo være over 200
Aar gammel. Hvorledes kan De for
klare døt?»
»Jeg forklarer det aldeles ikke.»
»Men De sagde før. De ikke var
mer end nitten, og nu siger De, De er
20. Det er jo en frygtelig Uover
ensstemmelse.»
»Aa Gud velsigne Dem, har De on-j
saa lagt Mærke til det? (Jeg trykkede
hans Haand). Jeg har tidt syntes.
der var on Uoverensstemmelse, men
jeg har ikke rigtig kunnet klare den.
e De er hurtig til at opfatte!»
Tak for Komplimenten! Har D.
– eller har De havt – nogen Sø.
skende?»
«»Hm – ja det tror jeg nok – men
jeg kan ikke huske det netop i Øieblik
ket.»
»Nei – det er den stiveste jog end
nu har hørt.»
» Saa - aa hvorfor det?»
»Jo – lworfor ikke? Se dog der
hen! Hvem forestiller det Maleri der
paa Væggen? Er det ikke en Broder
af Dem?»
»Ak jo, jo, jo! Nu De minder mig
–jo det er min Broder William
Bill kaldte vi ham. Stakkels gamle
Bill.»
»Han er altsaa død!»
»Det antager jeg. Vi har aldrig
kunnet sige det med Sikkerhed. Det
var saadan en hel Hemmelighed.»
;; s ll Ns; n .
; v an V ny y
I ; - I A) »
; D t
e 4 M
i - e1-
j th
Mm jja mn
– I: t nn
) b
'. ie s 2 s ist
h at
8SPORTIN.; FRIEND-It's too bad. lIt I oanly
had a hundred dollnrs ! conld play a horse this alter
noon that is a sure winner- big odds. too.
MR.H.Z.–Say, I feel like being a little sporty.
Her is a hundred dollars. Play the horse and we
will divvy up the profits.
i Aa – « s.
e er )
AF o. I
s os
I I V
I os - o)
1 t nMk
-V nu
. \ I
e.
e» A V
MR.H.2Z. (as he meets his sporting tiend that MK. EZ. (walking awar gloomily)–lt's queer
evening at e render so la Old mav! have such a bad luck when l bet. sen thiak how
Mualark won, didut she? Ten to one! Five hundred ncar i came to MM fire hundred. ,
tor each! ; SsPORTING FRIENDSay, he's a cinch. l
S ORTING FRIEND (sadly)lt'stoobad, Mark; waonder whatl will do with this one thousand 1! won
but when I got to tbe track thex told me Mudlark o4 Mudlark. ;
wasn't mit, so l played Holdtast, who came in last.
g
an
raa
e, –
Aa
| Det er virkelig tungt for Dem,
meget tungt. Han forsvamdt altsaa?»
j »Jo – jo – det kan De gjerne
sige. Vi begravede ham.»
»«Begravede ham! Begra
ved e ham uden at vide, om han var
død eller ei!»
»Ak nei! De misforstaar mig al
deles! Han var død nok!»
»Nu tilstaar jeg, jeg ikke forstaar
Dem længer. ØOvis De bogravede
ham, og Te vidste, han var død –.»
' «Nei, nei – det er blot noget, vi
irvede -
»Aa – han kom altsaa tillive
igjen.»
»Nei det vod Yud han ikke gjorde.»
»Jeg har dog aldrig hørt Magen.
Der døde en, der blev begravet. Ovad
er det saa sor en Mysterium, De snak
ker om ?»
»Jo – det er det jo netop. For ser
De –vi var Tvillinger – Afdøde og
jeg – og vi blev blandede sammen
i Badekarret, da vi ikke var mer end
ti Nger, og en af os druknede. Men
vi vidste ikke hvem. Nogle tror det
var Bill. Andre mener at det var
mig». ' |
»Ja, det er virkelig mærkeligt.
Hvad tror De selv?» |
- »Ja, Gud maa vide! Jeg vilde
give meget for at vide det. Dette
skrækindjagende Mysterium kaster
[Skygge over hele mit Liv. Men nu
vil jeg fortælle Dem en Hemmelighed,
som jeg ikke har aabenbart sor noget
andet Menneske. En af os havde et
eiendonnneligt Modermærke paa Ba.
gen af den venstre Haand; og det var
mig. Og det Barn var det, som druk
nede.»
» Men saa kan jeg ikke indse, at der
naar alt kommer til alt, bliver noget
Mysterium ud af det?» |
Saa det kan De ikke? Men det
kan jeg. Jeg kan i hvert Jald ikke
forstaa, hvordan de Mennesker alle til
Hobe har kunnet være saa idiotske at
qaa hen og begrave det forkjærte
Barn! – – Men tys! ti bare still
med det paa Steder, hvor Familicn
kan faa Nys om det. Gud skal vide,
de har nok at trækkes mod foruden.»
»Tak – nu tror jeg, jeg foreløbig
har Materiale nok. Jeg er Dem me
get forbunden for Deres Uleilighed.
–– Den Øistrorie om Aaron Burrs
Mr. E.Z. Mark Does a Little Betting.
-
Er –
dJgc
Begravelse interesserede mig forresten
meget. De vilde da ikke sige mig,
hvilken Omstændighed det var som
gjorde, at De anser Burr for en mær
kelig Mand?»
Aa, det var en ren Bagatel. Ikke
en af et halvt hundrede vilde havr
j Mærke til det. Da Prækenen var
forbi og Ligtoget færdig til at gaa
ud til Kirkegaarden, og Liget lagt til
rette i Kisten, saa sagde han, at han
gjerne vilde kaste et sidste Blik over
Landskabet, hvorfor han satte sig op
paa Bukken og kjørte mød.»
Derefter trak den unge Mand sig
ærbødig tilbage. ØOan var overmaade
behagelig at være sammen med, og det
ajorde mig ondt, at han gik. – Mark
Tmain.
Fra spredte Felter.
Fra Skolen. Læreren: «Hvor
mange Sekunder er der i et Minut?»
Petter: «Et mandligt eller et
kvindeligt Minut?»
Læreren: »«Mandligt eller kvinde
ligt? Hvad er det for noget Tøv?»
Retter: «Der er stor Forskjel paa
det. Naar Papa siger, han kommer
om et Mimrt, varer det omtrent 60
Zekunder; men naar Mama siger det,
varer det mindst 600 Sekunder.
» - »
Han blev ikke sint. Petter var Øøn
af en Arbeider. Han havde bragt sin
Far Morgenkaffe paa Arbeidspladsen
og var paa Hjemveien mod det tomme
Epand i Haanden. Paa Gadeu mødte
han Hans, som i Kaadhed spændte til o
Spandet.
»Vlir du sint, fordi jeg spændte til
Svandet?» spurgte Hans ærtende.
«Nei», svarede Petter.
»Blir du sint nu?» spurgte Hans
og spændte nok engang.
«» Nei».
»Men nu da!» raabte Hans hidhyng
og gav Spandet et Spark, saa Bun
den gik ud af det.
«Nei, det gjør ikke mig noget, om
Øpandet gaar istykker,» sagde Pet
ter rolig. «Min Mor laante det af
din Mor idagmorges, saa du faar
nok høre mere om det, naar du kon
mer hjem.»
- –r fto'
s ge
x I
V «allg,
s. i 1
: Ø d ns– M)
ak æAl )
e d- i?
T; st ad) s) ;æ '
h aa s –
–M s. h i) ilk
; ' i i
«ad - j j hil i
7-0 Cl nu
Alle ;
29 j ) s )s æ
SsHORTING FRIEND-Oh, hy the way, Mark,
Mudlark is the horse's name, and ifl ind, when l get
to the track. that the tip is no good, shall 1 play
some other horse?
mMR.E.Z.–Certainlv. l!llleave that to you.
et? s '
s Ø g
; Nn)
: M D 4.4 7
s. 'v s
e; os) I M s. –
J s
i ' n2-
ß -MM
s. M )
. h as i n
; 7 . - i )! s .
I: - y »y
j – I s de æ . e ak
31te Aargang)
ŸŸŸŸŸt
an man dit
o.
i I
e: maa