Decorah-posten og ved arnen. [volume], September 01, 1908, Image 6

About Decorah-posten og ved arnen. [volume] (Decorah, Iowa) 1903-1972

Image provided by: State Historical Society of Iowa

                
e! man
anlægger en By
reske
et var midt paa Lande.
veien, Ulykken skete. En
tung, klodset Fragtvogn af
Størrelse som en Flytteomni
ss bus var paa Veien fra Jern
banestationen til Queertown – en
Veilænge paa kun et Par Mil – da
paa engang det ene Forhjul gik istyk
ker.
Saasnart det gik op for Kusken, at
han ikke kunde komme videre paa tre
Hjul, stivet han Humøret as med et
Par velstuderede Eder, spændte Krik
len fra og red saa sin Vei for at
hente Ojælp, mens han lod Vognen
os dens Indhold skjøtte sig selv.
Et Øieblik ester kom tre Mands.
personer gaaende henad Landeveien
uden noget bestemt Maal. I Mørke
vilde man let ha antaget dem for
Landeveisrøvere, thi de gjorde netop
ikke det fordelagtigste Indtryk med
deres halvt udvoksede Skjægstubbe,
den ene havde en rød Næse, den an
den et blaat Øie og den tredie en
Silkehat af samme elegante Udseende
som salig Pudserpeters, saa man fri
stedes ikke til at gjøre deres nærmere
Bekjendtskab. De saa, som man si
aer, ud efter allehaande, dog mest ef
ter herreløst Gods, og da de fik Lie
raa den forladte Vogn, udbrød de
alle paa en Gang: Det er netop no
get for os!
Som sagt saa gjort. De gik strals
igang med at ta Seilet af Vognen
og underkaste samtlige Sager en fo
reløsbig Revision. Der var baade
Spise. og Drikkevarer, Møbler, Verk
tøi, Okser, Sager og Spader, og en
delig en hel Bogtrykkerpresse med
en mægtig Balle hvidt Papir, thi de
Queertomwns Jolks JFornødenheder
var ligesaa forskjellige som talrige.
De «ærlige Findere» var straks
paa det rene med, at det var deres
Pligt at bringe alle disse gode Sager
i Sikkerhed snarest muligt oa de gav
sic derfor straks til at slæbe hele
Læsset hen til en nærliggende Skog.
Den tomme Vogn lod de staa urørt,
det skal siges til deres Ære, men det
rar maaske af den (Grund, at de ikke
runde rokke den af Stedet.
Da de nu saa sig i Besiddelse af
alle disse jordiske Skatte, begyndte
de sor Alvor at bli urolige ved Tan
ken om, hvad de skulde gjøre med
dem. De havde fulgt deres første
Indskydelsso og «reddet» Sagerne,
men nu var de nær ved at fortryde
det, thi hvad skulde de stille op med
demm. Raa denne Egn sindes der
omtrent en Trediedel Indbygger paa
ver Kvadramil og da samme men.
reskelige Brøkdel har ydt en saare
mangelfuld Opdragelse, sindes der
hverken Møbellaanere eller Laane
kontorer paa lang Asstand, og det
vandrende Kløverblad tog først en
ordentlig Oybenkradser af en (Bene
rerdunk, satte saa op et høitideligt
Bedemandsansigt, og de vedblev at
søge Trøst og Naad i Jlasken, saa
længe til der spiret nyt Haab i hans
Hjerte, som var i Besiddelse af den
pene Hat.
Han smækket med Tungen og sa:
– Ogør, Barn, jeg har en brilliant
Ide! Storartet, siger jee, I maa
indrømme, at jeg
– Naa, kom saa med det! Hvad
er det? raabte de to Kamerater
samtidig og opmuntrede med smaa
Puf i Siden Taleren til at fortsætte.
– Ja, hør nu engang! Hvad skal
ri stille op mod det Kram, som et
heldigt Sammenstød af usædvanlige
Omstændigheder har spillet i vore
Øænder? Se, det ved I ikke, hvad
I skal svare til, men nu skal jeg si
dere det. – Vi vil anlægge en By!
Efter denne overraskende Medde
lelse fulgte som ved alle Grunderfo
rotagender en høitidelig Taudhed,
derpaa fulgte en indgaaende saglig
DOrøstelse, som tilsidst endte med Jor
slagets enstemmige Vedtagelse, hvor
vaa Deltagerne ønsket hverandre til
lykke og gav sin Begeistring Udtryk i
rder'igere Sidepufs. Med JForbere
delserne skulde der først tages sat
1æste Morgen, da «(runderne» sørst
vilde hvile sig ud paa det bløde Græs
on ved denne Udsættelse vilde de end
ridere spare Flytningen as en Del
fyldte Flasker. Denne sidste store
Jordel gjorde Udslaget, og i Mel.
lemtiden blev de fornødne principi
«clle Interesser pleiet paa en Maade,
saa Magtspørgsmaalet i den vorden
d Byn fandt en tlilsredsstillende
Løening.
– Jeg paatager mia alt det poli
tiske – erklærede Herren med det
laa Die.
–Og jeg skal passe de kirkelige
Anliggender, sa Manden med den
rode Næse mens han med TSalvelse
vendte Øinene mod Himlen for at
vise, at han var kvalificeret; den
lukkelige Indehaver af den forhen
tærende elegante Silkehat kundgjor
de som sin Beslutning, at han vilde
repræsentere Pressen og kastede sanm-
aa et begjærligt Blik paa det vær
geløse Papir. Til syvende og sidst
llev det med overvældende Majori
tet vedtaget, at Byen skulde hede
New-Dublin og alle kommunale Ud.
aifter dækkes ved en stigende Vand
skat.
Næste Morgen tog de fat. De tre
Grundere udsøgte et smukt Dalstrøg,
tundtom omgivet af skogbevoksede
Oøidedrag og skred til den høitidelige
Nedlæggelse af Grundstenen, idet de
rev et ungt Træ op, bandt en
Stump Brædt fast til det og skrev
New-Dublin paa det.
Saavidt var alt gaaet godt, men
det værste var tilbage, nemlig at faa
opført de offentlige Bygninger.
Da ingen af dem havde Erfaring
paa Byggeomraader, er det forklar
ligt, at Byens Overhode ved at sam
mentømre Sidevægge flere Gange
kom til at ramme sine egne Fingre,
mens Væggene selv blev lidt dilet
tantmæssige og saa temmelig vind.
skjæve ud. Ikke desto mindre gik det
rask fremad med Bygningerne og
den tredie Dag indtraadte det høiti
telige Øieblik, da Oytterne ved
Ojælp af Pensel og sort Maling kun
de overgives til deres offentlige Be
stemmelse. Paa den første stod der
»Raadhus», paa den anden «Fri
Kirke og Skole», mens der over Ind
aangen til den tredie stod følgende
Indskrift: «New-Dublin Herold»
og nedenunder med mindre Bogsta
ver – «»Uafhængigt Organ for kom
mumnale Anliggender».
Pladsen mellem de tre Bygninger
blev kaldt Uniontorvet, Aabningerne
mellem dem fik Navn efter berømte
Vræsidenter, saa der var baade en
Washingtongade, on Munroe- og en
Lincoln Avenue. En udførlig Be
reotning herom var flydt fra Redak
tørens smidige Pen, og de sørste
Eksemplarer af »«New-Dublin Her
old» var netop i Pressen da en uven
tet (=jæst indtraf.
Det var Kusken, som var vendt til
bage, havde fulgt Sporet ved Hjælp
of de tomme Brændevinsflasker og
nu fordret det røvede Gods tilbage.
Som Svar holdt to af Byens Fædre
ham hver en Pistol op for Tindin
aen, mens den tredie med en lang
Kniv kildret hans Strube og med
stor HOjertelighed sa: Din ualminde
lige Dngtighed bevæger os til at til
byde dig Stillingen som Byraadets
første Sekretær det være langt
fra os at indvirke paa din srie Be
stutning, men jeg raader dig til at
modtage Tilbudet.
Paa denne Maade sik Byen en før
ste Sekretær, som havde det store
Fortrin at være bereden, og Dagen
efter indeholdt det uafhængige Or
aan en begeistret Leder over New.
Tublins hurtige Vekst, idet Byens
Indbyggerantal i et Døgn var ste
get med 25 Procent. Der blev sør
get for, at denne Meddelelse kom vi
dere ud i Verden, og Virkningen vi.
sie sig snart i en reiselysten Øloma
aer. Ved Synet as New-Dublin ud.
trnkte hans Ansigt de mest blandede
Jølelser; men det lykkedes dog ved
samme Overtalelsesmidler, som var
anvendt overfor Kusken, at faa ham
lit at bli. Nort efter ankom en Ba.
aer, en Grovsmed, som rigtignok
var grov, en Skrædder i Følge med
to Gutter, der var løbet fra Læren,
og endelig en Kunstmaler. Byens
Jædre jublet og ved et sammenkaldt
Massemøde hævdet de, at fælles In
teresse krævet, at ingen maatte j
lade New TDublin levende.
– Kjære Medborgere! – sa Her
ren med det blaa Øie. gunstigere
Betingelser blir aldrig budt Dere.
Vi gir Dere Byggegrund, Grantræ
og Spiger. saa længe vi har.
Jorsamlingen voterte Taleren en
Tak efter Opfordring fra Redaktø
reom. Denne var i Besiddelse af en
umættelig Ærgjærrighed, og næste
Tag skrev han i sit Blad om en By
uden Kvinder. Neppe var Etfterret
ningen naaet ud i Verden, sør de
indsandt sig. For det meste var det
Udskud, men Herren med den røde
Næse havde dog sin Glæde af at sfor
one det ene Par ester det andet, men
selv giftet han sig ikke, det skyldte
han sin Stilling, sa han.
Paa denne Maade vokste New-
DTublin. Man begyndte endog at
snakke om elektrisk Belysning, og der
blev foretaget en Indsamling til et
Monmnent hvad det skulde reises
sor kunde senere bestemmes men
det begyndte dog at gaa sløit med
Tilstrømningen. Det var betænkelig
nok. Saa skete det en Dag, at Byens
Lverhovede intetsteds var at finde,
hrad der vakte saa meget større Op
sigt som der heller intet var at finde
i Byens Nasse, der dog skulde ha en
Lassebeholdning paa 80 Dollars 35
Cents.
dâ hnRaar jeg nogensinde fat paa
de Jyr slaar jeg ham blaa over hele
Kroppen forsikver Ørerne ug de
øvrige New-Dublinere st i med.
Men Udgiveren og Redaktøren af det
uafhængige Organ lo i Skjægget.
Uden at spilde et Minut skrev, satte
og trykte han en opsigtsvækkende Be
retning, i hvilken det blandt andet
hed: s s
–Nu er enhver Tvil forsvundet.
New-Dublin ser en stor Fremtid
imøde, thi den Raadenskab, som føl
ger med den hurtige Opblomstren,
har desværre nu ogsaa holdt sit Ind
tog hos os, idet vor Bys Overhode
e: forduftet, medtagende offentlige
Penge, hvor mange vides endnu
ikke. Vi forbeholder os at komme
tilbage til denne Skandale og ind.
strænker os idag til af et fuldt Hjer
te raabe: Det er en Skjændsel at ha
cn saadan Forvaltning!
Denne Artikel gik over i mange
andre Blade og havde en uhørt Virk
ning. Fra alle Kanter strømmede
Folk til for at nedsætte sig i en By
med saa raadne Forhold og saa stor
en Fremtid, og New-Dublin antog
nu i Virkeligheden store Dimensio
ner.
Men den største Overraskelse stod
tilbage. Byens Overhode med det
blaa Øie vendte ligesaa uventet til
bage, som han var forsvunden, afle
verede de 8() Dollars 35 Cents og
oplyste paa et Massemøpde, at han
havde beregnet det altsammen og af
Ajærlighed til Byen havde ladet den
skjændige Mistanke sidde paa sig en
Tid. Hans Stemme bævet af Sal.
velse og New-Dublinerne raabte be
ceistret: Længe leve vort Byraad.
– Jeg troede sandelig, du aldrig
var kommen tilbage, hvisket Indeha
reren af den nedtrykte Cylinder til
den tilbagevendende.
Denne maalte ham med et medli
dende Sideblik:
– Tror du, jeg er dum? Saadan
neget gjør man ikke for lumpne otti
Dollars, nei, man venter til der kom
mer et Par Nuller bagefter.
Fra Moen. Nr. 17 har saaet no
gen uforholdsmæssig lange Ærmer
paa sin Vaabenkjole.
Løitnanten (ved en Opstilling no
gen Dage efter JIndrykningen):
»Hvor har 17 sine Hænder?»
47: «Dem har jeg ikke seet, siden
jeg kom hid, Hr. Løitnant.»
Den falske Prins.
I Aaret 1718 opholdt Angust
den Sterke, Kurfyrst af Sachsen og
Nonge af Polen, sig i sin polske Ho
vedstad og stod just paaklædt i sit Væ
relse for at gaa ind til sine Gjæster,
der var forsamlede i Slottet, da man
bragte ham et Brev fra Dresden,
hans sachiske Hovedstad.
Han traadte ind i en Vinduesfor
dybning og gjennemlæste hurtig Be
tetningen, medens Overbringyeren
bortfjærnede sig.
- Besynderligt! høist gaadefuldt,
mumlet han, endnu i Morges havde
jeg jo Brev fra min Søn, han er
endnu i Wien og driver paa Forbin
delsen med Keiserhuset og Nurprin
sen, at hvori han skriver, ifølge den
ne Beretning er hele Dresden op
syldt af Rygtet om, at Kurprinsen
incognito boreiser Sachsen og for
Cieblikket i al Hemmelighed ophol
der sig i Erzgebirge. Kongen sam
menfoldet Brevet, blev længe staa
ende i dybe Tanker, glemmende sine
(Gjæster, indtil han tog rask Beslut
ning, ringet og bød don indtræden
de Tjener at hidkalde Grev Flem
ming.
Denne Mand var Kongens høitbe
troede. Minister, Jeltherre og prø
vede Ven, udmærket ved sine store
Cvner, skarpe Blik og mange Aars
Crfaringer.
– Læs her, Flemming, Ovad
mener De? De kjender jo de sidste
Efterretninger fra Kurprinsen, og
hvorledes kunne vi bringe dem i
Samklang med disse?
– Deres Majestæt! Et af to er
muligt her. Enten er det en JFeil
tagelse, opstaaet af løse Rygter, eller
der ligger en Intrige til Grund.
– Ovad er det sandsynligste, efter
Deres Mening?
– Noget A4aler for begge. Kur
prinsens Overgang til det katolske
Neiserhof har mishaget et stort
Parti
– Religionsforandringen er noget
rent personligt – det kommer ikke
Jolket ved.
-- Sympatien for Kurprinsen er
alligevel stor i Sachsen og kan ha
fremkaldt Onsket om, at han vilde
bereise Landet – men mmligt er det
ogsaa, at Rygtet er udspredt. Vi
skulde imidlertid snart komme til
bunds i Sagen, dersom Deres Maje
stæt vil give den i mine Hænder.
– Jeg overlader alt til Deres
Skarpsindighed og Dngtighed. sagde
ANongen, og dermed havde Samtalen
Unde.
Vi maa her gjøre vore Læsere op
merksomme paa at Kurfyrstens sach
s ske Undersatter langtfra satte stor
Pris paa, at han var Konge i Polen,
thi man har beregnet, at den Ære
kostede Sachsen dV Millioner Dol.
September 1908.
Den liste
; t
| .
| 1 i
| se
du
s VAs |
«. Saa, nu glemmer en nok at være
al lee e no
man
vise , ar skjøve un
der Blom re)ols.!
x '
18. Nel, det gaar ikke: nu iprans
den med det hele jeg e kun en li
den Stump da e: hvad bryr
en liden Rotte sig om det
lars, 40000 Mand og 800 Kanoner,
hvortil kom, at han var pragtsyg og
odsel i utrolig Grad, hvorfor ogsaa
alles Øine hvilte fulde af Forhaab
ninger paa Nurprinsen, der nu var i
en Alder, hvor han maaske kunde ha
nogen Indflydelse ved Hoffet. Det
Rygte havde derfor udbredt sig, at
medens Faderen var i Warschau, vil
de han bereise Sachsen, og medens
han i Virkeligheden var i Wien og
beilet til Prinsesse Josephines
Haand, optraadte Rygtet med en saa
dan Bestemthed i Erzbebrige, at man
vilde ha set den længselsfuldt Ven
tende snart her snart der. i
oMIî) denne forventningssfulde Tid sad
en Dag Odverlandssiskemester v.
(Günther paa sit Slot Augustusburg.
Med en stor Kaffeskaal foran sig sad
den værdige Herre i sin Bedstefarstol
og tænkte saa dybt, at han var nær
ved at slumre ind, da Døren hurtig
blev lukket op og paa dens Tærskel
viste sig hans ærbare og dnbzirede
Husholderske for at melde Herren, at
Fru Slotsforvalteren havde fortalt
leende, at hendes Datter af Fru Ac
ciseskriversken i Byen Stchellenberg
havde hørt. at den unge Kurprins
igaar var set i Hennersdorf, Mar
bad og
– Ovad be – hvad be – hvad be
hager? Den allernaadigste Kur
rrins! udbrød Overlandfiskemeste
ren springende op fra sit bekvemme
Sæde vor allernaadigste unge Herre
er her virkelig?
– Ja, men det skal være en stor
Hemmelighed, der maa ikke tales
derom: han viser sig under forskjelli
ac Forklædnnger, og det er kun un
der det dybeste Taushedsløfte.
– Christel! afbrød han hende.
Lykken venter mig. Indret dig paa
at modtage den høie Gjæst; han maa
ha hørt mig omtale og han vil gjøre
mit Bekjendtskab under Paaskud af,
at se den smukke Egn. Min Hat og
min Stok, jeg maa nu ud for at høre
mere nyt : .; .
Han vandrede opover Slotsbjerget
cg havde ikte gaaet langt før han paa
Landeveien, der gik langs Skogkan
ten, sik Oie paa en ung Mand i lang
sort Kjole sorte Knæbukser, en liden
trekantet Hat og derunder en smuk
fiettet og pyntet Pisk, som hang ned
over Ryggen paa ham. Klædningen
rar ren men tarvelig; Sko og
Etrømper bar tydelige Spor af en
længere Jodtur.
Paa denne Tid blev Lutheranerne
i Bøhmen endnu forfulgte, og navn
lig vilde man ingen Skoler taale.
Ta der imidlertid blev givet hem
melig Undervisning flere Steder,
blev Lærerne forfulgte og maatte
slygte til Sadchsen for at undgaa
Bøhmernes Had. For on saadan
sordreven Skolelærer vilde ethvert
ilke sorud indtaget Øie ha holdt den
unge Vandringsmand; men ikke saa
leded Overlanddfiskemesteren Det
sine Pigeansigt, de bløde Træk og
den zarte Hudfarve kunde umulig
tilhøre en Skolelærer. ;
– Skulde det virkelig, tænkte han,
og Ojertet bankede dobbelt sterkt og
alt alimret for hans Øine, være den
sorklædte Nurprins! Jo, det maa
være ham! i du
De var imidlertid komne hinanden
nærmere; den gamle Herre stillct sig
I lide
ean V s
as bhdv:
en sk
ve sn du n
s .so eud
et fir.
Hvorledes den grætne Nero tilbragte sin Fridag.
L
an eder 1 as n
var fast Asser slaaet des
I
s
7. îre
ni an et
12. Nu er den der - saa
T– Fæ
EA
C
davde troet al fra skottegiea il aildals»
ærbødig ved Veikanten og tog Hatten
af.
– Kjære Herre, sa den Sortklædte
med en særdeles blød Stemme og
blev staaende foran den Gamle, hav
den Godhed at anvise mig et billigt
Gjæstgiversted her i Nærheden.
– Tør jeg ikke vove at stille min
Volig til Deres Tjeneste? Jeg bor
her oppe paa Slottet, hvorfra der er
en deilig Udsigt over Bjerg og Dal,
Skoge og Marker.
– Nei, nei, De er altfor god. De
res Tilbud er imidlertid saa fristen
de, at jeg kunde ha modtaget det,
hvis jeg ikke frygtet for –
– Alt er i Orden; det er mig, der
har baade Ære og Fornøielse af De
res Besøg; ingen Indvendinger
mere, og opover Slotsbjerget fulg
tes nu den Gamle og den Unge sam
men. Det er ham – det er bestemt
ham, tænkte Overlandsfiskemesteren,
lan har bidt paa Krogen, og min
Lykke er gjort.
Den rige Vert lod det naturligvis
itke mangle paa HOøflighedsbeviser,
bøie Titulaturer, glimrende Bevært
ning og alle tænkelige Bekvemmælig
beder, og skjønt hans Gjæst stred
imod, tvang han ham dog til at
modtage nye Klæder og en Pung
med 300 Dukater. Han kjørte ham
omkring i en seksspændig Karet i hele
Omegnen og i et Par Ugers Tid var
Nabolagets fornemste Personer sta
dig til Taffels paa Augustusburg,
hvorom Rygtet snart udbredte sig til
Dresden. hvor det vel i Begyndelsen
ingen Tiltro fandt, men senere dog
tlev taget under Overveielse.
Atter var et muntrert Selskab for
samlet paa Borgen om den af alle
tilbedte Fremmede, da en Herre, der
kom fra Dresden, lod sig melde og
forlangte at tale med Overlandsfiske
mesteren under fine Pine. Kort ef
ter blev ogsaa den unge Mand,
Midtpunktet for alles Beundring,
saldt bort, og skjønt nogle hvisket
om Ordensdekorationer ete.. bemæg
tiget dog en trykkende Stemning sig
esterhanden alle Gjæsterne. Endelig
viste Værten sig og erklærede med et
langt Ansigt, at den høie Gjæst hav
de maattet reise uden at kunne tage
Afsked med Selskabet. I Taushed
opløste Selskabet sig og ikke længe
ester løstes ogsaa Gaaden om Gjæ
stens pludselige Forsvinden.
I den lille By Wolkenstein i Erz
aebirge levede Væveren Grundig til
freds i smaa Forhold og tilbragte
den ene Dag som den anden arbei
dende for det daglige Brød. Hans
Medhjælperske, Datteren Lise, følte
sig derimod ikke tilfreds ved dette
eensformige Liv, hun havde en indre
Trang og følte en levende Lyst til at
komme ud i Verden. Pligtfølelsen
mod JFaderen holdt imidlertid en
lang Tid igjen paa hendes urolige
Aand, indtil den Gamle engang tog
bort paa en Forretningsreise, thi da
lunde hun ikke længere modstaa
Vandrelysten. Vaarluften, Solskin
net, den blaa Himmel, Fuglesangen,
de arønune Marker. Enge og Skoge
kaldte paa hende med en uimodstaae-
Røst; hun tog Jaderens Søndagt
klæder paa og vandrede med let Sind
og let Pung over Bjerg og Dal.
Hun blev antaget for en fra Bøymen
e
ni
I
O «D
ne kt a
An
– I
C
e -s ?
en
ét næsten for aalt -
I
e
da ÂÂÖÒ
I 7
(
red pa e , ; de
; grk e eill sduUrak ti pe f sit ge ud jgleh da haneke
de i ge e
und, , n . n og a ære sin
, – ; hele Neros a .
otte, paa altsammen ned la fe ede i pas r egen Herre
bortflygtet Lærer og blev som saa
dan godt behandlet og understøttet
af Befolkningen og var efterhaanden
kommet til den Egn, hvor Rygtet om
Prinsen herskede og hvor vi har set
hende træffe sammen med Overland
fiskemesteren. Det prægtige Liv hav
de vel været altfor forsørende for
hende, hun spillede sin Rolle godt og
det uerfarne Pigebarn trodde sikkert
kun at det var en uskadelig Spøg at
modtage den ØGyldest, man bragte
hende; thi for Prins havde hun al
drig udgivet sig og bestemt proteste
ret mod Æresbevisningerne indtil
hun antog det Hele for Spøg, hvor
for hun ogsaa blev høist ubehagelig
overrasket, da hun blev afhentet til
Dresden.
Nutildags vilde Monarkerne have
leet ad hele Historien eller maaske til
kjendegivet Lise deres «allerhøieste
I o N2T;
; 2- | 2
er 2.00
u e s.
er det? n sine Herre, jeg vi s
rk al Vjjg u aiodne eik Udregsen pas Tineh de
æk (
M
ald gen grenitbes ve
PN
2-
M
3-
n kan bære den hen paa
af mit Hus, ved at holde sast i dens
Ost
s– x
i
e lv. e
ilde! ld! andre de da ske
Et komisk Himmelspræt.
as, ;
al Ma i
t! D e e; )
lk M kmu Tk
: m . en)
-t. -b ) –
N . e 1 –Z- s
an al
o. ) a- s- « 2- 'e 1
s.
– -– 2> -–- - .
ad
ret
- -–- 2-: - ––-
2-.
–
Cycle-Peter i sit Es er;
Solen skinner, Koen græsser,
2- Ti j
s) t –-
4« d ; t 1mzy,–9 I;
se: i o vn
s L2- y ulr
d._-- , – Mad
I vi an s d l –
- ) Z)s– I) d ; –––-
' e 25
;4 de! ee.
- j . M ––DW al
–-. )- - -\ùd e eo -.
–- p an –»
aa re z-e-- - t -
–k o. ;-
e e 2- e
–.7 -22722
ter e .
den forskrækket reiser Panden,
Halen, Tøiret, Hjulet, Manden.
aa s k I
«h M o. s.
MK–
i s.
sad
/ r' ræ R e
2 4
I) ad
–r- X. D. ;
o- h - s. I
T- –st m
d « sj e Jo
de –- - 1-
- e r-–t –-–-
Reter sætter sig til Ro en
liden Stund og saa gjør Koen.
33te Aargang.
alle en Felde
18. jeg tror, det gaar -
Mishag»; men Datidens Justits var
meget forskjellig fra Nutidens. Ef
ter at det var befunden, at Lise ikke
var nogen ondskabsfuld Bedragerske,
siap hun med at komme i Tugthuset
paa Livstid; endog ikke overordentlig
haard Lod, da hun fik sit eget Værel
se, ikke arbeidet, og spiste ved Forval
terens Bord. Hun gik i Amazonklæ
der, var munter og fuldkommen til
sreds med sin Skjæbne indtil hun
døde 30 Aar efter, 1748.
Overlandsfiskemester v. Günther
vovet ikke at fremkomme med Krav
paa Erstatning for det han havde
givet eller rettere paanødt hende,
men han maatte endog betale
hende 1 Rdlr. daglig saalænge hun
levede – en Lære, der pel har hel
bredet ham for hans Lettroenhed og
for hans Lyst til at opnaa allerhøieste
Naadesbevisninger.
n.
en f.
s -––ktls
i ;as '
an. kg
-
aa
tit
»N
er
s
al
I
i I
X. ;
Aa .- c
7-
(«)– 7- ;
–.. s.-
–a
cfte
– me
ide!
om
bre
ans
ista
On1
og
kom
saa
oddi
end
paa
0oddi
Saa
Reg
vet
ter
stadi
fart
s paa
«V.
den
tilba
sko B
re a
saml
t ['
Mai'
Indf
en A
denn
gre,
synet