rrv
i
. ye Western Union Coal Com
: | pany»od lokaie Udministra
tiondbyganimng laa temmelig
: høit. i Udkanten af den lille
Mineby, tæt ovad Schakten til Mine
Nr1.
Fra Nontorvindnet, hvor Minein
goniør Bonsamin (ilije netop kritise
rende lod Blikket glide henover de
nanseelige Træhuser, havde man en
glimrende Udsigt over en typisk ame
rikansk Mineby i de trøstesløse øde
og dog vidunderlig storslaaede Omgi
velser.
I tre Aar havde Benjantin (;iles
arbeidet som Ingeniør ved Kompa
niets Miner i den lille By, og hans
Arbeide havde i den Grad lagt Bejlag
paa hans Tid og Tanker, at det
egentlig først idag havde slaat ham,
hvor lurvet og ussel Byen egentlig
saa nd. og hvor nøane og triste de
omliggende Fjelde var, og dog maatte
han indrømme, at det. som Helhed
betragtet, vilde bli vanskelig at finde
et mere eiendommelig og storslaaet
Billede.
Byens første Hus blev bygget om
kring Aaret 1850, da man opdagede
rige Kulleier i Omegnen, og da
Union Pacifichanen blev ført over
Fjeldene, sattes Himmel og Jord i
Bevægelse for at faa Linjen til at
passere netop her, hvor Forholdene
i og for sig ikke var særlig gunstige;
det lykkedes, og hermed var Byens
Eristens sikret ialfald saalænge
Nulleierne boldt ud.
Expressen buldret over den spinkle
Træbro, og umiddelbart efter hørtes
Lokomotivets store Klokke, dybt mo
notont og advarende.
»Hallo 0- boys!» Denne form
løse Tiltale gjaldt soruden Ben Giles
ogsaa Minedistriktets Direktører og
dets Overingeniør, som imidlertid
ikke lod sig asficere deraf, at dømme
efter den Varme, hvormed de trykkede
en med en mægtig Diamantring pry
det Haand, som raktes dem fra et af
Pullmannvognens Vinduer, og som
viste sig at tilhøre en høi, mager,
gammel Herre med markerede, haar
de Anger og et Rar smaa, ro
lige Dine, som for en opmerksom
Jagttager snart forraadte det gode
Hjerte og hjælpsomme Sindelag, de
mest fremtrædende Egenskaber hos
Præsidenten for «The Western Union
Coal Company», Mr. Maxrwell.
Gjør mig den Tjeneste at se ester,
om mine Pigebarn ikke snart er sær
dige, Ben; jeg er ræd for, de ellers
gaar med til San Francisco.»
«Pigebarn! Er Nelly – –- –?»
I et Sprang var Ben oppe paa To:
get og viste sig et Øieblik efter med
Favnen fuld af alle de Pakkenelliker,
som nu engang hører med til en rei
sende, ung Dames Begreb om Nød
vendighedsgjenstande, segnefærdig un
der Byrden, men med straalende
Øine, som bar han al Verdens Rig
domme i sine Arme; bagester ham
kom et Par unge Piger tumlende,
høirøde i Ninderne as Latter.
«De glemte jo det halve, Benja
min,» raabte den ene af dem og ka
ster i Kaadhed et Regnslag over Ho
vedet paa ham. Benjamin træder
feil, snubler og – der ligger hele
Herligheden, spredt udover Øren
samtidig lyder Ronduktørens «all
aboard» med paafølgende Afgangs
signal. Toget sætter sig langsomt i
Bevægelse. mens Passagerne kommer
styrtende fra Restaurationen og oent
rer Vognene i Forbifarten.
Benjamin var slan.
«Du slog dig da vel ikke, Ven?»
Nelly, den ældste af de to unge Pi
ger bøiede sig ned og begyndte ivrig
at hjælpe ham med at samle Rakkerne
sammen, mens den yngre, Frances,
sjod midt paa Perronen og lo, faa
Taarerne trillede nedover hondeod
Kinder.
»Tu skulde heller hjælpe os,» for
manede Nelly. «det var nemlig din
Ø kyld. hvis du ikke ved det, Vildkat
som du cr.
Men Francis havde foreløbig nok
at gjøre med at le, og hun havde
endnu ikke sorvundet Ratajstrofen, da
de en Time senere sad ved Viddags
bordet paa Hotellet.
»Naa, saa, I har opgivet Minen
Nr. 1, den gamle Minc, som har
dannet Fundamentet til vort sompa
nis Storhed, det Sted, hvor jeg først
af alle fandt Rul paa disse Ranter,
en Mine, som alle sagkyndige har er
klæret sor undtømmelig.
Mr. Marwell havde reist sig fra
Bordet, da den gamle Tirektør nø
lende og med nervøse Sideblikke til
de to Ingeniører fortalte ham om
denne Forandring.
«Vi har havt mange Konferencer
om den Dag, Mr. Marwell,» bemer
let Overingeniøren for alt sordele
Uveiret. og der er sagt meget for og
imod, kun har vi alle varet enig om,
at det ikle var forsvarlig at arbeide
videre i den bagerste Tel, paa den
anden Side as den store Grotte mød
Mallerierne; fra de forreste Mine
kamre har vi ledet Boringerne i an
dre Retninger, og Grundvandet er
vidt ti aa ald ad udi TT- N
7 ;
merat; dels fordi han var lys
Hjertet ved Tanken om, at han i
Kampens M var kommen til at
er Chef sin ukktarnes t
aller ømmeste Punt...
ført til Grotten, som altsaa nn ajørs Da Søvnen ikke vilde indfinde sig,
udmerket Nytte som Vandbeholder, havde han udpaa Morgenstunden be
hvorfra Maskinerne pumper Vandet sluttet sig til at inspicere Arbeidets
op i Floden.» |Vegnndelse, og han stod nu ved Nr.
»Tet er egentlig mig» afbrød)1 Schakten og saa udover den soven-
Aenjamin, som har været den direkte) de By, som endnu laa i dybt Mørke.
Aarsag til, at der endelig er blets Minearbeiderne, sterke, alvorlige
gjort Alvor af at opgive den gamle) Mænd samledes lidt efter lidt ved
Mine. Ved Maalinger har jeg kon-)Schakten; Ben syntes, at de saa end
staterot Jorskydninger i Nullagene, og nu alvorligere ud end sædvanlig, syn
da jeg jo har ledet Sprængningernestes, at de smaa Grupper, som havde
i de inderste Minekamre, har jeg oste) samlet sig hist og her, talte endnu
havt veilighed til at iagttage unor-ssagtere end ellers; der laa ligesom
male Rystelser i Dele af Minen, som Uhygge over alle disse alvorlige An
endog laa temmelig fjernt fra sigter, hvorover de i Luerne anbragte
Sprængningsstederne Da jeg er smaa Minelamper kastede sit skarpe,
suldt overbevist om, at disse Rystelserslakkende Lys. Helt betaget iagttog
vil blive sterkere og sterkere, jo læn- han de to Kinesere, der, fulat af de
agere Arbeidet skrider frem, nedlagdes forsamlede Arbeideres spændte og
jog alvorlig Protest mod at benytte interesserede Blikke, foretog de sæd
dette gamle Arbeidsfelt, saa meget )vanlige Besvergelsesceremonier. Un
mere. som Sprængningerne saavel. der stor Andagt blev den brændende
som Asstivningssystemet efter min Offerpind stukket i Jorden ved Schak-
Mening i tidligere Tider har været ten, og den røde Trylleformular an
udført ganske uforsvarlig.» bragt paa Nlippen over Minens sorte
Bens Bovis.
Venjamins rolige, overlegne Kri- Mund. Naar Offerpinde ;
tik over et Arbeide, som Mr. Marx. ud, er alle sey an
well selv i sin Tid havde ledet, ram-Trylleformularen forhindrer mulig
mede uheldigvis dennes mest saar-' nye paatrængende Aander Adgan
bare Punkt, nemlig hans mangelful- til Minen, Himlens skjævøiede
de teoretiske Kundskaber – et Fak. ner kan da trygt begive sig til Ar
r en forøvrig forlængst hav. beidet g
e erkjendt overfor sig selv. Mr.) - - «
Maxwell blev høirød i Hovedet af as red
Raseri, og med et Blik, som vilde mand og tog sig til den gigtsvage
javr her nu rolig Modstan-) Skulder, og Ben syntes talte
or iet Musehul, holdt han en Tor. s; ' , ;
dentale over Vordet til den forbi god i dem
ede Ven r s se
er : , . i Jordens Dyb. Da det første
s Nu skal jea sige dig en Ting, Ven med to tre hundrede de
Ben, og ogsaa m hver med en rød, osende
s den oe as jeg e Flamme over Hovedet e s
redive Aar siden ledede Minearbei- ; s i
det ser i Leiren, da arbeidet bi efter as Dieblik ne as
peger en aad in eængelige Mørke: da gik det sor ser
dels gjennem Samtaler med Folk, an ve hun Mure.
som vor tilbragt sit Liv i Kulmi-) Styggen af Kn om rs: Lok i
nerne. Det var meget sjelden, at der ; ;
skede Ulykker dengang, og det var i ei y r oyur hhvde v.
saa Tilfælde som Regel paa Grund do itte hede da e la bley
af ond so de Forulykkedes og bestemt «slog e e e!
Side. Nu derimod, da D'Hrr. Mi- s; ; ;
neingeniører med deres aa r Eiove e sin Formiddagsvijit
Uddannelse leder Arbeidet i Minerne, gen an no e! han havde
p s man bogstavelig talt ikke ser sve ret est enu
ane s s O ,
s vis Laden ne er rigtignok uden noget Resultat; men de
fortrolige Ord, hun derefter hviskede
ulykke iU. –. paa Grund af Selska- ham i bial id
bets «»forbryderiske Sparsommelig- s Øret, hjalp jo lidt paa Humø.
hed», som det heder; Selskabet, «Na- :
pitalen» saar naturligvis altid Skyl- To Timer senere sidder Ben Giles
den, og vi tager Skrubbet uden at ved sit Arbeidsbord. Hans Beklemt-
Fpreisirere Feilene for Dumerdenen. bed har ikte fortoget in en
– Og nu, tilslut mine !
Imerzen e gaar ne Hrrrel la og samtidig ser alle Smaagjen
(George Marwell ned i Mine Nr. 1, standene paa Skrivebordet vælte om
og hvis jeg ikke opdager et eller an.) hinandev, saa ved han øieblikkelig,
det, som efter mine «gammeldagse» hvorfra den tyngende Følelse skriver
Begreber gjør det absolut nødvendig sig. I samme nn er han paa det
at stanse Arbeidet, saa skal det fort. rene med, at dette halve Minut kan
sættes, om saa selve den Onde er en Alen for gje
sit Spil i den gamle Mine!» ge, som opholder sig t Vr
Oa Præsidenten for »«The Western nerne. Nu lyder den store Damp-
Union Coal Company» lagde sin ma fløite, som i g
are Haand paa Vordpladen saa det bet paa Post, og som kan høres viden
sang i Glassene, vendte sig paa Hæ- o. Ben styrter ud, harhovedet og
len og gik ud af Værelset uden et forpustet naar han ned til Nr. 1 Mi-
Blik til sine to Døtre, som havde over. nens Schakt, tidsnok til at se de første
været den pinlige Scene. Ven vilde Minearbeidere med blege, forskræmte
følge efter den vrede Chef, men Miss Ansigter komme styrtende op af Mi-
Nelly holdt ham tilbage. tes emi
Det kan ikke vite at tale med et se sre i
ning; du saar bare Uvbehageligheder de Ro! ne min
ødelagt.» En af Arbeiderne afflagde
med forstyrret Mine denne Beretning
for Ben. «Maskinen maa ogsaa være
beskadiget,» vedblev han, Pumperne
arbeider ikke mere.» «Rumperne!»
I et nu var Ben oppe paa en Mine
vogn.
» Tyve Mand til frivillig at følge
mig ned i Minen!» raabte han. «Det
ajælder Livet for Mr. Marwell, hans
to Døtre og re af deres Kamera
ter, som imorges gik ned for at bese
den gamle Mine. Gangene er styr
tet sammen, de er indespærret alle,
Pumperne arbeider ikke, og Vandet
i Grotten stiger for hvert Minut;
snart vil det fylde alle Gangene, og
hvis disse sex Mennesker ikke allerede
or knuste, vil de drukne. Vi maa have
Rumperne igang strar, ellers er de
fortabte.»
Der var Dødsstilhed mens Ben
raabte disse Ord ud over Minearbei
derne; tause og alvorlige slokkøedes de
om ham, og faa Minuter efter var
han ved Ulykkeøsstedet.
PRumperne viste sig at være ube
skadiget kun Dampkjedlen var øde
lagt. Ved Hjælp af en svær Jern.
stang der anbragtes som Haandsving
paa det store Svinghjul, lykkedes det,
ved stadig at have sem Mand i Ar
beide at holde Pumperne saa meget
igang, at der var Haab om at for
hindre Randet i at stige hurtig.
I 32 Timer holdtes Pumperne
igang; i 32 Timer arbeidedes der
med Sprængstoffer, Hakker og Spa
der, og i al den Tid var Ven Giles
utrættelig i at lede Sprængningerne
og sørge for friske træster til Afløs
ning; men som Tiden gled, steg Van
det og de sidste Timer arbeidede Fol
kene i Rand til Beltestedet. Ben selv
holdt paa at tabe Modet; men han
uden at forbedre Situationen.»
«Lad mig bare!» Frances eiede et
Tonefald, som ikke taalte nogen Mod.
sigelse. «Jeg pleier altid at kunne
formilde de vrede (Guder. og Papa
skal være meget vred, naar jeg ikke
tan narre et Cmil fra ham, og har
han først Imilet, saa garanterer jog
sor det gode Resultat» Og med et
Par taktsaste »« Two-Step» og et Fin
qertys til den hovedstyrende Søster,
forsvandt den unge Dame udaf Dø-
«Reni vidi vici!» Ti Minutter
oster viste Jrances sig igjen med
Trimmfatormine. »Tordenskyen er
trukket bort, og den vrede Jeus har
allernaadigst givet os to. Nelly. Tilla
delse til at ledsage ham ned i den
aamle Mine imorgen. Vi har forre
sten heller ikke sornærmet Papa. det
er jo ikke os, som har kretiseret
United States dyn1tiaste Mineledere.
Den sidste Bemerkning ledsagedes af
et skjelmsk Sideblik til Beu, som
imidlertid allerede i Tankerne var
san langt nede under Jorden med sin
litbedte, at han ganske overtørte den
unge Tames spydige Bemerkning.
Den. som første Gang ser Mine.
arbeiderve stige ned til sit triste Ar
bcide under Jorden, modtager vel
som Regel et meget alvorlin Indtryk;
1mnen næste Morgen laa der ligesom
noget uheldsvangert i Luften. noget
ubestemmelig, som virker indirekte
paa Bevidstheden og giver sig Udslag
i en uforliarlig Jølelse af Veklemt
hød. :d
Ben (ules havde havt en nrolig
Nat: dels sordi hans Tanker var opr
taget at den Pige, han holdt af, og
som ogsaa syntes at føle varmere for
ham, end man i Almindelighed pleier
at søole sor en Barndoms Legekam
' Nu i «
Den 10de August 1n0.
mM..n
men.
e 'mw.. ) 1 s U . « ; ; I f r Tvd
o.. e ; i
« f ; as 1 v k b j ve!
h gæ0 U ao! 1. ND - ; s e n u k –
aa I s «» x R nu –
an s c ) ;t 1 s s j . 1 Ø –
-- a Her 2.1; e .o 5- DEAAP¡MMN os)
Nd: 9: I – m? om e om: (lk
« to, - I I } v I
: ars k- Ias i
I I201 2)0 29 T220 e eyC r s. n ap
srs I 2)8 2822270 Ch)
aa -
ad ZZ O.) 22 aa a- ZZNI se , Z ZAI :
. Or. Parvenu, en Hørkræmmer, som ved 2. ns Kone, som er en ligesaa stor 83. Uheldigvis kjender Hr. Parve imi i
puh gar atkidet sig odo og lo ker yvt! pmk som an gik s.: ak i se! epn Vand en e sok i sin Br vi Du eie; ven glem as
a der 1 n »den laante Penge af ham, og som han maatte beder venlig Hr. Parvenut lads
vaghed at ville søre sint Hus og give store sine Verden» i sine Saloner. ævne : og nltg Pr. Barvenu tage Plads og
Øie, AB. se sgoblessenk, som han s. de for e denjt jn se ni bitro ham sine Benet
siger. ; besøge ham.
e 2 k I k t )
e, sT i i Ø i I I T
.;n;' I UM ;
Aa rD Z Ø, e Øst.
II , t I . . s i i C . ;
maa Z da at e
yV s s I . e ERvsk - 2 os sl y '
.r- I H e: Aar :Id s aa !) Aa 2-
ave i p. se e «sa) oOM UO i i j
e so - e
h al «as e V Ø
5. «Ikke andet,» siger (reven, «fint Sel. 6. vde Hr. Parvenu seet reven 1%. Endelig kom Festafte r «(l i -
skab? Ud. kan jeg skaffe Dem Be- en de han var gaaet, havde han ikke, som E::l: var sin est ne F Salen Ti er ne eei
tidt; oeriak, lo alt tie Lud o. Breve! e eet ivrig taget Trappegangen, kort sagt hele Ø bar glim- terede sig som hørende til en af de fineste
in ve ldvait Telltad s. eo i elserne til Festen. rende oplyst og smykket med Blomster. esn sandet Husets Herre og Frue
stole paa.» henrykte.
e2s æ V
ssZo4 ( e –2 –
Ø s. g Iaf b æt –
L s ––2 k– os î I D
M) ) (. Un a ! paa. B Af II
f. I ) I – s ; e
e ey
i ) s T;H M e pj m: 2) s ak:
m), - um M jOUj An a s
o. Hertugen af det og det,» et eller andet temmelig 10. Atter et fornemt Navn: «Mar uis de Branba- 1. -3 l Re
uforstaaeligt stavn lød for de glade Festgiveres Pren. dade, rand d'Espagne af første Rang En Herre, som pa! var ri i e tagne hen
var meget mørk i Huden, traadte ind mſted Hatten paa Ho- smilte samtykkende. Nu sulgte en Række fornemme Par
; vedet. kurtis er andre. Titlerne svirrede om Ørene paa
et henrykte Par.
hr ? ge? IRa T Iad a) s.» at og
i Q s'
æ Ns j . I
i; ) ) –- f y 4
) e ) c ) ' LE «so m2 M
2 Hn: O e Al A 4 t 4 f vi s,
s. e y ; >24 – «o.
i e t–e 1- . I e; M 7 N! 2 aa j ak
ei | e e mnm b) lh
– M ) 1 1 «- MH i . al s er n
p) Ø. 2 se s » ) dv
o,; : G aa (
e I | .
19. Dansen begynder. Hertugen dansede med Husets 18. Der blev nu budt om Sorbet i Sølvbægere. Til 14. Den spanske Margqnis saa Tjeneren staa med det
Frue, fom neppe vovede at aande ien saa høi Herres Cdjenerens Forbauselse puttede de fine Herrer, hver (canag tomme Bret. «Ogsaa Sølv?» spurgte han. Tjeneren
Nærværelse. i de havde tømt et Bæger, dette i Lommen. En Hertug loed nikkede. Marguis'en tog Brettet fra ham og anbragte
; , Sølvskeerne gaa samme Vei. det, som en Chapeau-ciaque under sin Arm.
nØ 5 /
. O N
– I Ø, er
2) d' 5oo r De Z dø
Ø – ; ss s s s Zz w
2 én) MM- A ' – o.
Ms ; i as al , I -
ô i v2 ) I e – Maa
M so AUL Yan s i
Ø 5 pgo ) f M–- Ak
s os) e I .Ay IX! e e
– n ny - n. )
rr A I Ws N T e
e2 u :
15. «Stille ikke et Ord,» hviskede de: Parvenu til sin 16. Saasnart det sornemme Selskab var alene i Salen, 17. En eneste Stol havde man ladet staa, i den besvi
lidt forskrækkede Frue, «det lader til at være Skik og gav Hertngen et Tegn, og med en Hurtighed, som tydede mede Fruen, da hun og hendes Mand kom tilbage i Salen.
n
Brug i den fornemme Verden. Det er vist paatide at kt lang Vane, tømte Herskaverne Salen sor alt, hvad der Forsent opdagede de, at de var blevne til Spot og Spe
lakelero e nu, min kjære.» kke var aldeles naglefast. og havde lidt Skade i ovenikjøbet, thi at det noble Sel
skab, Wreven havde sendt dem paa Halsen, skulde give alt
tilbage, var der neppe Sandsynlighed for. Siden den
Ty omgaaes Hr. og Fru Parvenn igjen skikkelige Borger
olk.
bed Tænderne sammen og lovede sig
selv, at Arbeidet, saa længe han ikke
var styrtet, skulde fortsættes, tiltrods
for den gamle Overingeniørs mismo
dige Rysten paa Hovedet.
Og endelig! Efter uhørte An
strengelser fra alle Sider kronedes
Udholdenheden med Held. Iet af
den gamle Mines Kamre, der som
ved et Vidunder var undgaaet Tilin
tetgjørelse. fandtes de ser ulykkelige
staaende i Vand til Brystet – de to
af Minearbeiderne hver med en af de
besvimede unge Damer i de sterke Ar
me, og den tredie støttende den seg
nefærdige Mr. Maxwell. Endnu et
Rar Timer, og de vilde være sunket
sammen af Udmattelse, hvis ikke det
sorte Vand forinden havde lukket sig
over dem.
Tre Dage efter var de unge Da
mer restitueret efter Katastrofen i
Minen: men gamle Mr. Marwell
havde faaet et Knæk, som han aldrig
sorvandt, og han laa endnn i Sen.-
gen, da han første Gang efter Begi
venheden saa Ben. At takke denne,
sordi han havde frelst deres Liv, el
ler blot indrømme, at den unge In
geniør havde Ret i sin Bedømmelse
af Minen saldt ikke den gamle, staæ
dige Herre ind; men det Haandtryk,
han gav ham, var ganske vist usæd
vanlig kraftig og varmt. »Ser du,
Ven Ven, jeg har tænkt mig, at du
parefter overtager min Virksomhed
som Selskabets Mineinspektør, da jøg
vel aldrig mere blir istand til at
kunne foretage disse anstrengende
Reiser. Dernæst har jeg tænkt mig,
at du for Fremtiden slaar dig ned
hos os Resten kan du afgjøre med
Nelly, hun venter dig her ved Siden
as.» vi:
Ovad de tounge talte om, ved vi
intet om; mønmvi ved, at Frances op
sørte on indiansk srigsdans foran
Nøalehnlet e Værelset ved Siden af
medens hun samtidig knugede en Ro
man til sit Hjerde. Men da hun om
i e e
nference aldrig vilde faa Ende,
in
nu r
Et Selskab hos
i 2.2.0...
satte hun Munden til Nøglehullet og
sang i vilden Sky:
«»Nava – Nava – my Navajo,
I have a Love to you, that will
gro o-w.»
e
En sandfærdig Historie.
aa et Handelssted i Søndmøre,
hvor der endnu er Brændevinshandel,
gik Handelsmanden om Morgenen
som sædvanligt nedover til Sjøhuset
og Bryggen, for at se om alt var i
Orden. Paa Veien nedover fra Vaa
ningshuset mødte han Hønseslokken,
der i Almindelighed var tidligere ude
paa Bryggen end Handelsmanden
selv. Men da han mødte den første
af Hønsene, faldt den overende tilsy
neladende død, og saaledes gik det
med alle de øvrige. Handelsmanden
kunde ikke gaa et Skridt længere af
Forskrækkelse og tilkaldte hele sin
Husstand for at se paa de døde Høns,
som han selv for et Øieblik siden havde
seet lyslevende. Forskrækkelsen blev
heller ikke mindre hos hans bedre
Halvdel. Onde Mennesker og slette
Naboer blev nok mistænkt for at have
forgiftet Oønsene. Imidlertid fattede
Handelsmanden sig og gav Ordre til,
at Hønsene strar skulde plukkes, da
han ventede et Dampskib den Dag. og
han vilde forsøge at faa dem solgt til
Restauratøren ombord. Pigen sattes
igang med Plukning bagom Husvæg
gen. Det var da allerede over Mid
dag, og Handelsmanden tog sin sæd
danlige Middagslur. Men hvad hæn
der? just som han var kommen ind
i Morpheus' Arme, hører han en for
færdelia og jammerlig Kagling af
Hønsene, og da han kom ud, sik han
se et underligt Syn, idet Hønsene i sin
afplukkede Skikkelse gik og spanknle
rede rundt paa Marken, og Pigen
havde i sin Forskrækkelse tilkaldt
baade Madmoderen og de øvrige Tje
nene for at tage i Øiesyn disse vidun
derlige Høns, der havde været døde,
plukket og nu levende igjen. Handels
og Fru Parvenn.
manden stod som forstenet og saa paa
de lidende Høns og gav da endelig
Drengen Befaling til at kutte Hovedet
af dem og lade dem dø for anden
Gang.
– e
En lei Feiltagelse.
Hans og Ola var Arbeidskamerater
og tog ofte paa sig tilfældige »«Job
ber» sammen. Saa kommer Hans en
Dag bort til Ola Kl. tre om Morge
nen: »Skynd dig op, Ola! Der skal
rives ned en sodet Fabrikpibe hos Jen
sen &K Sørensen, og Verksmesteren
har sagt mig, at dersom vi kan faa re
vet ned de første tyve Fod, før Tilsy
net faar Snusen i det, saa sparer de
Opsætning af Stillads, og det gjør en
Tikroning extra paa os hver, foruden
god Betaling for Arbeidet.»
«Lad gaa,» sa Ola og sprat op af
Sengen og drog Arbeidsklærne paa
sig i en vis Fart.
Det var et godt Stykke at gaa, og
der, hvor Fabriken laa, var der en hel
liden Fabrikby, med mange slige Pt
ber. Men Hans, som havde faat Be
sked, krøb strar op og begyndte at rive.
Ola var ligesaa kjapt oppe, og snart
raset Mursten og Kalk ned, saa det
var en Gru. Mens de holdt paa som
bedst, kom en Mand styrtende ud fra
et Hus i Nærheden og gav sig til at
raabe og vinke og bære sig som besat.
«Der er en, som skriger paa os,
fordi vi river Piben ned uden Stil
lads,» siger Hans. «Gaa ned du Ola
og ophold ham med Snak, mens jeg
river videre.» Ola kløv ned. Men
da han vel havde snakket lidt med den
sinte Manden, begyndte han ogsaa at
vinke og raabe til ham:
»Dægeren ogsaa,» sa Hans; »men
jeg faar vel klyve ned og høre.» Og
ned kom han da omsider fra den nu
betydelig forkortede Pibe.
«Lad os trave hjem lidt farderlig
fort Gut,» raabte Ola imod ham, da
han var nede, «for jeg skal sige dig,
vi har rivi ned e' gl'n Pipe».
33te Aargang.
En Søn af en styrtrig engelsk Lord
ar paa en Reise til Paris, hvor han
og grundig med sig alt, hvad Seine
taden har at byde af Fornøielser.
san hævede Penge hos Huset Rot,
hild og brugte saadanne Summer,
t selv disse Pengefyrster syntes, at
n saadan Ødselhed var urimelig for
n ung Mand. Dette foranledigede
fter 11 Dages Forløb følgende Tele
ramudverling mellem Bankfirmaet
g Lorden:
» Deres Søn har hævet 300,000,
nsker idag yderligere 50,000. Skal
e udbetales ham?»
»Pund eller Francs?» telegrafe
ede Lorden.
«Francs».
»Af det Smaatteri kan han faa,
aa meget han vil.»
Fru A.: «Kommer du i vort lille
Zelskab imorgen?»
Fru B.: »«Tak, men jeg har Sorg,
om du ved, og deltager ikke i nogen
Fornøielse.» :
Fru A.: »Men det kan jo ikke netop
aldes nogen Fornøielse at komme til
o.»
En urimelig Chef. «ØOør du, hvor
or er du egentlig sluttet paa TDyna
nitfabriken?»
«Jo, ser du, jeg blev saa forhak.
ende gal paa Verksmesteren.»
«Hvorfor da?» :
«Jo, ser du, der var Erplosion, og
aa kan du tænke dig trak den Fyren
f femti Cents paa Lønnen for det
Zieblikket, jeg var i Luften.» s
Kjøbmand Y, der var meget for
ængelig af sin Forretnings Stør-.
else, sidder en Dag i sit Kontor og
ører sin Betjent svare en Kunde:
Nei, det har vi ikke havt i lang Tid.»
Han farer ind i Butiken og raaber:
Ved De ikke, at vi har alt muligt
aa Lageret ?» .
«Nei,» svarede Betjenten, »for det
ar Solskinsveir, vi talte om.»