OCR Interpretation


Minneapolis tidende. [volume] (Minneapolis, Minn.) 1895-1935, February 25, 1915, Image 9

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn83045534/1915-02-25/ed-1/seq-9/

What is OCR?


Thumbnail for

Kirk Anthony, Jernbanekongens unge
Søn. kommer en Aften ud paa en tools*
som Kommers sammen med nogle Uni
versitetskameratcr i New Aork. I Løbet
af Aftenen bliver de kjendt med en my
stiff Person, der kalder sig Jefferson
M^Locke fra St. Louis. Han insinuere»
fifl hos Selskabet, tilbyder sig at betale
y
Cortlandr.
Ankommen til Colon. Panama, hen
^""bendet Kirk sig tit den amerikanske ^Kon
sul og telegraferer strax til sin ?^ader
for at faa Hjcrlp. Efter en Uges forløb
faar Konsulen telegrafisk Svar fra Un
thony. at han ingen Søn har. saa harty
«f
E E A
Forfatter of »Sølvstimen". »Skranken". Ne'er Do Well, osv.
Cepyrlsht br Heiper Brothers.
Autoriseret Søljeton i .Minneapolis Tidende".
Indholdet af de foregaacnde Kapitler.
Udgifterne, og de kommer paa en frygte
lig Rangel. Ild paa Natten blev der
Slagsmäal med en Detektiv, der synteS
at være efter Locke. Detektiven blev
flanet bevidstløs.
Locke faar under Foregivende af. at
det hele er en Spøg. Kirk Anthonys Ven
Higgins til at hjælpe ham. De faar
Kirk bedMet og bringer ham bevidstløs
ombord i et Dampskib, der om Mox'gc
nen afgaar til Panama. Äirk er 'udført
i- paa Passagerlisten under Navn as ^ef
fcrfoix Locke. Pengelos op uden -oagagc
»jTufret Kirk nogle ni)c Bekendtskaber om
igØiwvb, deriblandt Mr. og MrS. Stephen
Gjcrst maa virre cn Bedrager. Han ta
ster da Kirk ud. Efter endel Vandring
omkring i Gaderne kommer Kirk i Sam
tale med cn arbeidsliss Jamaica-Neger
ved Navn Allan. Te blider Tilskuere
ved en netop udbrudt Ildebrand, og da
de vil hjælpe til med Slukningsarbeidet,
blir de arresteret og kastede i MNgiel.
Mrs. Cortlandt udvirker Kirks Løs
ladelse ved Indflydelse hos Oberst Jol
son. Chefen for Kanalanlægget. Cort
landis intrigerer for at gjøre Politichef
Alfare^'s Fader til Pnrsidcnt af Pa
nama.
Gamle Anthony bryder fuldstændig
med Kirk. idet hart tror. denne er sfyldtg
i Mordattentatet tuia Detektiven i Nett»
jjlorf Natten f^r Afreisen derfra. Mrs.
(Tartlandt skaffer Kirk cn Plads ved Pa
nama Jernbanen.
3a, De vil vel ikke slaa Haanden
of mig, forbi om jeg trækker i cn
simpel Klokkestreng og De i bc di
plomatiske Traabe."
Mrs. Cortlandt lo libt ærgerlig.
„Det hele er yberst kom iff, og jeg
har vanskelig for at tro, De meiter
bet alvorlig."
„Det gjør jeg imidlertid. Hvis
jeg opnaar at blive en gob Koiibuk
tør, vil jeg nok like at avancere. Jeg
er ung. Jeg kan ikke komme hjem til
New Z)ork, jeg har Tiben for mig."
..Selvfølgelig har De enhver
CTfjancc," er flærede hun. „Mcu jeg
antager, at et Par 11 er i Uniform
vil kurere Dem for bisse overspændte
Ideer. Foreløbig skal jeg medgive,
at beter eit deilig Aften." Hun stir
rede et Aieblik ud paa Gaden itbeit
nt fe noget og ubbrøb faa, som plub
jVijg slaaet af .en ny Tanke: „Men
l)øv her, Kirk, Bor ikke Konduktører
ne i Colon?"
„Det ved jeg virkelig ikke," svarede
han overrasket og smigret over at
hun havde tiltalt ham med Fornavn.
„Jeg fkal undersøge det imorgeit.
De ved, jeg Mr. Cortlandt og jeg
bliver boende i Panama, og jeg fore
trækker at have Dent her. Paa den
Maabe fan vi jo lettere gjøre lidt
for dem."
Hun sad et Dieblik og brast faa
ud i en lav Latter.
„Det er ganske pndfig at være ude
og kjøre med en Konduktør."
Som de fad der, lænet mod Vog
neNs bløde Puder, lyttende til Mu
siken, hvis Toner lød til dem hen-
Ver Mennefkemyldret paa Piaaaen,
slog det den. unge Mand, at Edith
Cortlandt var overraffende varm og
menneskelig til at være „skaaret ud
af Is". Vistnok følte han hendes
Overlegenhed, men 'han glemte den
næsten i den Følelse af hjertelig Ka
meratskap forn hun gav ham.
Tolvte Kapitel.
En Nat i Taboga.
Tiltrods for den Glæde han følte
ved Mrs. Cortlandts Selskab, opda
gede Kirk, at han med Utaalmodig
hed faa frem til den Dag, ha han
skulde tage fat paa fin nye Virksom
hed. Hait følte fig grebet af en vis
Rastløshed, fom delvis, men ikke helt,
lod fig forklare af hans Ønffe om at
flippe bort fra den lidt ydmygende,
afhængige Stilling, i hvilken han
befanbt fig.' Besynderlig nok var
denne nye Følelse paa en eller anden
Maatsc knyttet til Tanken paa Edith
personlig. Hvorfor gjorde han sig
ikke Umage at spekulere paa. De
Nar blevet de bedste Venner af Ver
den et Resultat, han havde ønffet,
men neppe vovet at haabe, og allige
vel af en eller anden uforklarlig
Grund følte han sig alligevel ikke helt
tilfreds. Han vidste ikke, at Klimax
af deres fuldkomne, ublandede Ka
meratfkab var kommet den Aften paa
Plazaen.
w
Ethvert Forhold, hvor Følelse»!
overhovedet spiller ind, har sin
Krise eller sit aføjørende Moment,
som rigtignok oste passerer upaaag
tet. Kan hænde netop de er de lykke
Iigfte, som mindst ænser dette Fak
tum. Og ganske vift var overdreven
Selvanalyse den sidste Feil, man
kunde beskylde Kirk for. Hvis han
overhovedet havde nogen Leveregel,
var det den at følge fit naturlige
Instinkt, og hans Erfaring havde til
denne Dag retfærdiggjort hans Tro
Paa, at den Leveregel det lange Løb
tjente ham bedst.
Han fandt ud at han trængte Mo
tion, og bestemte fig for en Fodtur
ind gjcnucm Landet, men Aftenen før
han fknlde drage affted, blev hans
Planer kuldkastet ved en Billet fra
Mrs. Cortlandt. Hun ffrev:
Kjære Kirk!
Stephen og jeg har arrangeret en
Tur for tntorgeit, og vi gjør sikkert
Regning paa Dem font Trediemand.
Det bliver en ægte Landtur, med al
den fortryllende Mangel paa Kom
fort, font hører til ved en faadan
Anledning. Hvor vi skal hen, faar
De ikke vide, før vi kommer og hen
ter Dem imorgeit Kl. 8.
Med megen Hemmelighedsfuldhed.
Deres Edith Cortlandt.
Modtageren af denne elskværdige
Indbydelse slængte den fra sig med
eit utaalmodig Bevægelse. Hans
første Indskydelse var en vis gutte
agtig LErgrelse over at faa sine Pla
ner ødelagt, en Irritation, font ikke
stod i rimelig Forhold til Aarfagen.
Om han vilde have følt den faa
stærk, hvis Ediths Mand ikke skulde
have været med, er et .Spørgsmaal,
han ikke gjorde sig felv. I hvert
Fald gik den forholdsvis snart over,
og da han stod op den følgende Mor
gen, var han kommet til det Resul
tat, at en Udflugt med Cortlandts
kunde være et Itgefaa behagelig Pro
gram for Dogen som et hvilkenfom
helft andet.
?»ræcis Kl. 8 stod Edith i Hotel
lets Vestibule. Hun var alene.
„Hvor er Mr. Cortlandt?" spurgte
han.
„Aa, der kom igaarafteS nogle
Mænd fra ocas del Tor o, font te
lefonerede, at de luaatte tale med
ham idag om et meget vigtig An
liggende."
„Saa kommer han vel efter se
nere?"
„Det tror jeg neppe. Jeg var uhy
re skuffet, og faa foreslog han mig at
drage affted uden ham. Det bliver
altfaa min Opgave at holde Dem ska
desløs, hvis jeg da magter det."
Kirk lo. Det er denflags Ta
leinaader, font man umulig kan sva
re paa. „Selvfølgelig er jeg bedrøvet
over, at han ikke kom, og uhyre glad
for, at De kom. Og hvor er faa
Scenen for vor Fest?"
„Taboga," fagdc hun med straa
lende Dine. „De har aldrig været
der, men der er simpelthen skjønt.
Faa fat i en Vogn, er De nil, vor
Baad venter og sid ikke paa
Lunchen!"
Kirk adlød, og de ramlede nedover
den øde, niurftcnsMagte Gade. Edith
lænede sig tilbage med et Suk.
„Jeg glæder mig til at være borte
fra Hotellet en hel Dag. De aner
ikke, hvor besværlig det er altid at
skulle underholde en hel Bande Men
nesker, fom man ikke bryder sig cn
Døit om, eller at skulle lade sig un
derholde af Folk, font man afskyr.
Jeg har smilet og smisket og kurret,
faa jeg bliver kvalm af at tænke paa
det. Jeg føler Trang til at være
fur og skjære Tænder og skrige høit.
„Fremdeles Politik formodentlig?'
„Ja, ganske vist, men vi tør ikke
tale ont det. De skulde bare vide,
Kirk, hvad Panama har Dent at tak
ke for. Dc har kuldkastet alle det
konservative Partis politiske Bereg
ninger."
„Jeg vidste ikke engang, at jeg
havde rokket ved dem."
„Det skriver sig fra Deres Historie
med Ramon." Hun saa henimod
Kusken fom for at anbefale ham at
tale dæmpet."
„Er det mulig, at den kan have
Skylden?"
„Det er jeg temmelig sikker paa.
I hvert Fald gav den et Paafkud til
at sætte Bevægelsen igang. Spørgs-
moolet havde længe vcerct lidt tvil
somt, og jeg benyttede med Glæde
Anledningett til at lægge min Ind
flydelse i Bcegtffaalen paa den rette
Side, men dette er en Landtur
til cn fortryllet 0, og faa sidder vi
her og snakker Politik! Vi maa ikke
være faa højtidelige.' Skolen er
færdig, og det er Ferie. Jeg føler
Trang til at lege og tumle mig fom
i min glade Barndom."
Kirk lod sig smitte af hendes gode
Huntør, og da Vognen stansede nede
ved Stranden, lo de som to Børn.
De gik gjennem en Stenhvælving off
kom ud paa en Landgangsbro under
Moloen. Foran dem laa Bugten
speilblank og skinnende, tusinder af
Smaafartøier fyldte Havnen. Der
var Kystdampfkibe, Barkasser, Seil
baade Skjægter og Kaitoer. Langs
Stranden i Fjæren laa i Rad og
Række Skonnerter, bygget af Kjænt
petønmter og øicitfynlig istand til at
føre mangfoldige Tons. Nu laa de
der i Mudderet og lignede med sine
hvide Seil, fom var udspændt til
Tørk, store hvilende Maager.
Bryggen var fuld af Folk. Ved
Synet af de nyankomne strømmede
en Horde Lazzaroner til, hylende i
Munden paa hverandre i alle Tun
gemaal, og Kirk maaite kjæmpe'paa
Livet for sin Bagage. De steg ned i
en Pram, blev roet ud til eit Bar
kasse og gled nogen Aieblikke fettere
langsomt rundt den steile Odde, fom
beskytter Havnen. En kobberfarvet
Bandit stod ved Roret, en svart
Kjæutpc passede Maskinen, og en gul
Kjæltring af en Desperado laa og
strakte sig paa Forbækket.
Bag fig faa de Byen i et pragtfuldt
Panorama, skinnende i Morgensolen.
Trangt og sammenklemt laa den der,
vogtet af filte veirbidte Volde, fom
ifølge Sagnet Kvinderne havde byg
get, medens deres Mænd var i Kri
gen. I Baggrunden Aucons grønne
Skraaninger med Fremmedkoloniens
Villaer, helt fremme i Forgrunden
fom eit Silhonet i Elfenben Theatni
cg lidt høkre op de utydelige Om
rids af. Tivoli.
Kirk fik Øte paa nogen Skildvag
ter, som spadserede frem og tilbage
paa Moloen og henledede sin Ledsa
gerffes Opmærksomhed paa dem.
„Det er Chiriquifængslet, ikke
sandt?" spurgte han.
„Jo.' Matt "siger, at nogen af
Cellerne er saagodtsom under Van
det. Det maa være et forfærdelig
Sted."
„Jeg har faaet en sygelig Inter
esse for Fængsler," bemærkede hatt.
„Jeg er, font De ved, Autoritet paa
det Omroade. Jeg tror dog ikke,
jeg vil experimenters med dette
det ser mig lidt utrivelig ud."
„Ja, det skal være et usundt Sted
efter hvad man siger. De vilde idet
ntindste skaffe Dem en Rheumatisme
paa Halfen. Har De lagt Mærke til,
hvor tykke Murene er? Mon for
tæller, at en Konge af Spanien cn
Dag stod ved et af Vinduerne i sit
Slot og stirrede mod Vest. Da eit af
hans Hoffolk dristede sig til at spør
ge, hvad han saa Paa, svarede han:
Jeg fer efter de kostbare Mure i
Panama, de maa kunne fees helt her
fra. De kostede, som De ved, 10
Millioner Dollars og i en Tid, da
en Dollar var adskillig mere værd
end nu. Se! Ter er Taboga."
Kirk fulgte hendes Blik og faa et
Bjerg af Ametyst stige op af Søen.
Bag dem tabte Kystens Linier sig i
et taaget Fjerne, medens Aaferue i
bløde Purpurfarver kuplede sig op
fra det kratbcvoxedc Lavland. Foran
dem laa Havet, turkisfarvet, over
strøet med Smaaøer, hvis grønne,
overgroede Afsatser dannede eit eien
dommelig Kontrast til deres cirkel
rundt af filt koralhvidt Sand dækkede
Kystlinier. Her og der laa en
Flaade Fifkerbaadc. Ud paa Rhebctt
to Krybsere, graa og barske. Vanbet
skvulpede. Himmelen skinnede Maa,
og den fvage Bris føltes fom et blødt
Kjærtegn. Mrs. Cortlandt or hen
des Ledfager hengav sig til tons Ny
delse.'
Endnu inden Barkasfen havde ka
stet Anker et lidet Stykke fra Land,
styrtede en Snes Baadmamd løs paa
dem, fkraalende i Munden paa hver
andre. Nede ved Søen faa de en
liden fattigslig Landsby klynget ind
til Fjeldsiden med rustrøde, mosgro
ede Tage og Mitre, fom Vind og Vetr
havde falmet til ære Nuancer i lilla,
graabrunt og grønt. Op til Fjeldet
laa et skrøbelig lidet Kapel og helt
nede ved Vandkanten en pudsig liden
Torvplads i Lommeformat, pralende
med eit af fæld-g Fontæne og et for
rustent Jeritgelænder. Bag det hele
Minneapolis Tidende, ThsrSdag,den 23de Februar 1915.
Skraaningen som en pragtfuld, grøn
Væg med bare Flekker hist og her til
Ananasplantninger.
Barkassen laa, som hang den mel
lem Himmel og Jord med en fortryl
let Have dybt under fig nede i Søen.
Maskinen var stanset, og der hvilede
over den hele Scene den mest absolu
te Stilhed, ubrudt af Vognlarm og
Piben, thi i Taboga arbeider ingen,
og der findes ikke et Kjøretøi.
.„.For et vidunderlig Sted!" roabte
den unge.Mand betaget. „Det er jo
font en Drøm, det kan ikke være vir
Mig! Og da Bladmændene drev
paa med sit Skraal, fortsatte han:
„Hvem af disse Herrer skal vi saa
bestemme os for?"
„Aa, tag den lille Gutten der!"
bad Edith og raabte til en liden Fyr,
fom tappert ftrævede med et Par
Aarer, fom var dobbelt saa lange
fom han, selv, hvorefter de ældre
Boadrnænd under lydelig Mishag
roede iland.
„Vort Valg har aabenbart krænket
disfe brave Banditter," bemærkede
Kirk, idet han hjalp hende ned i
Baaden. „Naar fkal vi bede Fyren
ro os ud igjen?"
„Kl. 4," svarede Mrs. Cortlandt.
„Jeg har aftalt med Kapteinen, at
han fkal hente os da, saa De fer, vi
'har Dagen for os."
De gled raff henover den speil
blanke Flade, meit da Forenden af
deres Baad skrabede mod Bunden,
var de endnu et Par Meter fra Land.
„Dét fer ud til, at vi maa vade
iland," fagdc Kirk og raabte til cn
af de ældre Baadmænd, at hatt skulde
give dem en Haandsrækning. Fyren
svarede muggent nogle Ord paa et
uforftaaeligt Sprog.
„Han siger, at han bærer
sine Passagerer iland paa sine
Arme," oversatte Edith.
„Virkelig Konkurrencen er stærk,
selv paa denne paradisiske 0. Nit ja,
det cr jo let nok."
Anthony løste sine Skobaand, spar
kede af sig Skoene og brættede op
sine Benklæder.
„Vil De lade mig faa Lov til at
hjælpe Dem, uden at uleilige vor
Lods," sagde han.
„Tak, jeg vil ogsaa gjerne vade,"
raabte Edith muntert, „men her
er saa meget Smaasten."
Hun reiste stg op, og hmr. tog hen
de i sine Arme! Idet. hun lænede
sit Legeme mod hans, følte hun for
første Gang hans Styrke. Langsomt
banede han sig Vei mellem Stenene,
medens hun laa med Armene ont
hans Hals, og hendes bløde Kind fra
Tid til anden streifede hans. Han
følte den svagt bedøvende Duft af
hendes Parfume, og den forøgede i
cit forunderlig Grad Følelfen af hen
des Nærhed, en Lok af hendes Haar
kjærtegnede hans ene Kind. Da
han forsigtig fatte hende ned, faa
hatt, at hendes Ansigt var kridhvidt,
og at hun skjalv.
„Har De stødt Dem?" spurgte han
hurtig.
„Nei, nei," svarede hun, men idet
hun vendte sig bort, saa han hende
trække Pusten dybt.
Hans eget Ansigt glødede, da han
vadede tilbage for at hente Luneh
kurven og sitte Sko. Hatt havde gjort
det ett este naturlige, det eneste mu
lige under de foreliggende Omstæit
bigheder, og alligevel hav be det paa
en besynderlig Maabe bragt dem beg
ge ud af Ligevægt. Der var en
kunstlet Klang i deres Stemmer,
medens de spadserede opover til
Landsbyen, og ubevidst undgik de hin
andens Blik.
De to Turister gjettitciustrctfebc
Landsbyen helt op til def pudsige,
stærkt udstafferede lille Kapel med
dets umulige Maa Farver og falm»
de Forgyldning, og da Lunchtid
kom, var de fuldt modne til at gaa
løs paa Indholdet af fin Madkurv.
De flog ind paa en Sti, font klatrede
opover Fjeldet den førte til en Kil
de med klart koldt Vand, og hex dæk
kede de sit Bord under et Mmigotræ,
fom stod tungt af Frugt.
„Aa, dette er berusende!" raabte
Edith, idet hitn sank ned i Græsset
med Øtueite fæstede paa Landffa
bet tinder dem. „Skal vi klatre op
til Toppen af Fjeldet efter Lunch?"
„Jeg cr parat til hvadfomhelst,"
erklærede Kirk. „Kanffc vi fan tage
en Svømmetur ogfaa. Det lader tit
at være Hovedfornøiclfen her."
Opover Stien font to forskræmte
Unger, den ene bærende eit Ananas
halvt saa stor som han selv, og den
aitdcit med Armene fulde af nogen
fremmed udseende Frugter. Kirk af
kjøbtc dem det hele, hvorefter de tog
Flugten, straalende fomøict.
«skogens Aand havde grebet de to
Turister, Dagens og Landskabets
Skjønhed berufede dem, og Tiden løb.
Hvis Kirk fra Tid til anden overra
skede fin Ledsagerske i at betragte
ham med et eiendommelig, halvt
frygtsomt og halvt udfordrende Blik,
vægrede ha« sig ved at sætte det i
Forbindelse med den lille Episode
ved Landstigningen. Det bar et ube
stemmelig Blik, borte i samme ØteMik
font han følte det, og Ediths Væsen
var forøvrig faa præget af naturlig
Munterhed, at de flygtige Indtryk
ikke fæstede fig hos ham.
Præcis Kl. 4 kom de slentrende
nedover den ffjæve lille Hovedgade
og ud paa Bryggen. Men ingen
Barkasse var at øine.
„.Hallo, hvor er vor Baad?" raab
te Kirk.
„Kapteinen lovede mig, han skuldi
være her Kl. 4. Kanske han har to
get en Tur over til Taboguilla, el
ler'—" Hun stanfede med rynket
Pande.
„De bad ham bente?"
„Udtrykkelig." Der stod en Mand
og hang paa Bryggen, hun gjorde
ham et Par Spørgsmaal paa spansk.
„Denne Mand siger, at Barkassen
gik herfra til Panama for to Timer
siden." Hun vendte et Par fortvi
lede Dine mod Kirk.
„Tror De, de narrer os?"
„Tet ved jeg ikke. Jeg tror disfe
Folk cr istand til hvadsomhelst."
Hun vendte sig paaity til Lazzaronen.
„Tet er akkurat som jeg tænkte,"
forklarede hun. „De har været paa
Søndagsrangel. Han siger, de var
iland og kjøbtc en Masse Brændevin,
og siden var der Slagsmaal."
„Det vil sige, at vi maa skaffe os
cn anden Baad."
„Jeg aner ikke, hvor vi ffal faa
den fra."
„Ikke jeg heller, men der maa da
exifterc et Fartøvfom gaar frem og
tilbage regelmæssig."
„Bare eit eller to Gange om Ugen.
saa vidt jeg ved, og det tilhører Sa
natoriet. Hun nikkede i Retning af
nogen Bygninger, som laa paa cn
Fjeldknat paa dm anden Side af
Bugten. Mr. Cortlandt undersøgte
det, før jeg reiste, og fandt ud, at
deit ikke gaar om Søndagen, derfor
fetede hatt Barkassen. Det er kanske
bedst vi venter en Stund, de katt jo
endnu komme/'
De satte sig paa en Bænk og nød
Hvilen. Men en Time gik og So
len vor kommet lavt paa Himlen,
uden at nogen Barkasse viste sig.
„Det maa da være en Seilbaad at
saa," mente Kirk. Men pa«a Ester
fpørgfel viste det sig, at de faa Seil
baade, font hørte hjemme paa. Øen,
var ube. Den unge Mand antybcbe,
at matt maattc futttte leie cn Baad
cg faa eit Mand til at ro sig over,
men Edith indvendte: „Det cr tolv
Mil tror De, det vilde være trygt?"
Og Kirk faa ud over det skumrende
Hav, hvor Bølgerne nu gik vel høit
for cn liden Baad, og opgav den
Ide. Ilde tilmode satte de sig ned
for at vente videre. Da Solen en
delig dyppede filt Skive et Hav at
Guld, raabte Kirk:
„Men du store Gud, vi maa da
gjøre noget! Mr. Cortlandt vil bli
ve ængstelig."
„Sandsynligvis faar han ingen
ting vide, før det er forsent at gjøre
noget. Han fptfer med de Mændene
fra Bocas og kommer formodentlig
ikke hjem til Tivoli før Midnat."
„Det er en deilig Historie!" be
mærkede Anthony. „Havde jeg faa*
fandt den Kapteinen her!"
„Vi maa formodentlig blive her i
hele Nat."
„Nit ja, her cr da et Tilflugtssted.
De kan vel altid hufe.os paa Sana
toriet."
„Det har jeg ikke Lyst til at bede
dem om. Der bor nogen deroppe,
fom jeg ikke bryder nit om at træffe.
Det var derfor, jeg ikke vilde vi fknl
de komme i Nærheden af Stedet tid
ligere idag."
„De ved det jo bedst men tror
De ikke. De alligevel burde gaa
derop
„Ikke for alt.i Verden! Vi maa
finde cn anden Udvei." Hun begyndte
at gaa frem og tilbage i Skumringen.
„Hvor rasende uheldig det er!"
„Mener De, fordi jeg er sam
men med Dem?" spurgte den unge
Mand med ctt vis Anstrengelse. „Er
det derfor. De ikke ønsker at henvende
Dem deroppe?"
„Net, nei. Stephens argeste Fien
de forcstaor det Sanatoriet. Jeg af
fkyr Fyren, og den Følelse cr gjensi
dig, tror jeg." Hun sukkede og saa
SNUS
Bi garanterer
/^openhageit Sims er nu
IS' altid har næret aldeles ren.
Msker den tilsalgs overalt.
Hbis Deres Forhandler ikke har
den bil bi sende den til Dem pr.
Post til den regulære Pris, 5
Cents pr Box, til Deres For
handler kan forsyne Dem. Fri
mærker modtages.
Copenhagen Skraa-Snns er Ver
dens bedste Skraatobak.
WEYNIAN-BRÖTON CO.
bort. „Vi fait ikke tilbringe Natten
ude heller."
„Nei, selvfølgelig ikke, men
„Men hvad?"
Han lo* for at skjule sin Forvir
ring. „Jeg undres, hvad Folk vil
sige."
„Aa, det ffal De ikke bryde Dem
om. Feilen er jo i hvert Fald if fe
Deres. Desuden vil Folk ikke sige
nogcitttitg, for de vil i fe faa vide
det mindste om det hele, hvis hvis
vi bare holder os borte fra Sanoto
riet."
Under Bestrebelsen for at berolige
ham syntes hendes egen Uro at for
svinde, og Kirk sølte sig strax lettere
tilmode.
„Det begynder at nærme sig Mid
dagstid," sagde han, „ffal vi ikke fe,
hvad vi fan finde i Retning af
Mad? De fait sagtens faa Natte
logi i et of disse Husene her, ffjønt
efter Udseende at dømme tror jeg,
jeg vilde foretrække Guds fri Natur."
Fortsættes næste Uge).
Naar matt ser paa et Maleri, faa
forsøger mon altid at fe det i det
bedste Lys. Man burde være lige
saa høflig mod sine Medmennesker,
font man cr det mod Maleriet.
En Doktors skabes af
hans Patienters Anbefalinger
Ikke et Mærke tilbage. „For tre
Aar siden," skriver Mrs. LsniH
Johnson fra Holt, Minn., „led jeg
af store aabne Saar pact mine Ben
De var faa stygge, at ingen trac be,
be nogensinde kunde læges. Jeg
brugte intet uden Knriko og Ole*
Oid, og Saarene forsvandt, og deq
er ikke" engang et Mærke tilbag^
hvor de var. Maa Gud velsigne
Dem og Deres Arbeide. Jeg-priser?
Gud for det alts ammen."
I over et Aarhuitdrede
Peters Kuriko vist sin vidundeFigs
Virkekraft i Behandlingen af Mod
og konstitutionelle Sygdomme. Den:
er ingen ApoihefenitcMctu, men et
simpelt Urtcmiddcl, der tffc indehol
der noget, som ikke vil gjøre godt.
Specielle Agenter forsyner Almen
heden med den, eller den fan bestil-?
les direfte fra Fabrikanterne, -Dr.
Peter Fahntey & Sons Co., 19—25
So. Hoyne Ave., Chicago, III. —r
Avertissement.
Sarah Bernhardts Ben nmynte
ret. Bordeaux den 22de Feb. Pro
fesfor De Lnce ved Bordeaux Uiii*
versitet amputerede idag Mine. Sa
rah Bernhardts høire Ben paagrimb
af eit flercaartg Knælidelfe.
Mrs. Wollin af Canada skriver om
sin Helbredelse af Minneapolis Spe
cialisten, Dr. S. C. Borom:
Doktorens Kontortid vil findes i hans professionelle Annonce.paa et andet
Sted i Bladet.
Panoka, Alberta, (Tmt.
For omtrent 8 Aar siden begyndte jeg
at lide af Rheumatisme, Nervøsitet. Urin#
oraan- og Blodsygdom. Jeg forføfite
næsten alle Mediciner, font lovede Lin
dring de hjalp mig ikke. Jeg fif da
høre om Doktor T. C. Borom, 313 Wash
ington Ave. So., Minneapolis, Minn.
Min Mand kom med mig til Minneapo
lis, og jeg begyndte strax at tage Be'
handling hos Doktor Borom. Jeg be
ayndte snart at føle mig bedre i enhver
Henseende. Om nogle Maaneder var
jeg frisk, fri for Smerte og kunde sove
saa godt som nogensinde. Jeg tror benne
Svecialist frelste mit Liv derfor anser
jeg det far en Pligt at meddele om min
helbredelse og anbefale Tokioren i en
hver Henseende.
Dr. S. C. Borom. Mrs. May WoMn.
De følgende er nogle andre, som høilig anbefaler Dr. Borom: Mr. An
drew Johnson, helbredet for Rheumatisme, Nerve- »g Nrinorgansygdom for to
Aar siden, blev igjen fornylig helbredet for en Blod- »6 Hudsygdom. Mr. Eric
Lind blev helbredet for ttt Hudsygdom i Næsen, efter to Operationer af andre
Doktorer. Dr. Borom helbredede ham uden Operation. Mrs. Axe! Johnson
helbredet for cn Hudsygdom paa Legemet efter mange Aars Lidelse.

COPENHAGEN
50 Union Square New York
DR. 8. C. BOROM, 313 Wasli Ave. S, Minneapolis, Mimi
er Specialist i Hud-, Blod-, Nerve- »g Nrinorgansygdomme.

xml | txt