OCR Interpretation


Minneapolis tidende. [volume] (Minneapolis, Minn.) 1895-1935, November 16, 1916, Image 12

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn83045534/1916-11-16/ed-1/seq-12/

What is OCR?


Thumbnail for

Kapteinen saa skarpt paa hende
og de harske Furer glattedes en Smu
le ud. Hun virkede afgjort ladylike
og fin paafaldende paa urette
Sted. Han tog med kløgtige Øitte
Maal as hende mærkede sig hver
Detalj og talte saa endelig direkte
til hende:
„Min kjære, unge Dame de
andre Skibene i' Unalaska kommer
akkurat lige fort frem som vort, rnaa
ske endda fortere. Jmorgeit løber vi
ind i Pakisen og saa beror det ude
[uffende paa Slumpeheldet."
1 „Ja men det Skib, jeg forlod/
I kommer ikke til at gaa did."
(The Spoiler*)
Äoman fra Alaska
Forfatter af „Sølvstimen", „Skranken", „Jernbanekongens
»Mtettfcret s«m gføljtte« i „WtinntapoUå Zt»e«»e"
Fortiellingcns Begyndelse (Indholdet
af de foregaaende Kapitler). To Guld
gravere, den fjæffc unge lemster, og
hans celdre Kamerar Tertry, en ubart
net, men godhjerter Fyr, er efter en Tur
til Staterne paa Tilbageveien til Egnen
ved Nome, Alaska, hvor de har et Skjcerp.
Medens de fent en Kbceld er paa Bryg
gen ved Unalaska afventende Dampskibet
„Santa Maria"» Afgang nordover, kom
mer en ung Pige iland fra et ander Skib
fqrfulgt af nogle Marroser. Glenistcr
og Textry indlader sig i Kamp med disfe,
faa den unge Pige undslipper fra dem
og kommer ombord i Santa Maria"
sammen med be to Guldgravere og føl
ger irteb Skibet norbover. De laber hen
de foreløbig faa deres Kahyt for Natten
uden at hun fik forklare Aarsagen til
sin Flugt. Ude paa Dækket lommer hun
i Løber af Natten tilfældigvis til at høre
en Samtale meslem de to Mænd og hø
rer til sin Skræk, at den unge Glenister
har sine egne Meninger om den vakre
Pige, de har saaet med ombord, og idet
han antyder sine ønsker, citerer han
Forfatteren Kiplings £rb: „Ter findes
ingen Lov af Gud eller Mand, som
gjælder nordenfor Grad 53".
Cm Morgenen, ha de to Mænb vil
bringe Frokost til ben unge Pige, kom
mer Skibets Kaptein tilstede og bliver
forbitret' over at finbe en Pige skjult i
Kahytten. Han spørger rasende, hvem
af bem har bragt hende ombord.
„Aa!" udbrød den unge Pige. Hen
des Ane havde udvidet sig var
blevet mørke og store og hun stod
rank og bleg og skalv saa man næsten
kunde ne det.
Kapteinens Ord havde krænket hen
de paa det dybeste skjønt han hele
Tiden omhyggelig havde passet paa
ikke at snakke til hende.
9iu vendte han sig mod ©lemster,
som var Tommet ind og havde lukket
Døren bag sig.
„Er dette Teres Værk? Tilhører
hun Dem?"
„Nei," svarede han rolig, medens
Dextry brød løs.
„De gjør bedst i at Wre Beffed,
Kaptein før De gjør endda flere Bom
merter end De alt Zar gjort. Vi
hjalp denne Dame at koyrme unda
for nogen Søfolk igaaraftes, og tiår
nær blevet agterudseilet, medens vi
holdt paa nied det. Det var hende
om at gjøte at komme fort afsted og
derfor hjalp vi hende ombord."
„En daarlig Historie.! Hvad var
det hun løb bort for?" Han tiltal
te fremdeles Mændene, og ignorere
de den unge Pige komplet til hun
hæst afbrød ham.
„De in aet ikke snakke om mig paa
den Maade! Jeg ffal selv besvare
Deres Spørgsinaal. Ja, det er sandt
jeg løb min Vei. Jeg maatte gjø*
re det. Matroserne forfulgte mig
og sloges med disse to Herrer. Jeg
maatte komme fort videre og Deres
Venner hjalp mig ombord fjer af
gentlemanlike Elskværdighed fordi
de saa at jeg var alene og ubeskyttet.
De hjælper mig fremdeles. Jeg kan
ikke forklare Dem, hvor vigtig det er
for mig at naa Norne med første
Baad —for det er ikke min egen
Hemmelighed. Det var imidlertid
vigtig nok til at faa mig til at forla
de min Onkel i Seattle bare paa en
Jtimes Varsel da vi forstod, at der
ikke var nogen anden, om kunde rei
se. Det er alt jeg kan sige. Jeg tog
min Pige med mig. Men Matro
serne fakkede hende, ibetfamme hun
skulde gaa ned af Skibstrappen. Hun
bar irtm Httandkuficrt, da de sakkede
hende. Jeg kastede Tau et løs og
roede paa Land, saa fort jeg kunde:
men de heisede ned en anden Baad
og forfulgte mig."
Ved dette for Kapteinen op, straf
e en svær tykfmgret Haand mod
leitfce og sagde vildt:
„Hvad er det. De siger? Hvilket
a
»sV.
i Skib? Hvilken Baad var det. De
I kom fra. Svart"
I „Ohio," svarede hun med Virk-.
ning som en Bombe. Kapteinen stir
I rede paa hende.
„Ohio! Gode Gud! Og det vo
i tier De ftaa der og sige mig?" Han
i vendte sig om og lod sit Raseri gaa
ud over de andre.
„Hun sagde Ohio, hørte dere det?
Dere har ødelagt mig! Jeg lader
dere lægge i Lænker. allesammen!
Ohio!"
„Hvad er det De mener? Hvad
staar paa?"
„Hvad der staar paa? De har
Kopperne ombord paa Ohio! Dette
Pigebarn har brudt Kvarantænen!
Sundhedsinspektøren beslaglagde
Baaden Klokken sex igaar Estermid
dag. Det var derfor, jeg saa tit at
komme ud fra Unalaska før Tiden
for at undgaa en mulig Forsinkelse.
9Zu vil vi alle sammen blive opholdt,
naar vi kommer til Nome. Store
Gud! Skjønner dere da ikke, hvad
det betyder at dere har bragt mig
dette Kvindemenneske ombord!"
Hans Øine brændte, Stemmen vat
hæs af Raseri, og de to Kompagno
ner saa bekymret paa hverandre. De
forstod bare alt for godt Resultatet
af en Koppepanik ombord paa dette
overfyldte Troppetransportskib. Ikke
bare var hver eneste Lugar overfyldt
af Passagerer, men ogfaa Mellem
og Underdækkene var suldstuvet med
betade Mennesker og Dyr hulter
til bulter og i den mest mulig usa
nitære Forfatning. Baaden, bygget
for tre hundrede Passagerer, førte
tre Gange saa mange, som den var
beregnet paa, og Kvinder og Mænd
var stuvet sammen som Kvæg. Or
den og en nogenlunde taalelig Til
stand ombord opretholdtes udelukken
de ved Passagerernes egne Anstren
gelser, og fordi de haabede, at Fan
genskabet og de dermed forbundne
Ubehageligheder Bare skulde tiåre no
gen faa Dage til. D)e havde været
ombord tre Uger, og hver Sjæl
brændte af Længsel efter at komme
til Nome og komme did før de
store Folkemasser som pressede paa
søndenfor.
Hvordan vilde den opføre sig den
ne guldgale Hær, om man lagde den
i Kvarantæne inden Synsvidde af
Maalet? De utaalmodige Hundre
der vilde maatte blive liggende sam
menstuvet i det flydende Fængsel i
Angst for den forfærdelige Pest.
Længe maatte de blive liggende saa
dan til der var gaact cn Maaned
efter at det sidste Sygdomssymptom
var forsvundet. Optraadte Sygdom
men sporadisk kunde det.betyde det
samme font endeløse Uger i sindsfor
virrende Dovenskab. Det vilde sand
synligvis endog vise sig umulig at
opretholde den nødvendige Lydighed.
Der vilde bruges Magt, maaske bli
ve Mytteri ombord.
Frygten for Sygdommen havde
ikke det mindste at sige hverken for
Dextry eller Glenister ', men Paa Gru
ben, de eiede, tænkte de med Rædsel.
Hvad kunde ikke ske i deres Fravær,
saa usikre som Forholdene endnu var
i dette nye Land. Her, hvor ens Ret
bare kunde værges ved, at man med
Magt forsvarede den. I den lan
ge Vinter, de havde været Borte, hav
de Isen holdt deres Skat ntilgjæn
gelig men naar den varme Sommer
kom, vilde den Juvel, de saa utræt
telig havde stridt for, ligge blottet
som Bytte for den første den bedste.
Midasgruben laa i det rigeste Dal
føre, hvor Mænd havde intrigeret og
kjæmpet og slaas for Retten til Tom
mer. Den var Frugten of glædes
løse øde Slidets Aar og kunde de
ikke vogte den saa vidste de Resul
tåtet!
Ten unge Pige forstyrrede disse
traurige Reflexioner.
„De maa ikke bebreide disse Her
rer noget," sagde hun bønlig til Kap
teinen. „Jeg er den eneste, font er
skyldig. Aa men jeg maatte kom
me afsted. Jeg har Papirer her, som
maa afleveres fort." Hun lagde
Haanden paa Brystet. ,,„Dc kunde
umulig betroes til den usikre Post
gang. Det dreier sig næsten om Liv
eller Tød. Og jeg forsikrer Tern, at
det ikke behøves at isolere mi«. Heg
har ikke Kopperne. Jeg har ikke en
gang havt Anledning til at kunne bli
ve smittet."
„Der er ikke anden Raad," sagde
Stephens. „Jeg skal isolere Dem i
Røgelugaren paa Dæk. Men Gud
ved, hvad alle disse forrykte Menne
skene her ombord vil sige, naar de
hører om det. De er istand til .at ri
ve Dem i Filler. De er nemlig
gale!"'1*
Glenister havde ffirt tænkt sig om.
„Gjør De det, vil De have Myt
teri ombord inden en Time. Dette
er ikke denslags Passagerer, som fin
der sig i saadant."
„Pyt! Lad dem forsøge! Jeg grei
er dent nok." Kapteinen bed Tæn­
derne sammen.
„Kan faa være! Men hvad da?
Vi kommer til Nome, og Kvarantæ
ttelægett hører om Koppefrygt om
bord og vi bliver alle lagt i Kva
rantæne en hel Maaned otte hun
drede Mennesker! Vi bliver nødt til
at ligge ved Egg Island hele Som
meren, medens deres Selskab betaler
fem tiisen om Dagert for Skibet. Og
det er endda ikke alt: Firmaet bliver
gjort ansvarlig för Skadeserstatning
takket være Deres Skjødesløshed,
som har sluppet Smitten ombord."
„Min Skjødesløshed!" Ten gam
te Mand skar Tænder.
„Ja. Det bliver Følgerne. De
ruinerer Deres Aktieselskab. De
binder Deres Skib og mister Deres
Stilling. Saa meget er skraasik
fert."
Kaptein Stephens strøg forbitret
Sveden fra Panden.
„Min Skjødesløshed? De for
staar at udtrykke Dem! Forstaar De
ikke, at jeg er retslig ansvarlig —at
jeg begaar en Forbrydelse hvis
jeg ikke tager enhver mulig For
holdsregel." Han stansede et Øie=
blik og betænkte sig. „Jeg skal over
give hende til Skibslægen."
„Nei, hør'nu. Kap tein!" sagde
Glenister indtrængende. „Vi kom
mer til Nome i næste Uge før den
unge Dame faar Tid at vise Symp
tomer paa Sygdommen, selv om det
er saa, at hun skal faa den og der
er som tusen mod en for, at hun slet
ikke er smittet og aldrig vil vise mind
ste Tegn paa den. Ingen ved, at
hun er her ombord, uden vi tre. In
gen vil lægge Mærke til hende, naar
hun gaar paa Land Hun kan op
holde sig i Lugaren her hvilket
vil være akkurat lige. betryggende,
fcm om De isolerede hende i en hvil
kensomhelst anden Del af Skibet. Det
vil hindre Panik. De vil frelse De
res Skib og Deres Selskab. Ingen
vil blive klog paa, at hun har været
her. Og om den unge Dame trods
alt skulde faa Kopperne, efter at hurt
er kommet paaland, kan hun indlæg
ges paa Epidemilasarettet og ikke ri
sikere at smitte alle Mennesker om
bord paa Skibet.' Gaa De forud
paa Kommandobroen, Kaptein og
glem at De tittede ind til gamle Bill
Dextry imorges! Vi skal nok greie
Biffen, all right. Den har nemlig
lige meget at sige for os, som for
Dem, Kaptein. Vi er simpelthen
nødt til at være ved Anvilelven før
Tælen gaar af Jorden eller vi vil
miste Midasgruben. Saa gjør De
noget Opstyr, ruinerer De os alle."
De saa et Par Minuter spændt paa
ham, medens han ubeslutsom rynkede
Brynene.
Saa sagde han:
„Dere jaar Passe godt paa Tjene
ren." Og den unge Pige sank ned
paa en Krak, medens to store Taarer
trillede nedover Kinderne paa hende.
Kapteinens Ane blev mildere, og
Stemmen klang venlig, da han lagde
Haanden paa hendes Hoved og sagde:
„Tag Dem ikke nær af, hvad jeg
sagde Frøken. Ens Udseende alene
siger nemlig ikke stort paa disse Katt
ter de fleste af de fagre er just ikke
stort værd. De har narret mig mere
end engang. Og derfor er jeg blevet
saa mistroisk, at jeg tog feil af Tem.
Disse Herrer vil hjælpe Dem saa
godt de kan jeg katt det ikke. Og
naar vi kommer frem til Nome faa
saa Deres Forlovede til at gifte sig
med Dem samme Dag De kommer
paa Land. De er for langt Nord til
at være alene."
Han gik ud i Korridoren og lukke
de Døren forsigtig efter fig.
hl
Gleniste^ gjør
en
Dumhed.
„Naar man som Glenister og
jeg gjorde hele fjor Sommer ka
ver og graver paa Bunden af Anvil
elven saa bliver man sandelig ikke
forvænt med Ferffmad. Spillerne
nede i Byen krafser nemlig til sig de
faa ZEg og Grønsager, som kommer
op med Skibene, foa ingen af dem
nogengang naar saa langt op til El
ven. Undtagen kanske da i Form af
Anekdoter.
„Vi bliver iKe fortrolig med nogen
andre Næringsmidler deroppe end
Svinekjød og brune Bønner iif
hvilke Luxusspiser vi har overflødige
Masser og da dette er vort tre
die Aar i Landet, længes vi ofte al»
deles forskrækkelig ester noget godt.
Ja, Frøken, tre Aar uden saa meget
som ett Smagebid af frisk Frugt eller
ferskt Kjød eller nogen Verdens Ting
undtagen netop Svinekjød og Bøn
ner! Jeg har spist Skinke saa læn
ge, at selve min udødelige Sjæl er
blevet en Fleskesvor.
„Da det blev Tid at nedlægge Ar
beidet paa Skjærpet ifjor, var Gut
ten fyg af Feber, og det eneste Skib
paa Havnen, ett Point Barrow Hval
fanger, sont skulde hjem til Seattle.
Efteråt vi vel var kommet afsted, for
stod jeg, at de ikke eiede anden Kost
ombord end hermetisk Lax dette
var nemlig Slutten paa en to Aars
Tur saa da jeg gik paa Land i
Staterne efter sytten Dages Fiskedi
æt, syntes jeg, jeg foreløbig havde
havt nok af Hermetik og havde
taget Lax med paa Listen over de
Ting, med hvilke jeg for Fremtiden
vilde økonomisere.
„Saa sort jeg bare havde faact
Gutten paa et Hospital, galloperede
jeg afsted til dett bedste Restauranten
i Byen, og forberedte mig paa de rige
Kjødgryder. Dette her bestemte
jeg skal blive en gourmandisk La
steproces, som skal leve i Historien, og
cm hvilken de Indfødte ved Puget
Sund i kommende Aar skal snakke
med Respekt og Misundelse.
„Først forlangte jeg for fem Dol
lars Skinke og Bønner, og faa et
svært Laagefad med hermetisk Lax.
Da Opvarteren satte disse Udyr frem
for mig, faa jeg koldt ind i deres
modbydelige Fjæs, og sagde sarka
stisk:
„Ja nu kan dere sidde der dere Uty
sker og se mig spise skikkelig Mad!"
Og dermed begyndte jeg at lænse Me
nuen sra Sodavand til Rhinskvin.
Da jeg havde gjort mit værete, stab
lede jeg Beti og Olivettfrø og Frugt
skal op over de ækle Fødemidlerne,
stak fuldt af Tandstikkere ind i dem
saa de faa ud som et Pingvin og først
da jeg ellers havde haanet dem paa
alle optænkelige Magder, forlod jeg
Salen." .c .L
Dextry og den m»ge Ptqe lænede
sig mod Rælingen tigter o g-,
pratede
hyggelig med hverandre i Mørket.
Det var den aitdett Nat, siden de for
lod Unalaska, og Skibet laa stille i
Pakisen. Rundt om laa stængende
Isflag, et Hav, der virkede spedalsk
flækket i det dybe Tusmørke, om paa
denne Tid herfker ved Midnatstid her
Nord. Baaden havde gledet frem
gjettttem Ismarken faa længe Lyset
varede fulgt de Blaa VanMittjer
til de lukkede sig, og saa drevet do
vent med Isen til der viste sig nye.
Dett havde snoet sig som en Orm
gjemtem aabtte Kanaler og krøbet
langsomt frem med -dett skiftende La
byrint, til Mørket gjorde vidare
Fremtrængeit risikabel.
Nu og da havde de passeret Hval
rosfamilier selskabelig sammen oppe
paa Isflag med de vaade Hoveder
skinnende i Sollyset. Lusten havde
været ren og klar, og mart havde i
alle mulige Retninger feet Røg fra
andre Skibe, der ogsaa strævede sig
frem gjertnettt Isen. Vaarslaaden
bankede paa Søren til det gyldne
Nord!
Oprørsk mod sit Fangenskab havde
den unge Pige bedt den gamle Mand
om at faa være med ham ud paa
Tæk, nu da ingen kunde fe hende i
Mørket. Og her havde hun Bedt
ham fortælle baade om sine egne Ov
levelser og om Glenisters, hvad hart
aaberthjertig nok havde gjort. Hun
lagde ikke Skjul paa, at hutt var nys
gjerrig med Hensyn til dem, og un
drede sig over deres egen tilsyneladen
de Mangel paa Interesse for hendes
Identitet og Personlighed. Hun tog
endog deres Taushed for Ligegyldig
hed da hun ikke forstod, at de to
Nordboere tvertimod gav hende det
allerstørste Bevis paa Camaraderie.
Indbyggerne i nye Lande ved nem
lig ikke noget bedre at give, end abso
lut Foragt for ens afsluttede Kapitler.
Den er Udtryk for den allerstørste
Tillid til ens Medmennesker: for den
Tro, at de ffal tareres ester Nuti
den, ikke efter Fortiden. Den siger
nærmere fortolket omtrent som saa:
Dette er Guds frie Land, hvor et
Menneske er et Menneske hverken
mere eller mindre. Vort Land er
nyt og rent, og vi vender Ansigterne
fremover. Har De opført Dem bra,
faa meget desto bedte. Hvis ifte:
læg igjen det uægte og usande og be
gynd paanyt det er alt, vi forlan
ger af Dem!
Siden de to Mænd ikke havde stil
let hende nogen Spørgsmaal havde
hun ladet Timerne og Tagene gaa,
og endnu ikke forklaret dem det mind
ste mere, end hun havde forklaret
Kaptein Stephens. Det var letvind
test at lade det gaa, som det gik. Og
desuden var der jo ogsaa, naar det
kom til Stykket, i
grunden saa lidet,
hun havde Lov at fortælle dem.
I den korte Tid, siden de mødtes,
var den unge Pige kommet til al sy
nes godt om Dextry med hans lige
fremme Ridderlighed og gntteagtig
løierlige Filosofi. Men hun undgik
Glenister, fordi hun, ester dert Sam
tale hun dett soregaaertde Aften hav
de overhørt, følte en mystisk og uhyg
gelig Rædsel for ham. Ved Tanken
paa hvad han havde sagt, blev hun
først hed, faa kold hed af Forbit
relse og kold af Rædsel otier den
uhyggelige Magt og Selvtillid, som
havde ligget i Totten. Hvordan var
Livet i det Land, hun reiste op til,
ttaar Mændene deroppe talte om
fremmede Kvtnder paa den Maade
og kom med denslags Antydninger
om at besidde dem At Glenister var
vakker og ubevidst om at hart var
det det indrømmede hun. Og
havde hun truffet ham i sin vanlige
Vemtecirkel under alle vedtagne For
mer, vilde hun maaske fundet, at han
var en Mand, man maatte lægge
Mærke til, kraftig og intelligent. Men
her var det som det faldt ham natur
lig at tilegne sig Omgivelsernes
Egenskaber: at iføre sig et malerisk
Negligee baade i Dragt-og Moral,
som røbede robuste, primitive ja fra
stødende Muligheder. Naar hun var
sammen med ham og han havde
søgt hende gjentagende den Dag
var hun sig nervøst bevidst, hvor hans
stærke Personlighed forringede Uvil
jen hos hende. Og samtidig fuldt
opmærksom paa, at han var en utøi=
let lidenskabelig Natur, hensynsløst
ligeglad med alt der hed Hindringer
og Forbud. Det var det som indgav
hende Anthipatt mod ham, og fik hen
de til at være vaagen paa Post.
Under Dextrys snakkesalige Prat
var Glenister kommet frem fra Mør
ket, og stillede sig nu taus ved Siden
af dem mod Rælingen.
„Hvad er det for noget mærkelig
De ser, siden De stirrer saa ivrig ud
i Mørket?" sagde han.
„Jeg ser om jeg ikke skulde saa Øie
paa Midnatssolen, eller et Nordlys,"
svarede hun.
„For sent paa Aarct for det sidste
og for langt Syd for det første," sag
de Textry. „Men længere. Nord skal
Te nok saa se Midnatssolen."
„Har De nogengang hørt hvordan
Nordlyset sra først af blev til?"
spurgte Glenister.
„Nei, naturligvis ikke," svarede
hun.
„Da ffal jeg fortælle Dem det. Jeg
har hørt Historien af en stor Jæger
af Tananaéstammett. Hatt fortalte
mig den, da jeg engang laa syg i hans
Hytte, og desformedelst hart er ett
vis Indianer og har Ry for at tale
fandt, tviler jeg ikke paa, at den er
strengt korrekt.
I de meget gamle Dage, før de
hvide Mænd og Hermetiken havde
holdt fit Indtog i dette Land, var den
største Stamme i hele Norden Tatta
nasstatnmen. Den tapreste Jæger
Stamnten var Jtika, Underhøvdin'
gen. Han kunde forfølge en Elg
til den faldt udmattet om i Sneen,
og hart havde mange Bælter lavet af
Kløerne paa dett brune Bjørn, som
er^skrækkelig vond, og som hvad
alverden ved beboes af „Aabla
mærtdette"s Aander eller af Djævle.
En Vinter rasede der en skrækkelig
Hungersnød i Tananadalen. Elgen
forsvandt fra Fjeldkløfterne, og Re
nen svandt som Taage fra Høiderne.
Hundene blev magre og hylede hele
Natten. Spædbørnene skreg, og
Kvinderne blev huløiet og elendige.
Da var det Jtika bestemte sig til at
mod Fjeldryggen og lagde sig, da
Natten kom paa, i Renskindet for at
sove i en Snedrive. Da fjart saa ud
i Mørket, saa han det blaffende Lys
fra Høideryggen tusen Gange stær
kere end ltogettgaitg sør. Hele Him
len brændte ligesom, og blafrende
Lysstraaler jagede og forfulgte hver
andre frem og tilbade i vild Tans.
Ta han lyttede hørte han tydelig
Knirkingen og Knagingen af den tør
re Sne under Fødderne paa Udyrene,
og en fjern hvislende Lyd font af bru
sende Vind— skjønt det var alheles
blikstille i Luften.
Alle modige Mænd er ømhjertet,
og Jtika gik derfor igang med øren
og fik Træet væk, uden at tage Notis
af Faren for sig selv. Da han havde
befriet det, reiste Dyret sig og iste
denfor at løbe sin Vei, tiltalte det
Jtika paa det høfligste og retteste Jn
Liatterfprog uden Spor af Akcent:
„Du har reddet mit Liv, hvad fan
jeg faa Lov at gjøre for dig?"
„Jeg vilde gjerne gaa paa Jagt her
i Talen. Mit Folk holder paa at sul
te ihjel," sagde Jtika og det lifte
Ulven overmaade godt og hentede alle
de andre i Flokken for at være be
hjælpelig med Jagten.
i
gaa paa Jagt over den sagtakkede!
Fjeldryg, som dannede Verdens
Grænse. De forsøgte at overtale
ham sagde det var den visse Død,
fordi en Flok forfærdelig store hvide
i
Ulve, større end Elgene og snarere
end fritene, som Hvermand vidste,
løb i rasende Jag om oppe paa Top
pen. I kolde klare Nætter kunde
man altid se Maatteftraalertte kastes
skjælvende tilbage fra deres lysende
slunkne Sider og skjønt mange Jæ
gere i gamle Dage var gaaet over
Passene, vendte der aldrig nogen af
dem tilbage fot Ulvene dræbte
dem.
Intet kunde imidlertid holde Jti
ka tilbage, og haa gav sig paavei op
sigarer er forskjellige.
Nogle er lavet af ophak
kede Tobaksblade. De brau
der ikke godt.
Henry George 5c Cigar er lavet
af „langbladet Filler". Den er om
hyggelig tilvirket af dygtige Arbei
dere. Dcekbladeue er importerede fra
det fjerne Sumatra.
Heray Geon^e
Da det blev Dag, kom han op paa
Fjeldryggen og fif Udsyn over et
pragtfuldt Dalføre. Han gik ned i
Skraaningen og kom ind i en Skog
af vældige Graner, om hvilke Sneen
overalt viste Spor laa brede som af
Ski. Der naacde ham ogsaa ett Lyd,
som medens han gik videre, øgede saa
den ligesom syldte Skogen. Tet var
et rædselsfuldt Hyl font jamrede
titteit Ulve sig i et frygtelig Slags
ntaal. Jtika krøb forsigtig nærmere,
og fandt et kolossalt hvidt Tyr, sont
laa ynkelig sparkende under en Gran,
der var faldt over det saadan at
det var umulig for Dyret at komme
sig løs.
Hver Gang Jtika settere kom til
Kanske
»en störste Lyttc her i Livet
er at faa fjernet fra vore Legemer en ubehagelig Sygdom, som fer
aarfager megen Lidelse og truer selve Livet. Et Tilfælde af denne
Slags berettes af Mr. T. Ellcffett, ett rig norsk Herr
ej Zaefatche*
wan, Canada, og her er hvad han har at sige om Dr. S. Borom,
313 Washington Ave. S., Minneapolis, Minn., som helbredede ham.
Jeg ønsker at for rir Ile skandinaverne, at jen i mange Aar havde e:t
Sygdom i Urinorganerne, som blev ctrrre hver! rlar. teg tofte i de skan
dinaviske Aviser om Tr. ($. $»rom, en norsk specialist, i om hjalo ^olk.
naar andre ikke kunde udrette nø£cr. Jeg de'Sgle Xefter Werom hans
ft orner i Minneapolis. Minn. Han sagde f^urtni, ban kunde belbrede mig.
Jeg ømlec at sige. at han har helbreder mig uden «mene etler Brug af
Kniv eller Bedsvelse. Tette var bare for ti Dage siden, oq nu er jeg rede
tit ai reise ril mu Hjem i Canada. T. tr I lessen.
Under sin Praxis i Minneapolis i mange Aar har han5 tilfredse
Patienter givet ham hans enorme Praris, som har ouermmrængt
ham i en saadan Grad. at han maatte tage eti Hdile i fjeldene i
Pesten i over tre Maneder. Han vil komme hibage omkring 15de
November, og enhver Person, som behøver at besøge ham, vil da
finde ham i hans Stutn, 313 Washington Avenue S., Mi»neap»tis,
Mi»». Avertissement.
11
?1ukondalen, hjalp tf jorrupculveite haM
at jage. Tett Tag idag løber db,i
kolde klare Nætter over Fjeldene. Jcfr
ger der i store Flokke, medens Maa*
ttestraalertte reflekteres fra de hvide
Sider og lyner op mod Himlen i un
derlig fantastiske Figurer. Enkelt»
kalder dem Nordlys. Men gamle
Isak forsikrede mig tandløs og alvor
lig, og med den ældgamle Sandheds
Overbevisning dengang jeg laa
sneblind i Hytten hos ham at Ly
set ikke er det mindste mærfeligete
end Aanderne af Jtika og crg de store
hvide Ulve." -.
„For et underligt Sagn!" sagde den
mtge Pige. „Der maa forresten væ
re mange saadanne Eventyr heroppe.
Jeg er sikker paa. jeg kommer til ät ,,
blive glad i Alaska." V
„Det kan nok hænde," svarede 3ffr
nister. „Skjønt Alaska er ikke egent-
lig noget Land for Tamer."
i Fortsættes næste Uge).^
Udførselens øgning. Philadel
phia den 10de Nov. Værdien af Ud
førselen fra denne Havn oversteg.
$25,000,000 for Oktober, en Stig
ning af $11,000,000 over den til
svarende Periode ifjor, blev det be?
kjeittogjort idag af Søfariskomntis
særertte. Indførselen var $7,5Q0
000, en Stigning af $2,500,000 over
Oktober 1915. Mesteparten af Ud
førselen var bestemt for Rusland og
England og bestod hovedjagelig af
Ammunition.
Chicagos Tørlægning. Chicago,
lite Nov. En politisk Maskine lige
"god som den gamle Tammany Hall
Mafkine organiseredes i Chicago for -f.
at bringe Byen i de „tørres" Række
i 1918 ifølge en Udtalelse af Pastor
Philiv Narrow her idag. Han er
klærer, at $100,000, ffal bruges og
at 10,000 Perioner vil virke travlt
for Sagen, støttet af en Arbeidsstyrke
i Hovedkontoret og mindst 10 Publi
citetsagentefc.
20de Zuli 1916.
i niiiwwii i'g« i%iw)iTirn«ii»aii A

Af Rex Beach
Copyright by Rex Beach. Harper & Brothers, Publishers
Minneapolis Tidende, Thorsdagde« 16de November 191 S.
Det er Grunden, hvorfor Henry
George er saadan en ualmindelig god
Cigar for Deres fem Cents.
WINSTON, HARPER, FISHER COMPANY
Forhandlere, Minneapolis.
Doctor S. C. BOROM
Specialist i Hud-, Blod-, Nerve- og Uriiiorganfqgbommt

xml | txt