OCR Interpretation


Minneapolis tidende. [volume] (Minneapolis, Minn.) 1895-1935, July 28, 1921, Image 11

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn83045534/1921-07-28/ed-1/seq-11/

What is OCR?


Thumbnail for

"lii
-^=eV
'.' JSj i
"•""si
iV
Den skjulte
Landeiendom, hvor Arbeidet som sædvan
lig dengang blev drevet med Negerslaver.
Ved Fortællingens Begyndelse døde hans
elsiede Hustru, Donna Rosa Varona.
Barselseng efter at være nedkommet med
Tvillinger, en Gut og en Pige, der i
Daaben fik Navnene Esteban og Nosa.
Don Esteban var en egoistisk og haard
Mand,' som stærkt følte Tabet af sin
Hustru, men han følte sis^forurettet ved
Slaget. Han havde ofret til Kirken og
ansaa det for uretfærdigt, at han var
bleven berøvet sin Hustru. Den, der vir
kelig sørgede dybt, var den stærke Neger
flabe Sebastian. Af en Samtale mellem
denne og hans Herre fremgik det. at de
to var de eneste, der vidste noget om, hvor
Don Estcban havde skjult en stor Skat.
Med Tiden giftede Don Esteban sig
igjen med Donna Isabel, en berømt
Skjønhed fra Havana.' Hun var meget
forfængelig og herskesyg og gjorde Neg
ning paa at komme i Besiddelse af den
store Skat, hun havde hørt om. Da dette
ikke steebc, havde hun intet tilovers for
fin Mand, og det blev et ulykkeligt SEg
teflab. Der blev voldsomme Scener mel
lem dem, og da Livet i Hjemmet blev
mere og mere uudholdeligt, stog Esteban
sig mere og mere paa Drik og Svir, dels
i Vyen og dels i Quintaen, idet han
trak sine Ranglebrødre hjem og prøvede
at glemme sine huslige Sorger i et
vildt Liv.
En Aften, da det gik Usædvanlig vildt
til. overfaldt den fordrukne Esteban
den lænkebundne Sedastian med vold
somme Piskeslag, og da Negeren under
sine Lidelser udtalte Forbandelse over sin
Herre, bad denne en af, Gjæstcrne om at
rirkke ham en Dolk for at kunne gjøre det
af med ben gjenstridige. Men da sled
den vældige Slave sig løs, og med
Kjcrmpekrcrfter rettede han et Slag med
tivie Haandjern i Hovedet paa Esteban,
ton denne fegnede om død. Et Par af
Ofø esterne mødte samme Skjæbne, indtil
/af dem med en Revolverkugle dræbte
Sebastian. Der blev selvfølgelig en
forfærdelig Klagen og Jamren. Mest
utrøstelig var Dona Isabel, der forstod,
at de to Mennesker var døde. som alene
kjendte Hemmeligheden med Skatten.
En Jrfl-Amerikaner ved Navn Johnnie
O'Reilly en kjcek og livsglad ung
Mand og Kontorist fra New Uork, var
kommen til Cuba, hvor han troede, der
var større Udsigt til Forfremmelse. Han
havde truffet sammen med Rosa Varona
nogle Gange efter hendes Tilbagekomst
fra en amerikansk Skole.
En Eftermiddag traf O'Reilly Rosa paa
et aftalt. Mødested ved en Grotte udenfor
Gaarden. Her traf han ogsaa hendes
Broder, Esteban, og af Samtalen frem
gik det, at denne fymp.atljiferede med de
kubanske Revolutionister. Da Esteban
var gaaet, fortalte Rosa om Don'Mario
de Castanos Frieri. O'Reilly fortalte, at
han egentlig var kommet for at sige Far
vel, da hans Principaler i New Uork
havde kaldt ham hjem for at afgive Rap
port om Forholdende paa Cuba. Nu
kom det til en Kjærlighedserklæring, og
Rofa lovede ham Troflab for Livet.
Den paafølgende Nat gik Dona
Isabel.ud i Søvne, som hun pleiede at
gjøre efter store Sindsbevægelser. Den
negang gik hun henimod Grotten og styr
tede ned i den dybe Brønd tiltrods for
advarende Tilraab fra den unge Esteban.
Denne havde siddet oppe for at skrive
et Brev, som han nu leverede til Negeren
Afenfio, hvem han efter Aftale mødte bed
Grotten. Brevet var til Rebelføreren
Oberst Lopez. Da Esteban Forfærdelse
havde feet Dona Isabel styrte i Brønden,
tilkaldte han Hjælp, lod sig heise ned i
Brønden, og bragte op Liget af den for
ulykkede Kvinde. Bestyreren Cueto. som
var kommen tilstede, gjorde Bemærknin
ger om det mærkelige Træf, at Esteban
nu paa Natten befandt sig i Nærheden
i af Ulykkesstedet.
'l
Cueto fii.der det Brev, Esteban havde
strevet til Lopez og angiver ham som
staaende i Ledtog med Rebellerne. Este
ban og Rosa maa flygte fra sit Hjem og
begiver sig til Negerne Asensios og
Evangelinas Hytte.
O'Reilly kommer efter to Besøg i New
Uork atter til Cuba, anden Gang sam
men med en Major Ramos, Jorunalist
Leslie Branch, og Miss Nonne Evans,
en rig uforfærdet ung Dame fra New
Aork, der har fat sig som Maal at hjælpe
Frihedsvennente i Cuba, og som ogsaa
lover at hjælpe O'Reilly til St finde sin
Rosa Varona. De er udsat for mang
foldige Gjenvordigheder under Forsøget
paa at undgaa de spanske Militærauto
riteter.
Efter at have gjennemgaaet man-e
Gjenvcrrdigheder finder O'Reilly endelig
Rosa, udtæret og elendig, blandt de ud
sultede Mennesker, fom Spanierne holdt
i Koncentrattonsletr ved Matanzas.
O'Reilly og Rosa opdager Skatten i
den gamle Brønd.
Nonne fact bare paa ham, og i
hendes. Øine læste han Svaret.
z
„Jeg skjønner, at der ikke er noget
Haab for os andre," sukkede han.
„Hvad Vielsen angaar, saa er her en
Justitsminister, som vist kan
isætte-
fatte hvilkensomhelst Ceremoni."
Det traf sig saa heldig, at Prcesi
tanten og næsten hele den provisori
ske Regjering for Tiden befandt sig i
Cubitas. Leslie og Norene henvendte
Stat
(Copyright, "Rainbow's End". Ved Forfatteren
autoriseret som Føljeton i „Minneapolis Tidende".)
Indholdet af de foregaaende Kapitler.
P' I det yndige Dalføre Aumuri paa
.Cuba havde den rige Spanier Don Este
bon Varona fin „Quinta", en prægtig
sig til Prcesidenten.og han var umaa
delig ivrig efter at bistaa sit Lands
Gjcest. Han sendte strax Bud ester
Justitsministeren, som erklærede sig
villig til at besørge Vielsen.
Nyheden om det sorestaaende Bryl
lup spredte sig som en Løbeild, og
der var stor.Ophidselse i hele Leiren.
Da Norine gik hjem igjen fra Ho
vedkvarteret, var hun Gjenstand for
almindelig Interesse. Kvinderne
nikkede og smilede tit hende. Solda
terne løftede paa sine Jipi-Japa
Hatte, og Ungerne greb hende i
Skjørtente og klyngede sig til hende.
Hun var baade rørt og irriteret, da
hun endelig naaede frem til Este
bans Hytte.
„Jeg har ordnet alting," raabte
hun. „Præsidenten og hele Regje
ringen kommer."
Esteban reiste sig forfærdet paa
Albuen.
„Hvad har du ordnet?" stødte han
frem.
„Hys!"
Marine lagde Fingeren paa hans
Læber:
„Republiken Cubas Gjæst holder
Bryllup idag! Generaler og Ministre
alle Stedets Honoratiores, mø
der .op til Festen. De barberer sig
og skaffer 'sig rene Skjorter, og Ju
stitsministeren har et Par flunkende
nye brune Sko, som hat^ har lovet at
optræde i, enten det regner eller skin
ner Sol...."
„Nortite! Elskede .... jeg kan ikke
lade dig gjøre noget saa vanvittigt,"
stammede den syge. „Du maa tænke
paa, at. jeg staar paa Gravens
Rand...."
„Dette vil gjøre dig frisk igjen.
Vi reiser herfra, saasnart næste Ex
pedition fra New Uork kommer."
„Men jeg har ingenting at byde
dig .... seg er saa fattig som en
Kirkerotte!"
„Det gjør gudskelov ikke noget,-for
jeg har Penge nok til os begge."
Hun smilte ind i hans Øine.
„Jeg har aldrig fortalt dig det,
Esteban, men jeg er rigere, end jeg
igrunden har Lov til at være. Jeg
er ikke kommet hid for at tjefte mit
Brød .... det var bare et Lune af
en bortskjemt Arving Jeg ffjænkede
en stor Sum til Juntaen i New A ork
og faa fik jeg Lov til at reise hid."
„Er du da ikke .... Sygeplejer
ske....?"
„Net da bare naar det mo
rer mig."
„Hvor forunderlig!"
Den syge Mand var tydelig kom
plet resorienteret. Han taug lidt og
sagde faa:
„Det, jeg er bange for, er, at du
ikke virkelig holder af mig, men at
det bare er Medlidenhed, du føler...
du har feet, at jeg elsker dig og faa
tror du, at du paa den Maade fart
gjøre mig frisk. Et det saa, Norine?"
„Net, net! Jeg er det mest egoi
stiske Menneske under Solen. Det,
jeg vil have, det vil jeg have ....
og nu er det dig. Lad os derfor ikke
trætte mere om det.",
Norine lagde ømt Armene om
ham.
„Du maa blive jriff .... du skal
blive frisk ellers kommer jeg
ogsaa til at dø!" sagde hun.
-, Jeg har ikke Kraft til at mqdstaa
dig," mumlede Esteban. „Men hvor
dan skal jeg kunne forlade Cuba?
Selv blive lykkelig, og overlade Rosa
.til hendes^Skjæbne?" ..
Dette var et Thema, som Norine
var ræd for at komme ind paa. Hun
kunde ikke svare Paa Spørgsmaalet,
og hun forsøgte klogelig ikke paa det.
Hun lagde den syge tilrette paa Pu
den igjen og sagde:
„Leslie vil gjerne gratulere dig...
fan jeg lade ham komme ind?"
Med det samme hun kom ud afc
Hytten for at hente El Demonto, faa
hun ham imidlertid ile nedover Ga
den, øiensynlig i stærk Ophidselse.
Fra den anden Kant kom et lidet
Følge opover, med indfødte Kvindep
og Børn som en Hale efter sig. Det
var tre Personer, to unge Mænd og
en Gut, og de gik langsomt og be
sværlig, som om de var trætte efter
en lang Vandring.
Norine kom til det Resultat, at det
var tre udsultede Pacistcos. Nu be
gyndte Branch at springe' og hun
hørté ham raabe noget. I næste
Øiebltk saa hun ham kaste sig om
Halsen paa den Weste af de tre frem
mede.
N
„Esteban!" raabte Norine med en
Stamme, som klang aldeles ukjenne
lig. „Esteban! Der kommer nogen 1
.. .Leslie er sprunget dem imøde
.... de kommer hid det er
O'Reilly."
Esteban gjorde et voldsomt For
søg paa at komme op as Hængekøien.
„Rosa!" kaldte han. Rosa....!"
Norina opfangede ham i sine Ar
me, ellers vilde han have faldt om.
Han rystede som i Feber.
„Er hun med?" stødte han frem.
„Hvorfor varer du mig ikke? Rofa!"
Følget var kommet ganske nær nu.
Der lød Fodtrin og mange Stemmer.
Esteban klemte Norine om Hoandled
det, saa det gjorde ondt. Han bøie*
de sig fremover, og hele hans Sjæl
var koncentreret i hans angstfuldt
spørgende Øine.
Dørcmbningen fyldtes af en høi
Mandsskikkelse klædt som et Fugle
ffræmstl. Hans Fødder var bare, og
gjennent de fillede Buxer faaes et
Par brune Lægge. Hans Bryst par
nøgent og oprevet af Torne, hans
Haar og Skjæg var sammenfiltret,
og Støv og Smuds laa tykt paa
hans Klæder.
Det var O'Reilly.
Han stirrede et Øieblik ind i Hyt
tens Dunkelhed og trak saa frem en
spinkel pukkelrygget Gut, hvis Ansigt
havde Mulatfarve. Haand i Haand
kom de to ind i Hytten. Med tt Glæ
desskrig bredte Esteban Armene ud
og Rosa kastede, sig om hans Hals.
XXIV.
Ved Solnedgang.
Nonne lod de to, Søskende være
alene og trak O'Reilly og Branch
med sig til sin egen Hytte, hvor
O'Reilly maatte give en detaljeret
Beskrivelse af sine Oplevelser. Da
han havde endt Beretningen om sit
gribende Møde med Rosa, havde beg
ge hans Tilhørere Taarer i Øinene
af Rørelse.
„Hvad vor Flugt, angaar, gik den
utrolig let," vedblev han. „Vi havde
et rent irsk Held med os.- Jeg er sik
ker paa, at Skipperen havde Mis
tanke om. at Rofa ikke var nogen
Gut, men han havde rent forelsket sig
i Jacket, og for hans Skyld taalte
han os to ogsaa. Vi skylder Jacket
alt. Vistnok gav jeg Morin saa
mange Penge, at hatt er uafhængig
for Resten af sine Dage, men det var
Jacket, som bevægede ham til at seile
os helt frem til Turiguano. En Nat
fatte han os iland ptfa denne Side
af Trochaett. "Siden har vi vasfet
gjennem Myrer, revet os tilblods i
Jungelen og tygget Bark men
nu er vi altfaa fremme.
Johnnie traf et dybt Lettelsens
SuF.
„Men hvor fif du Penge fra til at
leie Kuljagiert og bestikke Skippe
ren spurgte Branch. „Du var kom
plet blank, da vi skiltes."
O'Reilly betænkte sig et Øieblik.
Saa hviskede han:
„Vi har fundet Varona-Skatten'.
„Te mener vel ikke Don Estebans
tabte Kostbarheder," raabte Norine.
„Jo netop. De var gjemt i Brøn
den, som Esteban junior paastod."
,79ta, Johnnie! Hvor lumpent of
Dem! De lovede...."
„De kan endnu feta den Fornøtelfe
at grave efter den. Vi tog bare med
os Juvelerne og Skjøderne og faa
mange Penge, som vi kunde anbringe
paa os. Resten...."
„Resten!" raabte Branch overvæl
det. „Det var font Pokkeren! En
kan jo gjemme en hel^Nasse Penge
paa sig! Penge! Herregud, jeg har
rent glemt, hvordan de ser. ud. Er
de ikke runde
Johnnie tog en Haottdfuld Mynter
op af Lommen.
Leslies Øine stod paa Stilker.
Han greb en af dem og førte den
æresfrygtsfuldt til fine Læber. Saa
stak han den ind i Munden og bed
i den.
„Den et virkelig!" raabte han.
„Maa jeg saa bede at faa fe Juve
lerne!"
1
„Rosa har dem paa Ryggen. En
Pukkel fan være meget, bekvem at
have imellem."
„Det er jo- som et Eventyr fra Tu
sen og en Not," sagde Norine.
„Ja, det er- næsten utroligt/' ind
rømmede Johnnie. „Men Aladdins
Hule vor ogsaa nær blevet bor Død."
Hon fortalte nu om den sidste dra
matiske Nat paa La Cumbre ....
hvorledes Cobö oberräffede dem og
hvorledes Jacket frelste dem fra hans
morderiske Overfald bed at stikke eti
Kniv i Ryggen paa ham.
Da han taug, sad hans to Tilhø
rere en Stund tause af Betagethed.
Saa sagde Norine bevæget:
„Den kjcökke Gut "..Gud velsig
ne ham!"
„Jeg kan næsten ikke tro det,"
mumlede Branch.
„Du kan bede ham fortælle dig det
elv," sagde Johnnie. „Han brænder
naturligvis af Begjærlighed efter at
skryde af sin Bedrift. Jeg havde min
store Møte med at faa ham til at hol
de Mund overfor Morin, og nu er
jeg bare ræd for, at han ikke flal kun
ne holde tæt med Skatten, tiltrods
for alle mine Advarsler. -Jeg bliver
ikke rolg, før jeg ved den vel forva
ret i en Sikkerhedskjælder. Fortæl
nu dere mig, hvordan her staar til.
Jeg synes ikke, Estebcm var blevet saa
frist, som jeg havde ventet mig."
„Aa, Johnnie," sagde Norine be
drøvet. „Han er langtfra frisk. Han
Qjpx ingen Fremskridt."
Der var. noget i Klangen af hen
des Stemme, fom bragte O'Reilly til
at fe skarpt paa hende. Branch nik
kede og blunkede med Øinene, og
hun sagde:
„Ja .... det er saa. De fpaaede
jo, at jeg fluide falde for en stakkels
Invalid. Jeg er svært lykkelig.....
og svært bedrøvet."
„Du ved, det er Skudaar iaar
hun friede til ham, og han var for
svag til at sige Nei. Du kom just
tidsnok til at forhindre en Krigs
vielse," forklarede Branch,
„Er^det fandt?" spurgte O'Reilly
og greb Norines Hænder. „Det glæ
der mig ubeskrivelig."
Hun saa paa ham med Taarer i
Øinene.
„Hjælp mtg, Johnnie! Hjælp mig
at faa ham hjem
Hendes Stemme brast, og han
klappede hende trøstende Paa Haan
den.
„Det skal jeg. Vi tager baade
ham og Rosa bort fra Cuba og alt
det onde, de har oplevet her. Vi- stal
nof1 faa ham frisk igjen, skal De se."
Da de en Stund efter gik opover
Gaden igjen, fik de fe Jacket stan og
lægge ud ont jute Bedrifter for en
Flok Landsmænd Han var sprække
færdig af Vigtighed og stod og dam
pede paa en enorm sort Cigar.
„O'Reilly kan bevidne, at jeg ta
ler sandt," sagde han stolt. „Her er
Kniven, hvormed jeg. ganske alene
dræbte Cobo .... Barnemorderens
Blod sidder endnu pai den."
„Det er sandt," sagde O'Reilly.
Der gik en betaget Mumlen gjen
nem Forsamlingen, og den sluttede
•sig tættere om Helten, fom fortsatte
.... faafnart OReilly og de to an
dre var vel udenfor Hørevidde:
„Han var saa stærk fom en fint
Oxe .... men jeg fik Bugf med ham
alligevel! Han brølede, og han støn
nede, og han fatte ind paa mig, faa
Sandet føg under Fødderne paa ham.
Men jeg var Bondertllo, Picador og
Matador i en Perfon .... jeg var
overalt paa en Gang...."
Jacket illustrerede sin Allesteds
nærværelse med en Række behændige
Hop og Sprang.
„Han var en forfærdelig Modstan
der, men jeg tænkte paa alle de uskyl
dige Kvinder og' Børn, han har
dræbt, og det gav mig Mod og Kræf
ter. Jeg fo'r ind paa ham forfra og
bagfra og fra begge Sider, og hver
gang jeg stak ham, raabte jeg: „Tag
dette for Børnene i Los Villas! Tag
dette for Kvinderne i San Juan! Tag
dette for alle de uskyldige, du har
myrdet"!"
Han illustrerede dette Afsnit af
Beretningen ved at kjøre en stiv Pe
gefinger i Brystet paa den ene efter
den anden af Tilhørerne.
„Han blev nu virkelig font en ra
sende Oxe, men jeg var en ny Rafael
Guerra. Og han bløede, saa Græs
set blev rødt og Marken slibrig. Til
slut begyndte han at rugge frem og
tilbage. Frooden stod ud af Mun
den paa ham, og han pustede fom en
Hvalfisk. Da stødte jeg dette Knivs
blad her ind i Hjertet paa ham, feta
kraftig, at Odden kom ud mellem
Skulderbladene, og jeg raabte: „Tag
dette for alle dine Ugjerninger!"
Virkningen af denne Beretning
overtraf alle Jackets Forventninger.
Unger skreg, Kvinder korfede sig og
Mænd saa rystet paa hverandre.
Han slog nu over i nonchalant
Tone og" sluttede:
„O'Reilly kom forsent, men han
hjalp mig med at begrave Kadaveret.
Vi kastede det paa Hovedet ned i en
gammel Brønd og bæltede Stene ned
oder det. Og der famlet ligge, til
Cuba er frigjort."
O'Reilly faa lidet til Roset Resten
af Estermiddagen, for Norine tog
hende med sig for at skaffe hende no­
gen ordentlige Klæder. Der bar ikke
stört at bælge mellem $ hendes Gar
derobe, men de fandt da en Syge
pleierfledragt, som de rettede peta,
saa den nogenlunde kom til at passe
Rosas tynde lille Figur.
Samtidg gjorde O'Reilly Toilette,
assisteret af Branch, hvorsfter de beg
ge begjærede Audiens hos General
Gomez.
Generalen modtog dem hjertelig
og hørte interesseret paa O'Reillys
Beretning om Befrielsen af Rosa og
cm Forholdene i Matanzas.
„Jeg har altfaa ttetaet mit Metal,
Hr. General, men Miss Varona er
forfærdelig medtaget af alt det, hun
har gaaet igjennent. Og med Este
ban staar det heller ikke godt til."
Generalen nikkede.
„Nei Miss Evans siger, at
han maa have Luftforandring, og vi
har ordnet det faa, at han kan reise
til Amerika. Og da kunde jo hans
Søster følge med."
„Naar kan de reise?"
„Det er ikke godt at sige. Ikke
strax ialfald. Expeditionerne hid
kommer meget uregelmæssig."
„De maa afsted strax," sagde
O'Reilly afgjørende. „Det er i den
Anledning vi har søgt Foretræde hos
Dem. Branch og jeg vil gjerne føl
ge dem til New Aork."
„Vil De ogsaa reise Deres Vei,
Demonio?" spurgte Generalen.
„Med Deres Tilladelse, Hr. Ge
neral."
„Men tror dere, at dere kan greie
at faa to Kvinder og en Invalid
over
„Vi faar prøve," sagde O-'Reilly.
„Der er jo ikke saa langt over til
Bahamaøeme.^
„Nei.... som De bed, er der en
dristig Amerikaner, som befordrer
vore Meddelelser til Juntaen i New
Uork den Vei. Han kommer over
med en liden Baad, men ingen ved
naar eller hvorledes. Spanierne har
sat en Pris paa hans Hoved og hol
der skarpt Udkig efter ham, faa det
bliver ingen let eller farefri Sag at
reise sammen med ham...."
„Men De vil altfaa lade os reife?"
spurgte Branch ivrig.
Generalen nølede lidt med Svoret,
cg O'Reilly sagde:
„Jeg er villig til at komme tilbage
igjen, dersom De ønsker det."
Gomez rystede paa sit Hoved:
„Nei! De kom hid for at finde og
redde Deres forlovede, og De erklæ
rede Dem villig til at kjæmpe for bor
Sag,med ens De ledte efter hende. Vi
ønsker ikke at holde Paa Folk mod
deres Vilje. Nogen maa alligevel
eskortere Miss Evans, font er bor
Gjæst. Hvorfor ikke do lade dere to
gjøre det? Jeg skal sørge for, at dere
kommer velbeholdne ned til Kysten
.... siden faar dere give dere Forsy
net ivold."
Branch kjendte sig usigelig lettet,
og han istemte varmt O'Reillys^ak
sigelser.
„Jeg havde glædet mtg til at kom
me i Bryllup i Eftermiddag," ved
blev Gomez. „Har Deres Ankomst
bevirket nogen Forandring i Pro
grammet?"
„Nei, langtfra," sagde O'Reilly
ivrig. „Ialfald bare, at det bliver
et Dobbeltbryllup... faafrentt Miss
Verona paa saa kort Varsel gaar
med paa det.".
„Bravo! De er altid rafl i Ven
dingen, unge Mand. TbMngsøflen
de og Dobbeltbryllup det pas
ser jo udmærket. Og det bil gjøre
os alle godt at se paa en Smule Lyk
ke i disse qlborlige Tider, do vi er
tilbøielige til at glemme, at Verden
vedbliver at gaa sin Gang som ellers.
Miss Varona har sikkert ikke Hjerte
til at nægte Dem noget."
Det havde hun heller ikke, og ved
Solnedgang var Byen i Vildnisset
Skuepladsen for en sjelden Begiven
hed.
Kvinderne i Byen havde forvand
let Estebans Hytte til et Lysthus
pyntet med vilde Blomster og frisk
Grønt, og begge Brudene havde de
ogsaa smykket med Kroner og Buket
ter. Da de to unge Piger Haand i
Haand kom gaaende nedover. Gaden,
blev de modtoget med store Ovatio
ner. Norine smilede og rødmede og
nikkede og klarede Spidsrodgongen
rigtigt kjækt. Men Rosa vor saa
medtaget af Anstrængelfe og Sinds
bevægelse, at hun knapt kunde holde
sig opteist. Men lykkelig betr hun.
Hendes Øine stretetlebe, og hendes
Ansigt bar forklaret, da hun lagde
en liden fold, skjælvende Haand i
O'Reillys.
^Sluttes næste Uge),
w
V
Roald Amundsen."
Gömpers nedlægger Protest.
Washington, 19de Jult. Præsident
for det amerikanske Arbeiderforbund
Samuel Gompers beføgte det Hvide
Hus Mandag og protesterede overfor
Præsident Harding mod en Resolu
tion, der foreligger for Kongresfen,
font vil give Præsidenten Myndighed
til at lade kinesiffe Arbeidere komme
til Hawaji. Gompers fagde, ett 50,=
000 Kulter vilde komme til Øerne
som Følge af Forslaget. Paastan
dene om, at bare kinesiske Arbeidere
kan bruges i Hawaji og at hvide Ar
beidere ikke kan erholdes, samt at
Der er 1baab
selv ssv
ben
Ingen Apoteker Medicin. Specielle Agenter forskaffer den. Skriv tit
(LevereS
Amundsen taknemmelig over
Statsbidraget. Seattle, Wash., 20de
Juli. Kapt. Roald Amundsen, hvis
Nordpolsexpedition maa udsættes
paagrund af et Uheld med hatts Skib
„Maud", udtalte igaar sin Paafljøn
neise af det norske Storthings Be
slutning for nogle Dage siden om at
bevilge ham 500,000 Kroner for
hans Expedition, der vil drage assted
mod Nordpolen igjen næste Sommer*
Fra Seattle har Amundsen dett
12ie Juli skrevet til Senator Knute
Nelson:
„Min kjære Senator Nelson:
Deres Telegram af 9. Juli modta
get, og jeg er meget taknemmelig for
Deres Hjælp og den JntereIse, De
har taget i denne Sag. Det glædede
mig igaar at erfare, at „Maud" var
taget paa Slæb af „Bear", og at den
sandsynligvis vil være i en sikker
Havn ved 93ermgihabct inden nogle
Dage, hvor den let kan naaes af et
Hjælpeskib herfra.
Idet jeg otter tokker Tem for De
res Hjælp, forbliver jeg
Deres oprigtige
toldfrit Äanela)
Anekdoter og anden underholdende Læsning.
Navn r«.
'i
11
Sygefte 1
den betimelige Brng «f
Intet Tilfælde har bæret oa slemt, ingen Sygdom saa haabløs, at
ikke dette gamle, velprøvede Lægemiddel redeligt tilberedt af rene, sund
hedsgivende Rødder og Urter, har gjort god Virkning.
Renmattsme, Lever- og Nyre Lidelser, daarlig Fordøielse, Forstoppelse
og c« Mængde andre Lidelser bliver hurtigt lindrede ved Brugen deraf.
Sukkeravlen der ikke kan soregaa
med ordentlige Lønninger, vor usan
de, og de, der arbeidede mest for ai
faa Billen vedtaget, vidste, at de var
usande, erklærede Gompers, efteråt
han hovde forladt det Hvide Hus.
Rapporterne ont Arbeiderforholdenö
paa Hawaji fra Regjeringsembeds
mænd var blevet undertrykket af
„høitstoaende Mænd i bor Regje«
ring," fagde hatt.
Grevinde Markieviez løsladt. Du
blin, 24de Juli. Grevinde Markie
vicz. Sinn Fein-Medlem af Parla
mentet, blev idog løsladt fra Mount
Joy Fængfel. Hun havde værsl der
i syv Maoneder, men var dømt til
to Aar.
Grevinde Morkievicz, der blev
valgt til Parlamentet i 1918, var
den første Kvinde nogensinde hædret
paa denne Maade, men indtog aldrig
sin Plads. Hun blev valgt til Ar
beiderminister af Dail Eireann, det
Irfle republikanske Parlament.
9,000 Snedkere antager Lønsned
scrttelse. Philadelphia, 22de Juli.
9,000 Snedkere, der har streiket her
siden 1ste Mai, antog idag Arbeids
givernes Vilkoar, deriblandt en be
tydelig Lønsnedsættelse. Bygmestre
ne mente, at dette sandsynligvis vilde
ende alle Streiker i Bygningsfaget.
Snedkere flal nu have 90c pr. Time
istedenfor $1,121/Ac.
Falsknerier opdaget. Chicago den
23de Juli. Falflnerier for næsten
$500,000 blev opdaget i Michigan
Ave. Trust Company.^idag af Kas
sereren, C. D. Beutal. Præsidenten,
Warrey G. Spurgin, er forsvunden^
og det har ikke været muligt at finde
hansSpor. Underbalancen iBanketts
Regnskaber anflaaes til $1,500,000.
Foruden de seneste telegrafiske Nyheder fra
Ind- og Udland samt fuldstændige Postefter
retninger fru Norge og Danmark indeholder
Artikler om Dogens Begivenheder og Afhandlinger of en
underholdende og belærende Natur.
For Kvinden, Artikler og Smaastykker af Interesse for de
kvindelige Læsere.
Kirkeligt Rundskue, en ugentlig Levering af kirkelige Efter
retninger fra Ind- og Udland.
For Hjemmet og Farmen, Meddelelser om Jordbrug,
Kreoturavl og andet henhørende under Formerens Be
skjæstigelfe, somt Rood og Vink t'l Husholdningen og
Arbeidet i Hjemmet.
Musik, et Resume over de fornemste Begivenheder i den
musikolfle Verden.
Markedsrapporter med omhyggelig udarbeitede Prislister
fra de vigtigste Markeder for Formprodukter.
Spjlrgsmaal og Svar, ett Spalte til Besvarelse af indsendte
Spørgsmaal fret- Abonnenter.
Korrespondancer fro forskjellige Kanter Ind- og Udland,
Indsendelser old.
Fortællinger, Historier, Noveller, osv., samt Smaastykker,
Minneapolis Tidende udkommer hver THorsdag og sen
des portofrit i de Forenede Stater for kun $1.50 Aaret.
Til Canada $2.00 Aaret. Til Norge ellev Danmark $2.50 Aaret.
ud denne Subskriptionsblanket og send den nu tillige
med $1.60 til „Minneapolis Tidende", Minneapolis, Mimt
Til „Minneapolis Tidende", Minneapolis, Minn.
Indlagt behag at sinde $1.50 for et Aars Subskription
paa „Minneapolis Tidende."
I I I ee»1# ne etele'e«»rei »Le®
NU
1
xW
•:KS

Roman af Rex Beach
Minneapolis Tidende, THorsdag den 28de Juli 1931.
Dr. Ketev Lahrney & Sons Go.
2501*17 Washington Blvd. Chicago, III.
Post Office «. »K i i-»rvene"W

xml | txt