görnenes Øpalte.
Z Plads for en Gut.
fmilte, da de atter saa dette Skilt. Det saa ud,
i var i Mr. Peters Vindu altid. I en eller to
– undertiden kun i nogle faa Timer, vilde det være
s higaaende vilde da spørge sig selv, om Mr.
; s lig havde fundet en Gut, der var ham tilpas,
rla senere var man sikker paa at se Skiltet
y 1
;ut Slags Gut mon han forresten ønsker?» vilde
«ter den Anden spørge, og saa vilde man slaa
, lade paa at faa sig en fuldkommen Gut, og
ed, mente man, vilde han komme til at vente længe.
sk « jo var Mængder af Gutter, saa mange som en
u 2mkker vilde undertiden møde op om Morgenen for
om Pladsen.
i sagde, at Mr. Peters var rig og sær, og derfor
sutterne gjerne forsøge at være ham tilpas. «Alt,
aa en Gut til at løbe Akrinder; det maa være
uheide og sikker Betaling.» Saaledes talte de til
t. «en Mr. Peters onskede mere end en Gut til
e krinder. John Simmons erfarede dette, og vi
ha fortælle, hvorledes han gjorde det. Han var netop
sen bleven antaget, og havde hele Formiddagen
mæt med ganske behageligt Arbeide; skjønt han var
an Krabat, var han dog vel tilfreds. Men saa blev
ad paa Eftermiddagen sendt op paa Loftet, et mørkt
«at Sted, kun beboet af Mus og Ederkopper.
«Du vil finde en lang, dyb Kasse der,» sagde Mr.
«jgm Du maa ordne. Den staar lige midt i Væ
as Du kan let fiude den.»
quhn saa lidt grætten til den. »En lang, dyb Kasse.
ude jeg tro,» sagde han til sig selv, da han luk
gtidren i efter sig. »Den veier vel et Par Tusind
ø tager jeg, og hvad er der i den? Intet i Verden
ad gamle Som og Skruer og Jernstumper og bræk
hule og saadant noget Skramleri. Ikke værd at
ad og forresten er her mørkt heroppe og koldt. Se,
inden blæser gjennem Kvisthullerne! Og der er en
e! Dersom der er nogenting, jeg hader, saa er det Mus!
ad De hvad, dersom gamle Peters tror, at jeg har
fade at blive heroppe og rode i disse rustne Som, saa
ha Feil. Jeg er ikke for det Slags Atbeide.»
Jaraa sprang John ned ad Loftstrapperne, tog tre
. ed Gangen, og en Time derefter saa man ham drive
tma Butiksvinduerne, da Mr. Peters omsider lod
s.
«Ha Du ordnet i Kassen allerede?» spurgte han.
«Jæg fandt ikke Noget at gjøre Orden i, der var ikke
vi den end Søm og andet Skramleri.»
«anske rigtigt, det var Søm og Skramleri, som jeg
e han lagt i Orden. Gjorde Du det?»
«ja. Der var mørkt deroppe og koldt, øg jeg saa ikke
get der at værd at gjøre. Desforuden troede jeg, at
« om irie til at løbe Byærinder.»
M saaledes,» sagde Mr. Peters. »Jeg troede, Du
jrset til at gjøre, som befalet.» Men han smilte, og
, nite srar John et Afrinde i Byen. Gutten gik, og paa
ja klukkede det i ham ved at tænke paa, hvor godt han
jud at dehandle den gamle Fyr. Man skulde blot vide
hade sine Rettigheder.
Jmis Kl. 6 blev John kaldet og betalt sin Dagløn,
dmaa, til hans store Forbauselse, underrettet om, at
ikke havde Brug for ham mere. Han havde imidler
j ikte Tid til at gjore Spørgsnaal, da Mr. Peters luk
e Dren i for Næsen af ham.
Ræste Morgen stod det gamle Skilt: «Plads for en
t', igjen paa sit sædvanlige Sted; før Middag var det
| lmid nede igjen, og Charles Jones var den heldige
. Ærinder Masser af dem; han blev holdt gaaende
i Dagen til en Time før Aften. Da, tænk blot, blev
sendt op paa Loftet for at gjøre Orden i den lange
e. Han dar ikke bange for Musene, eihelle for Kul
s , men han grublede længe over den Kasse. Der var
genting i den værd at røre ved. Dog, som han rodede
ring i den, bestandig knurrende. udsankede han nogle
lige Søm, en eller to Nøgler, og tilsidst kom han ned
t denne Besked
«Her er Mit, der er værd at beholde i den Kasse; alle
ad Som er rustne, og Krogene bøiede.»
«jodi,» sagde Mr. Peters og sendte ham paa Post
sud mener De nu? Da næste Dag var omme, blev
i betalt og afskediget, og det gamle Skilt sat i Vin
igen.
I kan slet ikke begribe, hvorfor jeg blev afskediget,»
de Charles til sin Moder. «Han sagde, at han
jade Noget at klage paa mig, kun, at jeg ikke kunde
kje tilpas. Jeg tror nu, at han slet ingen Gut
m, og at han bærer sig saaledes ad for at narre
Da var Grawford Mills, der var den næste Gut.
sade ikke Noget til de andre Gutter, saa han gik
i Antder i uskyldig Uvidenhed om den lange Kasse ind
rte Dags Morgen, da han i et ledigt Øieblik blev
i n for at gjøre den i Orden. Morgenen gik, Mid
m, og endnu var Crawford ikke kommen ned fra
Tilsidst kaldte Mr. Peters paa ham.
. kdu færdig» spurgte han.
i, der er meget tilbage endnu.»
s Det er Middagstid nu, Du kan fortsætte,
i U dar spist.»
sta Middag gik Crawford tilbage igjen, og hele
Aidagen hørte man ikke fra ham; men netop som
hans tænkte at kalde paa ham, kom han.
I dar gjort mit bedste,» sagde han, «og allernederst
. uden fandt jeg dette», og fremviste et Femdollars
s dar et pudsigt Sted at finde Guld paa,» sagde
) iets. «Det var godt, Du fandt det. Du kommer
g og med disse Ord stak han Guldstyk
n Crawford havde sagt Godnat og gaaet, tog
ne en Lygte og gik op paa Loftet. Her var en
i Kasse i hvilken 25 Aars Skramleri var samlet.
: ad havde øiensynlig været paa Bunden af den. Han
id 3 asset Stumper af Tagspaan, saa de dannede Af
: s ile havde han ordnet de forskjellige Gjen
gned Ømaastgkker af Tagspaan ovenpaa, ausre*
: .ne Skilderisom». »Smaa Nøgler,
h de erikroge.» «Jernstumper, som jeg ikke ved
; s ha fremdeles hele den lange Kasse igjen-
R, r v endelig det Hele bragt i Orden, og det
u ak Udet deraf, der kunde kaldes nyttigt; men
I i as han bøiede sig ned over og læste Paa
i dig, ligt og mumlede til Musene; »Dersom
S ser Feil, har jeg fundet en Gut, og han
at nok Skilte : ikk
in den si! forsvandt fra Vinduet og har ikke
r Orawford blev Firmaet Peters & Cos.
hn en om havde et lidet, pent Værelse oven
ka j bragte sine Aftener, og ved Fodenden af
Det * nei, som Mr. Peters havde givet
i d Ørr Dig din Lykke, glem ikke det», havde
kgs Crawford det, og Gutten lo og læste
o . «I U sjom er tro i det Mindste, er og tro i
At at, prøve paa at være det» sagde han, og
j as et Dieblik paa den lange Kasse, over
1 Ude deret trofast.
at eie for mange Aar siden. Crawford Mills
tag ss. ve Firmaet er Peters, Mills & Co. og
sat ned –g Mand. »Han fandt sin Lykke i en lang
r ida i s sagde Mr. Peters en Gang
, kja er aldrig været et Femdollarsstykke, der
kan Jorretning som det, han fandt, og det var
y bi. s. Men efter et Øiebliks Pause sagde
s dig han gjorde ikke; han fandt den i sin
An. n e som er tro i det Mindste er og
Die t et var sandt. Gutten Mills var tro, og
kin «an vi stole paa.
ha ter et Exempel vilken Betyd
sn en ( p paa, af h en ety –
i ty, «t, som vil frem i Verden, allerede
b e Eyenskaber, som fornemmelig bliver
i ind arakter hos dem, han henvender
sig en Bane igjennem Livet.
TFarmen, Husetog Haven.
e MMMMMffſtbÚ$effÞiß.Þ=þſtſtîffÞe-Ixyrznèaaynù=hÛÚnuUneÛùNUeuPEÊrrrmmnemmwff}iffſtthnhnnnnrg,g
De med mærket – forsynede Stykker under Farmspalten er specielt bdearbeidede
for –«Decorah-Vosten-.
Om Svinecavl
Siden der paa saa mange Kanter af dette Land dri
ves Svine-Opdrætning, saavel i det Smaa som idet Store,
kan det ikke skade oftere og oftere at gjøre det indlysende,
at ogsaa Svinet er et Dyr, der har sine Krav og beretti
gede Fordringer, for at kunne give sin Eiermand et ordent
ligt Udbytte ved at være sundt og vægtigt, naar det afsendes
til Markedet.
| Det er en gammel erfaren Svineopdrætters Erfaring,
vi her vil meddele lidt om: Det er meget lettere at for
hindre Sygdom hos Svin end at helbrede dem, naar de er
blevne syge; thi er først Dyrets System bleven gjennem
trængt af Sygdoms-Spirer, da kan der næsten ikke være
nogen Tale om Helbredelse mere; i det Mindste bliver dette
yderst vanskeligt. Disje Spirer kan ligge tilsyneladende al
deles uvirksomme en lang Tid, efterat de er komne ind i
Organismen, men kommer der saa for dem gunstige Om
stændigheder til, ja da udvikler de sig snart. Svinene, kan
vore, blive fede og tilsyneladende trives udover Sommeren,
men paa engang indtræder der en langvarig Tørke, saa der
intet rent Vand er at faa for disse Dyr, som forholdsvis
behøver en betydelig Mængde Drikke. Saa er de da alene
henvist til ftillestaaende, forpestet Vand, saaledes som det
findes i Sinkhuller og Sumper, og her er de da nødt til
at tilsredsstille sin brændende Tørst oa afkjøle sit gjennem
stegte Skind. Da kan det træffe, at det ikke varer længe,
før Svinene bliver syge, ikke vil spise, skjælver, har the
thumps, svulmer op under Halsen, faar den saakaldte Svine-
Cholera og dør. En uerfaren Farmer i dette Stykke kan
ikke se, hvad der kan være iveien; han tilkalder en Dyr
læge, og, da denne har mønstret det hele Stel, vil han som
oftest sige, at det er et rent Under, at Husets Indvaanere
har kunnet klare sig for Sygdom, naar de lige i sin Nær
hed har en saa stinkende stillestaaende Vandpøl som den,
Svinene har maattet tage sin Drikke fra, og hvorhen alt,
hvad disse Dyr har afsondret, lidt efter lidt har fundet sin
Vei. Over denne Vandpyt, thi den er ofte ikke stort An
det, sværmer der Tusinder af Insekter af den Slags, som
lægger sine Afg i Vand, for at de der videre skal udklækkes
og gjennemgaa sine Forvandlinger. Disse svælger Svinene
i Millionvis af, idet de slere Gange om Dagen drikker af
det stinkende Vand, og snatt er alle deres Indvolde fyldt
med den værste Slags Sygdomsspirer, hvilke frembringer
en indvendig pirrende Fornemmelse, Smerte og Feber. De
bliver syge, faar Cholera og dør. Flesket af saadanne Svin,
der vorer op med den Slags Drikke, og som vælter sig i
den Slags Søle, er naturligvis alt andet end sundt, har
et mindre friskt Udseende og slet ingen behagelig Smag.
Det er en fuldstændig Galskab at tro, at Svin trives
ved at traske i Søle; nei lad dem have en tør Tumleplads
og et Tag over Hovedet, samt sin Halm at ligge paa. Her
bør Solen kunne skinne ind om Vinteren og Vaaren, thi
dette liker de, men om Sommeren maa de have Skygge.
Faar saa et Svin altsaa nok af frisk Luft rent Vand og
ren Mad, og, naar Gjøodningen skal foregaa, lukkes inde iet
godt Svinehus med Bordgulv, som stadigt holdes rent,
samt et godt Halmleie at ligge paa, og Føden verler med
Corn, malet Corn og Havre sammen, lidt Kalk og Salt
i et Trug og lidt Græs eller Corn-Stilk, om det er Som
meren, eller Efterslæt af Kløver, om det er Vinteren, da
kan man være sikker paa at faa det møreste, mest velsmagende
og sundeste Flesk, man kan tænke sig.
Svineopdrættere, som har drevet paa Svineavl i mang
foldige Aar og indrettet sig omtrentlig paa denne Maade,
har aldrig haft et sygt Svin og altsaa heller ikke mistet
et eneste. Lader man Svinene gaa for Lud og koldt Vand,
som man siger, da bør man ikke slaa sig paa den Slag
Bedrift, thi da gaar Vindingen op i Spindingen. |
En god Ting er det, hvis man under et varmt Regn
veir, har Anledning til at lade dem gaa omkring ude i en
Havnegang; de vil da blive vasket rene, og dette baade liker
de og trives ved, men i koldt Regn og en isnende Vind
bør de kunne holde sig inde under et Skur, hvor de lægger
sig tæt sammen og holder sig varme. Bedst er det at have
et langt Skur med Afdelinger, saa at der i hver ikke. kom
mer til at ligge flere end ser eller otte i hver Klynge.
For Husholdmmngen.
Rhubarb-Pudding.– Tillav Stilkene ligesom
for Pie, det vil sige, skræl dem og skjær dem i smaa Styk
ker; læg paa Bunden af en Pudding-Form et Lag af Brød
og Smør, saa et Lag med Rhubarb-Stykker, og strø rige
lig Sukker derover; saa kommer et andet Lag af Brød og
Smeør, dernæst atter Rhubarb, og paa denne Maade fort
sættes der, indtil Kjørrelet er fuldt. Paa Toppen maa
man diysse en hel Del Sukker. Læg saa Laaget paa og
sæt Formen ind i Bagerovnen, saa det dampes en halv
Times Tid. Derpaa tages Laaget af, og man lader Pud
dingen staa i Ovnen saalænge, indtil den bliver deilig brun.
Som Sauce dertil kan bruges forskjellige Slags, men den
maa serveres varmt.
Kalve-Koteletter,– En godt stegt fed Kalve
steg ansees af de fleste som en delikat Ret og hyppigt tages
dertil det saakaldte Nyrestykke, men ogsaa andre Dele af
Kalven kan tillaves, jaa de afgiver et ligesaa godt Maal
tid, thi det er paa Tillavningen,.at det som oftest kommer
an. Stykket fra Rygbenet og nedad Ribbenene ophugges
saaledes, at der bliver et kort Ribben i hvert Stykke; Rib
benstykket knækkes paa et Par Steder, og nu har man de
saakaldte Koteletter. Vil man have disse rigtig velsma
gende, da bærer man jtg ad paa sølgende Maade: Styk
kerne, som maa være pent ophuggebe og tilskaarne, byppes
i smeltet Smør og bestrøes vel med en Blanding af revet
Brød og revet tør Ost, den saakaldte Parmesan-Ost er den
fineste til dette Brug, dog kan en anden Slags Ost ogsaa
gjøre det. Saa dyppes Koteletterne i pidskede Æg, og at
ter bestrøes de paa begge Sider med den finrevne Blan
ding af Ost og Brød, hvorpaa be brunsieges. Kog et halvt
Pund Maccaroni, afsil dem saa, tilsæt derpaa 2 Unjer
Smør og en Kopfuld Tomatosauce, lidt reven Ost og Salt
efter Behag. Lad nu denne Blanding blive aldeles hed,
og rør af og til deri. Os den saa op i Midten af et
større Stegefad, og Koteletterne lægges i en Ring derom
kring. *»*
Mod Haarets Affalden.
Et godt og virksomt Middel til at standse Hovedhaa
rets Affalden er følgende: Man tillaver en Blanding af ; Un
zer pulveriseret «age (Salvie), hvilke overgydes med en
Pint koldt blødt Vand. Hæld dette i et Tinkjørrel med
Laag paa, og lad det staa over Ilden og trække sig 10 eller
15 Minutter; sil Vandet af, og sæt dertil en Theskefuld
med pulveriseret Borar og ligesaa meget Salt. Opbevar
denne Blanding i en tætkorket Flaske, hæld deraf Morgen
og Aften noget paa en Svamp eller et blødt Klæde, og gnid
saa dermed hele Hovedet lemfældigt. Dette har vist sig
som en særdeles heldig Haarpleie, dog bør man huske paa,
at Grunden til, at Haaret falder af, kan være forskjellig
hos de forskjellige Mennesker, hvorfor det nok kan træffe sig,
at det ikke virker lige kraftigt hos Alle ør
Smaa-Notitjer.
En af de værste Plager, Høns kan belemres med, er
Lus; det gjør, at de aldrig faar Ro, og man vil aldrig
faa det rette Udbytte af dem, saalænge de vantrives paa den
Maade. Dette er dog ikke saa vanskeligt at raade Bod
paa. Man behøver blot at oversmøre Vaglene med oil ok
sasafras og dryppe nogle faa Draaber deraf i hvert Rede,
og de vil snart være kvit sine Plageaander. Dette bør
gjentages et Par Gange om Aaret.
– Sprukne Hænder helbrede hurtig, naar man om
Aftenen indgnider dem med en Salve, bestaaende as ! Lod
hvidt Vor, 4 Lod fineste Provinceolie og ! Kvint peruviansk
Balsam, og ligger med Handsker paa om Natttn.
– Den Ulempe, at Kjødfarse bliver tør af at blive
tillavet i Kjødmaskinen, afhjælpes ved, at man, naar Kjø
det er ituskaaret, blander det med noget af det Mel, man
skal have deri; det binder Kjødfarsen og gjør den strar sam
menhængende.
En Sælhund-Jagt ved
Nordkap.
I Tufjorden, strax vestenfor Nord
kap, er der flere prægtige Tilholdsjte
der for Sælhunden eller Kobben, som
den kaldes der Nord. Det er især ved
Fjordens østlige Side, den holder til,
og da fornemlig i de med store Stene
opfyldte Bugter, som kaldes Kjæftene.
Disse Stene, som ligger ude i Søen
og i Regelen er skjult ved Høivande,
rager ved Lavvande flere Fod iveiret
og frembyder et ynder Hv.lested for
Sælhunden. Her kan den, efter at
have sorsynet sig tilstrækkeligt i det
fiskerige Hav udenfor, faa sig mangen
en god Lur i Solskinnet. Den Saæl
hundart, som her holder til, er for
nemmelig Stenkobben; dog forekom
mer der af og til en Ert, en Grøn
landssæl, en Klapmyds osv.
En Sommer, vi laa paa Fiske i
Skarsvaag, blev jeg og en gammel
Skytter ved Navn Henrik enige om at
foretage en Tur til Kjæftene for at
prøve at skafse lidt Kjød og Spæk til
Husholdningen. Uagtet Veiret var
godt, havde der i flere Dage hersket en
saa tæt og vedholdende Taage, at det
ikke var muligt, at udrette noget paa
Søen, da man ikke kom mange Favne
fra Land, før det var skjult og man
ikke vidste, hvor man befandt sig. Vi
raadforte os med Stedets Handelsmænd
om, hvilken Kurs vi skulde holde, da
vi havde en Times Marsh over en
Fjeldryg og følgelig maatte bruge Kom
passet for at sinde frem i Taagen.
Henrik paastod, at dette var unøpdven
digt, da han kjendte Veien til »Stor
kløoften» saa godt som til sin Lomme,
saa det var umuligt, at gaa feil.
Naar vi naaede did, kunde vi gaa
langs Stranden til »«Smaakjæftene».
Jeg vilde dog have Kompasset med, og
vi drog afsted med det som Veiviser,
uagtet Henrik flere Gange spottede
over, at «vi, som en Spaakjærring,
skulde være nødte til at stirre ned i en
Kasffekop for at sinde Vei». Det gik
godt paa Turen did med Undtagelse
af, at vi et Par Gange var oppe at
trækkes om Retningen, idet jeg stolede
mest paa Kompasset, han paa sit
Kjendskab til Terrænet. Det viste sig
dog tilslut, at Kompasset havde Ret.
Hemik var en snurrig Person at se
til, langskanket og mager som et Kik
kertstativo; han kunde, trods han dar
over de sexti,sætte afsted,saa jeg,der neppe
havde naaet en Trediedel af hans Al
der, havde min haarde Nød med at
følge han. I Regelen ludede han
meget, naar han gik, men saa kunde
han med et Ryk rette sig op og sagt
nede da sin Fart nogle Øieblikke for
saa atter at synke forover og sætte fuld
Krast paa. Hans Risfle var af grov
Kaliber. «Femten Kugler af Marken,
naar det er godt Bly», pleiede han at
sige. Og mærkelig uok, denne Ritte
brugte han baade paa Bjørnejagt, Sæl
hundjagt og – Rypejagt. Dette for
talte han mig, medens vi en Stund
sad og puftede lidt. «Men saa faar
du vel ikke andet af Rypen end nogle
Fjær», indvendte jeg. «Langtfra,»
forsikrede han. «Jeg slaar bare Knas
pen (Hovedet) af Rypen, og da er
hun saa hel og ven i Kroppen, at den
fineste Jomfru gjerne kunde spise hende.
Jeg var engang Veiviser for en En
gelskmand eller Franskmand, som skulde
gaa ester Nype; han havde en Bøsse
med to Piber i, og i disse to Piber
fyldte han en halv Næve Hagl, ikke
større end Havregrzn. Flink til at
skyde var han, det er Synd at sige
andet; men Herregud, naar En er faa
dum at spilde et halvt Hundrede Hagl
paa en Rype, saa maa vel sagtens et
eller to træffe. Jeg studerede saa jmaat
paa, mens jeg saa paa denne Bergen
ser, eller hvad han var (Hentik var
itke stiv i Gjøografien), om ikke jeg
ogsaa skulde faa mig et saadant Sold.
Da vi havde gaaet en Stund, sa denne
Svensken, at jeg skulde finde lidt Ved,
vi skulde stege os en Rype tilmands.
Aa, jeg gjorde dei, fik op en ld, flaa
ede to Ryper og rensede dem. Saa
tog denne Tysker, eller hvad han nu
var»...»Mon det ikke var en Russer?»
bemærkede jeg. «Nei en Rus var det
ikke», forsikrede Henrik, «for han hav
de en ordentlig Frakke paa. Han pak
kede saa meget Smør i disse Rype
skrotterne, at en fattig Mand kunde
have nok deraf i «tte Dage. De nar
snart stegte, og de smagte godt; men
da jeg havde tygget en Stund, bed jeg
i noget, som halvt ødelagde en af mine
Tænder. Jeg saa efter, yvad det var,
og jo: et af denne Tyrkens fordømte
Hagl. Jeg kastede Rypen og sagde, at
hvis han vilde æde Bly, saa kunde han
gjerne for mig; jeg var endnu ikke saa
sulten.»
Henriks Rifle havde Flintelaas; det
var det bedste, man kunde faa, forsi
krede han. »Jeg har skudt nogle Gange
med disse Knaldlaasene, men jeg liker
bem ikke», pleiede han at tilføie.
«Skuddet følger saa strar efterpaa,
naar Hanen falder ned, at man ikke
faar Tid til at se efter, om man har
taget rigtig Sigte, før man trak af.»
Efterat vi havde hvilet os en Smule,
bar det atter afsted, og efter et Kvar
ters Gang stod vi ved Nedgangen til
Storkjæften. »Her er Veiviseren i
Skaret», sagde Henrik, pegende paa en
stor Sten. «Havde aldnig troet, at
den Kasfekoppen din kunde være saa
paalidelig. Men gaa nu saa stille som
en Mus. Vel er Skodden saa tyk, at
der intet er at se indenfor Skudvidde,
men Kobben hører bedre end en Lens
mand; bare en liden Sten rumler un
der Foden paa dig, eller du træder paa
en tør Kvannerøod, hører han det strar
og plumper af Stenen.» Vi kom da
nedover den bratte Li, ikke uden Be
svær, da vi skulde gaa saa lydløst som
muligt, og naaede Stranden paa et
Sted, hvor Henrik sagde, at vi kunde
vove os frem uden Fiygt. Deipaa
krøb vi bag nogle Klippeblokke til et
Sted i Bugten, som Sælen pleiede at
hvile paa. Men uheldigvis luftede det
lidt fra Land, og de Sæler, som havde
taget Plads paa de nærmeste Stene,
havde allerede mærket Lugten af os.
Vi kom netop tidsnok til at se dem
jumse i Havet en efter en. Kun paa
den e Sten, som laa noget paa
s den digen Asen af
en Sæl.
»Jeg gir ham et Tryk af Gamla
mi», mente Henrik. »Er jeg heldig
nok til at dauskyde ham, vil han trille
af Stenen og synke paa Stedet, og
der kan vi faa ham op med en Pig i
en Seitrøe (lang Fiskestang), for der
er ikke dybere.» Som sagt saa gjort;
Henrik brænder paa, og Sælens Ho
ved synker i samme Øieblik ned i Van
det, idet den bliver liggende uden at
røre sig. Nu blev der Jubel. »Lom
mepusserten», maatte frem og Grav
øllet drikk.s, medens vi ventede paa,
at der skulde være saa meget Liv til
bage i Sælen, at den kom til at trille
af Stenen, saa sik vi se, hvor den sank.
Jo, ganske rigtig? der rører den sig,
vælter paa Siden i Sjøen – og sæt
ter saa bent tilhavs, indtil vi efter
nogle Minuters Forløb har den For
nøielse at se den synke paa over 30
Favne Vand. Henrik bandede meget
mere end høist nødvendigt over
vort Uheld. og jeg kunde i Begyndel
sen ikke lade være at akkompagnere ham.
Slukørede og tause fortsatte vi vor
Vandring til den nærmeste af Smaa
kjæftene, klatrende gjennem Urer og
over Bergknauser. Taagen syntes at
blive tættere og tættere, og vi maatte
bruge den yderste Forsigtighed for ikke
at skræmme Dyrene, ifald der skulde
være nogen. Henrik ytrede engang un
der vor Vandring: »Der findes ikke
noget saa tungt som at gaa fornemt.»
Endelig var vi da fremme. Paa de
nærmeste Stene fandtes ingen Sæl,
men Henrik troede at opdage, at der
længere oppe i Bugten viste sig noget
i Taagen, der saa ud som en oppelig
gende Sæl. Vi krøb nærmere, og ved
at stikke Næsen frem om en Klippeblok,
saa vi til vor Fryd, at en Sæl laa
paa en Sten inde i Bngten saa nær
Landet, at vi haabede at kunne naa
den fra Land. »Nu faar du skyde»,
sagde min Kammerat. «Efter det
Uheld, jeg har havt, traffſter jeg nok
ikke mere med min Bøsse idag.» Han
var ikke saa lidet overtroisk, Henrik.
Jeg lagde til Ciet, Skuddet faldt, og
Sælen blev liggende. Vi skyndte os
af alle Kræfter for at naa vort Veide,
forend det gik som med det forrige.
Holdende hverandre i Hænderne, vade
de vi ud i Vandet, men det var saa
braadybt, at naar det gik den ene til
Hagen, stod den anden kun i Vand til
midt paa Livet. Og dog var der ikke
længere mellem os og Sælen, end at
vi med Bøssepiben kunde kare bort paa
den, naar vi vovede os saa langt ud
som muligt. Her var gode Raad dyre;
ikke en Pinde andet end Bøsserne at
at hjælpe sig med, ikke en Stump
Toug, og ingen af os kunde svømme.
Da fandt Hemik paa Raad; han trak
mig til sig, vi vadede iland, og efterat
havde løst af sig sine Strompeb1iand,
knyttede han dem sammen, bandt den
ene Ende om sin Bøsøsepibe, den anden
surrede han fast i Nakken paa mig, og
derpia lagde vi ud i Vandet igjen. Da
det naaede mig til Hagen, reiste han
sin Bøsse i Veiret saa meget, at han
holdt mit Hovedet oder Vandet. Med
et Par Tag med Hænderne naaede jeg
Stenen, hvor Sælen laa, og halede
den af, medens Henrik stod som en
Stangfisker, der har faaet en ngtig du
rabel Orret paa Krogen. Efter endel
Plunder kom jeg saa langt, at jeg fik
Fodfæste, og nu var Sælen vor. Det
var en rigtig fed en, ikke større end at
vi magtede at hære den, hængende mel
lem os paa Bøøsepiverne. Da vi havde
vredet det meste Søvand af vore Klæ
der, og taget os endnu en Dotsup, til
traadte vi Hjemireisen, bærende dsr
Fangst, og fremdeles benyttende »«Kaf
sekoppen», til hvilken Henrik nu syntis
at have fattet en mærkelig Tillid.
Efter en møisommelig Marjh opefter
den bratte Li med vor tunge Byrde,
stansede vi for at hvile og faa os no
get at styrke os paa. Her fik vi et
Uudet Efterspil til vor Jogtudslugt.
Mens vi sad, hørte vi en Ryyesteg
skogre i Nærheden. Henrik greb sin
Flintelaasbøsse, og da jeg sagde, at
han heller burde tage min, der var me
get finere i Løvet, svarede yan nei; for
det første havde den Knaldlaas, og for
det andet havde han Lyst til at se, om
den «forbandede Kobben for bestandig
havde forgjort Bøsjen hans». Han
forsvandt i Taagen, og et Par Minu
ter efter hører jeg Smeldet as hans
Rifle. Lidt efter viser han sig, bæ
rende i Haanden en Rnpe, hvis Hø
ved var sku«aret as jom med en Kniv.
Da jeg beundrede hans Skudsikkerhed,
svarede han: »Det er den bedste Maa
be ai gjøre det af med Rypen paa; da
slipper man det stygge Syn at se den
stgve lange Stykker med Tarmene hæn
gende efter sig. Jeg lurte engang», ved
blev han med stille Latter, «en uden
landsk Kapteir med en Tylvt Ryper.
Ja, jeg kom til Byen med Ryperne og
gik og bar dem i Gaden, og saa mø
der jeg Kapteinen. »Vat kost de Rip?»
spørger han, for saa meget Udenlandsk
sorstaar jeg da. Fire Skilling Rypen,
svarer jeg. »«Snar Rip?» spørger han
igjen. Jeg svarede ja, det var Snar-
Ryper altsammen. Han tog i Rype
hanken, og da han saa, at alle Hove
derne var borte, brølte han: »Lugn!
Ikk Snar-Rip.» Jeg forklarede ham
da, at her Nord var Rypen saa stærk,
at naar den kom i Snaren, saa sled
den Ho det af sig før den gik klar.
Han saa paa mig og snakkede i et an
det Sprog om noget, som han kaldte
Tifel eller Tyfel. Og saa kjøbte han
dem.» »
«Igaar traf der mig Noget, som ikke
atter vil hænde mig, om jeg levede i
tusinde Aar,» sagde en Mand til en
anden. «Hvad kunde da det være?»
spurgte denne. »Aa, ikke Andet end
at jeg da fyldte mit 40de Aar», var
Svaret.
Opdagelser i Hvedebrødsdagene. Man
den: «Søde Eulalie, da jeg gik gjen
nem Haven, saa jeg en Mængde Aspar
ges, færdige til Kjøkkenet. Kunde Du
have Lyst til selv at gaa ud og ind
samle Aarets første Høst?
Den unge Frue er slet ikke hjemme
i Alt, hvad der vedrører Haven, men
vil naturligvis gjerne skjule sin Uviden
hed og siger derfor:
«Ved Du hvad, Frederik, vi gaar
der ud begge to. Du plukker dem og
jeg holder paa Stigen.
Avertissementer.
frøs ss
ro! Fø
Nu er det paa Tiden at sikre sig Frø, sør den travle Vaaraan kommer. Jeg kan
skasfe Dem
Medium Red Clover Seed
Mammoth Clover Seed
White Clover Seed
Alsyke Clover Seed
Alfalfa Clover Seeb
Kentucky Blue Orass Seed
Svecielt har jeg en Blanding af Frøsorter, som vil skaffe en smuk Græs
plæn omkring Huset.
Nent Lin-Frø.
Linavl synes at betale sig for Alle, der har forsøgt sig deri. Tænker De paa at saa
; Lin iaar? Isaafald maa De komme til mig.
Jeg har ogsaa et betydeligt Oplag af
nlinnesotaParlyA4mbervugard'anelSeed.
De har ikke seet Mage til Sukkerrør Frø, det er jeg vis paa; kom og se det.
Earls (anadian ljeld Pens.
De kan have Deres Svin færdige længe før de kan faa nyt Corn, hvis De saar
nogle af denne Slags Ærter. Spørg de Farmere, som har forsøgt dem, og de vil
strax sige, De at bør saa en Acre eller to dermed. KNom ind og se paa dem.
Jeg holder nu paa at anstille nøie
SEEl) 0DRhN Prøver med en Mængde oHEED SEEs 0ûfl
CORN, og naar jeg har saaet
Resultaterne, skal det blive føiet nil dette Avertissement
Besøg mig og lad som, om De var hjemme
Jeg har saa mange Sorter af FIELD) SEED, at det er umuligt helt og holdent
at forklare det i et Avertissement. Ni og tyre Bmnger og Beholde e har jeg for mm
Frøhandel. Hdis Deres Markedsplads ikke er i Tecorah, da kan De skrive mig til.
N. H. aADAMS.
Lauril; M. Enger
er nu tilbage fra Osten og har bragt hjem
et stort Oplag af
Sko og Stuovler
for Damer og Herrer Store og Smaa,
ja endog sor Dulker.
Af siuere Skosi sor Damer, Tmaapiger og Börn haves det vel
bekjendte
Ludlows Zkotsi, da.
: s s as –-
som ide senere Aar har vundet faa O., – ,i)
stor Anerkjendelse og det med Jtette; j - Jl0 -
tyi der sindes heller ikke Skotoi as T 4oll
den sinere Slags, der kan maale s - I s
sig med Ludlows, hverken hav «&c
Mønster, Kvalitet eller Nethhed 2 – e E
angaar. Fabrikken bruger alene. e a I
det bedste Materiale, og det meste se hu..>»
d : : i s. e23
eras importeret fra Udlandet,nem -:--
lig fra England og Frankrige. Kun de bedste og og mest erfarne Ar
beidere sysselsättes der. Fabrilken kan ikke rose sig af nogen høi Alder,
den har kun varet i Gang omtrent 10 Aar og begyndte da ganske smaat
med omtrent 100 Arbeidere, men saasnart dette Skotsi kom igang, og
det viste sig, hvad det duede til, blev Fayrikken ndt til at udvides fra
Tid til anden, indtil den nu er en af de störste as den Slags, der ude
lulkende sabrikerer Damesko. Og endnu viser det sig ikke at vare stort
nok i Forhold til Assätnivgen, thi den har ikke väret istand il at fylde
«ulle dø rdres, som daglig kommer ind, hvorjør man atter bliver nødt
til at udvide Fabrikken, hvilket er et godt Bevis sor, at Ludlows Sko er
godt likt af Damerne. Medens Alle klager over slane Tider og liden
Handel, baade Fabrikanter og Kjøobmänd, medens de Sørtit Slot,
der altid har varet fremholdt sor Publikum som det bedste, og hvis Ja
brikker kan bryste sig af høi Alder, maa averteres til reducercde Priser
og noget endøg til Indkjøhspris, jalges rudlows Skotoi for Damer
rajkt nok, og ikke jordi det existerede og var godt for 50 Aar siden, men
fordi det er, hvad Kjøberen önsker.
De Skko, som vore Forfadre brugte, gir os lidet goøt.
Jeg har Ludlows Skotøvi i
French Kid, English tfirst Quality, danli «nel), English Cura
coa Kid, Tampioo Goat Oil, Goat og Peble Goat.
. Jeg har alle Bredder fra »«B» til »E E» og har næa
sten alle de forskjellige Faconer. Jeg kan ogsaa forskasie
Enhver. som ansker det, e
Ludjows Scaling
s BOoOnTS,
-f s hvis Billede vises her; de
de i er stærkere og mere komfor
e; table for Roller Skates end
almindelige Sko, paa samme
e Tid som de er lige saa nette
2. I) -som nogen anden Sko.
Af Tkotøvi for Mänd
har jeg vist det største og smukkeste Udvalg her i Byen, men det er forresten
bedre at overlade faadanne Udsagn til det ærede Publikum. e
Jeg vil her blot nævne nogle faa af de mest ledende Faconer: For det
Første ha jeg ægte australske Kenguru-Sko, Knappe-Sko, Congress-Sko,
Balmoral-Sko og Orford-Sko.
Jeg har Lace-Balmoral og Congress, i Fancy Top og French Calf Vamp.
Jeg har All Calf Hand Turned Flesible Sole, den letteste Sko, som sindes.
i Fs har ogsaa ægte haandsyede Kalveskinds-Sko i Engelsk Waukenphaust
onster.
Disse Sko udmærker sig ikke ved, at de er af den høieste Mode, men de
er de bedste Sko for Foden, da de slet ikke frembringer Liglorne og slcre saa
danne Ulemper, som kommer af trange Sko.
Jeg var heldig nok til at faa disse Sko billigere end almindelig og er
derfor nu istand til at frembyde en haandarbeidet Sko billigere end en ma
skinarbeidet ellers vil koste.
Jeg har altid ogsaa fuldt Oplag af grovere Skotøi, og Ingen maa lade
sig indbilde, at jeg blot har fint Skotøi.
Sko og Støvler er min eneste Forretning, og jeg skal altid prøve at holde
den fuldstændig i alle Grene
I -H.–-ÖJeg har ; Sorter af 82.00 Støovler. Kom og se, førend
de kjøber andetsteds. 2den Dùr i Vest for 1st National Banlk.
Ærbødigst
LAURITZ M. ENCGER..
I cCHs Er –o
Mabel-Aktayatzine
har et smukt Udvalg af alle Slags saavel elcgante som simplere Møbler til Møblerin
e Stadsværelser, Dagligværelser og Soveværeljer.
Clastiske Sengebunde, Lænestole, Gyngestole, Spijeborde med Juds!uds
plader, Centrumborde af nyeste Favon, Føsøsilsten-Borde, Speiler
og ellers Alt, hvad man pleier at sinde ien velforsynet Møbelhandel. Gode Varer t
rimelige Prijer.
Jeg eier det Hus, jes bor i, har altsaa ingen Husleie at betale; al Vinding kommer
mine Kunder tilgode. Uslæg mig et Beio sort kjøber andetsteds.
Mit Møbelrum er et Kvartal Nord or Milwankee & St. Paul R. R. De:
– Cha.s Heaner.
Etableret 1B6G.
Timothy Seed
Hungarian Seed
Millet Sed
Orchard GOrass Seed
Red Top Grass Seed
Fowl Meadow Orass Seed
Avertissementer.
or
urd Ønkburns Dôtre
s o
Roman i 3 Dele af Mrs. Henry Wood.
Alle tre Dele tiljammen 672 Sider – indbunden i et Bind, portofrit 31.00.
Bogen er pent og godt indbunden med Læder-Ryg og Hjørner.
Indhold kapitelvis:
Første Del. 224 Sider.–Ankomsten. Lykkelig overstaaet. Mødet paa Jørn
banestationen. En ulykkelig Hændelse. Mr. Carltons Besøg. Spøgede det i Huset?
Den beroligende Drik. Spindelvæv paa Glaskrukken. Den offentlige Mening i South
Wennock. Judiths Forvirring. Forhøret. Mr. Carlton bliver kaldt ind igjen. Den
afbrudte Billet. Captein Chesneys Hjem. Captein Chesney. Miss Chesneys Frygt
Mr. Carltons Begjæring. Ansigtet viser sig igjen. Brevene. Forsvunden. En for
nøielig Udslugt. Nye Værdigheder.
Anden Del. 192 Sider. Hjemkomsten. Vielsen i St. Marks Kirke. Et Be
søg i Cedar Lodge. Miss Lethwait. De savnede Ærmer. En fin Dame. En mørk
Anelse. En fristende Lokkemad. Jaget bort. Som et Knivstik i Hjertet. Tubage
til det gamle Hjem. Fredrik Greys «Grille». Et uheldigt Møde. En gammel Fi
ende kommer igjen. «Jeg gaar bort med Strømmen.» Den næste Tag. Et uventet
Besøg. Alter Ansigtet.
Tredie Del. 226 Sider. Badestedet. Forandringer. Medbeilen. Mrs. Pep
perslys Fortælling. Mr. Carltons Drømme. En foruroligende Lighed. Mr. og Lady
Laura Carlton hjemme. Mrs. Smith henter Salven. En liden Efterretning. Man
trækker frisk Lust i Blister Lane. Lady Jane kommer endelig til Fornuft. Fare
Sir Stephens Besøg. Stjaalne Øieblikke. Et nyt Stød for Mr. Carlton. Miss
Stifsings Udslugt. Et lidet Lys. Modsate Veie. Judiths Fcrtælling. Sagførerens
Telegram. Ten forstyrrede Frokost. For øret. Udsættelsen. Politibetjent Bowlers
Selv-Mistillid. Undsluppen. De fraadende Bølger har endelig lagt sig til Hvile.
Adse: B. Anundsen, Decorah, Jowa.
( C. (1 ll
Dc-corahPosten»s Fortællinger.
No. 1, 2, 3,4 og 5 af »Decorah-Postens» Fortællinger sælges
portosrit sor 23 Cents pr. No. Bøgerne er 128 Sider store, inde
holder gode Fortællinger og er godt indbundne.
Adresse: B. Anundsen, Decorah, Jowa.
l; ne i j fs. D!
se [ioneer s)rug Ykore of Ilinnesheik (ounky
og Handlende med
« 4.
Apothelter-Parer,Maling
- -
Malerolie, Tapet-Papir, Parsumer, Toilet-Sæber, Lommebøger,
Børster, Brokbind, «Shoulder-Braces,»
Ekole- Böger, Tavler, Negnskabs- Bøger, Ekrive-Sagere,
Nidt, Jerniøsser, Benjine, Nerosine, Terpentine, Tjære og Bognsmørelse,
Lamper, Lanterner, Tkjærme, Lampe-Kupler og Lampe-Glas,
samt forresten Alt, som findes i et vel assorter-; Apothek.
Recepter erpederes nøiagtigt Dag og «'tat.
F Farmere. Toktorer, og Landhandlere vil til alle Tider finde r in Varebeholdning
fuldstændig og af bedste Kvalitet, og for Kontant vil jeg sælge sa dilligt som nogen
anden Handlende i Winnesheik County. TF– En morsk Apotheker vil al id findes i Butiklen,
Butik: Første Dør i Ost fra Binnesheik County Bank, Decorah.
Naar jeg siger,
« - -
At jeg vil assurere Deres Svin,
da menerjeg, hvad jea nger, og siger, hvad jeg mener.
Den eneste videnskarelig tiuavede Svine-Medicin
DR.JOs8. HAAs HOC AND FOULTRY REMEDY
e ?Òe…_»tGGGS
s. tHtreraattz e
eIal – e Det vil uddrive tten af deres Syitem.
f e e Tet er de! en: keidvet der vil hjælpe et Svin, som er forgtftet
–– e - et Det vtt tantje Honen blandt Svinene.
s.. e Tet vil i alle Tilsalde standse Sygdom.
––. –r Te –tn, sam iaar denne Medicin, vil, enten de er syge eller
ikke, lægge doddelt a meget ilesk paa ng som de, der ikke scar den
Tag Tem ivare for Forfaitktninger, der udgiver sig for at være det Samme som
1lante' lemedies, indpattede i Papir af samme Farve og Størrelse og
de samme Anvisninger som mine.
–ØOvad dette «»«NRNemedn–» har ndrettet.
Hanibai, Mo., 20de Juni 1834
Jeg har brugt Jos. Haas' Ug Remedyx og kan anbefale det som et sikkert Mid
del mod Svine-Cholera. Sidste Vaar mistede jeg Svin til en Værdi af tø0o0 ud af
en Flok paa cver «v Tyr. Jeg begyndte at give den Medicinen, medens 2og 3
told. vaa at dø om Tagen, og fra den første Dag, jeg begyndte at give dem Haas'
Hoxr Remedy, mistede jeg ikke et eneste Svm; de kom sig strax. Medicinen har i Alt
kostet mig E7T, og jeg er overbeviist om, at det har jpparet mig for et Tab af mellem
so og *1090.
Priod 50 010., 1.23, og 2.50 pr kort i korhold til Etørrellen; en KRasse paa 25 Pund
koster 12.20. «1- 1144–,.–. Indilannpolis. Ind.
TZiulsfaigs hos E.1 VElZER, Druggist. Decorah lowa. 26.3m.
Nye Töirr! Nye Moder !
VATEHR f–STT1., 1ECO RKRAII. 10VVA.
RÆetop modtaget et stort Oplag af
« – A-
Nye importerede Vaar-: og Sommer-Tsier.
PORRmwAOAOOoRAAATTtTLDDOMOo),,…p,:;úpspOO-OOOo-=.
Klæder forfsærdiges ester Maal til ualmindelig lave Priser.
NnNom og se os. 28.11.3m
os e e
«rf ne, e
b ih
eZ 2t 0r æ
al b; Ja, at
e s mig:
e
t:. e. Er 2- DC2r. 22roCpriotor.
Handler med alle Slag?
c : T : ;
Amreriitansk og Ilalienski Marmor, Granit osv.
Da jea ogsaa har engageret norske Stenhuggere, kan Landsmænd være sikre paa at faa
norske ere aasatte. Ulle mine gudtjob gjøres sort og derfor
istand at sælae mine Gravstene billigere end nogen Anden. –es pr. e
i e Mere har ja m Ole G. Arneson T Koysland og s . Hon,
hvem Landsmænd altid med Tillid kan betro sig til .
RUSHFDRD MARBLE WDORKS.
sælger
amerikansk og italiensk Marmor,
amerikansk og italiensk Granit.
– og –
Sælges til billigste Pris.
Vi har været saa heldige at sikre os de
samme Arbeidere, som før har været hos
Hr. G. R. Montague i LaCrosse; John
Wotruba, som i slere Aar har været For
mand hos G. Montague, er nu Formand i
KRKUSHFORD MARBLE
VWOoRKsS,
saa vi trygt kan konkurrere med hvilket
somhelst Marble Worki Vesten med Hensyn
til Urbeide og Kvalitet af Marmor. Pri
serne er saa lave, som nogen Fabrik kan
sælge første Klasses Arbeide for.
; LÆrbødigs.
meter Mjemgs.
oC IlERSOXR.
*æOsHfF0RD. U I».
PBassnge Tickets to and from Europø
by all Principal Lines.
Ak! I3CHANd aa? Lod? Rus
ENtRaLk EWs aOENT.
Den hurtigste Reise,
som nogensinde er foretaget, gjordes paa
(; Dage
53 Timer og 25 Minutter
af den gamle afholdte
Gunard Linie,
Etableret 18B40.
To eller tre Afjeilinger om Ugen.
Passagerbilletter til og fra de forskjelligste
Punkter i Europa til de billigste Priser.
Her følger Bære- og Hestekraften af dore
Fartøier.
8ood Tons 14.000 Hestekræfter
o. 1.00. --
Etruria
umdbria
18.000 –-
Ww. 1- -
i
B0 -
Oregon
Ecrvia
1500 -
BAurania
0,5) –5-
nmn ––
ny 2-
bo) –-–-
4,41) – –
4.500 –--
Gephalonia .
Pevonia 5.0 »«
Gatalonia os -
Gallia o. o -
BVothnia 4.557 -
Tcnntyia 4.551 -
De htørne, hurtigste og prægttgste Skide i Verden, og
Kompaniet har desforuden 15 andre, som gaar i Urt
lantersart.
Denne Lrinte har aldrig mistet en eneste Passager,
og er den ældste as alle, som eristerer.
Man henvender sig til
0. R. WULFSBERG,
Norst og svenskt Bice-Consul,
Devoran,1o0wna,
der tillige udfærdiger Fuldmagter i Arve
sager samt indfordrer Urvemidler i Norge,
Sverige og Danmark..
DECOonaH
I ade- vg Kur-Lnstalt. NRuøsisk
y Elektrisk, Dui)-, Søoda-, Modicated, Damp
armt Skrud-Bad. s
ma R. FRANSHADM.
ane en in age ien
nedago os Reldingten Strnay