Decorah-posten. [volume], February 18, 1898, Image 4

About Decorah-posten. [volume] (Decorah, Iowa) 1874-1903

Image provided by: State Historical Society of Iowa

                
Skjønheden i Willards Sagbrug.
ni Mmrøo. Frances Funlter Barritt.
JFortjat fra forrige No.)
Saa trist Sagen ogsaa fremstillede sig for Minnie,
tunde hun dog ikke længe dære bedrøvet, naar Verden laa
for hende saa straalende, som den Dag, i den bløde, anldne
Olktoberbelyøning.
Den nde By der var voxet op denne Sommer, idet hver
Dag føiede et nyt Hus til dens Række af hvidmalede Boli
ger, i hdilke dog endnu Ingen boede undtagen Grund
eierne, hade en vis Interesse for de to Cousiner, da det
syntes, som om dens Tilværelse paa en Maade dar sam
menknnttet med den Enes Skjæbne.
Efterat have redet om og beseet Husene – syrgetyve
eller sfemti i Tallet – fik vore to Ryttere den Ide at be
stige de dagenfor Byen liggende Høie, for at faa en Udsigt
oder Omegnen. De bandt sine Heste ved nogle vilde
Blomstertrær, der vorede ved Foden af Høiene, og bdandre
de muntre videre; da de havde naaet Toppen af Høien, laa
Omegnen for dem som et pragtfuldt Panorama.
Hidtil var alt gaaet særdeles godt; de stod netop og saa
ned paa den lille By. der laa lige under dem, da der plud
selig opstod, en stærk Bevægelse i Byens Hodedgade; en
Herre styrtede ud af en af de halvfærdige Huse, forfølgen
de Noget, der i denne Afstand ikke godt kunde nøiagtigt
sees, men det syntes at være en opsadlet Ridehest, der var
ifærd med at løbe bort.
«Nan det dære en af vore Ponier?» sagde Constance, og
maatte le trods sin Forskrækkelse.
«Hvis saa er», sagde Minnie, bliver vi nødt til at «ride
og binde» paa Hjemveien».
«Hdad i al Verden er dog det?»
«Det dil sige: Du rider saa langt du vil, og efterlader
din Hest bunden, indtil jeg indhenter den, medens du gaar,
indtil jeg indhenter dig».
«Nu», sagde Constance leende, «hvis Ponien river sig
løs ligesom dennegang, vil du komme til at gaa hele
Veien. Men di gjør vel bedst iat se efter, om vi bliver
nødt til at drage hjemad paa denne Maade.»
Da de kom ned, fandt de, at deres Formodning var
ganske rigtig; Minnies Hest havde revet sig, løs og var
slygtet. To eller tre af Herrerne, der formodentlig havde
iagttaget deres Færd, og som havde forsøgt at fange Flygt
ningen, kom dem imøde og beklagede det Uheld, de havde
havt. Men ved det første Blik, Constance kastede paa
dem, greb hun Minnies Arm, og udbrød med lav Stemme:
»O Minnie, hvad skal jeg gjøre! Hvor skal jeg dog skjule
mig?»
Minnie havde kun Tid til at se, at Constance var me
get bleg og syntes at være stærkt bevæget, da en af Her
rerne raabte:
»Gode Gud! er det virkelig Constance Lord?»
»Harrn Stewart, er det Dem?»
»Dyrebare Constance, jeg er saa lykkelig over at have
truffet Dem!»
»Spar Deres Komplimenter, Sir.»
»Jeg bønfalder Dem Constance, tal ikke i denne Tone!»
Under denne korte, med dæmpet Stemme førte Sam
tale, søgte Minnie at besvare Herrernes Beklagelser, da
hun saa, at hendes Constance ønskede at undgaa Opmerk
somhed. Men nu vendte Constance sig smilende imod dem
og deltog i Samtalen og Latteren over deres Uheld.
Herrerne beklagede, at de blot kunde tilbyde sin Sym
pathi – de var komne derhen med Postvognen, og havd:
intet Kjøretøi, som de kunde tilbyde.
»Min Hest græsser ude i Prærien, og staar ganske til
Deres Tjeneste», sagde Stewart, idet han kastede et be
dende Blik paa Constance.
Men Constance svarede ikke, og Minnie ertlærede, at
hun ikke vovede at ride paa en fremmed Hest.
Man søgte at overtale hende hertil, men hun vedblev
at sige, at hun var bange, da hun indsaa, at Constance
ikke ønskede, at hun skulde modtage Tilbudet. Hendes
Cousine paastod, at hun vilde gaa hjem; de havde jo oftere
foretaget længere Udflugter uden at nogen af dem havde
havt Hest. Da Herrerne saa, at de dar saa bestemte, tog
de Afsked, efter endnu engang at have udtrykt sin Bekla
gelse over deres Uheld, og Cousinerne vandrede hjemad,
idet Constance førte sin Hest ved Tøilen.
De var ikke gaaet langt, før de hørte Hovslag bag sig.
»Miss Lord, jeg bønfalder Dem om at tage min Hest;
De har redet den før – den kjender Dem meget vel», –
og Stewart sprang af og gik ved Siden af dem.
»Dens Herre kjender mig ogsaa», svarede Constance
stolt, »og ved, at jeg ikte ønsker at fortsætte vort Betjendt
skab.»
»Kan De ikke tilgive mig Constance? Vil De ikke lade
Dem overbevise om, at jeg ikke længere er den Daare, jeg
engang var? Jeg sværger ved Alt, hvad der er mig helligt
i Himlen og paa Jorden, at jeg intet Øieblik har ophørt
at angre min Daarskab –at jeg nu foragter den ligesaa
dybt, som De!»
»Tror De maaske, at jeg er bleven rig?» spurgte Con
stance med et sarkastist Smil.
»Jeg vil svare Dem roligt; Constance. Jeg er ifærd
med at blide rig, og hvis jeg ikke var det, vilde jeg dog
tilbyde Dem tvad jeg havde, uden at spørge, om De eiede
Noget. Tror De mig?»
Det er ikke let at forandre velgrundede Meninger», sva
rede CConstance.
»Saa Farvel, indtil De har forandret Mening!» og idet
han sprang op paa sin Hest, galopperede Harry Stewart
hen over Prærien, uden at se til Høire eller Venstre.
»O, Constance, du var grusom!» udbrød Minnie.
»Jeg beder, tal ikke derom; du kan ikke sætte dig ind
i mine Følelser»
De var gaaet over den øvre Bro og fulgte nu Elvens
Slyngninger, da Minnies skarpe Dre opfangede den spra
gende Lnd af Ald.
»Prærien brænder bag os!»
Paa alle Kanter var intet uden tørt, høit Græs, der
brændte som Tønder; Frelse syntes umulig, thi Vinden
blæste Flammerne efter dem med srygtelig Hurtighed. Et
dybt Morade adskilte dem fra Elven; de forsøgte at be
stige Hesten begge, men den vilde itte bære den dobbelte
Byrde, og de spildte kun Tid. Der dar endnu to Mil til
Sagbruget, og de maate løde, næsten slyve hele Veien, hvis
de skulde tunne undgaa Faren.
onstance sørte endnu Hesten ved Tøilen, bange for at
slippe den, da den dog ialfald kunde redde den Enes Liv.
Dg saaledes løb de afsted saa hurt g de tunde, og saalænge
de sormaaede; men de var alligevel itte tomne Ottende
delen af en Mil, før de føle Heden af den uhyre Ild.
Forgjæves løb de saa stærtt, de formaaede, uden at tabe
nogen Tid ved at klage; de maatte standse, for at trækte
Aande eller de vilde være faldt afmægtige om, og blevet
et Rov for den skrækkelige Fiende, der forfulgte dem.
«O, Himmel, maa vi dø!» udraabte Constance, idet hun
som fortryllet stirrede paa det frygtelige, men skjønne Ele
ment, der truede dem, og hvis hede Aande allerede omsusede
dem. s
»«Cousine Constance, jeg beder dig indstændig bestig He
sten og rid afsted,» sagde Minnie, der allerede var nær
ved at kvæles. Naar du rider, kan jeg løbe hurtigere,
men hvis du ikke vil ride, maa vi begge dø».
»Nei jeg vil ikke! Jeg vil heller slippe Hesten løs. Løb,
løb, Minnie!» s
»«Constance!» raabte en Stemme bagved dem.
»(Gud være lovet, der kommer Hjælp!»
Og Hjelpen kom ikke et Sekund fortidlig. Ridende lige
ud af Flamerne bragte Harry Stewart Liv istedetfor Død.
Dieblilkelig sprang Minnie op paa Ponien, da hun indsaa,
at hendes Fousine nu var reddet; og Constance, der sad
bag sin Frelser, klyngede sig fast til ham, medens de for af
sted, bort fra Ildkongens dræbende Nærhed.
»Men Harry, hvorledes kunde du dog vove at ride igjen
nem Ilden?» sagde Constance, da de alle var i Sikterhed.
»Hvad vilde jeg ikke have vovet, for at frelse dig», hvi
skede han i hendes Øre. «Da jeg først opdagede Ilden
– der maa være opstaaet ved en eller anden Reisendes
(sigar – var min første Tanke den Fare «der truede Eder.
Jeg var temmelig langt borte, men galopperede efter Eder,
indtil jeg naaede Broen; da jeg nu saa hvor mægtig Ilden
var, standsede jeg for at væde mit Lommetørklæde, og
bandt det løst over min Mund. Da jeg tilfældigvis havde
to hos mig, bandt jeg det andet over min Hests Næse,
og siden standsede vi ikke et Øieblik, før vi fandt Eder;
omendskjønt Fløielshud» nok fandt, at det var et temme
lig stærkt Stykke Arbeide.»
Det foretom Minnie, at hun aldrig havde seet sin Cou
sine saa smuk som den Aften; og ved at se disse to For
elstede begyndte hun at tænkte paa, hvorlænge det vilde
vare før Fletcher Harris kom igjen, og om han vilde bede
om hendes Kjærlighed, naar han engang kom.
TiendeKapitel
«Hvad Gud har forenet, stal Menneskene ikke adskille».
Planen for Festen i Anledning af JIndflytningen var
blevet noget forandret. Den første og vigtigste Foran
dring bestod i, at en Brudevielse skulde finde Sted, før
Ballet begyndte. Den anden Forandring var, at den
ogsaa skulde være en Afstedsfest for Minnie, saavelsom
for Bruden.
Minnie stulde faa sit Yndlingsønste opfyldt. Hun
skulde reise til en By – til en stor By, og faa Overflod af
Bøger, Malerier og Musit i hele ser Maaneder; hun
skulde se og nyde saamange Herligheder, som hun nu blot
kjendte af Navn.
Forberedelserne til Ballet var lykkedes udmærtet. Hu
set saa smukt ud, var straalende oplyst og passende møble
ret; Bordene var smagfuldt dættede og prydede med
Blomster, og bugnede under alle de velsmagende Retter,
som Landet kunde byde, samt udenlandske Frugter, Vin
og Kage; Mrs. Willard saa med Stolthed paa Resultatet
af hendes og den berømte Kanesvillekots forenede An
strengelser. Mr. Willard betragtede det Hele med et til
freds Blit, men dog søgende efter en eller anden Mangel,
som kunde afhjelpes. Hele Familien var smukt antrukten
og klædt paa en Maade, der ikke gjorde dem tilskamme
ligeoverfor deres elegante Venner. Endog Mrs. øuajon
i en smukt sort Kjole og med sit folbrændte Haar st'ult
under en smagfuld Kappe, saa nu meget bedre ud.
Nat havde anskaffet sig en hel ny Dragt til Ballet, og
saa udmærket smuk ud – lige smuk som Charles Locd
selv. Staktels Nat! Han kjendte sine Mangler, og gjorde,
hvad han kunde forat skjule dem.
Minnie var næsten ligesaa henrykt over Bruden som
Brudgommen selv. Og Brudens Skjønhed retfærdig
gjorde fuldkommen denne Beundring; thi hun var ligesaa
smuk og straalende i sin glatte Mousselins Kjole, som hun
vilde været i Atlask og Diamanter.
Minnie, i lignende Dragt som Bruden, var Brudepige,
og dannede en smuk Kontrast af sin Cousine – hvilket
Charles Lord hviskede til hende, da han førte hende til
hendes Plads ved Siden af Bruden.
Det høitidelige «Hvad Gud har forenet, skal Menne-
skene ikte adskille» paafulgtes af en Beundringshvisken, og
saa kom Lykønstningerne, i hvilke Mr. og Mrs. Stewart
blev ønskede alle mulige Goder og Velsignelser.
Derpaa spillede Musikkorpset – det samme, der tavde
bragt de unge Damer Serenade, hvilket endnu bragte Con
stance til at smile – en Marsch under Bryllupsmaaltidet.
Dersom man skulde dømme efter oe Ødelæggelser, der an
rettedes paa Retterne, vilde man komme til det Resultat,
at Bryllupsgjester har en overordentlig god Appetit.
Brudens og Brudepigernes Skkaal bev drukket atter og
atter, og endelig begyndte Dansen.
Da Minnie og Charles Lord havde øvet sig et Par Dage
| , var Minnie itte saa ængstelig, som hun troede at skulle
blide. Der blev ikke danset andre Danse end Cottilons og
Polka, og i disse førte hun sig med Ynde og Lethed; og
hendes Henrykkelse over Musikken, om hun end gjorde
sig Umage for at stjule den, var ligesaa stor som nogen
sinde.
Et Bord med Forfriskninger holdtes dækket hele Tiden,
og Dands og Forfriskninger afløste hinanden til den lyse
Morgen. Da først tog Gjesterne Afsked under et tredob
belt Hurra for Brudefolkene og et tre Gange tre gjenta
get Hurra for Verten og hans Familie, hvorpaa alle trak
| sig tilbage for at nyde en kort Hvile.
Da Harry Stewart bad om Constances Haand, efter
Eventyret i Prærien, mødte han, som man kunde formode
ingen Indvendinger. Da Constance tilgav ham, tilgav
| hun helt og fuldt ud, uden nogen Forbehold; og for ikke
at udsætte sig for nogen Resiko ved Opsættelse, paaskyndede
Harry Stewart Brylluppet saameget muligt. Dette var
saameget lettere, da Charles Lord ønskede at blive i Vesten
j endnu nogle Uger, og var glad ved at sinde en saa behage
lig og passende Ledsager for sin Søster.
Da denne Sag var bragt i Orden, bad Constanee strax
sin Ontel, at han vilde tillade hende at tage Minnie med
og beholde hende hos sig den Vinter i New York; først er
klærede han, at han ikke kunde undvære hende, men gav dog
tilsidst efter til ligesaamegen Forundring som Glæde for
Minnie; thi hun tunde i Begyndelsen itte fæste rigtig
| Lid til al denne Lykke.
Decorah.-Posten.- Den 1Rde Februar 1R8HP.
VBrudeparret og Minnie skulde reise tit Ranesville, efter
først at have udhvilet sig nogle Dage efter Ballets Anstren
| gelser.
»Nu Constance», sagde Mr. Willard, jeg er glad over,
at du lod os holde dit Bryllup; om det ogsaa holdtes i
et tarveligt og landlig Hus, haaber jeg, at du dog altid
vil betragte det som Dit Hjem.»
»Tat, inderlig Takt, kjære Onkel ! Hvorhen min Æg
tefælles Skjæbne end fører mig, vil jeg itet saasnart glem
me «hvormegen Venlighed De har vist mig; heller itte vil
jeg glemme, at jeg under Deres Tag har tilegnet mig Lær
domme, der skal følge mig gjennem mit hele Liv.»
»Og din Ægtefælle er ligesaa veltommen til mit Hus
som du», fortsatte Mr. Willard. »Men jeg haaber», til
føiede han, og iagttog skarpt Harry Stewarts Ansigt, «at
han ikke har til Hensigt ligesom hanø Kamerater at øde-
lægge en gammel Mands Eiendom «om han end ikke kan
tjøbe den af ham for saa godt som Intet.
»Nei, Sir», svarede Harry Stewart hurtigt. Jeg har
aldrig villet have noget at gjøre med den Slags Sager.
Mine Interesser i den nye By er vistnot ikte store, men
om ogsaa saa var, vilde jeg sige det Tamme. Constance
har talt med mig om nogle af Sagens Enkeltheder; jeg
har undersøgt dem, og tror, at De har Ret med Hensyn
til Aarsagen til Oversvømmelsen, der unvertiden sætter
en Del af Byen under Vand. Jeg tror ogsaa, at De har
Loven angaaende Dæmningsøprivilegierne paa Deres Side.
Jeg skal naturligvis anvende min Indsindelse til Gunst
for Dem».
»Den første Del af dette Jordspekulationskompani»
sagde Mr. Willard i en meget ophidset Tone, »er en Bande
Skurke, der kun har Tanke for at vinde Penge, og en
ærlig Mand har vanskelig for at binde an med dem i List
og Underfundighed. De er samvittigh.deslese, voldsomme
og falske. De bekymrer sig ikke om, at jeg har arbeidet her
i otte Aar for at faa Sagbruget i den Stand, at det beta
ler sig, eller at jeg har forsynet dem med Tømmer til at
bygge Huse over deres uværdige Hoveder. De har anlagt
sin By paa en aldeles slad Grund «mellem det Sted, hvor
Elven kommer ned fra Høiene, og en Rækte Moradser paa
den anden Side, og derpaa, fordi den i stærkt Regn bliver
oversvømmet, vil de rive min Sagdæmning ned. Jeg kunde
vise dem, hvorledes de stulde draine Grunden, forat bringe
Vandet til at finde Udløpb i Elven – men nei, de vil ikte
have den Uleilighed at drainere. De sælger sine Jordstyt
ker, og naar saa Kjøberen klager over, at Grunden er
vaad, siger de, at Willards Sagbrug er Skylden i Ulykken.
De vil vedblive at fortælle den Historie, indtil de faar Kjø
berne ophidsede, og saa naar Regnflommen kommer, og
deres Kjældere løber fulde af Vand, vil de komme hid og
rive Dæmningen ned. Lad dem komme og forsøge paa det,
ifald de har Lyst ! De skal aldrig faa det gjort, medens
der er Liv i mig. Nei, de skal ikke ødelægge min Eiendom,
saasandt hjelpe mig Gud!»
Da Mr. Willard havde endt denne heftige Tale, gik han
en Stund i Taushed op og ned ad Gulvet, og bad derpaa,
at man vilde bringe Vin ind; derpaa spurgte han Con
stance, hvad der skulde gjøres med hendes Pony.
»O, naturligvis, De maa beholde den! naar jeg en
gang komer tilbage her, vilde jeg gjerne riv: den, og indtil
den Tid kan De gjøre med den, hvad De behager.»
»Og du, Minnie? ønsker du ogsaa at beholde din Pony
til et nyt Eventyr?»
»Ja, visselig sagde Minnie, «jeg ønsker at beholde den
til Erindring om en vis Forsoning».
»Minnie har Ret, og derfor vil jeg drikte Ponyens
Skaal», sagde Stewart.
Minnies største Sorg ved Afsteden var, at hun ikke
kunde sige Farvel til Fletcher Harras, der ikke engang vid
ste, at hun skulde reise bort, da han var reist op til St.
Pierre for at tage Skitser ved øvre Missouri. Hvad vilde
han tænke, naar han fandt, at hun var borte, og vilde han
tomme til New Yort denne Vinter?
Nat ønskede at sige Minnie Farvel uden Vidner. Et
Par Dage før Afreisen passede han Leiligheden, og over
raskede hende, idet hun vilde tage Afsked med sin lille Ø.
»Jeg er glad over at finde dig her, Minnie», sagde han
med brudt Stemme, »fordi det netop var her, jeg sidste
Gang saa den lille Hind – det var Aftenen før din Cousi
nes Ankomst. Jeg tænkte før, at jeg vilde kjæmpe mig
frem i Verden for at blive dig værdig; men det er alt
sammen forbi nu – du er voxet op til Noget, som jeg
aldrig kan naa. Jeg haaber, at du maa blive lykkelig,
som du er god og smuk. Her er Noget, som jeg havde
tænkt at kjøbe dig en Gave for» – og han rakte hende et
Tyvedollarsstykke i Guld – «men jeg kunde ikte finde,
hvad jeg ønskede, saa du maa kjøbe det selv i New Nork;
jeg vilde kjøbe en Guldkjæde med et lidet Hjerte i, som Du
kunde bære om Halsen.»
»Tusind Tak «tjære Nat! men jeg kan ikke tage d sse
Penge, det er altfor megt.»
»Nei, det er ikke formeget. Jeg har intet indet Erug
for dem, og vilde heller, det stulde hænge om din Hals,
end anvende det til hvadsomhelst Andet.»
»Men du kunde kjøbe Land derfor, Nat, eller nogt
Smutt til dit Hus.»
»Jeg vil ikke have noget Land, og jeg vil aldrig faa
noget Hus. Hvis du ikke vil modtage det Minie vil jeg
taste det i Elven.»
»Jeg vil modtage det, Nat, og kjøbe, hvad du ønsker der
for.»
»Farvel Minnie! Vi var før mere som Broder og Øø
ster, end som Fremmed – maa jeg ikke kysse din Kind
til Afsked?»
Minnie blev blussende rød, men rakte ham villig sin
Kind og modtog et Kys, saa rent, som nogensinde en
Mand gav en Kvinde. Og dette var Nats Afsked.
Afskeden fra alle var tilsidst forbi. Minnie græd meget
over at skulle forlade sine Forældre, men kunde dog ikke
vende tilbage; saa forunderlig stærk er Ungdommens
Længsel efter at se Verden og selv prøve dens Veie.
(Fortsættes.)
Paa Prøve.
For 25 Cents vil vi sende –Decorah- Posten» 3 Maane
der paa Prøve. Man kan sende Postage Stamps dersom
det salder lettere. Send deane Blai ket.
Post Office
Solen i Menneskets Tje-
Ricolàa Teslas sidste Opfindelse.
Hvorledes Tolstraalerne skal
frembringe Varme, Lys
og Nrast.
Nul trænges ikke mere.
Har Nicola Tesla løst en af det men
nestelige Livs Problemer?
Har hans Geni fravristet Naturen
en af dens største Hemmeligheder og
aabnet Udvei til en Livsetsistense, som
lover mere end Idealisternes vildeste
Utopier?
Den store Videnskabsmand har ga
ranteret, at hans Opfindelse er kor
rekt. Og Tesla er ingen Drømmer,
men kanske den mest fremragende Vi
denskabsmand i Verden.
Nicola Tesla har lagt den største
Magt i Verden under sit Herredømme.
Han har opfundet en Methode, hvorved
han kan kontrollere den vældige og
umaadelige Energi,som er Oprindelsen
til Opretholdelsen af Livet.
Han har tøilet Solen – gjort den
underdanig under sin Vilje. Den
umaadelige Verdensmagt er blet en ly
dig Slave af et Mennestes Hjerne.
Det er ikke mere end et Par Maa
neder siden, at Tesla kundgjorde, at
han havde gjort en Opfindelse, hvorved
Elektricitet kunde bli overført til alle
Jordens Lande og bragt til at adlyde
Menneskers Vilje.
Han siger, at den vil være istand til
at drive ethvert Hjul, som ruller, gjøre
Natten lys over hele Verden og ud
brede Varme til alle.
Det vil sige, at den fattigste Arbei
der kan have i sit Hjem den samme be
hagelige Varme og samme straalende
Lys, som illuminerer Millionærens
Hus; thi det vil ikke koste ham 5 Øre
om Dagen.
Man har udregnet, at Verdens For
raad af Kul vil være udtømt om 590
Aar. Tesla siger, at Kul for Fremti
den ikke vil spille en saa vigtig Rolle
som Træ nu gjør.
Solen skal gjøre det store Arbeide.
Opfindelsen staar endnu paa Eks
perimentets Standpunkt, men Tesla
erklærer, at der er ingen Mulighed for,
at den kan slaa feil. Hans Methode
er at producere Damp af Solstraaler
ne. Dampen driver en Maskine, der
atter frembringer Elektricitet.
Det første Apparat, som blev lavet
for ca. to Aar siden, havde ikke mere
Kraft end en Newsfoundlandshund.
Det var en stor og klodset Maskine
og umulig for praktiske Forsøg; men
den viste Principets Sandhed.
Nu har han gjort sin Opfindelse
mere fuldkommen og næsten fuldendt
en ny Maskine paa 24 Hestekræfter.
Tesla siger, at Apparatet er saa sim
pelt, at den tarveligste Mekaniker tan
forstaa det, men at han endnu ikke har
vovet at aabenbare alle Detaljer, for at
ikke Efterlignere skal ødellgge hans
Ide. e
Hans Plan er at bygge en umaade
lig Bygning paa Long Island udenfor
New York.
I Midten af et stort Værelse med
Glastag vil Tesla anbringe en Kjæm
pecylinder af tykt Glas. Denne skal
hvile paa et Lag af Asbest og støttes af
en Stensøile.
Cylinderen vil bli anbragt i en Cir
kel, som omgives af Speile, der hviler
paa et Lag af Asbest. Disse Speile
vil lede Solstraalerne paa Glascylin
deren, som er fyldt med et slydende
Stof. Dets kemiske Sammensætning
er Teslas Hemmelighed og det eneste
komplicerede ved Opfindelsen.
Medens Solen skinner, vil Vædsken,
der let optager Varme, koge og udvikle
svære Mængder af Vanddampe, der
overføres til en almindelig Dampma
skine og derfra til en elektrisf Dynamo.
Dette er en meget kort og naturlig
vis ufuldkommen Beskrivelse af Tes
las epokegjørende Opfindelse, som vil
sætte op og ned paa mange Forhold,
hvis den holder, hvad den lover.
Teslas berømte Navn skulde være en
Garanti.
Amerikansk Sælsangst.
Tidligere Sælfanger «Haardraade,»
der er indkjøbt til Amerika for Hval
fangst nordenom Asien, afgik forleden
Lørdag fra Sandefjord. Skuden he
der nu »vBowhead,» og det er Hensigten
udelukkende at søge den Hvalart, hvor
efter Skibet har taget sit Navn.
»Bowhead» skal gaa gjennem Gi
braltar og Suez. Dens sidste Kulsta
tion blir Yokohama. Mr. Coot fra
Boston, der er Skibets Eier, Fører og
Rheder, antaaer, at man vil være ved
Fanastfeltet sidst i Mai. Fangsten tan
da drives til ud i Midten af November.
(Gaar det heldigt, afgaar Skibet der
fra til San Francisco. Slaar Fang
sten feil, returneres til Mokohama.
Mr. Cooks Hustru og Datter deltager.
Besætningen bestaar as 20 Nordmænd,
9 Amerikanere samt endel af andre
Nationaliteter.
aa «» «
e et rene:
C. Berg Oxnas, Syre, Minn. 22b10
State of
neste.
En paagaaende, vigtig Reporter
havde netop øvet alle sine Kunster for
at pumpe Nyheden ud af Byens leden
de Bantør. Saa tog Pengemanden
Ordet og «did the talking,» skriver
»Detroit Free Press.»
»Du ved kanske ikke, at jeg engang
var «Bladskriver?» spurte han, og den
gamle Pengemand rødmet som en
Skolepige. «Men jeg var nu det, og
jeg tænkte, jeg skulde gaa sporenstregs
lige til Fronten. Jeg havde mer end
nok af Nerver, og Folk flest tror, det er
det fornemste for en heldig Bladskriver.
Det er et Mistag. Jeg mente, jeg
vidste mer end alle de andre. Det var
et andet Mistag. Naar jeg henvendte
mig til en Person for at pumpe Nyhe
der ud af ham, og jeg fik høre Nyheder
og Meninger, jeg ikke likte, begyndte
jeg at argumentere med ham det he
deste, jeg kunde. Det var det værste
Mistag af alle. Det var min Overbe
visnina, at jeg var en omfram dygtig
Reporter, og at jeg som en speciel klar
og grei Bladskriver la' Kortene saa at
si aabne paa Bordet for Læseren. Alle
andre Avisskrivere var efter min For
mening kun nogen Stakarer af Væl
ten. Atter og atter lod jeg Udgiverne
vide, at det var i deres egen Interesse,
om de fordoblet min Løn, og det be
drøvet mig høiligen, at de ikke var enig
med mig i det Stykke. Naar jeg blev
sendt afsted efter Nyheder eller Under
retning om et og andet, optraadte jeg
overlegent og var især rigtig pompøs,
da jeg for første og sidste Gang fik den
Ære at optræde som Bladets høitbe
troede Mand og Referent ved en Na
tionalkonvention. Den første Session
var knapt forbi, da der kom Telegram
fra min Far i Østen, at han var farlig
syng og ønsket at se mig snarest muligt.
Nærmest mig ved Reporternes Bord
sad en liden, nervøs Kamerat, som al
drig havde noget at si. Han paatog
sig mit Arbeide og lovede at sende mit
Blad et Duplikat af sine egne Opteg
nelser, samt et og andet af lokalt Nyt.
Jeg ajorde mig al mulig Flid med at
lade ham forstao, hvilket Tab det vilde
bli for mit Blad, at jeg ikke selv kunde
faa sendt det et udmerket Referat.
Da jeg en Tid senere kom op paa
Kontoret til Udgiverne for at forklare
Tingen, blev jeg modtagen med slig
Venlighed og Begeistring som aldrig
før. Rapporten fra Konventionen
havde været rigtig en ægte Perle. De
havde aldrig drømt om, at jeg havde
det i mig, og forhøiet min Løn, inden
jeg fik sagttet eneste Ord.
Men da tog jeg Afsked paa Flækken.»
Br.
Den velkjendte engelske Almanak,
som gaar under Navnet »Old Moo
re's,» har ogsaa for 1598 en Asdeling,
som kaldes »det profetiske Die,» og som
hovedsagelig bestaar i Forudsigelser
om skjæbnesvangre Ulykker.
Om blot Halvdelen af de Ting, som
der skrives paa næste Aars Konto, bli
ver Virkelighed, saa faar de Aviser,
der gjør i Reportage, opleve sin Glans
periode.
»Sørgelige Ulytker og Bekymrin
ger,» heder det i denne Profeti, »skal
omhylle Folkene som en Kjortel. Kro
ner skal falde og i nogle Tilfælde Ho
veder med dem.»
I Mai skal to Stormagter komme i
Kollision, og ved Sommertid vil en
blodig Strid opstaa mellem forskjellige
Racer i de Forenede Stater.
August er specielt farlig: »da skal
Atmosfæren være mættet med Storm,
og da gjør man bedst i at bestikke sit
Hus.»
Blandt andre sørgelige Tildragel
ser, som skal indtræffe, er et blodigt
Opløb i London og Czarens pludselige
Død.
Menalt stilles i Skyggen af Novem
ber Maaneds Hændelser. Da stal der
aabnes Forbindelse med Planeten
Mars. Derpaa kommer Nordpolens
Opdagelse; og Forudsigelsen om en
stor Dampskibsulykke paa Themsen
formaar efter dette kun at vække liden
Interesse.
- i
Naar man holder PRusten.
Gaar man sved og varm fra et op
hedt Rum og ud i Kulden, skal det
bære et godt Raad at holde Pusten,
saalænge man kan, efterat man er kom
men ud. Man drar altsaa til sig Pu
sten godt med det samme, man gaar ud
af Døren, saa man har Lungerne vel
fyldte med Luft.
Den samme Raadgiver paastaar og
| saa, at Bier og Hveps ikke kan stitte en,
som holder Pusten. Hemmeligheden
skal ligge deri, at en, som holder Pu
sten, derved faar de Millioner Porer i
Huden til at lukke sig. Det tør være
noget i det, og det skader jo ikke at prøve
Raadet mod Kulden. Ligeoverfor
Hveps og Bier tør det være sitrest at
prøve sig frem.
–––
Agenter onskes lav
Äconn Verden
' 7100 Tider. 100 Illustrationer.
Nor'k, jvensk oa engel i Udgave
NO ny
i Deri kreeudnne.
de rn o nintonaco. «hicago, i. |
ørste Udaivere af standinaviske Bøget i Umerika
san tog Afsked.
«Det prosetiske Oic.
. 24de Aargang,
Ten nye, elegante, høiarmede Iumastiy
tt ))
vJVHusvennen.
e. -f–- –
«Deccrah Posten» og «Ved Aarnen» et os;
Aar, og as «askine (Ben Wood over M
Avonnenter, hvis Zubskription endnu ilke er udløoden tan er
Maskinen saameget billigere som Bladeits Pris; ti 2
e e. ––
»Hu vennen», som sindes ajbildet her, er en moderne dø
armet Maskine efter noget lignende Model som –Nes Hane»
Symaskinen, med Tilegnelje as alle dennes gode, og Udelutteief
alle dens daarlige Egenskaber. Der er til Maskinens gode Egn
skaber øret mange nye JFoibedringer, som nødvendigvis maa qj
den til en Maskine af sørste Klasse.
En as de største Fordelc, som er taget efter –«New Homo'
Majkinen er den, at den giver et Positive Feed, idet der itte de
1øves nogen Fjær eller Spring for at faa Maskinen ti! at ardede
En anden heldig Forbedring, som snart vil blive paa'tjønnet e
Enhver, som benytter Symaskinen, er a keed. der er saaledes to
strueret, at den kan hæves og sænkes ved en simpel Indretnm,
uden at komme i Berørelse med the leed dog. Den gamle Maade
m ,)
fastholdt the keed dog til the teed bar, har altid medjørt Pant.
agheder, thi dersom det ikke blev foretaget med Nøiagtighed, vilde
the feed dog enten ramme For. eller Bagsiden af Naal–p aden
eller ogsaa vilde thø feed blive nujævn.
Maskinen arbe der let og næsten lydløst. Naalebirrene
rund, men )iegulator-Leiet (adjustable bearings) palkt t med t
! vilket giver mete end almindelig Slidbarhed, og hvorded Naa
varren bliver istand til i længere Tid at aibeide uven Olie uden
at slides. Naar Skytilen gaar forbi Naalen og gjennem Løttm
er Overttaaden slap hvilket gjør, at den aidrig kan brækkes.
sinen træder sig selv baade øvre og nedre Traad, og aurde de
automatisk, uden Hensyn ti let eller svær: Arbeide.
»Dusvennen» bruger dobbelt Traad og laver lock an.
Den øvie Traad føres lige sra Spolen, uden at tredes gjennemtt
eller sl-re Huller, sør den naar Naaløiet. lSkytlen iræder jg
den kan trædes i Mørke og er let at forstaa. Naalen et seltsetm
og kan altjaa ikke sættes jeilagtig.
Ved hvert Sting trækkes begge Traade fast sammen og lu!!s
i Midten af Tøiet, og Stingene gjøres derved fuldendt, sat og
fuldstændig ens paa begge Sider af Tøiet. Maskinen er sort
med løst Haandhjul, hvorved man ved Hjælp af en Tomme tru
Saaledes ser Maskinen ud.
kan standse Maskineriet, medens Epolen fyldes. Den har en tøi
Arm, som Tegmingen viser, hvilket giver god Plads jor TøÑ
vaandtering, uden at give den et klumset Udseende. Den har ter
næst en automatisk øepole-Vinder (bobhin winder), der er m
'kker og paalidelig i sin Virken, at en daarlig vundet Epoled
være en Umulighed.
»Husvennen» ser godt ud, og er elegant saavel med Hensyn ti
Træarbeidet jom til Maskindele. Maskinens Fodjtykke er net, let
randterligt og i Beiddelse as enhver kjendt Forbedrmg paa dette
O i aade. Tet anvendte Træ er af bedste Beskassenhed og smu!t
otrarbeidet. Lakeringen og Udsmykningen er første Riangs. 2dy
lynlet og alle de blanke Dele af Maskinen er smukt poleretognt
p etteret, hvorved de faar et net og smagfuldt Udseende Ti
materialet er enten Black Walnut eller antigne Oak, efter Ost,
med French Walnut Panels og rigt forsynet med e
lrimmings. Vordene er lavede af veltørret Træ, sammenjat
7 forskjellige Lag, hvorved man har opnaaet større Styrke og
lintret at Træet kan slaa sig. Maskinens Fodstykke er jorjynet med
plated castors. Hærdede Staaltappe holder Drivhju et og to
treadle plate, hvilket gjør, at Maskinen arbe der meget lettere end
«llers er Tilfældet. Den har allerseneste og bedste at mønts
for almunclig og (fkancy Søm. En udsørlig Justiuttntt
trykt i det norske eller engelske Sprog, medsølger hver Majkn.
– –- eet dd.
Læg Mærke til nedenstaaende Priser:
Maskine Ro 3. lo Endeskusfe en liden –tkusfe Bent Wood (ovet sig!
Mastine No. 4- To Tusser paa bver Ende, en liden Skusfte. 2:0;
Maskine Note Skuffer paa hver Ende, en liden Stuse. – s?k!1
ene
No.4 Drop Head, to Elusfer paa hver Ende og en vid itu
Denne Maskine er jaaleded konstrueret, at Masktnhovedet sænkes ne
Cxtenstonbordet, de e: æstet til Enden, lægges over og man
sutdst ardig; net o1 pent Bord. Det inger ikke mere Tid at lukke §s23. hl
heune Maskine end en med almindeligt vaag. Pris.......
–»I disse Priser er indbetattet han.
Decorah Posten og Ved Arnen for et Aar ja Præmitbos
Majkinen kan erholdes i black walnut eller Eget æ,ngøt
r t, ned Navnet »«Husvennen» maleti vakte (huldbogitar paa
er as Laoget og paa Armen. Paa hver Ende af Maskinen s.,
er enløs Piade, hvo paa staar paconan rosrun inette Guidbogstas 4
«»Husvenne er i alle Deie en jøcjte Klasjes Vtastine
Nw Home M ist nen, om den kan biwe, og gaar jaa let, og»
lydiøst, jom nogen Iymaskine i Markedet. Thud:
»HØn vennen» jaranteres for 5 Aar, og vi vil gjøre følgende Tab:
Hvio i keFuøvennen i alle Dele er saaledes, som et avrrjuidi
saa tan Maskinen sende tilbage, og jeg vil uvagebetaie »
Beløv oa Fraaten begae Vei end
I Tersom De trænger en Maskine nu eller i den nærmelte Fremtid saa, jo»
krigIplrttionsdog. indeholdende 11 Afbildninger over M |
B. Anundsen, becorah, lovl. |