Decorah-posten. [volume], September 08, 1899, Image 4

About Decorah-posten. [volume] (Decorah, Iowa) 1874-1903

Image provided by: State Historical Society of Iowa

                
okomotivføreren.
ad eg forstaar Dem ikke, Appleton!»
sagde Tr alvorligt til den
Mand, der med nedslagne Øine stod
oran am i hans Arbeidsværelse.
Harn in ikke altid behandlet Dem
en
Mega godt, o. Ttafitdirettr»,
svarede den Tiltalte, en Lokemetirserer
fra en af de store amerikanste Jerndane
lUnmier, med en dyb, velklingende Stemme.
Det var en kraftig bygget, bredskul
dret Mand med tæt, mørtt Haar, yppigt
Stjæg og klare, mørtegraa Øine. Sin
venstre Arm dar han i Bind.
. VDOg dog.» fortsatte Trafikdirektøren
strængt, «glemmer De saa hurtigt, at
De for en tort Tid siden dar erholdt en
alvorlig Tilrettevisning for en lignende
Overtrædelse af vore Bestemmelser, at
DOe er bleven degraderet til at føre Gods
tog istedetfor Persontog, og at man stil
lede Dem Asfsættelse i Udsigt, hvis For
«salkn gjae -
Den Tiltalte sænkede Hovedet endnu
dybere. |
«Hvorledes skal det gaa, hvis vi ikke
mere kan stole paa vore ældste og mest
prøvede Folk?»
Lokomotidføreren taug fremdeles.
«De ved, at det er strengt forbudt at
medtage Reisende paa Lokomokivet. Og
nu denne gjentagne Overtrædelse af et
saa strængt Forbud. Det ser sandelig
ud som ren Trods, det kan De ikke
I |
»De har Ret, Hr. Trafsikdirektør,»
sagde Appleton uden at se op.
*De forstaar altsaa, at De har for
tjent at blive afskediget?» |
«Ja!» |
»Har De hadt nogen særlig Grund til
at overtræde Forbudet ?»
*»Ja, Herre, jeg havde en Grund, men
det er ingen Undskyldning. Jeg anhol
der om min Afsked.»
»Var Passageren en Slægtning af
Dem?» |
»Nei, han var aldeles fremmed for
mig.»
»En Landstryger?»
«Jea fik det Indtryk.»
»Han havde jo gjort Forsøg paa at
komme med Toget, staaende paa Stig
brettet af en Vogn?»
»Ja, Hr. Trasikdirektør!»
Og De tog ham derpaa op paa Loko
motivet og lod ham blive med?»
*»Ja!»
»Og han var den egentlige Aarsag ti.
Ulnytken, hvorved Toget ødelagdes og De
res Arm beskadigedes?»
»Jeg tror det.»
Trafikdirektøren betragtede ham med
sine rolige starpe Oine.
»Appleton,» sagde han efter et Øie
bliks Taushed, «De har ikke gjort dette
af Pengehensyn; thi han eiede intet, og
De er en ærlig Mand. Deres Handle
maade er mig saa uforstaaelig, at jeg
fordrer en aaben, fuldstændig Forkl1-
ring af Dem – ikke fordi jeg ønsker at
blive tilbøielig til at lade Dem beholde
Deres Plads, men fordi jeg vil vide, om
der ligger nogen Hemmelighed skjult bag
delte, om vi ikte længere kan stole paa
vore andre, hidtil pligttro Ardeidere. V;l
De give mig denne Forklaring? Sæt
Dem, fortæl aabent, hvorledes alt hæn
ger sammen. Hvad De fortæller bliver
mellem os to,» tilføiede han i en venlig
Tone.
Lokomotivføreren strøg Haanden over
Panden, tog Plads paa den tilbudte
Stol og begyndte i afbrudte Sætninger:
»– Da han kom hen til Maskinen og
bad mig om Tilladelse til at blive med,
var der noget i hans Øine, der gik mig
til Hjertet. Jeg har seet mange mange
Landstrygere, mangt et haardt, fortviv
let Ansigt men denne Mand var ikke af
den Sort; hans Ansigt havde kun et
Udtryk af den største, dybeste Sjæle
angst. Og –Te vil le af mig og ikke
tro mig, Hr. Trafikdirektor – han saa
paa mig med Øine, der mindede mig saa
stærkt om mit Barns... Jeg var i Be
siddelse af min fulde Forstand; men jeg
saa mit Barns Øine, da jea saa ind i
Jeg kjendte de strenge Bestemmelser.
Hvis jeg tog ham med og siden blev af
skediget, hvad skulde der da blive af min
Hustru og mit lille Barn? Jeg e
ltlle se ham i Ansigtet og afslaa hans
Bøn, men jeg dendte Hovedet bort »
sagde, at det stred mod Reglementet.
Hsegnet strømmede ned, og Natten var
bælgmørt. Han tiggede og bad. Han
sagde, at han ikte var nogen Landstryger.
Uyherldet havde forfulgt ham; han havde
lle en Dre tilt «ge, og nu havde han
saaet Brev hjemmefra, at hans lille Pige
D hans eneste Barn – laa for Døden.
maatie se hende endnu en Gang.
var 3 Aar gammel – og han
» E: om jeg ikke selv havde et lidet
Harn hjemme. Jea svarede ikke. Men
ter et lidet Barn hjemme, Herre, et
B med gule Lokker og deilige blaa
Øine. Da han talte om sit Barn, ssj
et, som om jeg følte min egen lille Pi
s om min Hals.»
Den stærte Vinde Stemme stjæloe
de. Efter et Øietlits Taushed fortsatte
s. sagde Manden endnu en Gang
at jeg ikke kunde tage ham med, og han
g tilbage i Regnet og Mørket. Jeg
. rte videre; men i Hjulenes Tik– tak
og i Maskinens Stønnen syntes jeg at
høre Landstrygerens bønfaldende Stem
me... Jeg saa i Mørket foran mig hans
bedende Øine, mit Barns Øine. Og saa
kunde jeg ikke beherske migølængere. Jeg
sagde til FFyrbøderen, at jeg havde glemt
noget vigtigt ved Stationen, og gik lang
bs tilbage.
Jeg iprang af. Paa Platformen
fandt jeg i Regn og Mørke Manden græ
dende som et lidet Barn. Jeg tog ham
bed Armen, førte ham hen til Lokomoti
det, og gav ham en god Plads og delte
min Aftensmad med ham. Han gik ikke
i Veien for os, men hjalp os, naar han
kunde, og var taknemmelig som en tro
Hund.
Regnet vedbled at strømme ned med
samme Heftighed, og jeg bar ængstelig
for, at der dar opstaaet Skybrud borte
ved Fjeldet. De ved, hvad det betyder,
Hr. Trasikdirektør. Jeg havde tabt Tid,
da jeg vendte tilbage for Mandens
Skyld, og denne Tid maatte indhentes.
Jeg ved, hvad De tænker, Herre – De
vil sige, at havde jeg ikke sløifet bort Ti
den og siden reiste med fordoblet Hurtig
hed, dilde Ulykken ikke været hændt. De
har maaske ret; det er ikke godt at vide.
Manden sagde, at hans Hjem laa ved
den Station, der var den næste efter min
Endestation; jeg gav ham Penge, forat
han kunde benytte næste Passagertog.
havde endnu en lang Strækning til
bage af det øde, vidtstrakte Landskab,
vi for igjennem. Banen var god, og jeg
kjendte nøie de faa farlige Steder. Det
regnede uophørligt – noget aldeles
usædvanligt i denne Egn, og det gjorde
mig urolig, da jeg saa, hvorledes Vandet
samledes i store Damme ved Siden af
Sktinnerne. Var jeg blot kommen vel
forbi Fjeldet var Faren over. Min
Endestationen laa paa Ostsiden af Fjel
det; jeg tænkte ikke paa, at der kunte
bære nogen Fare der – jeg frngtede kun
sor den vestre Side. |
dToget vedblev uden Rast og Ro at ar
beide sig frem i den mørke Nat. Nu og
da glimtede et skarpt Lym. der næsten
blændede os. Jeg anede nu, at der sor--
gik noget forfærdeligt ved Fjeldet, men
jeg frygtede blot to Ting: at Passager
toget bag mig skulde gaa af Sporet... og
i at min Passager ikke skulde naa frem
til sit Barn i rette Tid...»
Lokomotivføreren gjorde atter et Op
vi; kun med Møie kunde han fort
sætte.
| «Vi tom lykkelig og vel frem til Fjel
det. Maskinen stønnede og arbeidede,
men mit Tog var langt og tungt lastet,
Sktinnerne var slibrige og Sanden under
dem var bleven løs og usikker af Ren
|mænd.n. Vi tabte atter megen Tid,
og jeg tænkte nu med Angst paa det Pas
fagertog. der kom efter mig. Efter min
Beregning kunde det ikke være langt
borte. |
Endelig var vi oppe, og jeg aandede
atter lettere; thi jeg ansaa nu Faren
overstaaet. Jeg var meget forsinket og
tjørte derfor nedover Fjeldet saa hurtigt
som muligl. Ved en Kurve kunde jeg
allerede se Lyset fra Stationen nede ded
Fjeldet. Jeg anstrængte mine Øine for
at opdage det Hus, hvor min Hustru og
mit Barn ventede mig; den Aften, jeg
skulde komme, maatte aldrig den Lille
gaa tilsengs i sædvanlig Tid.
Reanet var nu ophørt, og Luften bleo
tarere og renere. Maanen traadte frem
bag Skyerne og skinnede klart. Jeg følte
mig saa glad og taknemmelig.
Jeg havde Ordre til at standse ved et
m og hente en Vogn; jeg vidstſt,
at jeg neppe havde Tid til det. Da jeg
holdt ved Magazinet, saa jeg til min
Forundring at min Hustru stod der med
vort Barn paa Armen og ventede paa
i – jeg havde jo dæret borte dobbelt
saa længe som sædvanligt; thi jeg havde
ogsaa gjort en Tur til Kalifornien. Jeg
vidste, at jeg ikke maatte tage dem med;
men de havde ikke en Anelse om, at det
var forbudt – et Øitblik, og jeg havde
dem hos mig. Jeg havde ikke Hjerte til
at lade dem gaa alene hjem. Herre, det
varme, længselsfulde Blik, som Land
strygeren kastede paa mit Barn, da det
slog sine smaa Arme om min Hals og
kyssede mig, gik mig dybt til Hjerte.
Bag mig kunde jeg allerede som svage,
smaa Punkter se Lyset fra Passagerto
gets røde Lygter. Med rasende Fart for
jeg fremover for at gjøre Banen klar.
O, Hr. Trafsfikdirektør, intet fornuftigt
Menneske havde ventet, hvad der nu ind
traf...
Havde ikke Hjulenes Klapren og Lar
men fra Maskinen fyldt mit Øre, vilde
jeg havt Rede paa, hvad der kom; men
jeg anede det ikke, kunde ikke se det.
I Mørket foran mig hævede sig plud
selig en Mur af brusende skummende
Vand belyst af Skinnet fra Toget. Paa
den østre Side af Fjeldet havde Sky
bruddet fundet Sted; nu kom Vando
masserne og styrtede sig nedover Ba
nen!..
Saa hurtig som Menneskearme og
Menneskeforstand formaar at arbeide,
bremsede jeg og slap Dampen ud; men
intet Menneske i Verden havde kunnet
faa Togt til at standse hurtigt not. Jeg
vendte mig om for at gribe mit lille
Barn; men inden jeg havde faaet det i
mine Arme, hørtes et frygteligt Braa.
Vandet skummede over Banen med en
sotfærdelig Kraft. Maskinen skjælvede
og vaklede, saa ludede den sig til Sidn
og derpaa faldt den med et frygteligt
Drøn. Jeg følte, hvorledes min Arm
fastklemtes som i en Skruestikke, medens
mit lille Barn førtes bort lige for mine
Øine. Det strakte sine smaa Arme ud
mod mig og raabte angst: »Papa,
Papa!»
Uokomotidsøreren holdt atter inde.
Hans Stemme var hæs og hans Øine
havde faaet en eiendommelig Glands.
. »Paa Grund af min Stilling behø
dede jeg ikke at frygte for at drukne,»
fortsatte han. «Jeg saa, at min Hustru
kjæmpede mod den brusende Vandmasse.
Jeg frygtede for, at hendes Kræfter
stulde svigte hende, og jeg haabede blot,
at hun ikke havde seet, hvorledes vort
Barn rykkedes bort, og hvorledes det ud
strakte sine Arme efter Hjælp. Fyrbø
deren og Landstrygeren kunde jeg ikke se.
De kjender Ulykkens Størrelse, Hr.
Trafikdirktgr – at Vognene væltede
over hverandre eller rykkedes bort. Det
ved ogsaa, at en af Togpersonalet slap
lykkeligt bort og sprang Passagertoget
imøde med et rødt Flag for at standse
det, og at det ogsaa, Gud ske Lov, lykke
des ham.
Saasnart den værste Vandslom var
over, kom der en Mængde Mennester til
men
Fangenskab. Jeg husker imidlertid ikke
meget heraf; thi da jeg saa mit Barn
med udstrakte Arme drive forbi mig og
saa, at min Hustru trængte Hjælp, uden
at jeg kunde bringe den – da var det,
som om jeg havde tabt Forstanden. Man
har sagt mig, at jeg rykkede og sled i min
Arm for at komme løs – at jeg raabte
mit Barns og min Hustrus Navn som
en Afsindig. Jeg har blot Erindringen
af, at der tildrog sig noget saa frygteligt,
at det ikke kan udtrykkes med Ord...
Da man endelig fik befriet mig, vilde
jeg – saa har man fortalt mig – styrte
fra dem, men de overmandede mig og
førte mig og min Hustru paa tør Mark.
Mit Hoved blev klarere, da jeg saa, at
min Hustru befandt sig i Sikkerhed og
blot var let saaret. Men da man ikke
kunde besvare mine Spørgsmaal om mit
Barn, styrtede jeg, trods al Modstand,
bort for at søge efter det.
Jeg stødte snart paa et Mennestele
geme. I Maaneskinnet gjenkjendte jeg
Fyrbøderen, der var bleven ført derhen
af Vandmasserne; han syntes at være
levende. Og noget længere borte saa jeg
endnu en mørk Gjenstand... |
Det var en Mand. Med sin ene
Haand holdt han fast en liden Bylt, den
anden Haand havde grebet et krampag
tigt Tag om en Busk.
Jeg styrtede frem; mit Hjerte ban
kede heftigt. Med min friste Haand trat
jeg ham ud af Vandet, op paa tør Mark.
Fra et Saar i Hovedet strømmede Blo
det ud, og hans Ansigt var blegt som
Døden. Bylten var mit Barn, Hr.
Trafikdirektor... Pigen ledede og var
ved fuld Bevidsthed; hun laade træt sin
lille Arm om min Hals og hviskedeerÚt
»Jeg vidste, at Papa vilde komme
snart; han koldt mig saa høit over
Vandet.»
Da angrede jeg ikke, at jeg mod Regle
mentet havde taget Landstrygeren op paa
Lokomotivet. Samme Nat døde han af
de Saar han havde paadraget sig – og
det sparede ham megen Smerte, thi hans
Barn sov allerede sin sidste Søvn, efter
hvad jeg senere fik vide.»
Uokomotivføreren taug. Den stræn
ge Trafikdirektør havd: vendt Hovedet
bort.
»De kan atter begynde at arbeide,
naar Deres Arm bliver bra,» sagde han
tilsidst med en Stemme, der skjælvede af
Bevægelse.
Til de talrige Nervelidelser,
som navnlig det smukke Kjøn er plaget
af, er nu kommet en ny. En meget be
søgt Kvindelæge i London fortæller der
om følgende:
For en Tid siden lagde jeg Mærte til,
at flere af mine mangeaarige Patientin
der havde lagt sig til en eiendommelig
Maade at tale paa. De begyndte en
Sætning, men endte den i sjeldneste
Fald. Paa Spørgsmaal erklærede en
meget nervøs ung Frue, at det var hende
umuligt, selv med sin bedste Vilje at
koncentrere sine Tanker og fortælle no
get i Sammenhæng. Hun havde knapt
begyndt paa et Thema, da alle Traade
syntes hende undslupne og trods al An
strengelse ikte lod sig gjenfinde. Ligedan
gik det hende i hendes Husholdningssa
ger. Hun begyndte med et eller andet,
men naar nogle Minuter var gaat, vidste
hun ikke, hvad det var, hun havde villet.
Jeg fandt imidlertid snart ud, hvad der
var den sandsynlige Aarsag til denne
nye Form for Nervøsitet. Alle de I
mer, hos hvem jeg konstaterede den, var
ivrige Dyrkere af de saakaldte »«Five
o'Clok Tea»-Sammenkomster, »Te
Klokken 5» Besøg. Hvorledes det gaar
til med disse lader sig vanskelig beskrive.
Ingen af de tilstedeværende er istand til
at dedligeholde en paabegyndt Samtale
eller føre tilende en Sætning af middels
Længde. Halvspiste Kager ligger igjen;
ingen ved, hvem som først drak eller
spiste. Uafladelig ster Indryk og Udryk
af Besogende, Hilsener, Presru!iene
Afstedstagning, saa det er umuligt, at
nogen Samtale kan holdes igang. Der
fra skriver sig den eiendommelige Form
af Nervøsitet hos de unge Fruer, at de
ilke tan sige en Sætning tilende. |
Deeorah.-Nostem.– Den Rde September 1800
Tjenestepigespørsmaalet.
–- –-
Husømødrene er urimelige.
s –t n
Jeg kom til at kaste mine Øine bort
i Kvindespalterne i et Storblad og tras
uforvarende paa en Artikel om Tjeneste
pige-Spørsmaalet, der i senere Tid er
distuteret saa meget. De fleste as os
har naturligvis læst en hel Del Indlæg
men
som var mer til Punktet og bar frem
mer gedigne Tanker, end slige Artikler
pleier gjøre. Om der end kan være Over
drivelser, vil jeg dog gjengi Artiklens
Hovedindhold til Eftertanke for Kvin
derne især.
Man spør saa ofte om Grunden til,
at saa mange af vore intelligente Piger
søger Plads paa Kontorer, i Butiker og
Fabriker og nøier sig medSulteløn men
saa mange hyggelige Hjem trænger Tje
nestepiger og betaler ganske god Løn.
Fordi man forlanger mer af Tjeneste
pigerne, end de fleste amerikanste Pigers
Kræfter kan udholde.
De fleste Familier ien større By
har ingen større Formue og ofte ganste
| middelmaadige Indtægter. De har
saaledes ikke Raad til at holde mer end
en Tjenestepige. I rige Hjem og i
Smaabyerne har Tjenestepigerne det
som Regel bedst. I Storbyernes min
dre velstaaende Hjem maa Husmoderen
ofte være sin egen Tjenestepige, og naar
en saadan leier Pige, tror mange, det vil
bli en »let Plads.» Som Regel er det
modsatte Tilfældet. Meget Arbeide,
som forsømtes eller blev gaat over saa
let som muligt, maa Pigen gjøre grun
digt. Vasken, som kanske blev bortleiet,
maa hun ogsaa gjøre. Hun blir kort ca
godt Kok, Vaskekjærring, Opvartning
pige, Kammerpige, Barnepige og meget
andet. Det er den Ting, at Husmøodre,
som ikke har Raad til at leie mer end
en Pige, ofte vil ha det ligesaa brilliant
i Huset som rige Familier med en tel
Flok Tjenestepiger. Sligt er baade
dumt og urimeligt. Selv de sterke tyste,
irske og standinaviske Piger kommer ofte
tilkort paa en slig Plads, og oplyste,
intelligente amerikanste Piger kan itte
forsone sig med en slig Plads. Saa
jamrer, sladrer og klager Husmødrene
over uforskammede, udngtige, upaalide
lige Tjenestepiger og diskuterer Tjeneste
pige-Spørsmaalet i det vide og brede
'– uden Resultat.
' Arbeidstiden for en Pige »bagom
Disken» begynder almindelig Kl. 8
Morgen og ender Kl. 6G Aften, mens
Tjenestepigen ofte maa arbeide fra Kl.
3 eller 6 Morgen og til Kl. 8 9 eller 10
Afsten, ofte længer ogsaa og uden Hvile
stunder. Vastedagen maa hun ofte op
strar efetr Midnat. J den kolde Uin
tertid er Vasken i en Familie værre end
det værste Slavearbeide, og mangen en
Pige har ofret sin Helse paa det Arbeide.
Om en Tjenestepige iblandt kan bli fær
dig med sit Dagsarbeide i nogenlunde
rimelig Tid, negter mange Huømødre
hende at gaa ud, og aldrig maa hun
gaa ud uden Tilladelse. Tjenestepigen
er simpelthen berøvet sin Frihed. Na
turligvis er det ikte saa galt i alle Hjem,
men dog i altfor mange. Stjønt Tje
nestepigerne tan ha noksaa bra Løn,
gaar de altfor ofte daarligt klædte. De
faar ikke Tid til at holde sine Klæder
iorden eller efterse dem, som en Kvinde
altid maa gjøre, om hun skal kunne være
ordentlig klædt. Hellerikke har hun Tid
til at kjøbe og faa gjort sig Klæder paa
heldigste Maade, men maa altfor ofte
ta det, som det falder sig. Pengene gaar
men hun faar ikke fuld Valuta for dem.
| En anden Grund til, at intelligente
Piger har imod at tjene i en Familie,
er den, at de ofte blir behandlet, som
hørte de til en lavere Kaste i Menneske
e Mangen Husmor synes ligesom
i ville vise sin Stolthed ved at hundse
og trampe paa Tjenestepigen. Ofte ag
tes de ikke værdige til at spise sammen
med Familien, men maa spise for sig
selv ude i Kjøkkenet af, hvad der blir til
overs, naar Familien har spist. Og
naar de trætte af Dagens Stræv ende
lig faar gaa til Hvile, maa de ofte ty til
et mørkt, koldt afsides Aflukte cppe ien
eller anden Krog af Huset eller ogsaa
nede i Kjelderetagen. Det er ikke hygge
ligt eller opmuntrende for en intelligent
Pige, naar hun er færdig med Dagsar
beidet, at sidde ensom i Kjøkkenet eller
paa sit Værelse som et lavere Væsen og
ofte høre munter Latter og Musiktoner
fra det lyse, hyggelige Værelse, hvor Fa-
anmrnona uerrrvr i i
e t nyt Strøg af Maliug og Forandring af
m Farve vil give Deres Hus et nyt og
rannteroct . .
ja smukt Udseende. Hvis De vil sælge det, forøges
an Værdien af Deres Eiendom, eller det vil sætte
e Dem istand til at bortleie det snarere, til bedre
Rov van.
as Leiere og for mere Penge. Det er derfor en
vmon god Spekulation, hvis Huset bliver ordentlig
anruan - malet. For at faa det malet ordentlig, lad det
om overstryges med rent Blyhvidt og ren Linolje af
e: en dygtig praktisk Maler.
da | Fril. raae er
tarrm Chvelaad. agivende værdifulde Opiyøninger samt Kort visende Prøver as (fsar-
Balom, Mam. ver frit; endvidere en «sFolder» med Billeder af Huse malede paa forikjellige
corntu. Natalo. Maader eder orskjelige Sammenjtillinger af Farver jendes paa Førtangende
menroonr to. til dem. som agter at male.
Nationa! Lead C.., 100 IMilliam St, New VYVork.
milien tilbringer Aftenen. En taktfuld,
tænkende Husmoder burde kunne vinde
sin Tjenestepiges Agtelse og Æfrbødig
hed uden at ydmyge hende og saare hen
des Æresfølelse. Men mange Husmø
dre synes mene, at det vilde være at for
nedre sig selv at behandle sin Tjeneste
pige med samme Agtelse, som de kræver
af hende. Slige Huømødre kan ha godt
af at faa høre, at den Agtelse og Stor
hed, man rinder ved at fornedre og rin
geagte et Medmenneske, blir dem til
Skam. Ingen blir stor ved at ville
gjøre andre smaa.
Det er ofte sagt, at der findes ikke
nogen Stilling, i hvilken en Piges Ka
rakter, Moral og gode Navn og Rygte er
saa vel dærnet om som i en privat Fa
milie. Den Paastand høres rimelig ud,
men er desværre ikke saa holdbar, som
mange tror. En Tjenestepige blir sør
aelig ofte uden mindste Grund og uden
Fnug af Bevis mistænkt sor alt muligt.
Og Mistantken blir itte holdt hemmelig
heller, men ofte plapret u') i vide Kredse. |
Blir en Ting borte, vendes Mistanken
strar mod Tjenestepigen, der ofte uskyl
dig blir jaget ud af Huset som en Tyv.
Bagefter finder man som Regel ud, at
hun var uskyldig; men hendes gode Navn
og Rygte har da faat en Plet og hendes
AÆresfølelse et Knæk, som ikke let gaar
bort igjen. Det hænder ikke saa sjelden,
at en Husmor faar arresteret en uskyldig
Tjenestepige. Man kan siden skrige det
ud til Verdens yderste Grænser, om man
vil, at hun er uskyldig, og at det er bevist
ogsaa; men Folk vil aldrig glemme, at
hun har været arresteret. Brændemær
tet er der.
Husets Døtre, Husmoderen ogsaa,
om hun ikke er gift eller bor sammen
med sin Mand, tan uden Skade for sit
aode Navn og Rygte ha Besøg af Mænd,
til langt ud paa Kvelden; men ve Tje
nestepigen, om hun lar sin Kjæreste be
søge sig, og Husets Damer finder det ud!
Hendes gode Navn og Rygte vilde nok
ikke bli meget værd.
En stor Del af den Energi, filantro
piske Kvinder og Mænd med, udfolder
for at redde faldne Piger, vilde naa On
dets Rod sikrere og bære bedre Frugt,
om man la mer an paa at gjøre Dy
dens Vei tiltrækkende. Thi saalænge
Tjenestepigerne i Hundreder og Tusin
der af Hjem blir behandlet, som her
nævnt, vil vore hjemløse Piger søge Be
stjæftigelse i Butikker, Fabriker og paa
Kontorer, selv om de kun faar Sulteløn.
og saa vil Følgen bli, at de sørgelig ost:
faldt i Fristelsen, ja, sælger sin Ære og
Dyd for at kunne klæde sig fint.
Dette er det hovedsagelige Indhold af
den triste Artikel, som ligger foran mig,
ra jeg skal ikke gjøre nogen Kommentar
til den. Jeg tror, den er vel dærd en
Tanke. Var jeg Farmerjente, vilde jeg
hjælpe Mor og Far baade ude og inde
og ikke længtes meget efter Bylive..
Br.8
NDorugning af Fiskeæg nden
Vand. |
Den bekjendte Fistetjender Russeren
Grimm har gjort Forsøg paa at udruge
Æg af forskjellige Fisk, navnlig Lakts,
uden Vand. Efter Befrugtningen an
bringes Afggene paa Bomuld, som er
gjennemtrængt med Vand; Æagene
dættes ligeledes med Bomuld. Hver
anden eller tredie Dag bestænkes Bom
ulden, saa den stadig er fugtig. Paa
denne Maade har han udruget forstjel- |
lige Slags Æg med saa stort Held, at |
af 1050 døde kun et eneste, mens alle
de andre udviklede sig til kraftige og
normale Fiskeunger. Overfor Sving
ninger i Temperaturen under Udrug
ningen, som ellers er meget farlige d
den almindelige Udrugningsmetode, sy
nes den «tørre Udrugning» ogsaa at
yde væsentlige Fordele. I hvert Til
fælde kan den faa sin Betydning paa
Steder, hvor man ikke har Adgang til
naturlige Vandløb eller ikke Pengemid
ler ti! at anlægge kostbare Pumpevær
ker. Imidlertid er Forsøgene endnu
kun i sin Vorden; men Grimm agter
selvfølgelig at fortsætte dem i større
Stil.
e
God Erfaring. »Jeg haaber, vi skal
komme godt ud af det med hverandre,
Jon,» sagde Husbonden til den nye
Gaardsagut.
»Det skal vi nok. Jeg har havt meget
at gjøre med Griser før ogsaa, jeg.
Al dyb Glæde har noget ærefrygtind
aydende ved sig. – Th. Carlyle.
æso e e
1 1 x
D ;
2 Ost en
kEcOor al) - o.
v Decorah-Posten Ved Arnen
as U Mii unen il. hver Tirødag og sfredag. hver Tirsdag.
e «
g
Til den gamle Pris 4.25 for en hel Aargang.
s s
s. Tirsdagsnumeret udkommer med 4 Sider, 7 Spalter paa Siden, ledsaget af Ved Arnen, og
«æs Fredagsnumeret udkommer med 8 Sider, 8 Spalter paa hver Side. Abonnenterne faar altsaa ugentlig 12 s»
og Decorah-Posten, og Ved Arnen med 16 Sider, samt en værdifuld Præmiebog, alt for
N Baade Tirsdags- og Fredags Numeret indeholder Nyheder fra Jnd- og Udlandet, Nyt sra Washing- s
as ton og Kongressen, fra de forskjellige Legislaturer osv. .
Abonnenterne faar to fuldstændige Aviser hver Uge.
Fredags-Numeret vil foruden Nyheder osv. indeholde Læsning af blandet Indhold, gode Fortællinger,
æ)s der ikke vil ge Fortællingerne i Ved Arnen noget efter, Korrespondancer, Breve sra Gamlelan- –
z)t det, Farmen, Huset og Haven, Læsning sor Ungdommen, Kirkelige Efterretninger, ofsv. Decorah- ;
–-sæs Vosten leverer stadig Breve fra Gamlelandet, og søger saavidt muligt at faa Underretning sra alle
Tele af Landet.
Begge Blade indeholder seneste paalidelige Markedsberetninger. Vi har truffet saa. s.
æ danne Arangementer, at vi faar Markedspriser pr. Telegraf en Time sør Bladet lægges under Pressen, ,
iss og »Posten» har derfor ligesaa sene Markedspriser som noget andet Blad. !
s Decorah-Posten og Bed Arnen er velseet i det gamle Land, og man kan vanskelng
sende en mere velkommen Gave for den lille Sum af 2 Dollars til Slægt og Venner derhjemme. Derom
æ s har vi mangfoldige Vidnesbyrd i Breve hjemmefra. Forsøg en Aargang og se, om I ikke vil faa Tak uil )x
i Løn. I Decorah-Posten trykkes altid Liste over Abonnenter hjem, til hvem Bladet sendes i det gamle s..
(æs Land, og hvem som jender det herfra. Avbonnenter i Norge kan sende Kr. 7.0 i Postanvisning elleri s.
norske Frimærker, og faa Bladene tilsendt et helt Aar.
Bladet sendes til Norge (alle tre Udgaver) hver Fredag, for 2 Dollars Aargangen. Portoen alene
* | koster en Dollar og fire Cents, og Subskriptionen maa derfor sendes direkte til os, da vi paa ingen Maade s*
s kan betale Kommission paa Norgesabonnenter. Præmiebøger sendes ikke til det gamle Land sor s2. Vi
* vil sende hvilkensomhelst Præmiebog med Bladet for 82.20. (»
Avertissementerne sordeles paa de to Blade, og der vil dersor blive forholdsvis faa Avertissementer i
æs hvert Blad. Det siger sig selv at Subskriptionen maa betalecs i Forskud, da vi ellers ikke
os paa nogen Maade kan vedblive at sende ud Bladet to Gange om Ugen. De ærede Ubonnenter anmodes der- s.
Ih for paa det indstændigste om at sende sin Subskription i Forskud, enten sor et helt Aar, 81.25, eller et halvt os
Aar, 63 Cents, eller et kvart Aar 32 Cents.
æ) tre: - – Z e E II I I=2a=1¡_:1_EIIIDTIEIEIEaE Et T: terr-cer .
svs ør ø s
s5-ll U )
–' Deeuraly- .
–n– øor -
s. familic-Läsning No. b6, –
ss den nye Præmiebog, vil vore Læsere finde at staa fuldkommen paa Høide med de foregaaende Numere,
hvoraf dé to sidste udgik i Oplag af 24,000. -
35 nun nogle faa af denne vel udstyrede Bog er endnu sendt ud i Verden, men vi har ikke desto mindre
;t faaet en hel Del pene Anbefalinger for den. n
» Indhold: *
En indisk Jogler. Af S. Gosh. Da Lia skulde ha Barsel. Et Jkkevtrk»
* i og ; ighedsbillede. Af Chrtiian Uenneslan
. Høst paa Hoifjelde. Af Theodor Caspari.
l Astetadden. Tale ien Ungdomsfst Af N. Smaavers af Henrik Wergeland.
e j Vesle-Hans. Ulyanttegninger af Br.
Hergberg. |Briggen Emily Brand.
«. Naar der skal skrives til Storebror. Efter) Hvor Barthel henter Æblemost. :
i Henrik Wraner. Alt er dig forladt. æ
» Asfen Nordpolfarers Dagbog. «n rædsom En Killinghistorie. Af Ørnulf.
Todskamp. (Efter B. Gilders). Vore Præsidenter paa Frierfødder.
«s Fusker Du? (Af Nordahl Rolfsen). Stormnatten. Af Jacob Hilditd. .
i Abbedens Gave. Af John J. A'Veet. En Forudanelse. At en engelsk Kapteins krin- Ø
W) Ligstnen. dringer.
æ a s
s 9ummer (llanDd. Af Prnulf. En gammel Historie. Det første Dampskib, *
Tilsidst. Fortælling af Elise Aubert. der har været i Norge. Af D. T. ;
æ) Sveltlars. Af Jacob V. Bull. Den kunstsforstandige Hr. Peder. Af Ov
s øenry Stanley og hans Asfrikasærder. car Dybring. s
m I Bogen er ti vakre kolorerede Billeder, og hvert Billede er trykt i ti Kolører.
og Det sørste Billede er Et Brudesøolge, efter Maleri af A. Tidemand. Dernæst Dragter
i sra indre Voss, ester Maleri af Ekersberg. Dragter fra Sætersdalen, ligeledes af si
Eleroberg Norden er et Soskendlag, ester Maleri. Det Indre af en Sæter, efter
Maleri af A.«nder. Asreisen til Zæteren,ester Maleri af Tidemand. Dans paa Laaven,
ester Ylalert af G. Munthe. .Sinclairstøtten, ester Maleri. Nissen stjæler Iule
©! arisen, ester Maleri af Jenny Nystrøoóm. Nissesar og Nissemor aker Kjælkedakke, ))
efcer Maleri as Wilhelm Larsen. s –
« Decorah-Postens nyeste Prämie
ja ;
vLandkart over Norge, stort 29-43 Tommer. *
| Isjor Sommer traf Decorah-Postens Udgiver Overenskomst
as med Albert Cammermeyers Forlag i Kristiania om at forskaffe 10,000 Norgeskart. os
«i Husk nu paa, at dette ikke er nogen Cheap John Affære, men det bedste Landkart, som Norge har og
al nogenjinde har hast. Det er ikke nogen billig Reproduktion, men trykt fra samme Plade som Norges offi
cielle Kart. Til Sammenligning tag en Tommestok og maal ud paa Væggen 20 Tommer bredt og 43
e Tommer langt og se, hvilken Flade det vil dække. Dette Kart viser aa
i Rigsgrændser, Amtsgrændser, Fogderigrændser, i si
«mn
e Kjobstæder, andre Byer, Strandsteder, Kirker,
Skydsstationer, Tilsigelsesstationer, Dampskibsanløobssteder,
F) Gaarde, Sætre, Turisthytter, Jernbanestationer, Jernbaner,
s Hovedveie, de vigtigste Ride- og sfjeldveie, Bræer o. s. v. (e
Desuden gives Afstandstabeller mellem hver Station paa følgende Jernbaner:
Vestbanerne og Grevstadsbanen, Jæderbanen, Vossebanen, Hoved- og «
f Kongsvinger-Banen, soved- og Norobanerne, og Smaalensbanen. !
Det er udmærket godt og smukt og vil være en Pryd i ethvert Hjem, paa samme Tid som det vil være
en velkommen Hjælp for alle dem, som har Brug sor et paalideligt Norgeskart. Størrelsen er 43 Tommer
æ) høit og 20 Tommer bredt. Dette Norgeskart vil vi paa dei bedste anbefale. Det er naturligvis ikke blot e
zst til at hænge paa Væggen sor Stas, men det er bestemt til at bruges. Folk bør have det lige ved Haanden, s.
(æ)s saa at de kan se efter, naar de taler om Norge og gjerne vil finde forskjellige Stedsnavne. Og det er jo
noget, som norske Læsere saa ofte vil gjøre. Vi sender Kartet ien stor Konvolut, hvori det kan gjemmes.
o. Dette Kart koster mere end nogen Præmiebog, vi endnu har tilbudt, |+
at men Intet er for godt for Decorah-Postens Abonnenter. «
–
Endnu en ny Præmie, nemlig:
– »
Fæ) For Hjemmet, f lkets Al e.
e Udvalgte Fortællinger as Ø C S naa d e
Fra Daumark har vi modtaget et stort Oplag af «Fortællinger fra den bekjendte Folkets Alma
nak–», No. 1og 2. En as disse Bøger kan erholdes som Præmie med Bladet. Hver af disse Bøger har »
M omkring 130 Billeder, oplysende og morsomme. For Indholdsliste se et tidligere Numer. Decorah- ;j
uUh Posten og Ved Arnen et Aar 81.25. i «
Vi har endel tidligere Aargange af Ved Arnen, og vi vil sende en Aargang frit til nye Abonnenter
saa længe Oplaget varer.
i Nye Abonnenter vil altsaa saa: Tecorah-Posten 2 Gange om Ugen for et Aar, Ved Arnen en |ſt '
»9s Gang om Ugen, eller 832 store Sider, en ældre Aargang af Ved Arnen, 832 Sider, samt en værdisuld s.»
Præmie.
s Adresse: Ø. –2E-TTTTT De I, Decoran. lowa. sj
Tre e e UM<M s]O©d==db")dlbde3ìeùÌ3ÀÌkee e) )xuj)edw L
eeee e e e e
pnen «Husvennen», som jeg modtog for en 5 Maaneder siden, er ude!
» Tvivl en forste Rlasses Maskine; den er baade solid og pen og den gjor ud
mærket godt Arbeide; den er fuldt saa god som nogen Maskine for 550. Man sparc!
mindst 25 ved at kjøbe »Husvennen. Fragt 72c. Ole M.Christianson, IZtanley, Wiø
–6de Aargang.