Danskeren. [volume], January 29, 1909, Page 4, Image 4

About Danskeren. [volume] (Neenah, Wis.) 1892-1920

Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE

                
»Dansl-teren".
et balvuaentlia vaeds- oa Dems
ningsblad for det dansk Folk
i A m e ri ka ,
»dann-! as
OANIRU I«I"I’II. PIYBL HOPRIT
Plain Nebr
,,Danfkeren« ndaanr lmer Tirsdaq anredag.
Pris pr. Plan-· n1.
l de Forenede Ssnser ASle Udlnndet BLDO
cHladet betales i Form-d
Vesiillina, Netalina» Adressefeimndrinq og
andet anaaaende Vladet adsesferesr
DANIRII Ll"l’ll. PUBL. INDIRE
Btair, Nebr.
New-ker A. M. Anderfen.
Alle Vidma til ,,Tonsferen«sj Jndbvld:
Afbandliimer, Korrespondanrer og Artikler
af enbveis Art, brdes adreslerett
A. M. 9lnderfen, Plain Nebr.
Ersten-d at lklair Pogfoksiee as second
class matten
Advertising Rates made known upon
Ipplication,
J Tillcelde as Ureaelmcesssgbeder ved
Modmaelsen bedes man klaae til det siedlige
Posivkefen. Sknlde det ikke bin-spe, bedes
man benvende sig til ,,Danfkeren«s
Kontor.
Naar Liefeme denn-Inder fia til FolL der
avettereri Vladel, enten For at købe bos dem
eller for at san Ovlnänina ont det avesterede,
bedeä Te altid omtale, at Te san Avertissw
mentet i dette Mad. Det vil veere til gen
sidig Nytte.
Det er skønt at læsc out, at Hun
dreder af Mænd holder sig tilbage,
mcdens swinder og Vørn reddes fra
et synkende Skib; Inen lad os haa
be, at Auledninger for saadant Hel
teinod maa blive faa og med meget
lange Mellen1rum.
Kvinde - Ctemmerets - Bevcegelsen
har vist sig i Tyskland, men Inan
forstaar, at dens Repræsentanter er
focsigtige, saa de helft opræder, hvor
intet Politi viser fig. De tyske Stem
meretskvinder har ikke med Londons
Lobbiister at gøre.
H
En af vore engelske Kolleger op
ferte allerede i Tirsdags Januar
blandt Foraarsmaaneder. Man kun
de gerne fristes dertil, saa yndigt
Vejret var en Ugestid Men før
dette Nummer af ,,Danskeren« ud
gaar, er Fristelsen i den Retning
helt forsvunden Januar lignerl
alter fig selv. !
Det er svære Oplevelser, der mel
des om fra Skibet ,,Republic«s Un
dergang, hvorom vi kortelig meddelte
sidft. Men at alle ombordvcerende
reddedes med Undtagelse af 6, der
dræbtes ved selve Sainmenstødet,
derfor giver man fortrinsvis den
traadløsc Telegraferina Prisen. Den
hat fejret en stor Triumf.
Abbott L. Lowell, der er valgt til
Charles W. Eliotts Efterfølger som
Prcesident for Harvard Universitet,
er en af Universitetets egne Gradu
enter fra 1877, og han har staaeti
Forbindelse med det siden 1897. Si
den 1900 har han været Professor
i Statsvidenfkab. Han er en Fert
ter til den bekendte Poet James
Rossell Lowell.
De Recepter, som for Tiden fin
des i »Dsk.«, har faaet forskellia
Bedømmelse. Derfor paatog Vi os
farleden Dag at erkyndige os, san
r·idt det uden ridenskabelig Under
søaelse lader sig gøre, um disse
Barers Ægthed, og vi kam til det
Resultat, at de averteres 1 god Tro,
ja vi harte dem cndog streckt anbe
sulet af en Mand, som. bar-de beij
1et dem.
Jfølge en officiel katolsk Beret
ning for 1909 meddeles det, at der
er 14,235,451 romersk katolske Jud
bIJaqere i De Forenede Staten Naar
man regner Filippinerne, Porto
Rico og Hawaii-Øernes Befolkning
med, naar Katolikkerne op til 22,
474,440. Statistikken er tilvejei
bragt af de katolste Erkebisper og
Biskopper her i Landet. Under det
dritiske Flag fkal der vcere 12,053,
000.
See man paa dette ftore AntaL
saa kan man ikke forundres over, at
Katolikkerne tidt i de ftore Byer op
trceder saa anmasfende De ved, at
de er ensMagt, og de glemmer hel
ler ikke at gøre deres Jndflydelfe
gældende i de forskellige Sagen som
kan være af Jnteresfe for dem.
s— A«
Ud? — ellcr ind? l
,,lld! ud!« Aal), lJUor dejligt, naar«
Barnet første Gang ser ud overl
Plankevasrketl Hvor det kan begej
sei-e Y)11-11i11x1e11, nanr l).1n genneni
Stolen-J eller Litteraturens Vriller
taster et Blik nd i den stdre Verden.l
Sau opsmar der naturligt lldlasngseL
lld, nd —- over Hjemmets Stran
l"er, » nd over Fjieldene«, nd i den
store, sfønne, Vide Verdenl Og det
eri Renten hois den mere opvakte
Tel of llngdomn1en, denne lldlæng
sel opstuar.
Og l)vcid er lldlængslens Maan
Er det Guld og OsodsP Er det LEre
og Berønnnelses Et stort Navn?
Eller lvare Eventer Tet kan viere
forstetligt hoss de forskellige Mennes
ster. Det behøver itke at chre At
traa efter Ninelse, der deines-; det
kan oqscm Vcere Lyst til at anvende
Kræfterne, Lyft til at Virt·e.
» Vi mindes den Unqu Broder, der
Hfortælles one i Lignelfen Luk. 15.
;sd"0p. Han havde faaet UdlængseL
lHjennuet syntes ham altfor trangt.
Higen efter Livsnydelse drev paa.
Han skulde ud. O han kom ud.
Men det gik ham galt. Han for
vild J Stedet for Nydelse og Lyk
ke fandt han Mangel og Elendig
bed. Men ude fra den sture Verden
gik han in d i sin egen lille Verden,
det l)edder, at han »gik i sin selv«,
og sidcn gik han tilbaqe, og han
fandt Lykken, da hun atter drog ind,
i Faderhnfet, i Hjemmet
Saadan kan det gaa med Ub
længslen Vi vil ikke sige, at den
,i og for sig er ond. Men den kan
schaue en daarlig, en kødelig Beweg
Jgrund
! Hos den opvakte, kristelige Pug
ling kan Udlængslen ytre sig som»
Missinnsiver. Det var jo sikkertI
godt, om der hos vore ungie fondtes"
mere af denne lIdlcengfeL Og dog
er det ikke afgjort, at denne Ud
længsel er saa ren og ophøjet, som
den ofte antages for.
Gen Ting unser Vi for afgjort.
Et Menneske skal ind, før det er
skikket til at gaa ud. Grundigt ind
i dig selv først. Og saa er der saa
megetz«andet, man skal ind i, før
man er skikket til at følge Udlæng
flen.
Udlcengslenkan hos et vakt Men
nseske vcere Udtryk for, at han vil
bort fra sig selv, undgaa dette ube
hageligie at gaa grundigt i sig felv.
Terude i Verden, i travl Virksom
hed,i Selvskabslivet o.f.v. kan man
saa rart glemme sig selv.
Det er saa fristende at beviene sin
ude i det store ukendte. J Hjemmet
hvor man kender alle og alt og er
kcndt af alle, der er der saa tidt no
get i Vejen. Der hnr det roman
tiske ingen Bluts-. Det er Virkeligl)e
den, her viser fig, Skyggefiderne san
vel snm Lyssiderne.
Men sikkert er det, at den, der
findet Hjemmset for tranat, Livet
der for trivielt og kedeliqt, ban er
ikke skikket til at gaa nd i den store
Verden, hvad ban saa end bar sat
som sin Udlængsels Maul. !
Tet er da ogsaa ejendommeligt
for flere af vore Landsmænd, son:
har bevæget sig ude i den ftore Ver
den uden at gaa under at de i det!
Iniudfte bar devmet Sjemlængslen
Den rette Udlængsel er god. J
lLWad var der blevet af Vure heden-T
ske Forfcedre — og os! otn ingen
var kommen ud til os med Frelsens
Evangelium Men den, der fkal
kunne gaa ud med Haab om at blive
til Velsignelse, han maa grundig
ind førft, ind i fig selb, ind i Livets
Virkelighed, ind i Guds Ord, ind i
Guds Riges Historie, ind i Linse-!
smnfnndet med Gud. .
Og saa maa vi ogfaa lznske paa.l
at den rette Udlænqsel ikke behøver
at fastte sit Maal alt for f1ernt. Der
er Rum i dette Land for Udlcengflen,
endog blandt vort eget Folk. Her
er Hedninger nok.
Jka saadan at forstaa, at vi»
skulde være liggegyldige for andrei
Hedningers Frelse, for deres time-I
lige og evige Lykke. Tværtimod!’
Men vore egne bør dog liggie os mestl
paa Hjerte
Er Bevæggrunden til Udlceng
Islen Lyst til Daad, til· at udrette
noget godt, saa indad først og lad
saa derncest Kroefterne øves i Hjems
jmet blandt Slcegt og Venner,
Iblandt Landsmænd Da bliver Uds
længflen sundere og ftcerkere. Først
ind ad, siden udad. Saa sinder
du din rette Sfcere.
TTBLFSEMPZJE
Pastor Hillernp Jørxxkusrn
Jj:;-::-;.s;:-ss.-«:.:. .:-;.::.ik:sk;t.3mkix.xs zip-.- ;:«. .-«- - -- .
fodt den 22. Mai 1848, prcvsteviet
den 2:3. Zept. 1883, døde i sit
Oft-m i den danske Meuighed Vcd
Tilcasou Cim, Nebraska, dcn 26. Jan.
WILL J Morgen ftzndcs hanski Lig
ti! Plainvicn1, Nebr., hvor Begra
vclscsu Uil finde Sked Søndag Efter
midduq sil. 1.80 fra den danske
Hirfc Lst for Bym
Vi hade deutet et ·Billedc af
Past. Jørgenscn til at fylde den
Bindi-, mcn vcd den voldsomme
Eint-m i Nat er baade Jer:«1banc- og
Tclcgmfforbindelfen med Omaha af
brndt i Dag, saa vi faar vente med
Pflicht til et senere Nummer.
—l
—
Lønlig og sycilig Brøst. ,
(Af N. N.)
J Eies. 5, 27 bruger Paulus et
ntærkeligt Ord: amomos, som paa
Tanst gengives Ved ulastelig, ikke
til at pege Fingre ad. Hvis jeg ikke
tager fejl, findes dette Ord ingen an
dre Steder i det nye Testament;
Og det benyttes vist kun ganske faus
Esteder lggs de gayigiWMer.’ «
Den dybere Mning"o e --
nendelse af Ordet i det Emne, Apost
lcn striver til dem i Efesus om, san
fcr man først, naar man ved, at
i den gamle, østerlandske Mytologi
taldeis Lattcretts, Kritikens Gud:
Momos· Thukydides siger, at has
mr en Søn af Ratten. (Efter den
tns Smmuaade er Kritik-en altsaa
äka en Luseth Dnaens Gerning).
Man kan ikke undgaa den Taufe
ni Nkaum-a hin rigt uddannede
FarisaPu der skuede saa d1)bt, faa
dybt i alle Livets Geruch og som
var begavet med Tialcktikens skarpe
VanlmtisaIis, har gjort sig Flid for
at finde saadanne Ord, som ved
den«-J Sjældcnhed fanger Lceferens
Qunnrrksmnlch og ved der-es Afledi
ning rammer lige i Prikten.
Lm ’Gud Momos lærtes der, at
lsans skarpe Øje opdagede alle, felu
dei(l1et1)dvligste, Skavanker og Plet
ter, cndog saadanne, som ved deres
Lideuhed fuldstændig nndgik Menne
ffcrs Blik og Kritik — og saa lo
hun dg pegte Fingre og gjorde Nar
derad.
Apostlens Tankegang er altsaa, at
Kristi Menighed, de helliges Sam
fund, Lammets Brud, en Gang fkal
blive saa ren og pletfri. faa full
kommen, saa straalende hellig, at
end ikke hin quud, hvis enefte Sag
det var at finde Fejl, at kritifere,
fkal knnne opdaae det mindste, fom
ban kan haane og grine ad. For
da er Meninbeden i Sandhed u d en
Plet o·q Rynke.
Men vi, som dannen fom udgør
dcnne Menighed, vi bar vistnok as
Grund til at bøje Hovedct og take
saa sagte, naaar Talen er om,
bvorledes det gamle cr forbigangent,
og alt er blevet nyt. Vi har vift
Grund til at tie og tavne i Bevidft
heden om alle de Daarligheder, som»
da visselig er tilstrækkelig synligei
endnn
Thi, om ellers noget, disse Ting
ser en udmærket Skive for Vantroens
Vittigheder — Punkter, hvor den
let og gerne vil fkyde »bre'che« i
Kirkens Mitre. l
Paa ufynlige Brøft bærer nok
bver eneste Kristenffcel Oq innen-;
lnnde er disse de mindft sodqu
Weil Men de baandaribclig nahen-«
bate, fom al Bei-den kkm udveget
vi burde dog anderledes tage os7
sammcn og ydmyge os for ham i
Himlene, at hau kunde dringe os
Frigørelscn derfrcx.
Derefter er der endda Zalmistcnsr
Bøu i Jnderlighed: ,,Fri mig fra
lø n l i g Brøst!«
For det har nok alligevel sin
sande Sammenhæng i Vor Aands
eksiftens med denne Momos. Hvad
»Mennesk«sers Blik ikke evner at nd
z(;spejde, det skal saavist nok, Sjæle
WMÆK vpdage. Og
han« gøk det. blandt audet ogsaa til
sin Opgave at an kl a g e Gudsba«r
net (Aab. 12, 10). —- Man maa
hier lceggse Mærke til, at det er i en
anden Forstand, naar ogsaa Moses
kaldes en Anklager (Joh. 5, 45). —
Men ncmr Brødre i femme Tro,
sammc F1·elsc, samme Kirke offenligt
siger om hinanden, at de lyver: da
maa der vcere al Grund oqsaa til
den Bøn i Jndcrlighed: Fri os fm
f,ynli g Brøstl
»O—-—
Mylius-Erichfen.
Et fmukt Eftcrmaelc
giver Nordmanden Harald Hagerup,
der deltog i Grønlandsfærden, Ete
peditionens unge Chef:
Lederen for en saadan Ekspedi
»von sfal værc baade Strath og Tak
tiker, i Besiddelse af megcn Erfa
ring, Begavelse, Takt, Energi, Mod,
Kundskaber og Arbejdskrafh samt
ifke mindst: Autoritet.
En faadan Mand Var Mylius
Erichsen, en JldsjceL der tillige tro
ede paa sin Lykke; den kunde kae
svigte, Inente han, og derfor gjordc
han ofte Ting, som var den pure
Tumdristighed Men Lykkcn fulgte;
da den endelig svigtede, var det for
di han selv laa under i Villiekraft,
knækket ved Tabet af sin bedste Ven,
Hagen.
Erichscn var som fkabt til Polar
forsker. Han havde nemlig den unm
gcrngelig nødvendige Egenskab, som
enhver, der begiver sig ud paa Forst
ninaseventyr, maa have-, bvis han
skal du enten sont overordnet eller
underordnet; han havde Initiativ,
dette videre Syn for, hvad der maa
kunne gøres udenfor og over det,
som er en overdraget, Fremftødet
Evnen til at være saa at sige lidt
Overmenneske, i alt Fald over-le
gent dygtig i den Post, man bar
paataget sin. Har man ikke ser
Følelsen af at kunne være dette, skal
man hellere blive hjemme og over
lade Stillingen til en Værdiasere
Vore eane Mænd, Naner, Stier
dmv, Amnndfen er saadanne Folk:
Erichfen var det oafaa. Der ftod Au
toritet af hom, for-di bans Aand var
flammende, ofte maafke for hidsig.
I . s .
ma Nu; tammerct
»Ist-Her eder Und-:- fnlde Rustning. «
iCis 11)
nd
sink.
As J v e r M a r i n —:i O a n s e n.
,,J Jsat stadfaestede Herren ......
Velsignetsen over alte itliennesfer.«
Jesn Eiral Vin. -l-l, Js.
Herren saade til Abralsunn »F dig
ital at lle Jxvrdem Ela iter t-elsigne:s«
(1 Mvs 12, Jl. Lin den-ne Velsi ig
nelse siqer Panlncst ,,Ki"ifins3 lsar
frifovt vLi fra Lovens Forbandelse,
di lsan lilev en Forbandelje for os;
tin dei er skievet: forbandet er lwer »
den, svin lnenger paa et T1æ, for at«
Abralnnnss Velsignelse maatte kom
me over Liedningerne i Kristns lJeY
sn:, for at vi knnde faa Aandens
zxsoijcettelse ved Troen« (Gal. 3, 13.·
14l. Af dette Sproa og af mangc
andre er det klart, at ncennte patri-.
arkalske Velsianelse qælder Velsianel
sen i Krisms Jesus Det eri bam,«
Abrabam og alle Jordens Slægter.
bliver velsign-ede. »
Tenne Velsignelse blev ,,stadfæstet«z
i Jfak, hvilket sikkert nvk skal sige,«;
at Herren gav Jsak at arve Abra-;
hains Forjcettelse (1 Mos. 26, 4),·.
oa nden at vakle trvede han Inedl
Haali imod Haaly bvorved Artienj
lilev bani stadfæstet i TroenF og Vel-s
sianelsen i Kristns blev hans Efeu
l
l
Hans Modscetning var Hagen og’
især Brøndlund, Halvesfimosen, derf
havde en ejendommelig Maade at’
tage Mylius paa. Engang var en
Slcedetur diskuteret, med Vanligl
Fyrighed sra Ledernes Side, Jud-T
vendinger og Koldsindighed fra
Vrøndlnnds, og Titulaturerne varl
itke altid de finefte. Næste Morgen
Klokken 5 brød Partiet op; .men
Brønlund forhastedie sig iM, lod de"l
andre drage af Sted i fuld Fakts
En Time efter kom han, Grønlands»
ypperste Hundekører, susende forbiJ
dem alle paa sin Slæde og raabte i’
Farten: »Hvorfor er du faa hastig,i
Myliusssk Diet var en Munde, den
ne holdt af at tages paa. Dei-for
Valgtse han gerne disse to til Kam-l
merater, og iscer satte han Hagenl
højt, ja, faldt samtnen, da dennell
trosastse Ven var død.
Hrm kendte for Reiten ikke Pei
sons Anseelse, men kunde give Oder-l
halinger, som sved, naar Siiobberiet
i nogen Form stak sig frem, naar forl
Eksempel en fin Fyr var spydig ligel
overfor en mindre fin, som ved Mes-·
sebordet »spisfe med Kniven«. Dal
knnde Mylins fare op i Raseri ogi
belrere Vedkommende om, at det ikke
et de ydre Former, som skaber Po- i
larmanden. !
Altid var han optaget, en evig
Urv, og altid skrev han, Bog efter
Bog fnld. Har nogen taget Vare
paa hans DagbøgerF Hvad ved man
csni dem? Der bør vcere en Moeng-l
de, og de maa være as den største
Interesse fot Ekspeditionens Historie
og for det danske Folk. Praegede af
hans journalistiske Sving, af hans
Tsigteraand hans « Kundskaber og
varme Temperament maa de vcere
af den allerftørste Betydning for
Ekspeditionens Sekretcer, der vel
sfal forfatte dens Historie
Med den dybeste Sorg inodtiza
Efspeditionens Medleinmer Budska
bet oni sin Leders va hanss Kamme
raters sørgeliae Tod. Thi ikke alene
var Ekspeditionens Sjæl vorte; men
alle følte, at dei Mylius-Erichsen
havde mistet baade en afholdt Leder
oa den Mand, som alene ved Hieni
konisten vilde have forstaaet at kaste
Mlans over Ekspeditionen og det
Perris som den havde udført
Og disse Anelser bar vist sig at
holde Stik. Til Trods for det store
Arbejde, som Ekspeditionen uimod
sigelig har udført, til Trods for, at
den var heldig løst den Opgave, den
havde sat sin, har den i Virkeligk
beden fundet paafaldende liden Aner
kendels.e. Vistnok var ikke Afsluts
ningen synderlig ged, og det kan
vaere let nok at kritisere Trolle;
men dette kan ikke hindre Danmcirk
i at anerkende det store Arbefde, som
ei ndført. Jea ser for Reften nu,
« der er fremsat Forslag til Mas
daaen om at· bevilae hver af Delta
aerne 1000 Kr.i Gratiale. Garn
det ikke iaennein, maa Norge i hvert
Fald sørge for sine.
l
l
(
l
«
dom. At studsæste noqet betyder
ju, at gøre det fast og nrukkeligh og
suuiedeszs hlev Furjcettelsen og Bel
sigttelsen besæslet i stac. Amuham
mr en sIor Begcwelse, ret en For
tcarn-:«stit«kelse i den bibelske Histo
rie: Inen noxset liqnende fun nasppe
sigecs o1n Jsakx han Var ifke nogen
ndprasxser Personlikshed »Jsak lod
de Vk111dl)1«s.smdc Vgl-auch sum de hav
de qrnvet i Ahrulsmnis Tid« (l Mos.
Zu, 15), ug nIed disse Ord er der
niuet en ziamfteristik as Jsak: han
gzjfi de Jsodswr, bang-s Inder huvde
tmadt, Var tro i at lsseuare og stud
sassns der arm-de, det ouerleverede.
on funledes nur bqu onsaa tro i at
deuure den givne Forjættelse og stud
fwste Velsignelsen for sig selv og an
dre.
Gnd Were lovet, at Velsignelsen
er os skænket i lKristns Jesus-. Den
sersættede Frelser, sum Patriarker
ne ventede pau, er bleven Kød og
Vor ivlnndt us Ined sin Aand oq sin
srelsende Rande-. Msen Spørgsmna
let bliver alligevel for den enkelte:
er Jelsignelsen kommen over mig
Ved Troen? er jeg ved Gndsfrygt
og Oelliqhed med til at stadfæste
Forjættelsen ligesom JsakP Hat jeg
troet paa vor Herre Jesus Kristns,
san hans Velsignelse med Retfærdig
bed,« Fred og Glcede i den Heilig
cmnd er bleven mit Hiertes Ejendom2
Engang skuldse jeg en Søndag
Cftermiddag holde et Missionsmøs
de i en Provinsbni Illinois. Om
Formiddagen var jeg til Gudstjene
ste. i en af Byens ameriknnske Kir
ker. J sin Prædiken fortalte Pug
sten, at han engang hat-de spurgt
en Mand, om han var et troende
Menneske Den «adspnrgte tog
Spørgsmaalet ilde op og svarede af
visende paa det: »Tror De ikke, at
den Kirke, jeg tilhører, har den rette
Tro? eller mener De, at Dem-s
Kirke alene har Sand-beden?«
Præsten genmcelede: »Mit Spørgss
maal bar aldeles intet Hensyn til
Teres Kirkes Tro eller Bekendelsem
det gælder Dem personliqt; er De
selv et troende Menneske2 og i saa
Fald: hvad Kraft har Troen bragt
Deres Hierte2 og hvilken Velsignelse
har den tilført Deres Liv 2«
Læserl kalder du dig et troende
MenneskeI Godt! saa ransag dig
selv, om din Tro er af den rette
Slags. Er Velsignelsen i Krisms
kommen over dig til Frelse, og er
Trer en Livskraft has dig, og er
du bleven en ny Skabning i Kri
ftus Jesus, saa det gamle er for
bigangent og alt bleven nyt? Er
Velsignelsen bleven stadfæsteti dig2
Og kære Trossøskendel lad os
prøve os nøje, om vi med vort Liv
stadfcester den naadefulde Velsignelse
i Kristus, saa det ligger klart for
Tagen, at vi er Kristi Brev, som
kendes og lceses af alle Mennesker
Lyset eri Verden kommet,
Ved du ogsaa, at du trot,
Hat du nogen Tid fornummet,
At din Jesus i dig bot-?
Hat hans Naadestraalers Kraft
J din Sjcel sin Virkning hast,
Kan du i dit Hierte finde,
At der er et Lys dertnde2
Jordskcelv. London, 27. Jan. —
Jfølge en Seismograf, en engelfk
Videnfkabsmand i Baku, Ruslands
Rekord fandt den kraftige Rystelse i
Lørdags Sted i kiuesisk Turkistan.
»Sandhcden tro«.
Cn kristekig Fortcelliissg fra Hage
notforfølgelserne i Frankrig. Heci
siildres Træk fta »den fra Historken
bekendte haarde Forfølgelfe mod de
protestantiske Hugenotter i Frankrig.
Det bestrives, hvorledes de holdt fast
Ved deres Tro, trods de Forfølgelser
og Lidelfer, de maatte gennemgaa i
disfe Trængfelens Tiber. Den For
tcellinsg hørepogsaa med til dem, som
er passende for de unge at lcese. Bos
gen indeholder 300 Sider og kostet
81,00.
Skandinavisk Kogebog.
Dei maa ik«« qlemmes at vi fast
qer en god Koqebog, udarbejdet fos
standinavisi Husholdning i Amerika
Den er meqet praktist og nok værk
at efe. Man kan vel nok faa Ma?
tte Gange om Dagen uden en Kopie
swm men Moden kunde maasie blin
kidt kssdse ved chelv of den. D«
var nok værd at owne.
Tan. Luth. Publ. Haufe
Blair, Nebr