Newspaper Page Text
i Kotlkuggere«. Udgive» hver Tirsdag. VubskriptionSpriZ pr. Sar #1.00 Halvaar 0.60 Sendt til Norge, Sverige eller Danmark 1.50 Betalingen bör SrlSgge» i Forskud. Prövenummer srndeS frit til alle. TilstrSNelig Adresse: "Rodhuggeren", "Nordvesten" skriver om "Rodhugge ren", at et Parti (Folkepartiet), der har et saa godt og respektabelt Organ som "Fergus Falls Ugeblad" trænger et nyt omtrent saameget som en Elefant træn ger en Snustobaksdaase." Naar man ved, at "Nordvesten" eies af Jim Hill og redigeres af Hr. Listoe han med den 200 Mil lange Pen, saa fer det ganske naivt ud af "Ugebladet" at gjen trykke denne Attest. Er det -virkelig Tilfælde, at "Ugebladet" er et godt Folkeparti Blad i "Nordvestens" Øiitc,' saa er det sandelig ikke fortidligt at saa et andet et nyt et. Det er et Folke parti Blad for Folket og ikke for Jim Hill, som trænges. Disse Verdens Bern er klogere end Lysets Børn de har sin Bagt og sine Arbeidere, og drttier paa baade sent og tidligt. Maaske kunde vi lære noget af dem. Følgende er Indholdet af et Postkort, som nylig blev sendt til vore Kongressmænd og Senatorer og troligvis til mange andre. Den Amerikanske Protective Tariff League kan ikke andet end søle sig som en Kzæmpe opfrisket med Vin. Dens udholdende og intelligente Arbeide har været kronet med Held. Den særegne Fortræffelighed ved The League er, at den arbeider uop hørlig. Andre Organisationer er gavn lig aktive i Valgkampen, men The LeaSue oplærer Folket, medens dets Dømmekraft er i Ro. Dens Dokumen ter trænger frem til Farmeren, Haand værkeren, Læreren og Handelsmanden paa en Tid da de ikke i forveien er til bøielige til at betragte enhver Appel til deres Fornuft som ledet as Parti-ÄZr gjerrighed. Den er en uafbrudt Ses sion for Opdragelsen af Folkets politis! Økonomi saasom Lederne af den ame rikanske Skole lærer den. Den gamle Republikaner F- A Hnsher, Harrisons Consul, har nu over taget Redaktionen, af "Normanden,,, og den første Daad han udfører er paa ægte Partimaner at give President Cleveland nogle drabelige, republikanske Kilevinks. Hnsher omgjorder sine Læn der og styrter sig med en Gang i Ha waii-Affæren. Til Fornøjelse for vore Læsere vil vi gjentrykke nogle Linjer som Prøve paa hans glimrende Stil: "Dronning.Liliuokalani, forsøgte at omstyrte den af hende besvorne Konsti tution og at sætte en anden, gunstigere for hende, istedet. Äette bevirkede, at nogle Mænd sloge sig sammen og afsatte Dron ningen. De overtoge derhos Regjerin gen og androge hos de Forenede Stater, hvis Minister paa Hawaii, Mr. Stevens havde hjulpet tit, at de kunde bemægtige sig Regjeringen derved, at' han, som det hed, for at bestytte de amerikanske Borgeres Eiendom, sendte Marinesolda ter iland fra et af de Forenede Staters Krigsskib, som laa i Havn der". Vi har Hørt Tale om Departement stil, men vil lade det være usagt, om ovenstaaende Prøve er en sand Formu lar af den Skrivemaade, som Har faat ovennævnte Benævnelse. Lidt muggent og støvet ser det unegtelig ud. Hvad Hawaii-Affæren angaar, saa er det ikke faa ligetil at faa Greie paa, hvorledes det egentlig hænger sammen. Det ser ud til, at der er to forskjellige Røverbander, som nappes om at tilrane sig disse Øer, øg at de begge to begaar Ulovligheder og krænker denRidderlighed som den stærke flulde vise mod den svage. Bi vil gjerne tro, at de Beskyldninger, font Republikanerne fremforer mod Demokraterne er sande, men vi vil og saa gjöre opmärksom pact et Brep, som Stevens, Harrisons Minister paa Hawaii, skrev til Udenrigsministeren, straks før han annekterede Øerne" og med Militærmagt indfatte en.proviso rifl Regjering. Det lyder: "Den ha waiifle Pære er nu fuldmoden, vg dette tx tat gyldne Time for de Forenede Stater til at plukke den." Disse Øer ligger over 2000 Mil fra Amerika og har en Befolkning paa 50 60 Tu sinde Mennesker. At vor Regjering lader sig bruge som Vætftøi i Hænderne paa samvittighedsløse, amerikanske Kom plotter til at tilrane sig disse Øboers Eiendom og med Magt at undertvinge dem er omtrent ligesaa forkasteligt som den Traktat vor Regjering oprettede med den grusomme og barbariske Czar af Rusland om Udleverelse af russiske Flygtninge. Ja, det er omtrent saa foragteligt som den Heltedaad, President Harrison udøvede, da han forbrugte Millioner af Dollars til Rustninger for at knuse den lille Republik Chili. I gamle Partier, hvor er Eders Skam! Den värste Logn er den, som er sam mensmedet af Sandhed og Usandhed, og den farligste Ræsonnereu, den som er ganste nær korrekt. Saadanne halv sande Løgne og halvgode Argumenter bliver brugte hver Dag og af Folk, som kjender deres Kraft. Vi finder dem i vore Storby-Avifer og i de Cirkulærer, som udsendes af New Uorks Bankører. Saaledes begynder et af de ugentlige Market Breve som udsendes asClapp & Co.,Bankører i New Uork. "Den amerikanske Ørn og den rus fiste Bjørn beder den engelste Løve spise dem op. Overfyldte Binger af hver kappes om at tømme begges Skatkammere. Overflødige Bushels gjør en Mangel af Dollars. En fillet Frak paa Farme rens Ryg betyder en tom Sæk i Haand værkerens Spisekammer. Fortjenesten ved Toldstederne er Tab i Fragtbrevet. Jo billigere Føde, jo lavere Løn. Na turens Gavmildhed synes at fostre Men nestets GraadigHed. Det engelste Guld o n tager sit Pund af amerikanst Kjød." Fra en Del af ovenstaaende kunde man næsten tro, at Clapp & Co. var Populister men der er ingen Fare, for at saa er Tilfældet, som man kan se af andre af deres Breve. De ligner Slægten. Tager man Sætningen: "Fortjenesten ved Toldstederne er Tab i Fragtbrevet," faa er der godt Rum for et Spørsmaal, om det er saa. Det be tyder jo egentlig: "Jo mere Indførsel desmindre Udførsel." Er dette sandt, ja saa har man jo et godt Argument for høi Told. Men vi ved jo, at jo mere man har at sælge, jo mere fan man kjøbe. Kan England bringe sine Fabrik varer hid, saa gaar ikke de engelste Skibe tomme tilbage. Østens Rigmænd fik fornylig sin Vilje igjennem med Hensyn til Finants spørsmaalet, nu driver de paa baade sent og tidligt for at bevare deres Kjæledægge The protective Tariff. En Jndkomststat har de ikke stort Brug for, men en Høitold er for dem den mest fortræffelige Skat, for med den kan de beskatte sine Medmennesker. Den nye Stormester for Arbeids ridderne er de sidste Uger gjentagende blet Gjenstand for Angreb fra Plutokra tiets Dagspresse. "Minneapolis Times" for 20de December skjælder ham Huden fuld, fordi han har sagt, at den fattige blir fattigere, og den rige rigere. Dette er en "luvslidt, drøvtygget Søgn", siger "Times". "Spørg hvilkensomhelst Ban før", fortsætter Bladet, "og man vil finde, at alle Klassers Rigdom øger i omtrent samme Forhold." Spørg Bankøren! Han vil give Be sted. Hvilfen blodig Ironi ligger der iffe i disse Ord! Tænk, at alle de Tu sinder, som i Aarets Løb er blet arbeids løse og som maa slide Livet igjennem paa bare Almisse, stal gaa til Bankøren og faa Bested paa, hvor rige de er blet! Naar de er ved Hungerdødens Rand, er det en guddommelig Trøst, at de fait gaa til Bankøren og faa vide, hvorme get rigere de er blet i den sidste] Tid. Salige ere de fattige! "Sandheden er", fortsætter det samme Blad, "at dette Land er det mest velstaaende i Verden, og vort Folk samler Rigdom sortere end noget andet, og endstjønt, der er en Del Forskjel i den sociale Stilling, den al mindelige Velstand og Komfort stiger til hver Tid. Antallet paaMillionærer øges, og ligesaa paa de, som eier Hundrede Tusinder, femti Tusinder og ti Tusinder, og hvemsomhelst, der siger, at den rige blir rigere og den fattige fattigere, siger det af lutter Uvidenhed eller Ondflab." At Millionærernes Tal øges, og at Tallet paa de mindre Kapitalister øges maa naturligvis indrømmes. Men at det stal være "lutter Uvidenhed eller Ondflab" at sige, at den rige blir rigere, og den fattige fattigere er en Froekhed, der er nok til at tage Aandedrættet af baade Smaafolf og Fattigfolf. At de fattige blir fattigere til hver Tid, er nu en Ting, font er saa øjensynligt, at hvem somhelst fan se det. Og naar de fattige blir fattigere, faa maa de rige følgelig bli i Forhold saameget rigere thi de formerer sin Rigdom netop i den Ud ftræfning, som de ved Spefulation og Udpresning af Renter fan tilrane sig fro de fattige og mindre heldig stillede i Samfundet. Der findes iffe den Mand, som fan tjene en Million Dollars i sit Liv, og enhver Millionær fon tryft nedsættes som en Tyv. Fordrager hverandre! Vi indtager denne Uge to Indsen delser, en fra en Prest og den anden fra en Fritænfer Tro mod vort Motto: "Frihed for Lofe saavel som for Tor", giver vi disse to modstridende Tonferetninger Plads, og det er fandt font Hr. Agnostif siger, "at man fan aldrig tabe noget, men al tid bli mere flog ved at disfnterc." Den, som er ræd Diflussion, maa ha en svag "Tro" paa sin egen Sag, og blot en Tyran vil saameget som øttfle Mun den paa sin Mostander stoppet. En sand Frihedsven og Fremflridtsmand vil lytte til andres Meninger og overveie, om der ikke fluide findes noget, font var værd at tænfe over. En sand Menne fleven vil med Glæde og Taf høre an dres Tanfer og Ideer og samle al den Kundskab, sont Tankeveksling fører med fig vel vidende, at den eneste Vei til Fremflridt og Udvikling er at lære af hverandre og undervise hverandre iste detfor at fordømme uden at lytte. Pa trioten ønflcr fri Tale, Egoisten og Ty ranttett iffe. "Rodhuggeren" ønsker Diskussion, og hatt ønsker den Frem skridtets og det almene Vels Tjeneste. Til Pastor Hulteug vil vi først sige, at vi føler os smigret over den Interesse, han viser vort Blad, og vi fan love ham, at om han vil veksle Tanker med os eller med andre, saa staar vore Spalter til Tjeneste, og vi flal forsikre ham en høf lig og gentlemanmæssig Behandling. Vort Forsæt er i alle Spørgsmaal, som vi maatte komme til at behandle, at følge Sandheden, ligegyldigt hvor den fører os hen. Det første Hr. Pastoren beder os er "at aflægge en Slags Troesbekjendelfe med Hensyn til vort religiøse og politiske Standpunkt." For vort politifle Standpunkt gjorde vi Rede i No. 1 af Bladet, og den, fom vil tro os paa vort Ord, fan iffe være i Vildrede, hvad det angaar. Pastoren siger videre: "De fan maafle svare, at De iffe skylder Offentligheden nogen Re degjørelse for Deres religiøse Tro." Nei, det svarer vi iffe, men vi spørger: Hvorfor flal vi mere end andre opfor dres til at aflægge en flig Troesbekjen delfe Vort Blad er politifl, iffe reli giøst, og nogen teologifl Strid øttfler vi iffe. Med, "teologifl Strid" metter vi ret og slet sekterisk Kjævl. Der er mellem 5 600 forskjellige kristelige Sekter, som tror paa den samme Gud, den samme Frelser, den samme Bibel, og dog ligger de i stadig og daglig Strid med hveran dre og tvister om Ting, som kunde bringe en Hest til at le. De flaas om Ting, font aldrig kan gjøre Folk bedre eller mere intelligente, men som nnndgaalig maa gjøre dem dummere, og derfor vil vi nødig ha noget af det Slags. Men vi tror, at det er vor Pligt at giver baade Prest og Fritænker Anled ning til at veksle Tanfer engang imellem og give begge Sider dett samme Chance. Og den, fom iffe er tilfreds med det, en ten han nu er "Fritænfer" eller "Tro ende", er iffe ærlig i fitte Bestræbelser, og vi maa tro om ham, at Egoisme og iffe Patriotisme er hatts Motiver. I et soregaaettde No. har vi allerede udtalt, at den Religion vi hylder er ZErlighed, Sandruhed og Karakterfast hed. Fuldfommen LErlighed er den eneste Helliggjørelse, og Teologernes Snaf og Fraser og Ordspil fan henføres til de gamle Oroflers og Signefnnstens uddøde Mumlerier. Selve Begrebet, fom ligger til Grund for enhver Troesbefjendelfe, er Stille ftaacn, iffe Fremskridt, og Begrebet er falskt i sig selv. Vi vælger Undersøgelse istedetfor Troesbekjendelfe baade i det ette og an det Spørgsmaal, og vi tror, at Kirfen, som Hr. Pastor Hultettg representerer, funde ha gjort langt mere Nytte, om den havde "prøvet alle Ting og beholdt det bedste" istedetfor at binde sig Haand og Fod med Troesbefjendelser. Skulde et politisf Parti binde sig til en bc stemt Troesbefjendelfe en Be fjendelfe, som flulde gjelde for olle fom mettde Tider, vilde det Parti have af sfaaret sig selv fra at følge med Tiden, og den eneste Maade, hvorpaa et sligt Parti funde holde sig oppe, vilde være ved Brugen af Mundfurv og Knebling af ol fri Tanke og al ærlig Undersø gelse., Og dersom noget i Samfundet er giftigt, saa er det en flig Tyrannise ring, og vi har set, og vi ser den Dag tifcfl Frugten of denne Gist. Rusland har faat mest of denne Gift, og enhver bør læse Beretningen om Tilstandene, derover og søge Lærdom. Bi har mere og mindre as den samme Gift her i Lan det, og "Rodhuggeren" vil gjøre det lille, han fan, for at drive denne Tanfe- og Trælle-Gift ud med friffe og sunde Fri hedsideer, og vi har det Haab til baade Pastor Hulteng og andre, at de vil hjælpe og stoa ham bi i omhandlede Ret ning. Undersøgelse, og ærligt at følge Sandhed og Ret til Frihed og Lighed for alle, er "Rodhuggeren"s Befjen delse. Dernæst er Pastoren stødt over det Udklip, font stod i "Rodhuggeren" ont Kr. Jonson. "Er det Bladets religiøse Opfatning", siger han, "da trænger vi det ikke. Von Folk er^Gud fle Lov ikke færdig tit at ombytte Troen paa Kristus med Tro paa en aandetig Vind bentet font Janfon." Vi beftager Hr. Pastor Hulteng, at han fluide nedlade sig tit at bruge dette uhøviske Udtryk om en saa hæderlig og agtværdig Modstander. Som vor gamle Lærer agter og ærer vi Hr. Janson, og hans Wrlighed betviv ler vi ikke. Det er derfor med saameget større Bedrøvelse, at vi i de settere Aar har lagt Mærke til, at Hr. Jansons mentale Tilstand har givet Grund for Tvivl. Han er religiøs-teologist anlagt, og det ser ud til, at Grublerier i den Retning har virket forstyrrende paa ham. Det er et mærkeligt Eksem pel paa den norske seighudede Ufordra gelighed, naar Pastoren bliver faa stødt over at fe, hvad norske Blade i Norge siger om Jansons Foredrag derhjemme. Naar har slig finnæset Rettroenhed brudt nye Baner eller gjennemsørt nogen Re form Med Refpeft gjentager vi Spørgsmaalet naar? Saa kommer vi til det sidste, hvor Pa storen siger: "De har heller ikke udtalt Dem tydeligt om det store Samfunds spørgsmål Total Afhold og Prohibi tion." Heri giver vi Hr. Hulteng Ret. Vi har endnu ikke udtalt os om dette Spørgs maal, og endstjønt vi fætter Finantse spørgsmaalet som det første og største, betragter vi dog Afholdssagen af saa indgribende Betydning, at vi iffe vil lade vore Læsere i Vildrede med, hvor vi staar i dett Sag. Vi var en Dag i forrige Uge over i East Grand Forfs. Alt vi kunde gjøre deri Byen var at faa en en eneste Abonnent. Medens vi gik rundt i Byen blev vi Vidne til en Mand, fom havde gjort nogle smaa Jndkjøb og flulde gaa hjem til sit Hus. Blandt andre Ting havde han endel sammenknyttet Sild i den ene Haand. Manden var plakat suld. Han sjanglede fra den ette Side af Fortanget til den anden, og hans Knæ bjngnede under hans Vægt ligesom Fødderne under en nybaaren Kalv. Endelig blev Fortauget forsmalt, og Manden gik næsegrus i Grøften. Lige saa ubehjælpeligt tumlede han om, som naar du slaar overende en raadden Stok. Han klafl ned i Sneen, saa det sprutede tit alle Sider. Der laa han en lang Stund. Sildeknippet løsnede, og Sil den og andre Smaating fløi ont hinan den ved Faldets Voldsomhed og blev snart borte i Sneen. Endelig font Manden sig paa Benene igjen, opsam lede etpar Sild og sjanglede saa afsted paa somme ravende Maner som før. Hvad flal man tænfe, hvad flat man sige, naar matt fer stig foragtelig Degra dation? "En Notion, som anvender over en Billion Dollars om Aaret til at fabri kere Drankere og Fattigdom med, gaar sin Undergang imøde", siger Hr. Hult eng, og han tillægger, "at det er kun dett stenblinde, fom ikke kan fe det." Vi er heri aldeles enige'med Pastoren, og vil futt tillægge, at dett, fom iffe vit være med at rette paa disse Ting og drage Fotf op fra Rendestenen, fortjener iffe ot foldes Menneskeven. Vi vil og faa gjøre opmærksom paa, ot det er de fristne Lande, de Nationer, som bekjeu der sin Kristentro for det eneste, der gi ver "Livet Mening og Værd", fom bru ger faamottge Penge til ot fabrikere Drankere og Fattigdom og derved paa skynde sin Undergang. Da en lærd Japaneser for en Del Aar siden reiste gjennemEnropa, blev han rent forfærdet over al den Drnkkenfkab, han saa. Hedningen blev forfærdet over de kristnes Laster. Naar vil de kristne "gribe i sin egen Barm" og beskue Bjætfen i sine egne Øine istedetfor i trod sig Hatstarrighed ligesom Farisæeren totte Gud, at de iffe er som andre Men nesfer? Deres Tro gjør dem iffe be dre end andre. Hvilfensomhelst Maade, der hurtigst vil sætte Stopper for Drukkenskab, gaar vi med paa, og vi ogter ot gjøre "Rod hug" ind i denne Lost, enten det bringer os Venner eller Fiender. Haarde Tider. Hvor mon gaar, hvor matt end vender sig hett, saa er Themaet det somme haarde Tider. Man jamrer, flager og gruer for, hvad Fremtiden vil bringe man spørger hinanden, hvorlængc denne Tilstand vil vare og hvad Enden vil blive. Millioner Mennesker i dette Land fryser og sulter 'de har hverken Mad eller Klæder og Tusinder har ikke engang Tag over Hovedet. Rævene har Huler, medens Mennefler ikke har et Skur, i hvilket de kan finde Beflyttelfe imod Vinterens bidende Anlde. De arme Stakler, der vandrer omkring i Byer, uden at vide hvorhen de flal vende sine Skridt, saar ikke saameget som Lov til sætte sig i en afsides Krog, dersom "Ordenens Opretholdere" kan forhindre det. Hungrige trætte og med Fortviv lelse i Sjælen flubbes de fra Sted til Sted. Foragt, Haan og Skjeldsord er hvad deres bedre stillede Brødre og Sø stre uddeler til dem. De fleste, der sidder varme og mætte i sine koselige Hjem, omgivne af sine friste, muntre og velklædte Børn er fær dige tit at give samme Svar, som Judas fik af Presterne: "Hvad kommer det os ved" om nogen, of:de hjælpeløse kla ger sin Nød og beder om Hjælp. Ca milla jollet skildrer i "En Drøm", hvor ledes hun satte op et Kommuneansigt, naar en fattig nærmede sig hende. Men da hun mødte Vorherre og søgte at komme ham nær med udstrakte Hænder og Bøn, saa satte ogsaa han op et Kom muneansigt og gik hende koldt forbi. Mange, dersom de stod ved Havet en Uveirsdag, og saa et Sfib fimses imod Klipperne, vilde vove sit Liv for at bjerge de Mennefler, der med Dødsangst malet i sine Ansigter tumledes om i de sraadende Bølger. Maafle de var ude af Stand til at yde Hjælp i et. saadant Tilfælde men dette forfærdelige Syn Medmennefler i Dødskamp vilde ol drig blive udflettet of deres Erindring. Og dog var disses Pine og Angst fun fort, maaste bare nogle Minutter. De, som vort grusomme Samfund har ud stødt og nægtet Adgang tit at ernære sig og sine sandmilte gaar matt fotdt forbi. Skjælvende of Kulde vandrer Tusinder hjemtøse omfriitg i dette os Naturelt saa rigt udstyrede Land, uden ot der gjøres noget kraftigt Stridt fra Samfundets Side tit at fjerne Aorsa gerne, der frembringer Nøden. Er det at undres otier, ot fraftige Mennesker, der moa fe paa, at andre lever i Over daadighed, uden at de selv fan faa Lov til at arbeide for en Bid Brød sværger Samfundet uforsonlig Hævn og betræ der Forbryderens Vei? Kan nogen bevise, at alle. de hjælpe løse og lidende er Skyld i sin egen Elen dighed? Aldeles iffe. Mennesket er el grusomt Dyr. .De svage flubbes tilside as de stærfere nogle ophober i Dynger tusinde Gange mere, end de fait gjøre Brug of, medens andre ntaa tide Hungerens Kvoter. Det bør faatedes ikke forundre os, ot somme forsøger at tage med Magt, hvad andre har toget med List. Mange altfor mange r— bliver hjerteløst behandlede i vort egoistiske Samfund, hvilket man praler af, ot man ikke bryder sig om andre end sig selv: ''every one for himself" osv. Under saadanne Forhold bliver Mænd Tyve og Røvere og Kvinder indtræder i Lastens Huler. De rige giver Love ont, hvorledes Forbryderne stal straffes, men de gjør intet for dt forebygge For brydelser. De riges Prester fortæller de fattige, at "dette Livs Lidelser er in tet at agte imod den Herlighed, som si den (hinsides Groven) stol aabenbares paa dem". De tærer, ot mon flot kysse Tyrannernes Fødder, at mon flal slide og flæbe uden ot ftturrc, fordi de, der Hor titranet sig Magten, er "Guds Tje nere" og ot enhver, fom fætter sig imod dem, der Har Magten, imodftaor "Guds Forordning". Asflyetige Lære! Vederstyggelige Humbug! Presterne tærer, ot her paa Jorden maa vi teve Herrer og Staver, medens der i Himmelen flat blive Lig hed. En herlig Trøst for alle dem, hvis Liv Har været en Ræffe Lidelser og Savn iffe sandt? (Jeg ved dog, at der er dem, som tænfer sig Mulighe den as, at de ogsaa i Himmelen fan faa et Rum for fig selv. En gammel Hos-Frøfeit i Kristiania sagde en Dag til sin Tjenestepige: "Det er rart at tænfe paa, ot du og jeg flot blive lige i Himmelen.") Haarde Tider jo det er ganske vift, men hvad er Aarsagen? Landet frembringer jo aarligt mere af Fødemidler end Befolkningen forbruger og her findes Raastoffe nof, saaat ingen Fabritter behøver at være i Uvirksomhed of den Grund. Saaledes maa det være flart, at de haarde Tider vi itu har, ikke er nogen Nødvendighed frembragt ved naturlige Aarfager. Her er Rigdom og Overflod, Fattigdom og Nød. Her maa attsaa være noget gatt ved den Maade, hvorpaa Nationens Rigdom er fordelt. Enkelte har faoct Monopoter, ved hvilke de beriger sig paa ondres Bekostning. Mossen af Landets Befolkning træl ler uafbrudt, uden ot erholde andet Ve derlog end netop nok til ot holde Legeme og Sjæl sammen der gives hverken Tid eller Anledning til at udvikle de Evner, som Sfaberen har givet ogsaa til dem, der fødes i Hytter. De, der endnu ved Fødsel eller For retningsdygtighed (List) er fomtte t' Besiddelse af store Formuer, fan med sink.lumpne Dalere tilvende sig Frug ten as andres Arbeide, og i fort Tid fan disse Pengefyrster træffe sin Kapital sammen og frembringe haarde Tider. Findes der nogen Retfærdighed i et saa dant System, fom tillader nogle faa at stobe Nød og Elendighed iblandet helt Londs Befotfning? Ingen. Det er neppe fortidlig, om Folket voagner til fuld Bevisthed, out den Fare, i hvilken de styrende har bragt det, og at det snarest mulig maa give sine politifle Lodser Reisepas. Længe nok har Fol fet lyttet til de Løgne, som Plutofratiets Redskaber har spredt ud. De gamle Partier, som har regjeret dette Land, har altid lagt Skylden paa hinanden og søgt at bevise, hver for sig, at de finant tielle Kriser har været en Følge af det herskende Partis ukloge Politik. Jmid lertid viser det sig nu, ot begge Partier er enige i alt andet undtagen Fordelin gen af Embederne det viser sig, at alt deres Reformarbeide fim har været til Fordel for de enfette der sifferlig funde flore sig uden særskilte Forrettig heder medens Flertallet maa lade fig nøie med, at de behandles som Dyr, uden at der tages Hensyn til deres Tarv. Men dersom itu disse haarde Tider fan blive et Foreningsbaand ved hvilket alle de, der lider liret og Nød, fan blive forenede, saa at de i Fællesskab,, fan as-, ryste det Aag, der ved uærlig Lovgiv ning, er bleven lagt paa deres Sfuldre da fan disse haarde Tider betragtes som et Middel i Forsynets Haand til at føre Mennesfene et Skridt fremad imod en høiere og ædlere Morot, end vi nu har. Maatte fmaatig Misundelse og religiøs Intoleranse fjernes saaledes, at de spredte Kræfter, der hver for fig ar beider for Reform, fan fomme fammett og i broderlig Kjærlighed søge at finde de Midler, som er bedst skikkede til at læge de mange blødende Saar, hvoraf vort Samfund lider. Enhver, hos hvem Retfærdig hedsfølelfe ikke er flukt og som tror, at Menneskets Bestemmelse er at gaa fremad i det Gode uonseet hvor mørkt det end ser ud, og uanset, at faa mange bliver Forrædere imod Folkets Sag kan ikke være ligegyldige Tilskuere, men maa ubetinget vælge sit Parti og tage Del i Arbeidet. Vi haober, at bedre Tider snart vil komme, at Menneskene engang vil lære ot indse, at Samfun dets Interesser er fælles, at de vil slutte fig sammen til et Broderskab og bort rydde Aarsagerne til den Nød og Elen dighed, som gjør vor deilige Klode til ett Jammerdal. Reformarbeiderne le ver i Hoob for dem er Hoobet den Stjerne, der lyser gjemtem Jordlivets Mørke, og.ved hvis Straaler de kan skimte et herligere og mere fuldkomment Samfund. Prof. Morse udstillede i Costle Gor den sine eleftrifle Legesager. Han havde en Jerntraad, fom.löb rundt den gamle Bygning, maafle 200 Yard i Längde, og en Mandi den ene Ende af Traaden kunde höre en Tikken, fom frem bragtes af en Mandi den anden Ende. Det var denne Udstillings Under, og Mr. Morren fortoller os, at hon erind rer, hvor populär Prof. Morse vor hos olle Besögeude, indtil Hon tod sin En thusiasms töbe af med sig og pegende over East River sagde, at han drömte om at forbedre fin Tetegraf, faa en Dog en Mand kunde stoa ved Battery Place og samtale med en Mand poo Gover nors Istand. Men den Ide vor for meget for vore gode New Aorkere for 50 Aar siden, og Prof. Morse blev set ned paa som en upraktisk Drömmer, og hans Legetöi erkläredes ot vare tit ingen Verdsens Nytte et blot og bort Fan tasifoster af en örtestös Drömmer. Fotograferer «den Dagslys. Vi er nu tommen faa tongt i Foto grafiens Kunst, at vi fotograferer uden Dagslys. Kirker og Søndagsskoler kan nu, om de ønsker, faa fine Juletræer fo tograferede om Aftenen. \n\n $OtM OfttllC/ »i ttbfliwtte. Ole E. Hagen Fergus Falls, Minn. Det vilde være en Ulykke, om The League skulde ophøre med sit "intet lektuelle angribende Værk." John V i k. A. P. Overland.