Newspaper Page Text
0' s?-'* -,' 3 IS w* "Si. I? ?w (gertåmng ef 6. SR atlit t.) Slutning fra forrige Nr. Trods den pinlige Stilling, hvori den unge Pige befandt sig og som i dette Aieblik ooergjjøb hendes Kinder med Blygselens Rødme over hendes uvilkaar lig fremftrteUdraab,kunde hun neppe un dertrykke et Smil,da hun hørte ham selv anvende paa sig netop den samme Be nävnelse, som var i alles Munde. "Og intet har naturlig været Dem mere bekvemt end at tro paa denne Hem melighed og asfly mig?" fortsatte han be breidende, "Skulde jeg vel have Mod til at se ind i Deres rene Dine i Nær heden as Sknkvladsen foc denne formente Forbrydelse?.... Jeg bryder mig ikke forøorigt det mindste om, hvad andre tænke og sige om mig, jeg skulde ikke en 5ang aabne Munden for at modbevise Sladderen. Men i Eders Sjæl maa Sienne Indbildning ikke et Dieblik læn gere faa Rum Ja, i mit Hus op holder si? et ulykkeligt kvindeligt Vcrsen men ingenlunde tvungen eUer sangen, men toertom skjcermet og beskyttet af mig. Beatrice er mm Søster, men vi har ikkesamme Moder. Mm Moder døde uden at kjende det mindste til dette arme Basens Tilvärelse, og først paa sin Dødsseng meddelte mm ffader mig Hem roeligheden og anbetroede mig Omfor gen for hans Datter. Han elskede altid hende mere end mig, hans agte Sön, og det forstaar jeg godt, thi hun er en vid underlig begavet Kvinde. Men hendes Tilvärelse er ogsaa for mig bleven en Kilde til usigelig Sorg De, hvis Aasyn henriver Menneskene,kan ikke ane, hvor dette ulykkelige Basen tider! Svag og sygelig lige fra Fødselen af blev hun pludselig, og kort før vor Faders Død, angrebet af en forfærdelig Sygdom. HendeS Ansigt, font før skal have været of en henrivende SkMhed, er bleven al deles vanskabt hun skjuler det bag et Slør, ikke engang jeg har set det il den dette Stör. Hendes Sygdom er u lægelig og, ester hvad hun selv paaskar, smitsom, og af den Grund hav hun ikke engang tilladt mig nogensinde at røre ved hendes Haand. Hun undflyr Men »efters Nærhed det plaqede hende usi geligt at väre en Gjenstand for Forskräk felfe derfor har jeg altid sørget for, at Zngen, uden hendes Oppasserske og min •forte Betjent, som er os ubrødelig hen« Hiven, har saaet noget at vide om den Hemmelightd, som Sløret bolger. Dette nat ogsaa Grunden til, at jeg vilde borts tage Lysthusvmduet, som vender nd mod min Have." Lilli havde hørt paa hans Fortælling ligesom bedøvet, han stod forsonet foran hende. Jstedetfor den indbildte forbrydelse, som i hendes Ame havde givet hans djærve udfordrende Natur no get vist dæmonisk, læste hun nu tun be edleste Tanker paa hans Panbe.... Alt fra hendes Barnbom havde det været et ef de mest fremtrædende Karaktertrak hos hende, at hun itle jmtbe bare paa Bevistheden om en ufonet Uretfærdighed mod andre. Med al hendes Trods og Egensindighed havde man aldrig behøvet at tvinge hende tit at gjøre en Uret god igjen. Bar hun bleven overtydet om, at hun havde begaaet en Uret mod nogen, faa var hun straks rede til at udsone den, og hun fil ikke Ro paa sig, førend hun havde gjort det. Men aldrig havde Fø teisen as Anger og Sängfel efter at sone en fornærmelse grebet hende faa mæg tigt foin i denne Stund. Maafte tæfte hans gjennemtrSngende Blik, hvad som foregik i den unge PigeS Själ. Han greb paa ny hendes Haand, men denne Gang inderlig mildt og bønfaldende. "Lill»", sagde han hendes Nav« gled for første Gang over hans Læber, og hvilken uendelig blød Klang loa deri "Lilli, jeg har uden at vide det havt at kjæmpe mod et Fantom nu da dette er ryddet afveien, haaber jeg, at det og a stal blive lysere for mtg.... Løft bare en eneste Gang, -»)eres Øine op tit mig med et fast og prøvende Blik, og -De stal finde, at kun Vanviddet har lun net stille mig i et faa afskyeligt LYS Jeg vil ikke gjøre mig bedre end jeg er, allermindst ligeoverfor Dem. Jeg vil :de ikke kunne udholde den Tanke, at De, var det ogsaa blot en eneste Gang og blot i Setes Sjals hemmeligste Dyb, skulde tro, at jeg har kunnet bedrage Bern.... Jeger af en heftig Natur v' som Søn i et rigt og anseet Hus stod de store Verdens Døre aabne for mig, og -Mg styrtede mig i Livets Hvirvel, som Tufinder før mig har gjort det under samme Forholde. Døm mig ikke, Lilli jeg er uagtet dette ei falden, jeg har efter vunden Erfaring blot faameget kraftigere hænge prøvet at frelse mit bedre Jeg Jeg Ian rolig trykke et rent, kvindeligt Bfifen til mit Bryst og forene hendes Skjabne med min. Forøvrigt har jeg i de sidste Star levnet lidet Rum for denne Tanke, jeg havde ingen synderlig høi Tanke om Kvmden Da hændte det en Morgen, at et skjønt Væsen stod fremfor mig, et Barn i en Alfs Skikkelse, og bog faa bet paa mig med A ine, som straalte af Barnets Trodsfighcd og den tankende Aands lysende Funke." En Vogn rullede frem og standse ved Haveporten. Lilli for forskrækket op og søgte at frigjøre sine Händer, men han holde dem fast og fortsatte med hævet Stemme og hastigt Aanbebræt: Og ba blev bet mig klart, hvor ledes en dunket, i min Själs Dyb hvi lende Anelse gik i Opfyldelse: at den rene, sande Kjærlighed ikke bare er et tomt Ideal her i Verden, og at det var givet mig at søle det Lilli, jeg svær ger, at jeg maa vinde Dem for hvilken somhetst Pris jeg Den unge Pige løsgjorde heftigt sine Händer, (banden i Havegangen knir kede under tunge Skridt, font nämebe sig, og i samme Dieblik raabte Tanten paa henbe meb høi Røst. "Aldrig, aldrig!" stammede hun død bleg. "Opgiv alt Haab, og kom aldrig mere min Vei!" Hun ilte tilbage ind i Haven. Der stod Hosraabinden med den unge Piges Kaabe i omkring i Haven. Hun stjænbte paa Lilli, forbi hun enbnu ikke havde nogle hvide Roset ved sin Barm, plukkede selv hastig nogle og lagde derunder aldeles ikke Märke til,at Lilli stod foran hende med vaktende Fødder og dødstræt Ansigt. Uden at ytre et Ord steg Lilli op i Vog nen. Hun havde en dunkel Anelse af, at en ubodelig Ulykke pludselig havde rammet hende, og at hun havde betynget fin Sjal meb en Skyld, sortere en Nat ten. vn. Det faalaldte grønne Værelse, et me get stort Hjørneoarelfe meb 6 Fag Vin buer i Hofraadindens Hus havde i man ge Aar havt nedrullede Gardiner og bomlaafede Døre. Paa gamle Eriks Tid havde dette Värelse ofte været Vidne til megen Stads. Vægspeilene, som naaede fra Gulvet tit Taget, havde gjen givet maiestatifle Kvindeskikkelser med taarnhøi Frisure og tange Slæb, samt ben Tibs prunkende Herretoiletter, og bet smukt inbtagte Gulv vidste at fortalle om mangen Menuet, font Byens Stor folk her havde danset meb Højtidelighed. Nu for Tiben aabnebes Cmbuestugeine kun to Gange om Staret nogle faa Dage, og ben, fom kjendte Tente Barbaras Vaner, vidste da, at hun agtede at holde et af disse store Selskaber, hvortil alle hendes Venner blev indbudte. Til San ers og Dorthes store Forundring gav hun igaar Befaling til at lufte det grøn ne Værelse langt tidligere end for havde været brugeligt. Men benne Afvigelse fra Regelen havde blot sin Grund i Lillis "Hangen med Hovedet", font Hofraad tuben udtrykte sig. For Tante Barbara var det noget al deles nyt, uvant, at overraske ben unge Pige i Mismod og Bedrøvelse. Ester utallige Gisninger, men stedse med For bigaaelse af den eneste rette, var hun tit flut kommen til den Overbevisning, at Lilli led af Hjemve, og straks havde hun med stor Selvforsagelse tilbudt hende, at vende tilbage til Betlin. Men med stor Heftighed, som næsten havde Udse ende af dødelig Angst, havde den unge Pige bestemt afvist dette Forslag. Fra ben Stund gjorde hun sig stor Ansttæn gel for at se muntrere ud. En stor Mængde Gjastet, gamle og unge, var indbudte tit bet forestaaende Gjæstebnd, og Hofraadinden havde alle rede nogle Gange kastet prøvende Blikke rundt i Bärelset, for at fe efter, om der ikke ved Siden af Spillebordene for de ældre Herrer og Damer skulde vare Rum til en liden Svingom for Ungdommen. Paa Grund af den strängt overholdte Udestängfel af Lust eg Lys havde Salen ganske godt bibeholdt sin oprindelige Skikkelse. I Kaminen brændte, trods Sommerheden, en klar Ild, som skulde fortärt den ben sidste Rest af kvalm og indestängt Luft. Midt i Salen stod end nude hastigt indflyttede Möbler fra Lysthuset, og de ligeledes indflyttede Oliemalerier stod hældte mod Vaggene de fluide ester Tante Barbaras Vilje omsider finde fin Plads her, saasotn Bedstefaber Etik altib haobe havt stor Forkjärligheb for bette Værelse. Hos raabinden og Lilli vaflede og pudsede Malerierne forsigtigt, og Sauer, fom netop kom tilbage fra Byen, hvor han havde gjort forskjellige Jndhøb, fluide dem op. »adtzvgaere», ættSS*» HMMÉi ^iUajfifiÉiiittäaijiaÉriÉ^^ Han traabte inb med en vis Høitide tigheb. Lilli kjendte den Gamles Egen heder og skjønte straks af Udtrykket i hans Ansigt, at hajt havde en vigtig Ny hed meb fig hjem. Han flyttede en af de høibenebe Egestole frem til Vaggen, og idet han lob fom om han opmærksomt be tragtebe Stedet, hvor bet nebtagne Ma leri flulbe hænge, sagde han uden at vende Blikket derfra: "Fru Hofraadinden kan vare glad, hun faar nu Ro igjen Han deroppe", Han vovede albrig at nævne Gran bens Navn i sin Madmoders Nætvæ relse, "ja, han deroppe ret)er i Mor gen bort, ud i ben vibe Verben og til og meb over Havet hans Kufferter floor allerebe pakkede og færdige Kub sken fortalte bet hos Konditoren, hvor jeg bestilte Tærterne." Lilli fatte Materiet, som forestilte O restes, og som hun just holdt Haanden, mod Væggen, og ber kom ikke en Lyv over hcnbcs haardt sammenpressede Læ ber. Med en Søvngjængerskes Miner og Bevägelser gik hun stilt henimod Dø ren, ligesom dreven af ett usynlig Magt. Den Høie Egedør falbt tungt til bag hen be,men hoerkenHofraabinben eller gamle Sauer mærkebe bet. Den første mob tog Unbcrretningen med et tilsynelabenbe ligegyldigt "Saa—aa" og vendte sig et Øiebltk om mob Vinduet, medens gamle Sauer med fkjælvenbe JEnaer steg op paa Stolen. Sauer nedtog Pasteinalerieme fra Väggen og hængte til Prøve Orestes paa en af de gamle forrustede Spigre. Men Byrden var for tung. Han havde neppe sluppet bet, førend Maleriet faldt ned og veb et uheldigt Rebntngsforføg af Sauer falbt bet faa uheldigt, at det stötte mob Kaminetarmen og blev hængende der paa en udstaaenbe Kant, dog ikke med Rammen, men meb selve Läredet, som bero eb blev gjennemflaaret. "Nu, bet maa jeg sige, Sauer, han bærer sig ba ogsaa klodset ab l" raabte Hosraadinben vreb. Sauer steg høist ulykkelig ned fra Stolen og tog Maleriet neb over Ore stes's Ansigt løb tommelonge Revner til flere Kanter. "Jo, nu har han stelt bet gobt," blev Hostaadinden fljænbenbe ved og tog fat en Flig af Dugen men fom om hun havde saaet glødende Jern Haanden, tog hun ben gysende tilbage og stirrede ligbleg paa Maleriet igjennem Revner ne paa Særebet haobe et Par store, bru ne Ørne stirret hende mob henbe, ildfuldt og dog meb rørende Vemod. "Goa bie Vei, Sauer!" stammede hun og lagbe Haanden over Revnen. "Ma terierne kan hænges op siben..., (Saa, gaa! gientog hun heftigt og pegte paaDøtep, hvorigjennem den ulykkelige Sauer forsvandt. Et dybt Suk, der næsten lød som en Stønnen, arbeidede fig frem fra hendes Bryst. Hun greb en Sax meb stjæl venbe Haanb, men uben mtnbste Betænk somhed etter Usikkerhed klippede hun istykker det hidtil meb megen Omsorg be ll arebe Læreb, bøiebe hun Fligetne tit sibe, og fra en graagtøn Baggrund frem stod en henrivende skjøn Kvindeskikkelse. Den lange Fängselstib havbe gaaet spor løst hen over den blomstrende Friskheb i bisse Træk nederst, i et af Maleriets Hjerner, stod Navnet A. von Dyck. "Han har altfaa alligevel gjort det!" mumlede Hofraadinden med klangløs Stemme. "Og Huberts var i sin gode Ret, naor de kaldte ham "Tyv" Grässetigt!græsselig!.... Og han ved blev at leve efter benne nedrige Gjer ning, og han taalte roligt, at hans Paa« rørende haanede de Bestjaolne! Det vat altfaa derfor, at hans sidste Ord var "Lysthuset"! Og dette hans sidste Ord er bleven agtet og æret fom et helligt testamente! Alle Eriker er gaaet til Hvile med den Overbevisning, at deres Had var retfärdigt men for mig, den sidste, enslige, bliver den forfærdelige Sandhed opklaret, og jeg maa nøde at tilstaa sot ham betborte, at be hæberlige Enker 80 Aar igjennem hat »äret "Ty »egobsgjemmet"!" Hun vedblev at stirre paa det bltde Ansigt, fom smilte faa varmt og straa (ende mod henbe, og hun tænkte meb Ræbsel paa det jøiebtit, da hendes Bed stefader, vanvittig af Lidenskab, om Nat ten sneg sig ind i den umistænksomme Families Boglig, paa den Stund, da han, dølgende sin usalige Hemmelighed bag Loas og Slaa, malte dette Otestes hoved, som næsten et Aarhvndtede mis undelig havde skjult bette Pigeansigt fulbt af Uflytb og Znbe, og i stedet der* for i de fotdreiede Ansigtstrak vist Bet ben en ond Samvittigheds Kvaler. Hofraabinbtn vaklede ikke et Øieblik i den Overbevisning, at Materiet maatte tilbagegives den rette Eier, og bet var ds» Svde December, 1896 uden Ophold, da han jo Morgenen ef ter agtede at tilträde en Reise Hvilken förfärlig Pligt for hende! Hun var nødsaget til at bebe sin bitreste Uven, at han maatte fare flaansomt meb hen des Bedstefaders Navn og Rygte,og dette skalde hun oqsaa bekvemme sig til thi hendes strenge urokkelige Retsfølelse sagde hende, at den ntangeaarige Uret maatte udsones.... Men naar hun faa tänkte paa, at den unge Mand vilde op føre sig overmodigt og hensynslöst mod hende, da for Biobet henbe til Hovebet hun frygtede for fit eget opfarende Sind, font let kmtbe forbatve alt. Ester en heftig inbre Kamp gik hun ud af det grønne Værelse, stängte Døren ester sig og raabte næsten sagtmodig paa Lilli,men sit intet Svar. Den unge Pige »at gaaet ned i Haven. Det var som om hele hendesEvne dreiede lig om den Sætning: "han reiser uben at sige Farvel" hendes stränge Orb: "kom albrig i min Bet", flulbe virkelig blive be sibste Orb, som falbt mellem ham og henbe.... Umuligt! Hun gik vibere, dog ikke ad Sandgangens lan ge Omvei, men tvers over Buske og Senge. Hun følte ikke, at den glødende Middagssol brændte hendes Pande for gjæves rev Tornebuskene istykker hendes Klæder, forgjæves skreg de opskræmte Fugle i @maa)logen, fom om de vilde hinre henbe paa en Vei, der stred mob Kvindeblyghed, mob Skik og Brug.... Hun traabte ind i Lysthuset. Der laa endnu Stykkerne af den indeflagne Väg og over dem og bet sorbnnt af Dorthes Hänber renflurebe Gulv førte en vel op gaaet Sti ub i Tante Barbaras Have. For første Gang laa Hus og Have i et jtraatenbe Sollys fremfor henbe,benne lille vibunbcrlige Verden, kaldt til Liv af kunstnerisk, fin og uddannet Aand, benne kjare lille Flek Färdrenejord, fom han vilbe se sor sig i bens hele fortryl lende Skjønhed, ligesom den omme Brud gom fm Brud! Og i den lange Allee derborte vandrede nogen med lang somme og stille Skridt, det var ham. Han kom meb Händerne paa Ryggen og nedbøiet Hoved nærmere og. närmere Hvorledes haobe hun vel nogensinbe kunnet tro, at ber bag benne rene, høie Pande kunde bo Tanker fulde af Uret färdighed og Brode? Hvorledes havde det vitret muligt, at hun, naar hun hørte hanS varme, kjærltghebsfulbe Otb, havbe kunnet holde fast veb Minbet em gamle, afblegede Familietraditioner og hendes egne ubetænksomme bittre Orb? Hvorledes havde hun nogensinde kunnet levne Rum for ben Tanke, at henbes Hjerte libt om sen flulbe gjenvinde Ro og Fred efter bet dødelige Saar, fom hun i uforsvarlig Formastelighed havde tilsølet to for hinanden bestemte Sjæle? Han kom nærmere og närmere, og hun veg ikke fva Stedet. Hendes sine, i lys Musselin mdhyllede Skikkelse stod urørlig, fom et taatmobigt ventende Barn, i Bægaabningen hun fatte ben højre Haanb mod en Bjelke, og henbes Ansigt lyste næsten spøgelseblegt mob den mørke Baggrund Den ensomme Vandter stødte sin Pande mob en Gren, han saa op og meb bet samme inb i Lillis Øine. Han blev staaenbe som fastnaglet til Jorden. „Lilli", raabte han meb et usigeligt Udtryk i hans Stemme, kjæmpebe Sa tigheb og Smerte, bævenbe Angst og Jubel... I nogle faa ©kribt vor han veb hendes Side. Han greb hendes Haand hun lob det fle aanbeløS Spænding bøiebe han fig neb for at læse i hendes Ansigt hun smilte, og hendes Blik undveg ikke hand feberagtigt for skende Die. „Lilli", begyndte han endelig med flMvende Stemme, der nästen var klangløs paa Grund af den heftige Sjæletystelse, „Deres Nærværelse her vilde være en forfærdelig Grusomhed, ifald ikke...." Han standfede og flap HendeS Haand. Jeg agtede ikke at gjenfe Dem", begyndte han paany. Netop fordi Sy net af Dem er bleven ligesaa nødvendigt for mit Liv som Aandedrættet, netop deffor maatte jeg efter Deres sidste Er klæring stille mit til mig selv givne Ord fom en Damning for mine oprørte Fø lelser, ifald jeg ikke vilde komme i den Stilling, at jeg maatte foragte mig selv Jeg er en af de Naturer, paa hvilke det, fom de engang har elsket, er ligesom indhugget i Kobber jeg flot aldrig glemme Dem, Lilli, aldrig! Men jeg er ogsaa lidet tilbøielig til at overgive mig til en fortærende Sjælesorg Jeg teiser, Lilli! Det tommer tit at ligge et tndtstratt Rum mellem os, og kanhænde, vil Tiden udøve sin lægende Kraft ogsaa paa mig... Jeg hart denne Stund ikke Mod til at sige: »Bliv lykkelig! Det var at fastnagle sig selv paa Korset, og jeg mangler Taalmodig hed for at være jJiartyt Tanken om, at De skulde kunne tilhøre en Anden, faar Blodet tit at syde gjennem mine Starer, og en Lykønskning kunde tet blive til en Forbandelse...." Han taug pludselig, og hans gjennem trængende Blik rettedes mod et Punkt bortom Lilli. Den unge Pige vendte sig om. I Døren stod Hofraadinden over hendes Ansigt laa endnu denne afkegraa Bleghed, font den ulykkelige Opdagelse havde fremkaldt Ansigtet faa i dette Øieblik forunderlig lidende ud, men hendes store, lyse Øine hvilte med en sælsom Glands og et uforklarligt Ud tryk paa de to unge Mennesker. Lilli nærmede sig hende ikke. Hun stilte sig toertom närmere indtil ham, der stod ved hendes Side, som om dette var den eneste Plads i Verden, der til tom hende. „Tante, Du kommet for sent!" sagde hun fast, og paa hendes nys faa blege Ansigt glødede en stärk Rødme. „Ifald ikke han stöder mig fra sig, forbi jeg i overmodig Overvurdere« af mine Krcrs ter har faaret ham, faa er jeg hans! Du er min Families Velgjørerinde, Tante Barbara Du har, saa langt til bage, jeg kan mindes, elsket og værnet om mig som bit eget Barn lige til for kort Tid siden stod Du ved Siden af mine Foräldre høist i mit Hjerte, og ved Siden af dem, troede jeg, fandtes ikke Plads for Nogen Hoor er ikke att forandret nu! Men jeg vilde gjøre Vold paa mig selv, for at lade min Tak nemnteligheb mob Dig beholde Over vagten. Gub alene veb, hvor jeg i be sibste Dage har kjærnpet og libt men mait kan lukke Pinene for Lyset, saa meget man vil. Lyset er bog til!.... Kald mig utaknemmelig, unddrag mig din Kjærlighet», jeg vil blive usigelig bedrövet, men jeg gaar med ham!" Hun havde allerede længe hvilet veb. hans Hjerte. Veb henbes første Orb havbe han slynget Armen om henbes Liv, og bet faa virkelig ub, font om ben lykkelige Døbelige strax vilbe føre fin vundne Alfedronning til sit Hus. Tante Barbaras stolte Skikkelse og hendes ventede Jnbvenbing vat ikke mere til for ham. Som beruset hang hans Øine veb ben unge PigeS Læber, ibet hun meb nogle faa, bestemte Orb tilfagbe ham Rettigheden over henbeS Perfon. Hofraadinden havbe imiblertib traabt närmere, og henbeS fast tilsluttede Læ bet fljælvede ligesom i en krampagtig Graad en aldeles ukjendt Tildragelse for Lilli. „Barn, Du har aldrig havt noget Begreb om, v o a n jeg elsket Dig, ellers havde Du vel vist mig større For trolighed!" sagde hun usædvanligt milbt. „Nu, jeg ml ikke trætte meb Dig, for største Patten af Skylden har jeg at tilskrive mtg selv. Trods mine Fordomme fluide jeg dog have feet Sa gen meb anbte g) ine, enb Du forubs æt ter.. ..Jeg flulbe ene og atene have bebet Dtg betænke een Ting. og bet gjør jeg og i bette Øiebtit: Du vil betro benne Monb bin hele Fremtid, og Du fjenber ikte hans foregaoenbe Liv bet Lille, vi ved „O, Tante! ikke et Ord mere!" raabte Lilli heftigt og lagde paa samme Tid Haanden paa ben Elskedes Mund, da benne vilbe til at tale. „Det Lille, vi veb, eller fom vi snarere paa en flamme lig Maabe har inbbilbt os, hänger netop sammen meb en af hans æbleste Hand Itnger Du skal nødsages til at bede om Tilgivelse, ogsaa Du Tante, ligesom jeg allerede har gjort det." „Og dm Fader?" „Han vil velsigne mit Balg, naar han har lärt Dorn at kjende." „Nu, da hor heller ikke jeg mere at sige, end at din Beslutning gjør mig lykkelig.... Lilli, det er faldt i din Lod at udsone en stor Uretfærdighed as Erik mod Hubert!" Kort derpaa stod olle tre i det grønne Värelse foton det skæbnesvangre Maleri. Tante Barbara havde meb jkjælvenbe Sæber beskrevet OpbagelsenS Pieblik, og gav tilslut sin hibtit formente Mob« stander Haanden tit Forsoning. Han rakte henbe hjerteligt sin høire Haanb, men meb den venstre greb han pludselig Maleriet og kastebe det paa Kaminilben. „Det er et Ran fra Menneskeheben", sagbe han alvorligt men heller et Kunst værk mindre i Verden, end af Synet af det flat opvække sørgelige Minder." „Net, nei", raabte Hofraadinden og tog atter Maleriet ud af Flammen, font allerede flikkede Fligetne af Orestesbille dets Lärted. „Det flot opbevares, an dre til Gläde og mig til stadig Paamin- og vlnf.er dag, I If 1 -1 belse om, at vi alle er Mennesket og let kan seile." Dagen derefter begyndte Arbeiderne at herje i begge Havet, bet grønne Gjerde faldt og med det Lysthuset. Ri ven drog sine Furer over ben Jordstrim mel, hvorpaa engang „Kjæmper fluide voxe op til Himmelen", og der, hvor den ulyksalige Orestes lort forud saa ned fra Væggen, der titter nu deilige uskyldige Blomsterøine ub i Betben. Den hemmelighedsfulde llbekjendte vandier om Kvældens meb alt mattere og mattere Skribt gjennem begge Havet henbes Frygt og Styheb er forsvunben. Hun ved jo, at hun er omgivet og om fattet meb hjertelig Deltagelse og Kjär tigheb i ©ärbelcöheb er Dorthe ivrig i at betjene henbe hun vil forsone, hvob henbes snakkesalige Tunge engang har sorbrubt, og Saner har iil sin store Forundring sundet, at Negeren, som nylig efter hans Forestilling var en As grundens Søn, har bet mest trofaste og ärlige Hjerte unber Solen. v Bevarer gamle Venner lig nye, det er xm hvad Dr. Miles' o New System af Restorative Komedies gjOr. Invali der, som bar udholdt den smertefulde Tortur af et nedbrudt Nervesystem, syg, nervös eller nenralgtot Hovedpine, Modlöshed, Melankoli, Hysteri©, Krampe ellor andre af de talrige Uordener, som stammer ira Forstyrrelse i Nervecentrerne, vil Tv "Hf*! altid fortulle deres Venner, VI 1 I P,K Eng-Isk.Zcns? I::dre engelsk-dansk-norske -CrbSsut -i-1 siegelrn intet annet end de engels Orué i det dansk-norske Spre-.' itv.e Ordbog viser os Bandt, tz.'ZS U jtigflffeOrt deleS i Stavelser, !jt.: .rL:*.-t5 og hvad de betalt s i .-ut Q:,-)-,. OM«i mange andre £cu:?c: v i..'«: Ny Bark langt mere praktlsi! end be •ir.rcte. Acdenstaaende 12 engelske Ord :u'ö i'i-cv Adtale og Oversættelse ere her gieiu UL'iie efter Nivestads Ordbog og viser nsj-k« ih i, hvorledes Sproget deri er behandlet s'disse Ord: ii: iau'ti-ful(bjy'tl-fiJtl),a.fliøn,dejltg. Busi'ness-Iike (bls'nes-toit), a. for retningsmæssig. Con sci-en'tious (kan'sjt-en'fjøS), a. samvittighedsfuld bevidst. Do-sir'ous (bi-sair'ø§), a. begjerltg efter tragtende,længselsfuld,ønskende. Eu'pho-ny (jy'fö-nl), ». Velklang. Vellyb. [faren, øvet. Ex-po'ri-enced (ekS-pi'rHnft), a. er Guar'an-ty (gær'æn-t!), n. Borgen, Sikkerheb, Garanti. leap'-year (lip'jtr), n. Skudaar. Hill'ion-aire' (mirjøn-dér'), n. Mil lionær. [ring. ^ur'ish-ment(nør1Sj-ment),ro.5yZæ* PM-los'o-phy(fl-lg3'ö-ft),n.Fit0fDfc Sat'ur-day (fæt'ør-dei), n. Lørdag. N. B.* Den nøjagtige Udtale of de i:txrkebeS3ogftaber: y, 6,1, t, ö, s, y, V, d, æ, cé og ø meb flere, er tybelig forklaret i "Regler for Udtalen" først i Orbbogen. Dette Værk har allerede saaet et stort Au tal udmærkede Anbefalinger her gjengiveS kun faa as bent (i Uddrag): Pros. Hjalmar H. Bovelen: -'En fortrinlig Ord Bon! Forklaringerne ere tydelige og nøjagtige, og Ud t.-.i eit cr betegnet paa cn sindrig Maadc. Jeg saar nol Anledning at anbefale Bogen til mine Studenter". Prof. Rasmus 83. Anderson: "Jeg anbefaler benne Hittige og værdifulde Bog. Udtalen faa bel fom Over j.v'rtclsen er fulDftonbig tilfredsstillende. Udgiveren pi .ener Tak af alle, som benytter hans Bark". !Lrof.E.M.Schelde: -'Det bedste Prof. Georg Sverdrup: "Ulvestad! Ordboger sæt« skikket til Brua for bem, fom vil I cere Engelsk bet cr vistnok ben mest praktiske, som finde»". I. Hansen (gærer i Engelsk): "Bogen et ti rift liruftift I alle Maader og sylder etIceimeføtt Savn". Pastor M. Falck Gi ertsen (Præsident i Minneapolis Ctdlcbcstljretfc): "Det er uben Tvivl ben mest prak liiic Aog af benne Art og bil fllfcrt blive til megen Stoitte ijær for Nybegyndere, som vil lære Engelsk". Prof. O. C. S trass: "Planen er rosværdig". Prof. I. L. Nydayl: "Dette SSærk er tidsmæssigt og "aaban Orbbog, som trænges o| nøjere Kienbskab tit bet engelske Nflbayl: er just en s kaffe fig et 8 Udtale ben fortjener en bib Ubbrebelfe". vcm, ber vil staff Si'vogoabetåU Prof. Sven Ostebal: Prof. 85. W. SBraaman: "Ulvestads Ordbog et uovertræffelig i enhver Henseende. Ingen anden '.nclf(=banfk=norjt Ordbog flat bruges i min Skole". Prof. H. G. Stub: "Det er en udmærket Ordbog y.Smlebefcgnetfen er i alle Dele den bedste, som sindes". Nros.John F. Tandberg: "En meget praktisk Plan". Prof. John Halvorson: "Bogen syncs jeg ubmcer Ict gobt om: ben behanblet Sproget meget praktisk". P"of. K. ©letf et: "Særtet er fortræffeligt bet er nb= «-jboibct meb beundringsværdig Omhu og Nøjagtighed". I. I. Skørdalsvolb (Lærer i Engelsk): "Bogen V'f.r mange store Fortrin Ubtatebetegnelfen et ve» vchrte, jeg har [eet den er meget letfattelig og praktisk". S tof. AdolphLarsen: "Bogens Plan et fortrinlig". Prof. With. Pettersen: "Det er fet og alt et Beret, jm gjør Hr. Utvestab ære beter uovertræffeligt". Bogen er paa 700 store Sider lindehos tenbe cn. 30,000 engelife Ord med deres til tale og Forklaring vott Sprog), er trykt godt Papir, er solidt og smagfuldt ind S'.nihen, og vil vatre en Pryd sot hvilkensom i Boghylde.« Naar Stottelse og Udstyr lages i Betragtning, er den meget billig, idet i-ti koster, portofrit tilsendt, 62.50. »o»« i o in if fe at romme i Besiddelse af ictte nyttige 8$erf! "Selvhjalp i (-itgelfk", den morsomme og praktiske Lære 33 sor Begyndere bet engelske Sprog, kof.erS1.00. Begge Boget faaes ho?? k $ hvorledes de var jongivne Helbred og Sundlied ved SSlges af Apothekere og garanteres at hjälpe. Skandinavisk eller en gelel: Bog om Hjirte og I1U1 Wlllwl Nerver frit ved at navne dette Blad. 1 ors? "Set bedste cg r.tjttigttc slandwav! pc SBæit i SmctiEa". (DvbboQ "tøs 1?^ Ud-zw-t af StartiaUIScfmi,. SJtinnwpol: I. Olien. A v »'il Lexilon, jeg har sect--. Virof. Tuve og fiostfietb (Minneapolis Normal Coi lene) "Sette er ben hensigtsmæssigste og mest praktiske Ordbog af denne Slaas, vi har (eet. Uotalemetboden et uovertræffelig. Bi vil indfyre Bogen i vor Skole". Prof. Th. R. Mohn: "I Sammenligning med on» dre Lrdlinger er den meget forbelagtig". Prof. K, fiiJfcnägaarb: "Det er en vtetbifulb Bog i f:: for bent, fom skal tore Sngelftuden Soirer". i-rof. St. M. Hove: "En OrdboD som benne har Bl Titge behövet den svarer tit vore Forholde og er langt a i oretrætte for de Ordbøger, fom er udkomne i Norge cu .'r Danmark den er os albetes uundværlig". Prof. M. O. Backman: "Bogen cr meget tiltalende bcuS Plan et udmærket Stoffet er vel ordnet". •L'rof. N. Flaten: "Det er en ypperlig Plan". '1 'W .4» \n\n Haanden og mb sine §Dtne sväve DB. MILES MEDICAL CO., Elkhart, Ind.. En excellent Orbbog". I. H. Uloafcr, u jj u i 1 *, »Dl i ir