Distriktslagens Historier.
Löitnant Börger.
jeg for nogle Aar tilbage for
Da
Jagtens og Fifleriets Skyld boede en
lidet kjendt Egn i det vestensieldfle, var
jeg saa uheldig en Eftermiddag at fare
vild. Jeg stansede Gang paa Gang og
gjorde Beregninger, tog Solens Stilling
til Hjcelp, tog mit lille Kamvas til
Hjælp, men intet af det Hele førte til
noget. Mere og mere uf jendt blev Skov
en, hvorigjennem jeg gik. Omsider, ef
ter flere Timers rastløs Vandren frem
ad naaede jeg ud paa en Bei men den
saa ud til at være kasseret for en nyere
der vorede paa lpange Steder rigeligt
Græs i dens Ler.
Ikke deftomindre gik jrg modig løs
haabende, at Veien vilde føre til et eller
andet Hus men mit Haab gik ikke iOp
fyldelse. Jo længer jeg gik, bcfto vildere
blev Egnen, hvorigjennem den førte
Skoven suste, sorte Fugle, der sad
Trcrer ved Veien, for'op oftere end før
Jeg vilde netop til at vende, da jeg hør
te Lyden af en Kjørende, forn hurtig
kom mig »møde. Jeg gik midt i Veien
for at henlede Dpmæitfomheden paa
mig, og trods Skumringen, som for
længst var begyndt at brede fig, saa den
Kjørende mig. Hesten sagtnede stne
Skridt og stansede lige foran mig.
Der sad en ældre Mandi Kariolen
bagpaa krøb sammen en ganske liden
Gut i en umaadelig Frakke.
Jeg gik lige løs paa Sagen: "God
aften undskyld, om jeg giør Dem
Ulejlighed. Jeg bor paa Mørde. Jeg
har været saa uheldig at fare vild. Om
De vilde vise mtg lidt til Rette?"
"Saa Sl)e bor paa Mørde? saa gaar
De ben gale Vei, naar De gaar, som
De gaar. De rnaa tage Veien til bage,
Om de vil, kan De sætte Dem i Kario
len her ved Siben, jaa kan De kjøre
med. Aa, De gir ingen Uleilig
hcb, her er Plabs nok, vær saa gob, jeg
ber noget nær paa be Kanter."
Jeg takkebe ham og satte mig ved
hans Slbe. Libt ester sagde jeg ham mit
Navn, og han gjorde Gjengjæld. Jeg
fik vide, at bet var Distriktslægen paa
Stebet, Doktor Baarn.
Han havbe været i Sygebesøg og
havde taget den gamle Vei tilbage, ben
var kortere oinenb meget bakket. Meu
hans Hest løb let i Baklerne ja, ben
likte sig dem. Det var en stø liden
Fjelbheft. Engang havde den vundet
Præmie i Travløb.
Et pludseligt Regnveir korn over os
og gjorde os vaade. Det havde en ud
mattende Virkning. Vi sad stille og or.
kede ikke at snakke stort.
Efter en god Times rast Kjörsel saa
jeg Vinduerne fra Doktorens Hns skinne
frem. Lidt efter stansede han Hesten og
gav Tømmerne til den lille Gut, der
havde siddet bagpaa, men )om nu krøb
ned og trak Hesten tnb under et stort
Skur.
"Kom nu ind og varm Dem og tor
Dem", sagde Doktoren til mig. "De
Ian godt blive her i Nat, et Værelse
staar ganske ledigt. Vær saa venlig ikke
altid at stritte imod. Folk fra Byerne
ved ikke, hvad Tjenstvillighed er de
husker altformeget paa Hotellerne, Kom
nu ind, Kjære. Jeg forsikrer Dem til,
at jeg længes efter at snakke en Aften
bort. Husk. at jeg er en gammel Ung
karl, der sidder meget alene.
Da berfor den gamle Doktor fogde
"Kom bore" vor jeg vis paa, at han
mente bet. Jeg blev meb mb. Hon fogbe
noget til en gammel Pige, der straks
tændte Lamperne i Stuen. Og noget
efter kom den samme Ptge med ett Slo
Brok og en meget sid Frotte. Doktoren
stiftede selv og trak i Stobroken, og jeg
maotte udlevere min oaabe Frakke og fik
Doktorens side Frak. De aflagte Klæder
skulde tørres foran Storstenen. En
Stund efter lukkede ben mærkværdige
gamle Pige, der syntes at være alle
stedsnærværende, Døren op til næste
Værelse og fogde: "Bær faa gob", og
ba vi kom berinb, stod et Aftensbord
færdigt saa godt, fom nogen kunde for
lange. En udmærket Skinke med ZErter
Lammekoteletter, Lar i Gele, Ræddiker
og Pølse og Wg og hvad ved jeg? Bi
/spiste naturligvis meget af det hele, og
ben gamle Pige fik vor bedste Ros.
Spisestuen var en noget aparte Stue,
liden, med mange Rariteter paa Hylder
og Vægge gamle Kobberstik og nogle
forte Silhouetter, ber foreftillebe Vaar,
Sommer, Høst og Vinter. Langs Bag
gene Krus og Kobberkar, og i et Hjørne
et sjeldent gammelt Skab af hunbreb
aarigt Træskjærerarbeide. Doktoren
fortalte, at mange af disse Ting var
Foræringer fra fattige Bønder, der et
havde Penge at afse, men som dog paa
Død og Liv vilde give ham noget
Medens vi sad og talte om mere lige
gyldige Ting, sagde Dokter Baarn efter
en liden Pause:
"Jeg er Dem i Grunden meget tak.
nemmelig, forbi De fulgte meb, og forbi
De holber mig med Selskab i Aften.
Jeg er nemlig ikke i godt Humør. Jeg
kom, da jeg traf Dem. fra Sygebesøg det
vil sige, jeg var tilstede,da en gommel
Bondekone døde".
Doktoren stansede et Pieblik lidt efter
forfatte han:
"Jeg har nu den eiendommelige Evne
som jeg deler med flere af mine Kolleger,
at Bønderne fatte Tillid til mtg, meget
mere Tillid til mtg end til Presten. Nu
vel, bet er jo paa en Maabe fmigrenbe
for mig, men paa ben anben Sibe kan
bet til fine Tider være besværligt. Vor
Prest er i Grunden en Hædersmand
men han er meget stræng. Derfor, naar
disse Bønber skal bø, er be tibt ligefrem
rædde for at lade den Mand hente, fom
de saa ofte har hørt snakke om Helvedes
Straf over Syndere. De vil dog gjerne
ha oe en at udøse fit Hjerte for, og saa
kan det hænde, at de siger til mig, netop
naar de skal til at dø: "Jeg har noget
at sige Jer, 'Æ oftor" .... Jeg forsikrer
Dem til,at jeg har faaet flere uhyggeli
ge Tilstaaelser under min Lægepraxis,
en
i jeg er glad for. Jeg siger jo nok,
naar en af dem vil tomme meb slige
Meddelelser "Paa men hvorfor
iagbe Ä)n det ikke til Hresten, ba han
var her i Dag?" "Nei, bet turde jeg
ikke, bet er faa svært at faa Ol dene
rem, naar han sidber her. Men Dn,
Doktor, er jo ogsaa godt lært".
Ja, jeg negter jo ikke at høre dem,
eg kan jo ikke godt n.gte det, og hvad
andet kan jeg sige til dem, naar de har
tilftaaet for mig bet ene og andet at be
aar bebe til Vorherre, faa vil han vel
være naadig. Naa, font oftest er bet, jeg
aar høre, Ting, ber ikke vebkommer
øvrigheden, og da beholder jeg dem for
mig selv. Men andre Gange er det
Tings der koster Lys i gamle, halv
glemte 21
sfærer. En og anden'gammel
Ugjerning kan pludselig og uventet op
klares, fort kan blive hvidt, og hvidt
kan blive sort. Naturligvis gaar jeg
lige Tilfælde ttl Sorenskriveren næste
Sag og fortaller, ham bet, fom ben
Døbe fortalte da han tao paa bet sibste.
Og Morgen tommer eg nok til at
gaa til ©trioeren og tale meb ham.
Det er forresten i dette Tilfælde forfaa
vidt unyttigt, fom ingen Forandring
vil ske for nogen levende. Thi ben, hvem
det, jeg fik høre toften, vedtommer, er
bob for mange Aor siden' og saavidt
jeg ved, lever ingen Slægtning efter
ham. Ja, i Grunden kan De godt høre
ben hele Historie. Der er ingen Ting i
Veten berfor. Men først mao jeg nok
ortælle Dem noget, som hænbte for
mange Aar siben. Ja hele fyrretyve Aar
er bet »el, siden
Søitnant
Sørger bøde.
Søitnant Børger vor flet ilte stikket
til Millitær. Gud ved, hvordan han var
kommen tit at gaa den Bei. Han var
Læger hører i Almindelighed tit Ver-1 noget af bet ærgerligste, jeg har "truffet.
bens gode Mennesker. De er som oftest
tjenstvillige og ærlige. Jeg ved tkke nog
en Art Mennesker, for hvem Affekteret
hed og alskens Pjant er mere fremmeb.
Det tommer maafle af beres Bestilling:
be bliver kalbt ttl Fyrsten soavelsom til
Tiggeren, og de ser hos bem begge Orm
og Skrøbelighed. De fer Støv og Asten
under Silke og under Pjolter. Man
kan forlade sig paa dent.
Naar han kommanderede, var det, fom
Kommandoorbene faldt af ham ... som
noget lost udenpaohængt i Modsætn
ing til be gode Militäre, De vil fjender
mange af, ber kommanderer af Hjertens
Grunb, for hvem Kommandoordene, om
j«g saa mao sige, vælter frem fra de
rette og skjære Indvolde.
Han vor forresten meget afholdt.
Naar mon snottede om Løitnant Børger
vor bet noget nær i somme Tone, fom
itaor matt snotter om en kjære Ven. Jo
alle, som kjeudte ham, holdt as ham. Det
kunbe jo bare hænde, at en og anden
bister Koptein ittt og ba, naar Toten
faldt paa ham, faa op, flog i Sorbet
og brølte: "Ja att er gobt nok, han er
et honnet Menneske, men Gud hjælpe
mig, om jeg ikke kunde hove Lyst til at
ruste i Fyren og sige: Men vær dog
mere Mandfolk for Fanden!"
Kanfie mange af bem, fant vor til
stede, nikkede paa Hovedet eg tänkte, der
er noget t, hvob Kapteinen siger. Mand
folk er i Grunden en fotid Bare og Løjt
nant Børger kunbe uden Skade være
noget mere Mandfolk, end han er.
Men hvad ber tidt ærgrede Kamme
raterne, bar hans Tilbageholdenhed og
Generthed ligeovetfor Domer. Han
tuede net snakke med dem: men han
snakkede ikke meb bem, fom en ægte
Løitnant nu engang {lal gjøre: som £t
ved, flat han enten være ridderlig eller
paagaaende. Men flig besynderlig Sky
hed. font Søituont Børger fremviste,
hørte ikke hjemme blandt Militære. Den
kunde kanske tilgives, om Monben vor
theologist Kondidat, men nu ikke.
Forresten var ban gjerne der, hvqt
Domer var. Han sod gjerne i Timevis
og fnattede meb bem. Herover lo Kam
meraterne endnu mere: hon var not en
of disse ubestemmelige Væsener, disse
som fandt Fornøjelse i simpelthen at
snakke meb Damer, han var nok en a
disse fra Fruentimmervcrretfer, fra
Theselflaber, som ligefaagobt snakkede
med en gammel stivbenet Frue, som med
ben vakreste frøken, fom i timevis fob og
hørte Vrøvl om Kjøkken og Børn og
Tjenestepiger.
Men hvem oeb, hvob Søitnant Bør
gers Skyhed gjemte? Maajle ben hov
be stn@hatme,maaste ben havbe noget be
snærende for Kvinderne? Hvordan flui
de man ellers forklare, ot han en vakker
Dag blev forlovet meb en meget smuk
Dame, en Datter af et af Hovedstadens
rige Handelshuse. Da det blev bekjendt
rystede mange kjäktc Søiin outer ufor«
ftaaenbe paa Hovezet. De begreb ikke
bette. De gjentog atter og otter for sig
selv netop bette: "flulbe alligevel en
flig Skyheb have noget bedoarenbe oeb
sig? Matt flulbe maajle lade ©tjägget
synke og anlägget en dæmpet, tilbage
holden Tone?"
LSitnantBørger tog ftgforrefien noget
aparte ud ved Siden af sin Forlovede
hu* vor hei, blond, tryg, med det ett
Smule overlegne ved sig fom en god
Natur opdragen i Sorg frihed, ja For*
vanthed giver. Han smiled jaa halvt
ben hele Tid, nu og ba stgenbe et Orb
meb Reservation, nu og ba tiende stille.
Ingen kjendte deres Forhold saa
nøtt. Mett be som rigtig kjendte Løit
nant Borger sagde at han elskede sin
Forlovede aldeles vanvittig. Kunde
han bare snakke ud, ja faa blev alle
andre Elskendes F»rsiknnger moa og
tause mob hans.
Men hvab stal man sige? Kvinden i
sin Alminbelighed vil KU engang have
alt klart og forftaaeligt. Hun sätter ikke
por Pris paa ben Guldbarre, der lig
ger halvt skjult i Fjeldet. Hun ferstaar
biot da, at bet er fagert Metal, naar bet
er forarbeidet til Smykker, hvormed hun
kan pryde sig. Nok er bet: ett Dag gik
Søitnant Børger omkring alene. Frø
kenen havde havet Forlovelsen.
Hans Venner saa ham ikke den när
meste Tid efter dette. Omsider fik de
vide, at han vor reist op til den Gaorv,
hans Fader, en fattig Bonde, eiede. Do
han nogle Maoneder efter tom tilbage,
var han omtrent fom ellers omtrent
for ber var alligevel noget oeb ham,
noget, fom mon ba vanskelig fit fat paa,
noget, ber kom frem i ubevogtede S tim
ber, noget udtæret, forgrämmet.
Han blev i de næste Aar tankeløs og
glemsom. Han fik engong en flarpJret
tesättelse for en graverende Forsøm
melse. Saovibt jeg husker, havde han
glemt at lade et Flag hetse ved en vigtig
Anledning. Han var i bet Hele taget
ikke meget anset som Officer.
Men Løitnant -Børger var af norsk
Bondeät. Og den Slogs Mennesker
knuses ikke med et Slag. Bliver de litet
og ribbet paa en Kont soo dør de ikke, be
lommer frem paa en anben Kant og i en
anben Skikkelse.
Do berfor Søinant Børger havde
overvundet Sorgen over den smukke, fine
Frøken, der var i Besiddelse af alt, hvab
hans Higen imod solfager Lykke kundre,
aa fljod han langsomt op til en anden
Side. En rolig nøgtern og dygtig Mand
tom frem, fom tog sig meget for, og fom
ikke olene gjenvondt sin Stilling som
paalideltg Officer men fom ogsaa kunde
udføre andre Ting til Tilfredshed: fom
tiärer Mathematit ved Latinskolen, som
Vikar for Detachementchefen, naar hau
vor paa Reise.
Men fom De ved: Gommel Kjärtig
hed har ondt for ot dø. Nu og bo, faa
paaftobes ber iotsalb, fluide den gamle
Sorg bemägtige sig Børger en Dog eller
to, Sorgen over hettbt der havde for
manet ham. Han trak sig paa faabattite
Dage tilbage ubett at vare sig jelv helt
Maafle paa én soadan Dog var bet, at
ben gamle Skjäbne sao sit Snit til at tage
ham fat og give ham et nyt "Duk under".
For han fik nemlig et nyt Duk under« *.
u a u a
jElegant Guldring
deberCeteMimer
ttødl)ttfl«eten. TirSva« ve» SSDE April, I RUB.
har noøet
at for«
tætte dem
naa
tommer
6^9
6^9
FRIT!
pr.
Btfc. Dim
enesleaende og smukke Heale
ligner neje de tu Guldklumper
lÅlMfra, ertet
pletterede med
zentOnl*. Enhver Herre Sneker esieitnilDe. eehrer
Dtme en Bryitnaal. Indaend Nevn eg A*eéie. OS Ti
Tilsende Kulen pottetrlti De «liger dem
Udm«rlede Manuskripter.
Den Fornøielse, som beredes Redak
tjørec og ©ottere gjennem ,,stjønskrevne"
Manuskripter, bet vil stge saobonne,
hvis Setloéstheb gjør, at man ved »isse
Ord behøver ett halv Time sor at gjætte
tg til, hvad be stal forestille, er almin
delig bekjendt inden ben typografiske
Verben, skriver et svensk Btav. En
Amerikansk Avisrebaklør har ogsaa i en
Opsats givet et kraftigt Udtryk for ben
Taknemlighed, fom ganske naturlig be
fjæler hver Fagmanb ved denne Slags
utfattelige (Klæbe. Z benne Opsats har
han ogsaa givet Forfattere og AviSkor
responventer adskillige Raab og Finger
peg, fom,berfom be nøigatig søljes, uden
Tvivl yderligere vel forhøje Værdien af
de ©læbesstunbcr, disse Herrer kon bere
de en Redaktør og en Sætter. Opsatsen
lyder som følger:
„Hvis bet fluide være Dem muligt ot
opdage noget andet Mtbbel end Pen og
Blæk fom anvenbeligt til Skrivning bør
be unbgao at benytte Dem af disse
sidstnævnte. Skriften vil nemlig ellers
muligens blev for tybelig og følgelig ik
kei tilstrækkelig Grad tiltrække sig Red
aktørers og Sætteres alvorlige Op
mærksomhed. Og om De flulbe faa en
Blækklat i
Manuskriptet, faa brug Tun
gen ttl at saa ben bort meb! Paa ben
Maabe vil bet nemlig lykkes Dem for
træffelig at foo udbredt den lille Klat
over et större Omraade meb beundrings
værdig Jevnhed.
En intelligent Sætter føler sig albrig
mere smigret, enb naar han soar til
Opgave at ubtybe nogle Snes Orb, som
paa benne Maabe er blevne ulæselige.
Bi hor selv set mange Sættere holbe
paa en halv Time meb at læse et faa»
bant Sted. og unbertiben svor be som
Søgaster, hvilket hos bem tyber paa,
ot de søler sig fom rigtige Kokser.
Anvend albrig Skilletegn! For os er
bet en særegen Nybelse, do vi i faa
F«lb rnaa gjætte os til, hvab De egent»
lig har villet sige.
Det er fulbstændig unødigt at søge
at erhverve sig en tæfetig Haanbfkrift.
En faabatt forraaber plebejisk Afstam
ning og kunde desuden opvække ben
Mistanke, at De hor modtoget Deres
Uddannelse ett offentlig (pkote. En
utæfeltg Haanbfkrift tyder derimod
ubetinget paa Geni. Mange Forfattere
gjør sig paa benne Maabe bemærket.
Hold derfor Øjnene tuttet, naar De
skriver bet er mit Rood og tab bet
gaa, fom bet kan faa bliver bet tilstræk
kelig ulæselig.
Bed Nebflrivning os Egennavne be*
høves ingen særflildt Omsorg: thi en
hver Sætter kjender naturligvis paa
Forhaattb baabe For- og Tilnavn paa
alle Mænd, Kvinder og Børn i hele
Berden, og om vi blot tror at kunne
gjætte os tit Begynbelsesbogstaverne i et
Nqott, faa er bet fulbkommen »ot.
Det er gonfle vistsandt, at vi forleden
Dag tom til at sætte Samuel Mortsgon
i Stedet for Lemuel Messinger, men
denne lille Fejl har naturligvis Ute kun
net føre nogen dannet Læser paa
Bildfpox. Altfoo endnu en Gang: bryd
Dem ikke om at gjøre Dem færjlilbt
Umage meb at nedskrive Egennavne!
Det er ær beles fordelagtigt at strive
paa begge Siber af Papiret, om Blodet
er fulbskrevet men har De yderligere et
Par Hundrede Linjer at ttlföje, faa
John Egland & Co.
Hvis de hor tänkt poo at kjøbe ett Top Buggy ivaar og vil have ben vakreste og bedst fabriferte Buggy fom
deres Penge kan kjøbe, faa tom ind til os og se hvad vi kan give bem for deres Penge.
PQVATEDISPENSAR?
Tabt Manddom,
Tid en særegen Glæde.
?5F#euna»
Vor
Husmedicin
—virker
hurtigt og sikkert.
Sendes pr Post.
f6afs
kelfe,
turltøe Saner, udtømt Livskraft, Pollutio
ner. forstyrrede Tanker, Afsky for Selskab.
Tab of Energi, Aftagen i Vægt, Aarebrok
og Impotens ^Fplge af ungdommelige Uvaner og Overdrivelse i
Veneriske Sygdomme, Ate °g kroniske, saasomSyfi-
-^Dr. Peters Kuriko-
CU Seftytttife for Almenheden og
Fabrikanten er hver Klaske forsynet meb
et registreret Hummet paa ben øverste
®nbe af Kartonen. Hjøbere bør fe til,
at bet ikke er bleven nbjkrabet eller for
andret. Hersom den ikke er at erholde
Deres Nabolag, skriv til Dr. peter
jabrneT,
U2-U4
So.
Hssne Avenue,
Chicago, Zll.
anbefales font en færdeles praktisk
Frewgangsmaade at skrive dem paa
tvers.
Brunt Pakpaper er færdeles anven
deligt til at strive paa men om De ikke
har noget saadant ved Haanden, saa
kan De nok paa Gaden finde en Plakat
af hvilke De kan rive det nødvendige
Papir, og betjener De Dem af en faa
dan, er det tilraadeltgt først ogfremst at
strive paa den Sive, hvor Klistret er.
Naar en Artikel er skreven, bør man
bære ben i Lommen nogle Dage, tuden
man fender den til Redaktionen. Er Ar
tiklen strevet med Blyant, faa er dette
Systems Fordele uvurderlige. Forresten
kan De gjærne ordne Dem faa,at De
mister et eller aubet Blad i Deres
Manuskript» at sætte sammen løse,
npaginerebe Mannstripter Bereder
s«lger «It
tilhøren
de en
a
Mafli«
Forret»
«i «g.
6^9
6^9
fS".'. gamle Lcrgc tilraads.
I
26 Aar beskæftiget sig meb Helbredelsen af
Private, Nervöse og
Kroniske Sygdomme.
Tusinder af unge Mænd og Kvinder hor
qjenvundet fin Livskraft og er blevne frelste
fra en altfor tidlig Grav samt har havt den
Glæde at blive forældre.
blot i det første Stadium, men husk poo, nt De hurtigt nærmer Dem det sidste. Lad ikke
falsk Stolthed afholde Dem fra at søge Helbredelse, Mangen begavet ung
Mand har ladet Sygdommen have frit Löb indtil Fortvivlelsen har berøvet
ham Forstanden og Livet. Husk paa: Opfattelse er farlig.
ll6
ZEgteskabet. De er maaske
„He dens Stadier, Dryp
pert, Inflammation i Blæren og Testiklerne, er gø'gcn af urent Samleje.
Vi skaffer ej ollene øjeblikkelig Lindring,
men og fuldstændig Helbredelse. Alle Breve
holdes hemmelige. Medicinen sendes pr Ex
press faa, at Ingen kan vide, hvad det er. Fri
Konsultation. Skriv ester Spørgsmaalsliste.
Husk paa, at vi garanterer att betale $500
for ethvert Tilfælde af privat Sygdom, som
vi behandler uden at helbrede.
vvorledes ftaar det til «.Dette er et Spørgsmaal af aller.
høieste Vigtighed for enhver, som
ITCCft... ønffer at v
cere frtff. Urent Blod er
wx omi Kilben til de fleste Sygdomme. Det
S/CtC8 JOlOOi foraarfager Ajertelsyge, Bylder,
T9
er Kjertelft
æring og
Rosen, Tcering og andre farlige
Sygdomme. Sundt Blod giver Musklerne, hjernen og Nerverne
Kraft til at holde ud. Det stvrker og befæster tegemet mod Syg»
dom. Derfor bør vi anvende vor yderste Omhu for at vedlige»
holde det sundt og normalt ved Brugen af en paalidelig Medicin.
I
ikke alene uddriver alle fftofnløfe (Siftt,
men frembringer nyt, sundt Blod og viser
sig fom et crgte Styrkemiddel, idet den frem
bringer sunde, kraftige HTujtler. Den er
ikke tilsalgs paa Apotheker, men
blot af specielle kokal-Agenter eller i
fra Fabrikanten.
08
al
H' W. Barker hvilket Navn
men til at kurere Blod, Lever og Niave
sygdomme staar hans Sarfapartlla paa
fine Meriter. Dette Middel er ett Tontc
og Laxative, regulerende Fordøielfesor
ganerne og ender Brugen af Piller.
„2 8 a H.
n
Bi har nogle faa heftede Exemplar«
of Garborgs „Læråren", forn vi fælge«
for 60 Tents portofrit tilfenbt. Hvis
bu ønsker et Exemplar, man bu fenbe for
dett straks.
„«ophuggere«",
Fergus Falls, Mtmi.
Kirk Mollen
rede for Forretning.
Bi er nu rebe tit at udføre al SlagS
Støttearbeide for Farmerne. Feed
Byg-Gryn, Rugmel, Boghvede- og
Hvedemel laves nu hver Dag. TilfrebS
heb med Arbeidet garanteres, og alt A«
beide udføres promt.
FRIT til SKALDEDE
"Kvindens Hear erBtraaleglorien om Horad».
psa Forlangende mm AKmmra
tfl at frembringe Haarvækat paa ekaldede Hnvvi» ...
?,aTe y1«nhvcr.«om1wIÆSabSSS
•trakg, og vi vil Bende den »BIT, Porto betalt.
ALUSBBIX JODIOAIi DfflFEKBABT,
D«Ot. D10, Bos 778, OinoinnstL Ohio, U. S. Ai
og frilirftsti v, d&oötkfr
éTTCfuxøue&A/uM*
CU/u44£: Tførvntafiø&é,
rO*sr*rts.
Jes Tilgive en
mak maselv
Guld finished
Blsg, garanteret, til enhver,*)»
tiUger 10 Klondike GuldklUBl
Bllpenaale 160
ToliZD. ZE^la-r^d.
FERGUS FALLS, MINN.
58 STATE Sr., CHICAGO III.
KONTOR: Lige over for Masonic Temple.
If you want to know the
antithesis of a word—the Stand
ard Dictionary alone contains
antonyms.
A. H. Kirk.