OCR Interpretation


St. Paul tidende. [volume] (St. Paul, Minn.) 1902-1928, December 25, 1903, Image 1

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn90059649/1903-12-25/ed-1/seq-1/

What is OCR?


Thumbnail for

Vir
V PH
^-V
*v
HK
"SYC,
Sv
M-
%U:.
4'
xsine
V
i
v
\f
\¥r):
1:.
S
mi
U'-Wk. Å
NO. 53.
Ittordlsk 3ul
1 gamle Bage
»MMM .»»»»»»» """'MMflrtAflH flHWWfl' ffr
TnTrnmIfflnflWrt iiiiim ii»i»i»i i»miiim»»' n
En ældgammel Vedtægt bar det, at
under Julefesten skulde al Ufred hvile
og blodig Kamp være strengt forbudt.
Maafle skrev denne Bestemmelse sig
alt fra den hedenske Tid det bar
det mindste Skik dengang altid at
møbe ubevcebnet i „Gudehovet" til
den store Ofring i hvert Fald
havde Kirken i Middelalderen hævdet
„Gudsfreden" som Pligt for alle. I
Norge var Befalingen om Julefred
gaaet over i selve de verdslige Love.
»Julefred" blev sat den 21de Decem
ber og skulde vare i tre Uger enhver
Voldsomhed begaaet i denne Tid,
straffedes med forhøjet Bøde.
Hele Norden over gjaldt den Fcrm
af „Julefred", at saa længe Julen
varede, skulde alle Netstrætter hvile,
og i Hjemmet maatte intet Arbejde
foretages undtagen det aldeles nød
vendige, som Kvægets Fodring og
lignende. Alt Brænde til Huset skul
de være hugget i Forvejen. Særlig
Sky nærede man for Sysler med
hjullignende Bevægelser, som at
spinde, vinde Garn, Bore med Bor,
der antoges ar vilde forvolde baade
den, der udførte dem, og Gaardens
Besætning Skade. Julen igennem
troede man nemlig, at Solen selv
holdt sig i Ro, intet andet maatte da
heller bevæges rundt.
Et ganske eget Udtryk fik „Julefre
den", idet dsn udstraktes til Dyrene
tillige. Saalænge Julen varede,
skulde Mennesket holde Fred, selv med
Arvefjender: Ulve, Bjørne, Rot
ter, Mus, og end ikke udæske dem ved
at nævne dem ved rette Navn, da in
gen kunde vide, hvo der var klædt i
saadan Ham. „Ved Juletid forvand
les Menneffer til Ulve," siger Olaus
Magnus, „og de udføre meget Ondt."
For at sikre sig skulde man derfor
kalte dem med fremmede Navne, Ul
Urt: „Graaben", Bjørnen: „den
gruirle i Pelsen", Musene: „de smaa
graa" eller „Tede", Rotterne: „de
stort"' eller „de langrumpede" om.
Vai.ideligt stedt var rvi:: med Fami
Iinmvnet: ,,Muu§". I Havdrup
Sogn paa Sjælland brugt man ved
Midten af det 18de Aarhundrede at
kalde den derværende Præst, Hr. Lau
rids Mints (død 1778), hvert Aar,
saalænge Julen varede: „Hr. Tede".
En Forvalter af samme Navn i
land kaldtes i Julen: ,,Forvalter
Uting". Endnu ned til vore Dage
nærer man paa Landet i Jylland Sky
for i Julen at nævne blot Order?
Loppe eller Lus. De skal kaldes „de
forte" øg „de graanakkede", „ellers
blive de myndige".
Endelig oprandt den saa længsels
fuldt ventede 24de December. I en
kelte Egne af Norge brugte man ai
rise hinanden op paa dmne Morgen,
dog synes dette ikke at have været no
gen almindelig nordisk Skik. Da
»gens første Timer gik hen med at
ordne, hvad der endnu stod tilbage.
Saasnart Middagsmåltidet, hborpaa
der den Dag kun lagdes liden Vægt,
var til Ende, gab man sig i Lag med
Stuens Udpyntning. Væggenes
Dragning havde man vel i Reglen
maattet besørge Dagen forud, men
nu bredtes alt, hbad Huset ejede af
Bænkehynder og samtidig strøedes
Gulbet med Halm. Denne sidste Skik
holdt sig endnu paa Bornholm ind i
det 19de Aarhundrede, og i enkelte
Egne af ©berige har den holdt sig
indtil bore Dage. I det 16de Aar
hundrede var det vistnok temmelig al
mindelig Brug, ikke blot paa Landet
men ogsaa i mangt et Hjem i Byerne
i Norden, at benytte denne Halm
til fælles Natteleje for alle Husets
Beboere den første Julenat, stundom
endog flere Nætter i Julen. I fan
Fald plejede man samtidigt at rede
Sengen, og ofte HøjsædeBænken til
lige, med alt. hvad Huset ejede af
Sengeklæder, et Dynehav helt op un
ber Loftet. Dette særligt gode Leje
var tiltænkt Kristus og Englene, hvis
de vilde goeste Huset. Man tillagde
ogsaa „Julehalmen" en underfuld
Virkning. I Sverige bandtes den 1,
Capitol
Kors og anbragtes for Husets Dør«,
den opbevaredes omhyggeligt og bred
tes paa Agrene eller blev vunden om
Frugttræerne for at gøre dem frugt'
bare og gaves Kvæget at æde for at
sikre det mod Vanheld, naar det om
Fcraarck dreves paa Græs. I Dan
mark brugte man vistnok i den katol*
ske Tid at sige til IEbletræerne, naar
man Juleaften bandt Halm om dem:
„Fryd Dig, ZEblekvist! Som Ma
ria, der bar Jesus Krist". Fra Jyl
land hedder det endnu ved Midten af
det 19de Aarhundrede: „Hver Ju
leaften, naar der var syslet, gik Sti
ne og hendes Søster ud i Hwen.
vandt Høbaand om alle Frugttræerne
ned? ved Roden og sagde: „I Aften
klæder jeg Dig. Til Sommer fø»
der Du mig". I Smaaland band:
man af Julehalmen 12 smaa Halm
baand, saa tykke som en Barnearm.
et for hver af Aarets Maaneder, de
kaldtes for „Burmanner" og blev Ju
leaften satte op i Taget uttder Ryg
aofen til Velsignelse for det kommende
Aar.
Naar Stuen bar færdig, mærket
med Kors og røget Med Krudt og
Svovl eller andet for at skræmme alle
onde Aander bort, skred man til de!
næste, at sørge for Udhusene og deres
Beboere. Ogsaa her blev der røget,
Staal blev fæstet over Stalddøren,
et Kors af Tjære blev strøget paa alle
andre Døre og ltgesaa paa øltøn
derne, medens Skinker og Madvarer
korsedes med Smør eller Fedt. Par.
de gamle dansk-svenske Øer ud fer
Riga Bugten, Dsel, Dagø og flere,
hvor saa mange Minder fra den nor
diske Tid har.holdt sig uforandrede,
er ogsaa Julekorset bevaret i sin op
rindelige Form.., Husfaderen mærker
her endnu Vmdueeiog Dire med et
Kors omgivet af en Kreds. Kredsen
betegner Julen eller SolbilleLet, cg
Korset deri, dér. uden Tvivl er ældre
end Kristendommen, hørte vistnok
med til det gamle Solbilled og er
vel i sin Tid fromt blevet udlagt som
Thors Hammer.
Naar Kvæget bar blevet gnedet paa
Tænderne med Salt eller i enkelte
Egne af Danmark -med en Blanding
af Salt og Sod, begyndte dets Hel
ligaften. Denne betegnedes here
Norden ober bed en Ekstrafodring.
Saabel Heste som Køer fik Kærne den
Aften ofte med et Par Ord til For
klaring faafom: „Det er Julekbæld,
Kyre mi!" „Her har Du, for at Du
skal bide, at det er Jul!" osb. I Sve
rige anførte man som Grund til, at
Hestene fik skær Havre ved denne Lej
lighed: „De have saa Begæret den
gang, da de kunde tale." I Holsten
Brugte man flere Steder tillige at
tænde et Julelys og sætte ved KryB
e n V V
Til Tak for al denne -gode Pleje
herskede der ogsaa et særligt Liv i
Stalden den Nat. Ved Midnatstide,
i Frelserens Fødselsstund, rejste alt
Kvæget sig op, og efter hvad man vil-,
de vide, fik det endog en kort Stund
menneskeligt Mæle. Sligt maatte
imidlertid ingen overvære. En Mand
i Sorø Egnen, der i en langt senere
Tid af Nysgjerrighed vilde overbe
vise sig herom, blev den hele Nat
igennem kastet fra Væg til Væg, saa
at han kom ganske syg derfra, „og det
var ikke Kvæget, der kastede ham."
Ikke blot for Kvæget sørgedes der
ogsaa Lænkehunden løstes og fik Lov
at løbe ind med i Stuen, ja selv
Himlens Fugle skulde vide, at det var
Jul. Overall i Norden brugte man
at rejse for dem et Neg eller to paa
en Stang, ett Skik, der font bekjendt
har holdt sig mange Steder indtil
vore Dage.
Men heller ikke den livløse Natur
og alle disse dunkle hemmeligheds
fulde Mc»gter, der omgav Mennesket,
burde glemnvs. At have en Tanke
for dem kunde »naafle medføre mange
fold Lykke i Aarets Løb. I Holsten
brugte tørfor SBønfcef e at gaa uk i
Skoven, Banke paa Stammerne og
sige: „Glæd jer Træer, den hellige
Karst (Kristus) er kommen". I Nor
ge bragte man Mad ud til Gaardens
nærmeste, store Træ, -eller overgød
Rødderne med Mælk eller M. End
nu for tre-sire Menneskealdre siden
satte man paa Gaarden Egeland
Andalen hver juleaften et Krus Øl,
nogle Kager og et Stykke Kjød ud til
Gaardens gamle Egetræ. En gam
mel hul Eg ved Hitterda^svandet i
Nedre Telemarken faar endnu hver
Juleaften sin Part af Julegrøden.
Faa var uden Tvivl de Steder hele
Norden over, hvor man paa denne
Aften ikke Betænkte Nissen med en
Skaal Grød med dygtigt Smør i. I
Smaaland Brugte man tillige at for
ære ham- en ny Klædning.
Endelig kom Turen til at tænke
paa sig selv,, tvætte sig og iføre sig
Højtidsdragt. Den sædvanlige Maa
de at udføre denne Aarets Hovedren
gøring paa var den gammeldags:
alle Begav sig til Husets Badstue.
Dampbud for Gaardens samlede Be
Boere i Mørkningen Juleaften om
tales endnu i Slutningen af det 18de
Aarhundrede som Brug i flere Egne
af Norge, og bar paa denne Tid end
nu almindelig paa Landet i Sbertge.
I Finland og de danfl-svenske Egne
af Estland 'har Skikken holdt sig til
vore Dage.
Naar Dampbadet- bar til Ende,
iførte man sig rene Klæder. Aarets
første Aften skulde nemlig nødben
dig hædres med rent Undertøj, en
Skiften Ham, som for manges Ved
kommende slet ikke^ gik saa ofte for
sig i Aarets LøB. Det er denne For-'
bring, hvortil der spøgefuldt sigtes
i det gamle Ord: „Renlighed er en
god Tin^, sagde Kærlingen, hun
vendte sin Særk Juleaften." Det er
rimeligvis ogsaa denne indre Fest
dragt, der ha- gibet Anledning til
d?n norske Obertro: at man i Jule
nætterne Burde ligge med Skjorten
paa og ikke. som ellers nøgen, da de
Underjordiske i modsat Fald bilde
tvinge En til i Søvne at vandre der
hen, hvor matt var født.
Det paalas den, der sidst forlod
Badstuen, at fyre dygtigt i, saa at
Ji
K
Varmen kuSe holde sig lang Tid
endnu. Heitjigten hermed var ogsaa
at give de Usynlige Væsener, de af
døde Slægtet, Lejlighed til at tage
sig et Bad, hvis de lystede. Der er
næppe no'get ondet Træk, der i saa ty
delig og troskyldig en Form viser os,
hvor stor Pris NordBoerne satte paa
DampBad. A
'I
EftechaaMn som Husets Medlem
mer, tvættede og højtidsklædte, for
lod Badstuen, famledes de alle i
„Stuen". Enhver, der traadte ind,
hilste og gjenhilstes med den sædvan
lige Julehilsen. Denne var, i det
mindste ester in senere Tids Skik at
dømme, saa nogenlunde ens Norden
over og lød sin korteste Form om-
vil fly:-'
5 fl
JULENAT.
trent saaledes: „Glædelig Jul! Hel
sen og SuNdhed og alt, hvad som
fjært er!"
Stuen bar iført Festdragt, og Ju
lelysene Brændte paa det beldugede
Bord. En ældgammel Skik bar det,
naar alle bar samlede, at øge Ilden
Paa Arnen med et vældigt Stykke
Brænde. Denne Skik maatte natur
lig ta6e sig overalt, hvor Kakkelovne
indførtes, og er forlængst glemt i
Danmark, men i Sverige og England
har den holdt sig indtil nu. ISve
rige kaldes det „julbrasa", i North
umBerland og Aorkshire: „yuleBlock"
eller „yule-clog", ^n Benævnelse, der
tydeligt nok Beviser, at Skikkm her
er af nordisk Oprindelse, da jo Jul
Paa Engelsk 'hedder „Christmas"
Naar Julestammen var, lagt paa
Ilden, skred mon til Udveksling af
Gaverne. Ogsaa denne Skik var ur
gammel, kjendt ikke Blot af de heden
ske Nordboer men ogsaa af Romerne
ved' deres Saturnalier?. Antallet gf
saadanne W?er kunde ofte være over«
"Wytfv mi
(t^
ordentlig stort. Hos Fru Anna Brahe
til Løberød i Skaane hører vi saale
des, at der Juleaften stundom kun
de samles 4 til 500 Personer ude i
Gaarden fra de omliggende Sogne
for at modtage Julegaver. Erik Ro
senkrands paa Bergenshus uddelte
Juleaften Aar 1560 Gaver til 187
forfkjellige Perfoner.
En meget almindelig Gave fra
Husfader og Husmoder var de faet
kaldte „Julekager". Sisse var dels
finere, enten af Honning og PeBér
etter omtrent svarende til, hvad der
endnu i Danmark kaldes „Julekage",
dels grovere, hlot af Rugmel, de
sacrkaldte „Sigtekager". Deres Form
havde ældgammel, sindBilledlig Be
tydning, idet de enten skulde bære
IIA
I I
j'ttll.
ganske runde, vistnok svarende til
Solen, eller have Skikkelse af et le
vende Væsen, hyppigst Mænd, Bukke
og Grise. At herved oprindelig har
været sigtet til Thor, hans Bukke
og Frejrs Galt, synes umiskendeligt
Spor af denne sidste Skik er de end
nu for Norden ejendommelige Bør
nekager: „Kagemænd" og Sukker
grise" i Danmark er ForBindelsen
mellem disse og Julen glemt, i Sve
rige Bevares den endnu.
Ogsaa de runde Julekager var ofte
prydede med Figurer. En Julekage
form fra Aar 1637, der opbevares i
Stockholms „Nordiska Museum",
fremstiller saaledes paa Kagens Over
flade Figurer i Datids Festdragt.
„Sigtekager" med indridsede Figurer,
„skrevne Sigtekager", som de kaldtes,
var i bet 16de Aarhundrede almin
delige i Danmark.1 Digteren Hiero
nymus Ranet lader endog i sit Skue
spil „Samsons Fængsel" den Filister,
i hvis Mølle Samson maatte trælle,
bage saadanne Sigtekager .til Fest.
v^s-
Om Julekagernes Størrelse meddeler
ZErkeBiflop Olaus Magnus, at de i
Sverige kunde være faa store som et
lille Barn.
Julegaverne Bestod bog hyppigt i
andet og mere end Blot Kager. Ef
ter Tidens Sædvane sørgede man da
gerns for at deres Værdi var tyde
ligt angiven, enten en ligefrem Mønt
eller let forarBejdei Sølv og Guld,
en Ske, et Bæger, en Ring etter lig
tiende. Blandt alle de Julegaver,
som Christian den Fjerde i Acrene
1592 og 1593 gab til sine nærmeste,"
bar der kun en eneste, der bar af ube
stemmelig Værdi, nemlig et lille Bæ
ger med Laag, som han {elb havde
drejet til Niels Kaas. Resten bar
lutter Sager, hbor man kunde føle
sig til Værdien: et Guldsmykke til
hans Moder det ene Aar ttl 320 Kro
ner, det andet Aar til 1,000 Kroner.,
Guldsmykker til hans to Søstre det
ene Star til 260 Kr. Stykket, det næste
til 360 Kr., Guldringe til Regje
ringsraaderne til 120 Kroner Styk
ket, osb. osv.,
Maaltidet Juleaften Bestod enten
af tørret Fiff og Sødgrød eller af
Skinke med Grønlangkaal og Grød,
hos de fornemste gjerne Risengrød.
En Tærte eller SEBleskwer afsluttede
hyppigt Maaltidet. For nogle var
saaledes Juleaften endnu efter streng
katolsk Skik en Fifledag, det vil sige
en Fastedag, for andre en Kjøddag.
Som Bekjendt har disse Bestemte
Retter holdt sig temmelig uforandret
indtil vore Dage, hver Egn har Be
varet-fin Skik, og Norden lod.sig end
nu nogenlunde tydeligt kortlægge, alt
eftersom der af Almuen nydes Fifl
(Fortsat paa Side 5).
i
$ $**5
5ul
Tit Xudvtø tJoløtein
||\aa „lille Juleaften" Bogynder tref
dog nej!
Begyndelsen var Sneen og Kanerne
og Frosten.
Saa var der „ønskesedlen". Saa
rejste Fa'r sin Vej.
Saa korn der store Pakker hver For
middag med Posten.
O s a a S a a v a e a e
hvor alle fo'r med Svig
og SkaBe, forn Blev fyldte, og Skuf
fer, font Blev lukket
og hvor man kom, fo'r nogen i Vejres
med et Skrig
og Klejnerne Blev dyppet og Grv
sene blev stukket.
Men „lille Juleaften"! O, hvem
der da fik Lov
at følge Far til Skoven! Man
glemmer jo og ældes
men mon. man skulde glemme den
højtidsfulde Skov
paa „lille Juleaften", naar Granen,
flulde fældes?
Der stod de strunke Graner i Række
og Geled
og Bar paa deres Grene en Julesne,
hvis Mage
(saa venlig, dejlig var den) jeg intet
andet Sted
kan huske nogen Sinde jeg saa i mine
Dage!
Saa fin, saa festlig var den! Da
klang det første Hug,
og Øksen skar i Barken, og ^al
Bed i Veddet,
og Granen stod og rysted og drogDt
sidste Suk
og segued som en Kriger, der fall
i Geleddet.
Et glimrende Triumftog, da den Bl
Baaret hjem!
En Tur igjennem Driver, hvor mt
sank i til Knæet.
Og se! Fra alle Vinduer stak Var
neho'der frem
og juBIede Hurra—a! Der komb
iner Juletræet.
Ja, Julen, Juleaften! Ak, Eventyrets,
Ord!
JulV Juleaften! Sig dem! Os
fyld din S,jæl Med Minder! .n
Og syng din Barndoms Salmer! Ogr
hufl din Far og Mor!
Og se de klare Øjne omkring dig^
hvor de flinner! r-,
Dett Dreng, Du dunkelt husker,' maa-^
fle han nu er Fa'r!
Den Pige, som sang Salmer engang!
om Juletræet, s
•4
Trettende Aarg.
gmmummuiHimimtmiiiimx
&
i
Naar
Og siden kan Du huske?
Lamperne Blev tændt v!
og Stuen Blev et Værksted, hvor
ZEBler Blev forgyldte
og Figenkasser aaBnet, og Sveflepo
fer vendt,
og Roser sat paa Stilke, og Kræm
merhuse fyldte!
Og hufler Du saa Natten? Din hede
Barnekind?
Og hvad Du saa i Drømme! Ntt
fjender Du jo Sorgen
og Skuffelsen og Verden. Meit
tænk, at slumre ind
og hviske til sit Hjærte: Nu kommer
det! I Morgen! •,
Da vaagnede Du tidlig. Alt barj
faa sælsomt tyst.
Dit Hjærte flog af Lykke. .. Du laa
med Smil om Munden
og hørte Huset baagtte, og saa det
Bltbe lyst
og bidste, at nu kom det! Thi Julen,
bar oprunden!
Tl§
kan hænde, nu hun synger de fattig
me, ckens hun har
én krøllet Purk i Haanden og en
"-X én Paa Knæet.
vi
Kan hænde! Og kan hænde, det kuM
Blev graat i graat. ujøl
Hvem véd, hvad der kan fljulesM
M-Hjærter og i Hjerner
Men sæt, at der nu ogsaa er mere?!
ondt end godt ål
var Julenattens Himmel saa mind
... fuld af Stjerners..

Historical Soctety
(Successor to "hfc|mdar', Established 1891.)
.' 4
y—
ST. PAUL, MINN.,
1§REDAG DEN 25. DECEMBER.
MINNESOTA
HISTORICAL
•SOCIETY.

xml | txt