OCR Interpretation


St. Paul tidende. [volume] (St. Paul, Minn.) 1902-1928, February 01, 1907, Image 7

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn90059649/1907-02-01/ed-1/seq-7/

What is OCR?


Thumbnail for

En Spillefugl.
Krimin al-Novelle
Af
Avolf StreSf«ss.
(F»rtsM.
„Han^skal, efter hvad jeg har h^rt, allerede i den
Tid have tabe betydelige Summer i Baden-Baden.".
„Jeg blev forflyttet og tabte i længere Tid min
Ven cif Syne fj^rft da jeg for nogle Aar siden kom til
M., traf jeg hånt igjen som Regjeringsprcesident der.
Hail havde forandret sig meget i de Aar. Den før saa
muntre, livsglade Mand var bleven alvorlig og tavs.
Han deltog ikke i Selskabslivet, men levede ensom og
tilbagetrukken paa fit smukke Landsted, der laa lige
udenfor Byen. Og hans Liv blev endnu mere ensomt!'
da hans Hustru døde. Vort Vengab blev snart lige
saa inderligt som før. Vi kom daglig sammen, og det
•er vi vedblevet med lige til i Dag. Vore Børn er
vokset op sammen som /Tøflende, Maria Wartenberg
har i to Aar været forlovgt med min Søn, og Venska
bet mellem deres Fædre har bestaaet urokkelig.
Blot for at fan lidt Adspredelse ønslede Warten
berg for et halvt Aars Tid siden at blive optaget i
vor Klub. Feg kunde ikke ane, hvilke Følger Opfyl
delfen af dette Ønske vilde faa for ham,ellerS havde
jeg fif fer li ikke foreflaaet ham font Medlem. Han
har ikke blot i de sidste 14 Dage, men i den hele Tid,
han har været Medlem, stadig tabt, og det store
Summer, langt ud over hans Evne, Summer, hvis
Størrelse jeg rigtignok ikke kan beregne, da jeg des
værre ikke er saa dygtig i Hovedregning som vor
højt ærede Formand, General Grev Western. Jeg
kan forsikre Dem, mine Herrer, at ni in Ven Warten
berg er, det ædleste og fortræffeligste Menneske, man
kan tænke sig han har kun een Fejl, Spillelysten!"
Generalen rystede betænkelig paa Hovedet. „De
ser nu paa Deres Ven gjermem Venskabets Briller,"
sagde han. „Jeg fait imidlertid ikke nægte, at Præ
sidenten, over hvem jeg tidligere har hørt saa mange
Lovtaler, aldeles ikke falder i min Smag, siden jeg
har faaet Lejlighed til at fe ham her som Medlem
af vor Klub. Han er ganske vist aandrig og under
holdende, kan ogfaa vise sig baade behagelig og ebsk
værdig men han mangler Hjærte! Paa mig har
han altid gjort Jndtrk af en beregnende Egoist, som
hjærteløs og kold ikke kjender anden Gud end sit eget
Jeg. Varm bliver han først ved Spillebordet, naar
Lidenffaben river ham hen."
„De bedømmer sandelig min Ven uretfærdigt."
„Det tror jeg ikke," indflød Friherre v. Altkirch.
„Paa mig har Præsidenten gjort et lignende Ind
tryk. Vi sidder her i det snævreste Vennelag, og jeg
tør vel nok sige uden Frygt for at det flat komme
videre: jeg kommer næsten til at gyse, naar jeg ser
ind i hans smukke sorte Øjne. De er faa fyrige og
aandrige, men de er og cm faa falske, ja, jeg kunde
næsten sige onde. Var Præsidenten tkke en Mand,
hvis Retskaffenhed, Ubestikkelighed og Samvittigheds
fuldhed er hævet over enhver Tvivl, saa vilde jeg
tro, at han godt kunde begaa en Forbrydelse."
„Hr. Baron, De gaar for vidt! Saadanne Ud
talelier kan jeg som hans Ven ikke roligt høre paa!"
svarede Obersten opbragt. „De begaar en stor liret
mod et Menneske, for hvis ædle Hjærte og rene Ka
rakter jeg fan iitdestaa."
„Jeg agter Dent for højt, Hr. Oberst, til at jeg
fluide kunne tænke paa at fornærme Dem," sagde
Friherren alvorligt. „I hvert Fald bør det ikke
kunne krænke Dem, at jeg aåbent udtaler min Me
ning om Deres Ven, en Mening, jeg ikke selv til
lægger nogen Værd, fordi den ikke grunder sig paa
Kjendsgjerntnger, men paa en uforklarlig Følelse.
Lad os nu 'iøvrrgt lade disse Betragtninger ire, da
de krænker vor fortræffelige Ven, Obersten. Men
et maa han tillade os, og det er, at vi overdeler,
hvorledes vi skal forholde os for at undgået den Slags
Scener font i Dag. Jeg ønsker virkelig ikke, at man
skal kunne sige om mig, at jeg har Beriget mig i Spil
Paa Præsident Wardenbergs Bekostning. Jeg flam
mer mig ligefrem over, at jeg i Dag har vundet 1000
Daler fra ham, naar jeg betænker, at de maaifle bi
drager til at ruinere Manden. Vi maa finde Mid
ler til at itmuliggjøre saa højt Spil font det i Dag
her i Klufihen, eller i det mindste til at udelukke Præ
sidenten fra Deltagelse deri."
„Det er font talt ud af mit Hjærte, Hr. Baron,"
raabte Obersten, idet han rakte Friherren Haanden.
„Jeg vil da tillade mig at foreflaa følgende," fort
satte benne. „Vi forpligter os alle som en paa
IEresord til ikke at deltage i noget Hasardspil, naar
Præsidenten besøger Klubben, og skulde et saadant
allerede være i Gang, naar han kommer, skal Ban
køren straks, naar han træder ind, melde „sidste
Taille" uden Hensyn til, om Banken har Gevinst el
ler Tab."
„Det er et udmærket Forslag, som jeg gjerne til
træder," sagde Generalen.
„Og jeg ogsaa, jeg ogsaa!" lød det fra de øvrige
tilstedeværende, medens det 'blev overdraget Genera
len cit meddele de fraværende den tagne Beslutning
og ogsaa afkræve dem deres ZEresord.
Meget fornøjet med Resultatet af denne Samtale
tog Obersten Afsked han haabede, at det for Frem
tiden vilde blive umuligt for hans Ven at deltage i
højt Hasardspil.
Aet Kapitel. Fortvivlede Planer.
Præsidenten boede i Provinsbyen M., der kun
laa nogle faa Mil fra Residensstaden. Næsten hver
Time gik der Tog mellem de to Byer, og Wartenberg
behøvede derfor' ikke at vente ret længe paa Bane
gaarden for at kumte komme hjem.
Da han traadte ind i anden Klasses Ventesal,
sandt han der flere bekjendte. Han havde imidlertid
ikke Lyst til at indlade sig i Samtale med nogen
med en flygtig Hilsen trak han sig tilbage til en
stille Krog, og saa snart Perrondørene blev aabnede,
flyndte han sig at stige ind i Toget. En Konduktør,
hvem oste havde givet gode Drikkepenge, skaffede
ham jen icerflilt Kupe, hvor han uforstyrret kunde til
bagelægge den korte Reise.
Knap en Time varede Reisen, og dog forekom den
korte Tid ham som en hel Evighed. Togets Raslen,
^'f'Vt-k'
1
Lokomotivets Fløjten: Konduktørernes Raaben, høj
røstet Tale i Nabokupeen og Sang fra en trøje Klas
ses Vogn alt det gjords ham endnu mere nervøs,
end han var i Forvejen. Han formatiedg noPpe at
bringe Orden i de forvirrede Tanker, som i broget
Vrimmel tumlede sig i hans Hjcerne han kunde ikke
komme til Klarhed over en fortvivlet Beslutning, som
hans inderste V-ces^n modsatte sig, mm som den haarde
Nødvendighed fyntes. at fremtvinge: Død eller
Skjændsel! Hvilket frygteligt Valg! Skulde han
vælge et æreløst foragtet Liv, et Liv fuldt af. Savn,
Elendighed og Skjændsel?, Hart, den højt ansete Em
bedsmand, hvem Kongen havde fljænket talrtge Be
viser paa Gunst og Højagtelse, han fluide for. Frem
tiden Nej, en saadan Tanke var uudholde
lig, saa hellere Døden! -i
Hans Tanker fløj tilbage til M., til den yndige
Villa i den skyggefulde Have, til hans elegante og
dog solidt udstyrede Arbejdværelse. Han saa det for
sig, oplyst af den store Astrallampe, der stod paa
Skrivebordet. En let, blaalig Taage opfyldte Værel
set, men han var dog i Stand til at gjenkjende alle
Enkeltheder, alle de velbekjendte Møbler. Der op
til Væggen, bag ved det store Bord, paa hvilket
der laa Dokumenter og Bøger, stod den mørkerøde
Plyssofa. Og paa Sofaen laa en Skikkelse stift hen
strakt. Den ene Arm hang slapt ned mod Gulvet
en affyret Pistol var falden ud af den halvt aabnede
Haand. Deraf kom den blaalige Damp, der kun
langsomt syntes at svinde.
Den stive Skikkelses Ansigt var vendt imod ham,
han gjenkjendte sine egne, af Smerte fortrukne/ liv
løse Træk. Øjnene var brustne Blodet flød ud af
et dybt Saar midt i'Tindingen. Det strømmede ud
over Hyndens røde Plys, som blev farvet endnu rø
dere, faa flød det ned paa Gulvet, hvor det som en
rød Strøm udgød sig over de hvide Breeder.
En Dør i Baggrunden af Værelset aabnedes. En
smuk Pige faa med angstfyldt Blik fra de store sorte
Øjne først hen til Arbejdsbordet og dernæst til So
faen. Nu fer hun, nu gjenkjender hun den stive Skik
kelse. Hun udstøder et vildt Forfærdelsens Skrig,
hun styrter hen til det blodige Lig og bedækker det
livløse Altsigt med ømme Kys
Alt dette faa han. Saa tydeligt, faa klart stod
Billedet for hans Sjæl, som om han saa det med sine
virkelige Øjne. Bort med det gyselige Billede, med
disse gruopvækkende Fantasiflikkelser! Men de lader
sig ikke bortvise] Forgjæves slaar han Vinduet ned
for at fe ud op af Nattens Mørke stiger stadig paa
ny det blodige Billede af det stive Lig derhjemme i
hans Værelse.
Nu beklagede han, at han var alene, at han ikke
havde tilbagelagt den korte og dog faa lange Rejse
sammen med sine bekjendte. Han vilde, tvinge sig til
at tænke paa ligegyldige Ting, senere var der jo altid
Tid nok til at gjørc det frygtelige Men det
var forgjæves! Atter og atter steg det grufulde Bil
lede frem for ham.
Endelig, endelig holdt Toget og Præsidenten steg
ud. Da.han naaede sin Villa, som kun laa et kort
Stykke Vej fra Banegaarden, skinnede to klart oplyste
Vinduer ham i Møde.
„Hun venter pact mig. Jeg maa tale med hende,
tage Afsked med hende, og saa
Han ringede. Straks efter aabnede en i elegant
Liberi klædt Tjener Laagen i Jerngitteret, der skilte
den lille velholdte Forhave fra Gaden.
„Min Datter er endnu oppe?"
„Ja, .Frøkenen venter paa Hr. Præsidenten."
„Tænd Lampen i mit Arbejdsværelse. Jeg vil
ntaafle komme til at arbejde til langt ud paa Natten,
men jeg skal først tale med min Datter. Skynd dig
lidt, jeg kommer straks op paa mit Værelse."
Atter traadte Billedet af det ensomme Arbejds
værelse med gyselig Klarhed frem for hans indre Øje,
men nu formanede han, her i de kjendte Omgivelser,
at skræmme det bort.
Han' steg op ad den med Blomsterplanter smykkede
Trappe, gik saa langsomt over en Korridor og gjen
nem en med solid Elegance udstyret Salon.
Utallige Gange havde hart gaaet denne Vej og
aldrig fljænket de gammelkjendte Møbler, de kostbare
Tæpper, Billederne paa Væggen og Blomsterne i Vin
duerne særlig .Opmærksomhed men i Dag dvælede
hans Blik ved disse Ting. Det var, som om han.
vilde tage Af fled med hver enkelt Ting, der var- bleven
ham kjær i Aarenes Løb.
Hvor smukt, hvor hyggeligt og dog elegantk En
lykkelig Erindring om en lykkelig Fortid! Hvor øde
og' bart vil det ikke se ud her om nogle faa Uger!
Billeder og Tæpper paa Auktion, Møblerne hos
Marskandiseren. Nøgne Vægge, aabne Døre, medens
Vinden piber gjennem de itnflaaede Ruder. Maafle
bliver der en forglemt, vissen Blomst tilbage som det
sidste Minde om, at her engang boede lykkelige Men
itefler!
Han sukkede dybt. E.ndnu engang saa han sig
om, hans Blik svævede fra Billede til Villede, fra
det ene Møbel til det andet, han kjendte det alt sam
men, fl'iønt det Lys, hvormed Tjeneren lyste for ham,
kun svagt oplyste det store Rum. Saa gik han hastig
videre. Han gik gjennem et lille Kabinet, og derfra
traadte han ind i sin Datters Dagligstue.
Marie Wartenberg havde hørt sin Fader komme,
hun var gaaet ham i Møde og modtog ham ved
Døren.
Hvor hun var smuk! Saa henrivende syntes
Præsidenten aldrig før at have set sin Datter men
det var vel kun, fordi han skulde tage Asfled med hende
for' bestandig. Ellers havde han vel ogsaa lagt
Mærke til, at hendes store, fyrige, sorte Øjne saa
tankefuldere ud end sædvanligt, og at hun var blegere,
end hun plejede.
„Du kommer tidligere fra St., Fader, end du
havde bestemt. Ter er..da ikke forefaldet noget?"
Spørgsmaatet kom faa naturligt, Marie* Stemme
lød saa rolig, men i det forskende Blik, hun kastede
paa Faderen, laa der et Udtryk af dyb Bekymring.
„Nej! Intet, mit Barn!" svarede Præsidenten.
Ogsaa han tvang sig til at synes kold og'rolig men
Datterens Blik var skarpere end hans: Marie læste
hans stærke indre Bevægelse i hans Øjne.
„Men hvorfor kommer du saa tidlig?"
„Jeg har et nødvendigt Arbejde, jeg -skal have
fuldført i Nat."
„Var du i Klubben?"
„Naturligvis."
„Blev der spillet?"
„Hvor kan det interessere dig? Man passiarer i
Klubben, man læser sine Aviser, spiller vel ogsaa
lidt, lige som det kan træffe sig. I Morgen flal
du faa at vide, hvad vi har underholdt os med i
Klubben, hvis det. interesserer dig, men nu maa jeg
sige dig Godnat.
Jeg flal op og arbejde, hvis jeg ikke vil flrive.
hele Natten. Gaa du kun i Seng, Marie. God Nat,
mit Barn!"
Han kyssede sin Datter. Det gjorde han ellers
aldrig. Hvor kunstigt han ellers forstod at bevare
den ydre Ro, kunde han dog ikke undgaa, at Maries,
skarpe Blik læste i hans Sjæl. Hun slyngede Armen
om hans Hals, og efter at hun ømt yavde gjengjældt
sin Faders Kys, sagde hun:
„Du er saa bevæget. Fader. Der er flet et eller
andet. Der er noget, der trykker dig. Betro dig til
mig og stol Paa, at jeg er stærk. Hvordan det end
gaar, lad mig været delagtig i dine Bekymringer. Jeg
beder dig derom, hører du. Fader!"
„Hvilken taabelig Indbildning," svarede Præsi
denten, idet han unddrog sig sin Datters Omfavnelse.
„Hvad fluide der vel være forefaldet i vor gemytlige
Klub? Du gjør dig stedse unyttige Bekymringer. I
Morgen kan vi tales nærmere ved men nu maa jeg
gaa til mit Arbejde. God Nat, mit Barn!"
Han kyssede hende endnu engang, og saa forlod
han hende men da han stod i Døren, sormaaede han
dog ikke at modstaa Fristelsen han maatte sende sin
elflede Datterret sidste Llsfledsblik men faa flyndte
han sig bort og begav sig til den anden Fløj as Huset,
hvor hans Arbejdsværelse laa.
Her var han ene og uforstyrret. Hverken hans
Datter etter Tjeneren vovede at søge ham her, det
var dem strengt forbudt. Hans Arbejdsværelse var
en Helligdom, som de ikke turde betræde ukaldet.
Paa Skrivebordet stod den store, klart lysende
Astrallampe netop paa det Sted, hvor Fantasibilledet
havde vist ham den, og uvilkaarlig kastede Præsidenten
et Blik hen til Sofaen.
Vel én halv Tinte gik han med langsomme Skridt
i dybe Tanker op og ned i Væretseet. Det gjaldt at
finde en Udvei af den Labyrint, Han var kommen ind
i ved sine Tab ved Spillebordet. Han gyste tilbage
for Tanken om en frivillig Død, men endnu mere for
Tanken om et Liv fuldt af Elendighed og Skjændsel.
Hellere død end i Tugthuset! Men han vilde ikke
dø, han vilde leve. Ja, havde hart ved en Forbrydelse
kunnet skaffe sig den Pengesum, han behøvede, vilde
han "ikke have taget i Bettænkning at begaa den.
Han tænkte paa Regjeringskassen, paa de Penge
summer, som laa der forvarede. Men hvordan fluide
han feta fat i dem? Den Embedsmand, som for
vattede Kassen, var en pligttro Mand, font aldrig
gav Nøglen til det brand- og dirkefri Pengeflab fra
sig. Og selv om han vilde have betroet den til
Præsidenten, saa maatte et Tyveri jo straks blive
opdaget, og Mistanken kunde kun falde Paa Præsi
denten. Ved et saadant Kassetyveri vilde han kun
opnaa en kortvarig Opsættelse af det truende Slag.
Men en større Forbrydelse kunde maafle føre til
Maalet. Kassereren var en flittig Mand, han ar
bejdede hyppigt til langt/ud paa Natteit i sit Kon
tor. Han var da næsten ganfle ene i det store gamle
Hus, et
^iiligryre
„r Wkl Å
fyrsteligt Palads, hvor Regjerin-
gens Embedskontorer laa. Den gamle sygelige
og svage Kasserer var det let at faa Bugt med. 'En
kraftig Mand kunde med et Slag ftaa ham til Jor
den, og .hvis han fatte sig til Modværge, hvis han
udstedte et Skrig, hvor let var det da ikke at gjøre
ham tavs for bestandig. Hvem kunde vel høre Skri
get i det store, ensomme Hus. Den halvdøve Port
ner, den eneste Beboer i den gamle Bygning, havde
sit Værelse ved Hovedindgangen, langt borte fra Kas
sererkontoret. Ned til ham kunde tngen Lyd trænge,
og selv ont den kunde, saa kunde han ikke høre den.
Men et Mord! Hvilken grufuld Tanke! Kasse
reren maatte dø, hvis Planen iskulde tykkes. Selv
cm det var muligt at overfalde ham under hans Ar
bejde, uden at han saa Angriberen, kaste ham tit
Jorden og ved et kraftigt Slag gjøre ham bevidstløs'
uden at dræbe ham, selv i dette Tilfælde vaZr der
ingen Sikkerhed for den, der for ikke at besvære sin
Samvittighed med et Mord flaanede den gamle
Mands Liv. Hvor let kunde, han ikke vaagne af sin
Afmagt og gjenkjende Røveren! For at redde sit Liv
vilde han lukke Øjnene tgjen og kun tilsyneladende
være bevidstløs, og hvilket Middel gaves der til at
overbevise sig om, at han virkelig var det?
Ja han kunde maafle blot et Øjeblik komme til
sin Bevidsthed og straks igjen synke hen i Afmagt
ntett dette ene Øjeblik vilde være tilstrækkelig til at
vise ham hans velbekjendte fo.refatte som Røver!
Medlidenhed? En taabelig, barnagtig Følelse!
Det gjaldt Kampen for Livet.
Atter steg det gyselige Fantasibillede af den liv
løse Skikkelse paa Sofaen frem for Præsidentens in
dre Øje.
Nej, han vilde ikke dø, ikke ende font Selvmorder.
Hvad Glæde havde han, den gamle, halvfjerdsaa
rige, svagelige, benløse Mand vel af Livet? Om
han levede, eller ont han laa i Graven, hvor ligegyl
digt var det ikke for ham selv og for .hele Verden!
Hart havde desuden i det høieste faa Aar, sandsynlig
vis kun faa Maaneder at leve i. Hans Hoste var i
den sidste Tid bleven saa flarp og stærk, hans Svage
lighed var tiltaget saadan, at det nærmest maatte
være at gjøre den gamle Mand en Tjeneste, naar man
befriede ham for Livets Byrde!
Nej,' ingen Medlidenhed! Hans Beslutning blev
fastere og fastere, mere og mere modnedes den til
Udførelse.
Det skulde ske men enhver Forsigtighedsregel
maatte tages for at forebygge Muligheden as en Op
dagelse.
præsidenten forlod med, sagte, lydløse Skridt sit
Værelse og listede sig ind i Salonen. Fra et Vindu
der kunde han se over til de bageste Vinduer i Regje
ringsbygningen. Der var Lys i Kassererkontoret.
Kassereren arbejdede altsaa endnu.
Nu ingen Nølett! Hvad der fluide fle, maatte ske
snart.
Lige saa lydløst, som han va* kommen, sneg Præ
sidenten sig atter tilbage til fit Arbejdsværelse. Han
aabnede et yf de Vinduer, her. vendte ud mod Haven.
%K:vUfc»%forWW eller
Tjenerflabet mcerkede det men.hedat fe ud af Vin
duet overtydede han sig om, at det:kki^ kunde lade sig
gjøre at springe derfra ud i Haven dertil var Højden
for betydelig, og desuden kunde' han ikke komme til«
bage til Arbejdsværelset ad den Vej.. Han maatte
•derfor beslutte sig til at forlade Villaen ad den sæd
vanlige Vej, men han valgte at gaa ad Bagdøren
font førte ud til Haven.
Før han tiltraadte sin Vandring, søgte han ester
et Vaaben. Han krak op af Skrivebordet en Kasse,
i hvilken han gjemie alle Slags-Reoskaber og Værk
tøj, og valgte sig en. Hammer med kort Skaft, som
han bekvemt kunde stikke i Lommen desuden tog han
en Jagtkniv med bredt, i Spidsen tveægget Blad.
Før han stak Hammeren'til sig, vejede han den i
Haanden og flog et Por Prøveflag med deft Luften.
Mens han gjorde det, faldt hans Blik tilfældigvis
paa Spejlet, der hang paa Pillen mellem de to Vin
duer. Han blev, ligefrem' bange for sit eget Billede.
Dette blege, smukke og dog faa forfærdelige Ansigt
font Spejlbilledet viste ham, den i trodsig Bestemthed
fast sammenpressede Mund, den høje, hvide Pande,
hvor over det mørke Haqr hang ned, de funklende,
opspilede sorte Øjne fik ham til at gyfe.
Hart vaklede atter i sin Beslutning: Medlidenheden
med den gamle Mand, der stedse havde været saa
venlig og tjenstvillig over for ham, og som hele Tiden
havde vist sig som den elskværdigste, flittigste og paa
lideligste af hans undergivne, r^rte fig atter i ham.
Hvor ofte havde hart ikke samtalet venskabeligt, ja
næsten fortroligt med den dygtige Embedsmand, og
nu
Han lod Hammeren synke. Atter begyndte han
sin Vandring op og ned Værelset, atter pinte han
sin Hjcerne for at finde paa et andet Hjælpemiddel
men det pac forgjæves. Han selv eller den anden!
Liv for Liv! „Det maa fle!" mumlede hart. Han
sukkede dybt, hans Hjcerne var nær ved at briste ved
Tankert om den frygtelige Udaad men hans Beslut
nittg var fattet, og han flred nu uden Tøven tit Ud
førelsen.
Hammeren stak han i Brystlommen paa Overfrak
ken, med Skaftet op ad, faa at han kunde tage den
frem med eet Greb Jagtkniven skjulte hart i fin højre
Bukselomme. Saa listede han paa Taaspidserne, saa
sagte, at ittgett i Huset kunde høre ham, ned ad Bag
trappen. DFren ud til Haven blev altid laa set ind
vendig fra. Det lykkedes ham at aabne d?n uden
Støj, tage Nøglen af og laafe den af udvendig.
Med hurtige Skridt gik hart gjennem Haven. Her
behøvede han ikke at frygte for Opdagelse, thi i Alleen,
der dannedes af høje, løvrige Kastanietræer, var der
saa mørkt, at ittgett kunde se ham fra Huset. En
smal Sti førte fra Kastaniealleert ned til en lille Dør
i Havemuren. Nøglen til denne Dør bar han altid
hos sig, fordi han næsten hver Dag benyttede déttrte
Indgang, naar han vendte hjem fra Regeringsbyg
ningen til sin Villa.
Han traadte fra Haven ud. i et snævert, øde
Stræde, som gik bag Villaerne, og som kaldtes Have
vejen det var til begge Sider begrænset af høje Mure,
og kun der, hvor det udmundede, ved Byporten, laa
et Par usle Hytter.
Heldet fulgte Præsidenten. Han mødte ingen,
hverken i Strædet eller ved Porten, ikke heller i den
afsides, som oftest mennesketomme Sidegade, som der
fra førte ned til Regeringsbygningen.
Han stod udenfor Porten tit det gamle Palads.
Endnu engang faa han sig om, ont der var nogen,
der lagde Mærke tit, at han gik der ind men ikke et
Menneske var at se nogen Steder.
Nu behøvede han ikke tænger at væte faa for
sigtig, thi den næsten døve Portner kunde hverken
høre, naar Døren blev aabnet etter lukket, det vidste
Præsidenten af Erfaring. Han var nemlig for ca.
14 Dage siden en Aften gaaet tit Kassererens Kontor
for der at drøfte et vigtigt Anliggende med den utræt
tetige, flittige Mand han havde dengang aabnet og
lukket Døren og var med drønende Skridt gaaet hen
gjennem Korridoren, uden at Portneren havde hørt
ham.
Med fast Haand aabnede han Dørert, og det var
næsten en unødvendig, overdreven Forsigtighed, at han
atter luffede den tit langsomt og lydløst, og at han
paa Taaspidserne listede sig hen otier Korridoren uden
at gjøre Støj.
Han havde allerede gaaet et Par Skridt, da han
pludselig fejr sammen ved at en Hund gav sig til at
gjø. Han blev bestyrtet staaende men Hunden blev
ved at gjø, og kort efter aabnedes Døren tit Port
nerftuen.
„Læg dig, Sultan, læg dig! Hvem kommer
her faa silde om Aftenen?" raabte Portneren, idet
han lyste ud i den mørke Korridor med en Lampe.
„Nej, er det Hr. Præsidenten! Ja, saa beder jeg
tusinde Gange om Forladelse," tilføiebe han med et
dybt 93W, da han gjenkjendte sin høje foresatte. „Ned
med dig, Sultan! Kan dit væmmelige Bæst ikke
holde op med at gjø!"
Præsidenteit bar ikke i Stand til at sige et Ord.
En uventet Hindring havde pludselig krydset og til
intet gjort hans Planer. .Var da den sidste Udvej luk
ket? Nej! en ny Tanke flog ned i ham som et Lyn.
Krampagtig greb han efter Dolken han vilde kaste
sig over Portneren og ftaa ham ned men allerede
næste Øjeblik maatte han opgive denne vanvittige
Plan.
Et Blik paa den store glubske Hund, som Portneren
havde Møje med at holde' fast i Hatsbaandet, viste
ham, at her vilde han komme til at trække det korteste
Straa desuden hørte han en Dør blive aabnet i Port
nerbotigen, og en gnaven Kvindestemme spurgte:
„Naa, Anton, hvad er der pact Færde? Hvem er det,
der kan have noget her at gjøre saa silde?"
Alt var tabt! Kun med Møje lykkedes det Præsi
denten at gjenvinde sin Selvbeherskelse. Han flap
atter Jagtkniven, og hans Stemme lød rolig og na
turlig, da han sagde: „God Aften, Hartvig! Er Kas
sereren endnu paa Kontoret?"
„Hvad behager? Ja, De maa undskylde, men jeg
hører noget daarligt."
„Gr Kassereren endnu paa Kontoret?" gjentog
Præsidenten højere.
„Ja, det er han rigtignok. Det er jo derfor. Dø
ren er aaben. Hr. Kassereren arbejder endnu."
{Fortsættes)
.T lU
v
lv
frS&t'
iwwtei
Ftttto meti
luaa.
Mfth Åvenae, Broyklyn'.tN. Tt.'
ÆSSfNteSISX.
Halvkloden rundt
—UDVALGTE—
Skitser, Sange og fortællende Digts
Af IVAR KIRKEQAARD.
Rigt illustreret Festudgave,: trykt paa
extra fint Papir. Pragtbind i Farvetryk
Indeholder Fortællinger, Skitser og Bil
leder fra Ørestmd til Stillehavskysten.—^
Af fortællénde Digte fremhæves: En«
eneste til. ..., for hvid Oversættelse til
Engelsk John Volk i sin Tid vandten
Præmie, udsat af Amerikas ældste dan
ske Forening.
Bogen koster knn 1.00, ,.
og sendes portofrit til hvilken som helst
Adresse. Skriv til
-ran—724 S. 4th St., Minneapolis, Minn.,
BOGHANDEL
LåSlti NU. 4.
Bjursten, H. Skjæbnens Spil. Roman
i 3 Dele. 570 tiider $1.00
do, smukt indib. .' $1 .-60.
Bjørnson, Bjørnstjerne. Paa Guds
Veje. I. I Skoledagene. II. I Man
dommen. 295 Sider 6Uc
Bondesen, Jngvsr. Hewn paa Siei
namtad. En Fortælling fra Hellig
Olafs Tid. 356 Sider..............60c.
Dan, Adam. Solglimt. Fortællinger,
Skitser og Digte
do. smukt indb &5c
Vaarbud. Fortællinger, Skitser og
Digte.. .«5c
do. smukt indb 90c
—Maleren, Fortælling 50o
do. smukt indb 75c
Drachmann, Holger. Derovre fra
Orændsen. Streiftog over de't danske
Thermopolæ 350
Somandshistorier. 340 Sider med
Digterens Portræt. Authoriseret Ud
gave. Smukt, indb .Hl. 25
Etfar, Carit. Folk i Nod... 2oo
Indhold: Jens som ler. Pater Pcdvr.
JOrgen Pranger.
—Gjongehovdingén og Dronningt ns
Vagtmester. En Fortælling
do. smukt indb.l. $1.25
Hermann, Carl. Kongens Yndling
(Peder Griifehfeld). skildiing af Dan
marks og Norges Historie i det 17de Aar
hundrede, I.-1V. Del. 809 Sider..$1 00
do. elegant indb v.. .«iO
Holberg, Ludvig. Jeppe paa Bjerget
eller den forvandlede iioude. Comae
die udi 5 Akter 20c,
Ibsen, Henrik. Bygmester Soluéss.
Skuespil i 3 Akter 5c,
do. smukt indb .'75c
—Terje Vigen. Et Digt med Forfatte
rens Billede. 10
Janson Kristofer, Vildrose. Fortæl
ling fra Indianerudbrudet i 1862. 94
Sider. £5c
—Femtende Wisconsin. ..... 5(
Janson, Drude Krogh. En Saloonkee
pers Datter. Fortælling. 6to Oplag.
229 Sider .i 50c
do. smukt indb .7oo
Kielland, Alexander L. Fortuna. Ro
man 184 Sider 50c
do. smukt indb 75c
Lie, Jonas. Lodsen og hans Hustru.
227 bider....... .....50c
do. smukt indb 75c,v
—Kommandorens Dotre. Fort 1 lling
fra Norge. 2 5 Sider ....50c
do smukt indb 75o
—Onde Magter. Fortælling. 205 Si
der.: 50c
do. smukt indb
Malling, Mathilda. Munkeboda. En
Fortælling 50o
do smukt indb 75o
Schjørring, Johanne. Havets Datter.
En Foi tælling fra Vesterhavet 194
•4Sider 50o
do. Smukt inelb 75o
Stepnlak, Serge. En Nihilist. Roman
med Forord af Georg Brandes. 800
Sider. 5»c
do. s uktindb 75c
LISTE NO. 5.
Budde, L. En Historie om Julenis
sen .v 25c
Danske Digtere og Forfattere i Udvalg
Eu folkelig Antologi med 65 Portræt
ved Ingvar Bondesen og Chr. Ve
ster-jaai 1 lo'3 Si ler elegant indb.$1.Of
len liile DekEamltir. iswitariug til a
les ning. Samlede alle Vegnv fra.
5 Gamlinger a .25
Alle 5 iSamlingt-r |1. U
Smukt indb $1 21
Dickens, Charles. Oliver Tvist. En
Samfundsroman. 349. Sider, smukt
indb
Wider, indb $1.00
Svar. 188 Sider. 65c
gave. 424 Sider indb $1.40
Holm, R. J. Danmarkshistorie forfattet
for Ungdommen. 170 Sider, indb. $1.00
Ingemanns, historiske Romaner.
—Prins Otto af Danmark, indb. .$1.20
—Kong Erik og deFredldse, indb.$1.20
—Valdemar Sejr, indb. $1.20
—Erik Menveas Barndom,, indb. .$l.*j"
Jul. Skitser og Digte for Juletiden.. 10
Levetzow, Cornelia. Ellens Hjem..
25
Madsen, E. F. Fra de stille Skoiu
Do. smukt indb 75o
Moller, Otto M. Guld og Ære. Ro
man 200 Sider 40c
Norge. Det norske Folks Historie fra
dets Bosættelse i Thule eller Norge til
det nittende Aarhundredes Udgang af
af Berner Loftfield udarbejdet efter P.
A. Munch, G. A. Øverland og andre.
De tusind Hjem eller en illustreret Be
skrivelse af hver By og Bygd i Norge
fra Lindesnæs til Norakap. Norske
Mænd og Kvinder, Biografler og Por
trætter af fremragende l.istoriske Per
sonligheder i ældre og nyere Tid, med
ere hunerede illustrationer og kolore
rede Billeder. 800 Sider. Vakkert
indb. i Pragtbind............... .$2.00
Reumert, Elith. Fra Theater-Ferien-
Skildringer og Udkast Heftet... ,40c
Skeibrok, M. Sanfærdige SkrOner. 85$
Skatte, J. Færgefolk. 198 Sider. .40*
Stowe, Harriet Becher. Onkel Toml
Hytte.% Pragtndgave, med mange Illri
strationer, elegant indb...... ... .$8.25
Wallace, Lewis. Ben Hur.' En "For
tælling fra Kristi Tid. 278 Sider
I n z
Ovenetaåeode Bøger PORTOFRIT imod
Indsendelse af Beløbet i Money Order -eller
Frimærker. Ny Botlitu hvtr Vgt. n
e.RasiausKi!
S
./
r5o
.81
Ewald, F. Den skotske Kvinde paa
Tjele. Livsbillede fra Reformatiunsti
den. 588 Sider, ijnukt indb 1.6*0
—Svenskerne paa Kronborg. Historisk
lioman 683 Sider, smukt indb $1.40
Eventyrbogen. En samling af de mest
bekjendte Eventyr. Med Illustratio
ner. Indb..... 5Co
Gravengaard, Pastor N. P. En Jul
gave fra Amerika. 2det Oplag. Elb
gant indb $1.00
Evigt Liv med idel Glæde. Opbygge
lige Betragtninger, elegant indb. .$1.00
Hauch, C. En polsk Familie. Ny Vd
Heuch, J. C. Mod Strommen. 245
li

C. RASMUSSEN PUB. CO.,
Fortælling 289 Sider 50
Marlitt, E. Hos Kommerceraaden
heftet 50c

xml | txt