Newspaper Page Text
:6emneficrcn Vssbenmesterett. Af Carit Etlar. .. (Forts.) „Jeg aabner eder en glemt, en lukket Grav. Dtiggt)ofntefter! bag hvis Ligsten mørke og uhyggeligs Mlleder stige iuéjrct. Et Barn, font eders Hunde rev 4hjet for mig, og et andet, fom blev røoet fra eder." „Guldbrand Smed!" raabte Mogens og greb Voo- i Armen, „jeg tager ikke fejl, det er dig, jeg træffer her." „Nej I tager ikke fejl." fagde Guldbrand, idet han strakte fin højre Haand med Arret ivejret, ^gjenkzen der I mig nu?" „Og det Barn. fom du taler out, font forsvandt, 'uden at det nogensinde lykkedes at finde dets Spor, -ved du noget om det?" Vaabeninefterelts vaade £jnc og fkja'lvende Sæter tilkjendegav den Stamp, den stigende Fortvivlelse, som foregik i hans Indre. „Dette Barn," gjentog ban næsten hviskende, „som lever, som jeg tog med mig, da jeg flygtede, som jeg vaagede over og indplantede hver en god og ædel Egenskab, Glid lærte mig selv at kjende, dette Barn. if ont endnu aldrig har rødmet for nogen Brøde, eders tabte Søn, ham er det, I hæver Steyunen for at -dømme i dette øjeblik." „Min Søn!" „Ja, ja, forftaar I mig ikke. Han gaar nu til Pn Død." „Da Guldbrand havde fagt dette, fkjulte han Arv Pgtet i fine Hænder, støttede sig til Telfstongen og brast i en heftig og hulkende Graad. Der var noget i denue dybe og heftige Smerte, som bevægede alle, en deltagende Mumlen hørtes i ^Forsamlingen, selv Johan Rantzan kæmpede med sig selv, for at hans Ansigt ikke fkulde røbe, hvad han "følte. „Du har da røvet Rigshofmesterens Søn," ytrede Hertugen for at afbryde den uhyggelige Stilhed, fom fandt Sted i Teltet. „Sirncs eders Naade kanske, at jeg gjorde liret deri?" spurgte Guldbrand. „Hans Hunde sønderrev mit Barn, det eneste, hvortil mit Liv og min Lykke var knyttet, jeg tog hans istedet og flygtede. Axel Gjøc blev Poul Guldbrand, og jeg opdrog ham, faa godt jeg kunde, han fulgte med mig til Tyskland og lærte i Lejren og pact Valpladsen, hvad der hørte til for at være en Mand. I ved det godt, alle I, som fulgte med, den Nat vi flygtede fra Fyen, hvorledes han forftaar at kæmpe, det var Poul, der først opda gede Fjenden medens jeg havde min Plads foran Feltherren, kæmpede han foran fin Fader. Jeg har •arbejdet for hans Fortid, Mogens Gjøc, gjort fiam til en ærlig og brav Soldat, han tilhører nu eder. Lad oS fe, hvad I er istand til at enøre for hans Fremtid." Mogens Gjøe kastede fig for Helingens Fødder, strakte Armene i Vejret og raabte: „Naade, Naade!" „Rejs eder. Mogens Gjøc!" fagde Hertugen dybt rystet og med Blikket henvendt mod Rantzau. „Felt herren er uden Tvivl, enig med mig i, at alle disse ualmindelige Omstændigheder indeholder tilstrækkelig Anledning til at opsætte det unge Menneskes Straf." „Nej, naadigc Herre!" svarede Rantzau bestemt og barsk, „om Hon saa var min egen Broder, maa Ret ten hane sin Gang, i det mindste saa længe jeg befa ler i Lejren. Hans Benaadttiitg afhænger jo des uden kun af ham felv. lad ham forklare, hvad der førte ham til Nebbcgaard, og i hvilken Forbindelfe han ftaar med Claus Limbefder stikker et Bedra geri under dette, fom jeg ikke er istand til at ud finde." „Ved I noget derom. Ridder Guldbrand?" spurgte Hertugen. „Ja." „Virkelig?" „Naturligvis, mellem Poul og mig gives der ingen Hemmelighed." „Hvorfor vedbliver I da at tic?" „Fordi kun han har Ret. tit at tale." „Men i Guds Navn! saa lad ham to le," raabtc Rantzau heftigt. Teltforhænget blev draget tilside, en tinger viste fig i Indgangen og fagde nogle Ord tit Rantzau. „Høvedsmanden melder, at Landseretten ør stil let," sagde Rantzau. „Følg ud med os. Guldbrand, anvend al den Magt du besidder, for at bringe den Alykkelige til at forklare fig."' Trommerne hvirvlede, en tiltagende Lamt fandt Sted udenfor Teltet idet Adelsmændene traa&te ud. faa de Landfeknægtene, foran de Yderste Hytter, staa opstillede i to Rækker, beredte til at udføre Dom men. Hertug Christian blev titbage i Teltet tillige med ben gamle Mogens Bilde og Knud Brok. Land feretten var en raa og barbarisk Straf af 4ysk Oprinbetse, ligesom den senere anvendte Spids rod og Stigrem. Den bestod i, at der opstilledes to 'Rækker Landseknægtc/, hvis Vaaben blev Paafatte en' Træknap, faaledes at Spydspidsen kun stak eu Tom me udenfor denne. Profosfen førte Synberen hen foran Rækken og støbte ham efter flere, lange Taler inb mellem Solbaterne. hvor han blev tvungen til „at marfchere frem, ibct enhver Lanbfeknægt støbte .efter ham, .mebens han kom forbi. Spydspidfen stand sede ved 'ben pansatte Knap og forlængede fom cit 'Følge heraf den Ulykkeliges Libelfer. Paa famine Tib som Rantzau og hans Følge naaebe hen til de opstillede Landseknægte, blev Poul af en Afdeling Skytter ført frem foran Rækkerne. Hans Ansigt var ligblegt, hans sammenknebne Læber røbede en urokkelig Bestemthed, Hænderne var bund rte korsvis over Brystet. Guldbrand skilte Skytternes Kreds og styrtede hen til Poul. „Min kjære Dreng!" hviskede han og slyngede begge sine Arme. om hans Hals, „alle mine Bønner har været forgjæves. Frels dig, tal! din Pligt byder det, vil du dø og efterlade Folk den Tro, at du var istand tit at forraode den, du tjente?" „Nej, min Fader!" svarede Poul, „jeg har intet .at sige mit Rygte er glemt, naar jeg dør, lad os do ibcerrte om hendes, som lever." Poobenrnesteren udstødte et rasende, Skrig, idet •man reb Pout fra ham. Trommerne hvirvlede, den kommanderende Officer gav Tegnet. Profossen traadte frem for at lægge Haond poo Poul. Ethvert Hoob om Redning var forsvundet. I dette Øjeblik droges Opmærksomheden pludse lig hen pact* to Ryttere som vifte sig i. dm brede Gang, der var hugget imellem Krattet og Lejrhytter ne. Den ene af disse Ryttere var en ung Dame, hvis skummende og drivvaade Hest tilkjendegav et heftigt Ridt, den anden en ældre Herre. „For Guds Skyld!" raabté Damen, „stands dog! I begaa jo en Uretfærdighed i at lade denne Mand dræbe." Poul vendte sig, denne bløde og klangfulde Stemme fandt Gjenlyd i det inderste af hans Sjæl, 'lian udstødte et jublende Skrig. Thyras Blik mødte hans, idet hun lod sig glide ned af Hesten og traadte hen til Johan Rantzau. I dette lange og ftraa lendc Blik laa cit ubeskrivelig Ømhed gjemt. „Først for en Time siden erfor jeg, at han var anklaget og dømt til Døden fom Forræder," sagde hun: „jeg ilede da herhen, fordi ckun jeg alene var istand til at bevise hans Uskyldighed." „Hvem er denne unge Pige?" spurgte Rantzau forundret. „Min Søster," svarede hendes Ledsager, „Jorn fru Thyra Gyldenstjerne." „I Gaar Aftes, itaadige Herre!" vedblev Thyra med rødmende Kinder, „red Ridder Guldbrands Søn til Nebbegaard for at beføge mig." „Eder?" gjentog Rantzau smilende, „ædelbaarne Jomfru Gyldenstjerne!" „Han 'maatte vel gjørc. det," svarede hun, „siden han kom for at modtage min Moders Samtykke til vor Trolovelse." „Er det muligt?" „Ja, Herre!" svarede Thyra med sin Slægts hele Værdighed, „det er Sandhed. En Bejler kan ikke tillige være en Forræder." „Og Ridder Limbek. som Paa samme Tid hem melig besøgte Gaarden?" „Jeg ventede ikke Ridder Limbek og saa ham heller ikke." Den Forklaring, som fulgte efter, lod Rantzau forftaa alt. Paul blev lost, den første Brug, han gjorde af fin Frihed, var at kaste sig for Thyras Fødder. „Jeg fund ikke komme før," svarede hun med det samme straalende og forjættende Blik og rakte ham begge sine Hænder, „jeg maatte jo først kæmpe med bele min Slægts Alrncr, som man stillede mod mit kjæreste Ønske." „Og nu?" spurgte han saa svagt, at Ordene næppe kunde høres. „Nu?" sagde lmn smilende og rørt over en saa stor og grændscløs Hengivenhed. „Nit vil vi holde dobbelt af hinanden, siden vi bar tøvet faa længe, in den vi begyndte hermed." Den næste Dag blev Hertug Christian hyldet ved Tborftcd Kirke udenfor Horfens. E n e. Kan man vaagne paa Klvkkeslet? I „Dansk onnndhedstidende" spørger en Ind sender: Hvori tigger det, at man altid fan vaagne af sig selv, naar der er noget bestemt, font man skal og nteta vaagne op tit, f. Eks. naar man ffat med Toget og iffe har nogen tit at vække fig Jeg bar mange "Gange gjort den Erfaring, at dersom jeg bare jente vil op cit Morgen til bestemt Klokkeslet, saa vaagncr jeg iffe jeg er desværre ingen Morgenmand men dersom bet er nødvendigt for mig at komme op, faa vaagncr jeg i god Tid, faa jeg fiffert kan stole Paa det, og iffe behøver at feta nogen til at vække mig. Redaktionen svarer: Det ligger i, at Bevidstheden iffe er ophævet, mens man fover. Matt ligger i Virkeligheden og opfatter Begivenhederne om fig, felv om matt den næste Dag ikke har Anelfc derom. Moderen, font har et titte Barn at petsfe, hører den mindste Klynken og den mindste Bevægelse fra Barnet og er da strafs vaagett og klar tit at tage sig af det. Men de Ting, fom ingen Betydning har for en selv. dem fæster mon sig iffe ved, og derfor afbrydes Søvnen ikke ved dem den for Barnet aarvaagitc Moder vækkes ikke af Støj Paa Gaden, for den har hun Lov til at være ligegyldig for. Den sovende har altsaa en stedfe vaagett Evue til at overveje og vurdere Betydningen cif, hvad der ffcr omkring ham, og en Evne til at tage Bestemmelser derefter. Sfal man nu op om Morgenen Kl. 5, lægger man linder Søvnen Mærfe tit, hvad Uhret staar i Nærheden, naar det begynder at btivc tyst, naar Ga desærdseten begynder, etter naar Hestene i Statden paa Landet begynder at røre sig osv. Setv den værste Syvsover har jo nogle Gange været vaa gett Kl, 5 og paa ethvert andet Klokkeslet og har derfor Erfaring for, hvad der' kjendetegner de for fkjellige Tidspunkter cif Natten og Morgenen. Det er da disfe forffjellige Erfaringer, font man tyer til. naar man ffat være vaagen Klokken det og det. Naar den eller den Begivenhed faa indtræffer, hører man den og siger til sig f.etv, at nu er det, man ffat op, og faa vaagncr man. Og har man ittgeit brugelig Erfaring at støtte sig til, naar f. Eks. man er paa et bildt fremmed Steb, og naar ber ikke er nogen Timeflag at lægge Mærke til, faa vit man bog vaagne tit rette Tid, forbi man ba ikke sover dybere, end at man vaagner nieb korte Mellemrum og ser paa sit Uhr. Enhver vit setv have lagt Mærke tit, at Søvnen i saa Tilfælde ikke er dyb, blot en Halvstummer, hvor man hele Tiden lig ger Paa Vagt og stadig har Ktokken i sine Tanker.. O s o Morgenstund har Guld i Mund. Godt begyndt er halvt fuldendt. Enden er ikke oltid Begyndelsen lig. (Forksrettes). Ln notabel Grund lovskest. Grundlovsfesten i Keyport, N. I., havde, iff. „Norblyfet", trods de fra Morgenstunbett lavthængenbe og truende Skyer samlet et Par Hundrede Mennesker, Hr. ..Karl Mathiasen og Fru Methea Ma thiasen havde til Festens Afholdel fe med stor Imødekommenhed stil let deres rummelige Enemærker til Disposition, og ved Tretiden bæn kedes hele Forsamlingen foran Vil laen. Talerne holdtes bag den paa Verandaen anbragte Talerstol. Talernes Række aabnedes af Ind byderen. Fabrikejer Karl Mathia fen, der udtalte: Jeg byder Dem alle velkommen! Det er i Dag en særlig højtidelig Dag 'for Danmark, idet Kongen vil underffrivc en ny liberal Fc^fat tmtet, maafke den mest liberale i hele Verden. Samtidig med, at vi samtes her i Dag, er der i San Francisco samlet den største Grund lovsforfomling nogensinde samlet udenfor Danmark. Det vifer, at vi Dansk-Amerikanere ikke har glemt vort gamle Land. (Hør!) Konsul G. Bech (Bifald): Vi kan være stolte af, at de Danske hjem me midt i Krigens Doge har kun net samles om en Sag cif stor civil Betydning, et Vidnesbyrd om, at man har Respekt for hinanden og om, at Flertallet ikke har handtet med det Maal at ville knuse Mino riteten. Man har været glad ved at kunne famles om en Konge, som Høje og Lave i lige Grad omfatter med den varmeste Følelse. Ved en Fest som denne skal vor første Hit fen gjældc Danmark. Gid vort gamle Land cm nd af Krisen med flyvende Faner og med hele Ver dens Respekt! (Hurraer.) Frøken. (Sand. Phil. Helene Berg, der modtoges med stærk Haandftap Pen, udtalte: Dette er tilvisse den mærkeligste Grundlovsfest, jeg hor været med til... mærkelig derved, at jeg i Verdensdelen Amerika, fjernt fra Fædrelandets Kyst, fan tale tit en saa stor Forsamling paa Dansk og høre Forsamlingen synge Paa Dansk. Dette er tillige den største Grundlovsfest, jeg har delta get i... den største for enhver dansk Kvinde, eftersom vi i Dag fejrer ben banffc Kvinbes Valgret til Rigsdagen. Ved Siden af Gtæden herover mærfer vi et knugende Tryk: Mørket stiger, Ulykken breder fig. Vi føler en frygtelig Angst, men trods denne Angst bør vi søge at finde Lyspunkterne, og jeg vo ver at udtale: det er en vidunder lig Tid, vi lever i. Bag det rugen de Mørke begynder vi at skimte Lu set. fom vil fonmtc. For at vende tilbage til Øjemedet med benne Fest vil jeg erindre out, at det var i Dag for 66 Aar siden, at rund toven blev givet. Det var en vir felig fri Forfatning, men den blev halvvejs ødelagt i 1866. Naar vi ffat nævne Følgerne af den fri For fatning, vit vi fremhæve den øfoito miffe Fremgang font cit direkte Følge. Andelsbevægelsen kunde f. Eks. iffe tænkes under Enevolds herredømmet.' Ser vi Paa Kultur udviflingen. vilde cit faadan Ud vifting, fom er ffet, have været umulig under Encvotdsherredøm mct. En Mand font Grundtvig vilde tit Efsempet aldrig være ble ven Folkefører uden under den fri Forfatning. Vi Danske kan være stolt af, at vi er et Folk. fom i det hele og store staar paa Højden, naar Talen er out Kultur. Der er vel næppe et Folk font i faa rigeligt Maal har hentet sine Mænd helt nedefra til de højeste Poster i Dan mark. Vi har bl. o. havt eit Mini ster, font var Husmand! Naar den fri Forfatning hor havt faa stor Be tydning for Mændene, er der næp pe Tvivl om, at Valgret for Kvin den vil betyde Udvikting i somme Forhold, og det vil sikkert faa den største Betydning for Sandet, at Kvinderne har faact fri Bane. Naar vi ffat fe tilbage Paa Kvin debevægelsens Udvikling i Don mark, maa vi først nævne Aaret 1850, der er knyttet til de to Mar tyrnavne: Mathilde Fibiger og Pauline Worm. De to begyndte i det Aar hele den Bevægelse, der rut er naaet tit det Punkt, hvor vi staar den Dog i Dag. De to var det, som vakte det første Røre i Andedam men. Og det fkol siges, at de led under deres egen Frihedslængfel. ve den Slave, som bliver sin Slavetilstand bevidst! For dem, der indledede Bevægelsen, vor det Sandhed et Martyrium. Et frem ragende Aorstol i Bevægelsen vor endvidere 1869, da Georg Brondes udgav Stuart Mills Bog og gov den sin fulde Tilslutning, idet han fkrev^ Vi behandler bore Kbinders Aand font Kineserne behandler de res Kvinders Fødder! Et tredie Aorstol er 1§71, do 1 man- stiftede Donfk Kvindeforening, ben Fore ning, fom efterhaanben har famlet alle bore Talsmænd, og blandt dent bil jeg særlig nævne Fred. Ba jer og Svend Høgsbroe. Som Kvindernes fuldtro Ven vil jeg end videre fremhæve Bjø.ntftjerne Bjørn fon. Hvad angaar Enderefultatct, da var det den 28bc Oktober 1912, at Klaus Berntsen frem fatte Grund lovforslaget og derunder Forslaget om Kvinbernes Valgret, men se: bet vakte ingen Kamp. Mobstanbcn var allerebe tidligere unbernrincret. Grunblovskontpen gjaldt jo iøvrigt Privilegiernes Afskaffelse. En Mi noritet søgte at stonbse Sagens Gjennemførelfe, men efter forffjcl lige Fafer vedtoges Grundloven i Landstinget med 49 St. imod 11 og i Folketinget med 106 Stemmer imod 1, og nu staar Danmark med, fom Hr. Karl Mathiasen sag de, maaske Verdens frieste Forfat ning. Nu maa vi blot bede til. ol Forfatningen snart maa blive føri ud i Verden .... hvilket vit ffc, faa snart Krigen er endt. Det ske hur tigt! (Stærkt Bifald.) Frit Sarah de Neergaard: Naar jeg i Dag efter Opfordring skal ta le tit Dem i Dogens Anledning, er det særlig om eu Sag, der ligger ikke alene mig, men enhver Moder vaa Hjerte, nemlig Kvindens Stil ling til Krigen. Jeg har indtil for ikke længe siden været tilbøjelig til at mene, at den gifte Kvindes Plads her i Livet var Hjemmet, hvor hutt kunde gjørc sin Indfly delse gjældende overfor Mand og Børn. I Dag cr jeg af den Me ning, at Kvinden bør lade fin Røst høre ogfaa udenfor Hjemmets ind skrænkede Regioner. Huit bør ned lægge fiit kraftigste Protest mod Gjentagelfcn af de Massemord, der for" Tiden finder Sted i Europa, mod Krigen, Øjeblikkets eneste store Emne, den -angribende, grufulde Drage, der i Europa tægger Tusin der af Hjem øde. Den røver Man ben fra Hustru og Børn og Søn nen fra Forældre og Søskende, ef terladende dem enten døde, lemlæ stede eller uduelige for Resten af Li vet. Kvinden maa da bære den dob belte Byrde baade font Hjemmets Stuver og Forsørger. Vi Kvinder ved, hvad det vil sige, skjønt Man den i Regelen undervurderer Vori daglige Arbejde, og vi tør vet no sige, uden at rose os felt), at vort Hverv i Livet ingenlunde cr lettere end Mandens. Vi fan bestemme i vor Færd, om Samlivet vit føre til Lyffe og Fremgang i økonomisk Henfceitde. Hvis eit Kvinde er stræb fom i sit Hjem. vil Forholdet for bedres, hvis hun derimod cr tad og ødfet, fan en Mand stræbe saa haardt han fonuaar, og det vit fun a a tilbage., Den stoffets Moder Krigslandene fer med Smerte fin Mand drage af sted, maafke for bestandig, eller fer fin stærke Søn blive faldet til at gaa ud at blive myrdet eller myrde andre Mødres Sønner. Den Søn. font hun har givet fin Tanke og Kjærtighcd fra han blev til, font hun har givet fin Tid i den spæde Alder og skjænnet i Barnealderen, ben Søn skal hun tvinges tit at fenbe ub i bet Hetve be, som kolbes Krig! Det er op rørenbe! Det er i benne Sag, Kvinbcn skal labe sin Røst høre. Vi vit ikke give vore Mænb tit Kanon føbe, vi bit ikke fidde stille og lade vore Sønner blive revet fra os! Ingen ved, hvab Kvinden lider, mens Mand eller Søn er paa Val pladsen. Vi læser ofte i Blabenc om, hvorledes ben døende Sotdats sidste Tanke er Moderen, men fjæl den hører mart om, hvorledes Mo deren lider i otte de Tvivlens Ti mer. Mon tater ikke ont den Gru og Angst, der følger hende Dag og Nat. Derfor siger jeg: lod Kvin den faa en Stemme med i Landets Anliggender, vi vil do birke med al bor Magt, af bor krænkede Mod er følelse mod det barbariske Myrderi. Gid bi kunde raobe det ud ober hele Jorden: Bort med al Krig, og Fred for bestandig i hele Verden. Pastor A. Th. Dorf manede Dan-, ffernc til at følge med i Tidens Rø relfer. Den Ligeglade, der prin cipløs fer tit og lader Verden dreje sig, hører ikke bore Doge tit. I de gode gamle Doge under Enevælden bar Løfenet: hvad rager det os! Det Løfeit bør bære dødsmærket. En Festdag som denne lyser op i Taagen. Den moner os til at stut te os til den Kreds, der leber med. (Bifald.) Fru Thyra Dorf gab forfljellige Prøbcr paa bore herlige, gamle danske Folkeviser, af hbilke bi Dan ske jo ejer en Samling paa adskil lige Hundrede. Folkebiserue har en stor opdrogende Betydning. De maner til at føtge bet gode, der er skabt i Guds Billede, og til at stødte Troldene og Heksene ned. Ung dommen bør dyrke de gode og lødi ge Folkeviser i Stedet for Nuets Ragtime-Vifer, der ingen blivende Værdi besidder. Fru Gudrun Løcken-Drewfeii ud talte sin Begejstring over. at Dan mark har ført sine Kvinder op paa Tinge. Danmark vil blive lykke ligere derved. Leve Danmark, leve Regjcriitgen og leve den dattffe Konge, der i Dag sætter „Christian Rer" under den ny lykkebringende Forfatning. -Fru Sullivan. .Find. for den banffc Kvindeforening i New ?)orf, fremhævede paa banft'e Kvinders Vegne den store Glæde, alle følte over Kvindernes Frigjørelsc i Hjem met. Vi har aldrig nogensinde følt os faa stolte over at være Danske som i Dag. Frode Rambusch: Efter alle de udmærkede Taler kan jeg kun font Degnen i Jylland sige Amen! Af mit hele' Hjerte siger jeg Amen! Tateren talte inderlig og indtræn gende om at bevare Trofastheden til Danskheden. Hvis vi forlod den. vilde vi miste det bedste, vi ejede. Hr. Rambttfch sluttede med Frem sigelsen af det smukke Digt: „Kæmp for alt, hvad du har fjært, dø om det saa gjælder". Ved Festen afsendtes paa For slag af d'Hrr. Arel Olsen og Fr. Brun følgende Telegrammer: James Modi fon, Danntarfsbyg ningeit, San Francisco. Vi Danff Amerikanere, der cr famlede paa denne for Danmarfs Fremtid faa betydningsfulde Mindedag, fender Brødre og Søstre i California Hil fen med Taf for eders Arbejde tit Danmarfs ZEre. Paa Forsamlin gens Vegne. Geo. Bech. Til. dansk Kvindeforening ved Fru Stampe Feddersen, Copen hagen: Danish men and women, gathered to celebrate June fifth, congratulate Danish women. Metthea Mathisen, Thyra Dorf. Sange, passende fit Emnet, blev nffungen imellem de cnfeltc Taler. Fru Metthea Mathiasen sluttede med at taffe Taterne for deres Bi drag tit at gjørc Dagen faa minde værdig. Man fainted es derefter ved de op stillede Langborde om dc medbragte Madkurve, og en udmærket og ægte danff Stemning herskede i det Grøn ne. Om Aftenen muntrede man fig paa Plænerne ved lystige danske Le ge, og megen Glæde herskede, iffe mindst blandt de talrige fniuffc, unge danske Piger, der er Perth Amboys og Key ports første Pryd. Man fan ikke noksom paajfjønnc den brede og storstaaede dansfe Gjæstfrihed, font ved denne Lejlig hed udvistes af Hr. og Fru Mathia sen. Kaffebyerne Santos og San Paolo. I et Rejsebrev fra Sydamerika fortættes ont de store Kaffebyer: Santos cr Kaffens store Havne stad. Den eksporterer mere.af den ne Vare end nogen ctnden By i Verden. Der ftaar en Duft af Kaf febønner over den flade Sump, hvorpao Santos' 100,000 Mennc ffer lever. Og Kaffevognene ram ter ustandselig gjettnem Gaderne. De flittige siuaa Muldyr gaar i fast Rute mellem Jernbane, Kafferen ferier og Kaffelagrene i Havnen. Det er en ganske pudsig titte By, Santos. Tyskerne har en ganffe overvældende Indflydelse. De mæg tige tyske Kaffefirmaer med Theo dor Wille i Spidfen har den økono miffe Magt i Santos. Byen ligger ganffe smukt ved en langsomt rindende Flods Delta un der en kraftig Fjeldryg. Men den fer overordentlig ufund ud, og det vidner om en ganffe enestaaende Energi og Offervillighed, at- matt har faaet den gule Feber jaget væf fra disfe Sumpe. Storartede Kaj anlæg og omfattende Dræninger har Været nødvendige, ocx Kapitaler, har det kostet. Men Kaffen giver Penge Der findes vel ikke nogen Plan te, font har habt en faa ebentyrlig Historie. Fro sit Hjemland, Kaffa, hbor Kaffen har bæret benyttet i longe Tider, bragtes den omkring Aar 1500 til Arabien. Derfra spadse -rede den ober Konstantinopel, hbor den gjorde megen Lykke i Haremer ne, tit Europa. I 1650 begyndte Hollænderne at dyrke Planten paa Batabia, og i Begyndelsen af det 18de Aorhundrede fom den første Jabafaffe til Europa. Samtidig indførtes Dyrkningen Paa Marti nique og bredte sig herfra til alte franske Besiddelser, fojn indtil den store Revolution leverede, næftett. Kaffe til Kulturlandene. Først 1762 indførtes Planten til Brast* lien, og i 90S kom den første Vra ilkaffe til Europa. Nu er Verdensproduktionen ca. 1 Mill. Tons om Aaret, hvilket om trent dækker det samlede Forbrug. Kaffebønnerne gjennemgaar en ganffe interessant Proces, før, de cuttes i Sække og sendes videre. Planten er en 4—5 Meter høj Buff med mørkegrønne Blade og hvide Blomster. Frugten, der lig ner 'et Kirsebær, er i Begyndelsen grøn, senere rødlig og ved den fuld stændige Modning blaafort eller violet. I Santos bliver Frugten opblødt Vand, hborefter den knuses i en Maskine, soaledes at de to Frø skil les fra hinanden. Frøene Miber derpaa skyllet ind i en muret Ci sterne, hbor de undergoar en fbag Gjæring for at befri .dem .fra Frugtkjødet. De renfede Frø sigtes og tørres, enten i Solen eller bed kunstig Varme, hvorefter Frøskaller ne fjernes, først i en Valsemølle og senere ved Blæsning. Man foar poo denne Maadc af 100 Kilo Frugt ca. 15 Kilo Bønner. Der tales faa meget ont Java og Mokka, og matt trækker paa Skul drene af den banale „Brafil". Men de indviede, ved forlængst, at Kaf- ?cit i Tidernes Løb er blevet plejet og kultiveret faaledes paa de folbe 'finnede Høje bed San Paolo, at man nu i Santos kan faa den mest udsøgte Kvalitet af den forte Nek tar. Den anden Kaffcby, ait Paolo, er ctt Bjergby, omgi-, vet af mægtige Kaffeplantager. Med jernbanen cr der eit Times Vej fra Santos. Efter 20 Minutters Rejfe, spændes Lokomotivet fra Toget, og Resten af Turen hales Toget tit Vejrs af et Staatkabcl. op over vil de Kløfter og fantastiske Afgrunde. Dette Jernbanetog maa have ko stet uhyre Summer. Iffe mindst naa Grund af de kolossale Vand reguleringer for at hindre, at Bane legemet bliver undergravet i Regn tiden. Hver eneste Kløft i Klippe væggen, hver eneste Forsænkning i crræitef, er forsynet med fværc ce menterede Afledningsreudcr. Store Afsnit cr fyldt tncd Beton, og hvert Øjefilif støder man paa mægtige Granitdæniniuger. der formentlig tjener font Reservoirer fif eventuelle )verristingsantæg. San Paolo cr en af Sydamerikas største Byer. og en af de frodigste Velftandsfitdcr i Brasilien. Den er mere moderne end Rio de Janeiro og af ctt yderst imponerende monu mental Karakter. Et mægtigt og. pragtfuldt Theater, cit Ræffe Hotel ler og Parfer,'font vilde gjørc sig i enhver cttropæiff Storbv bet cr det første Jndfrnf af denne By. At denne Herlighed cr bygget op af Kaffen. Rundt omkring San Paolo vokser Kaffeblomfternc uhy re Mængder. Og de drysfer deres Rigdom otiet denne ffjønnc, letsin dige og pengefotide Tropcby, fom ligger der mellem Fjeldene og su ger Rigdomme tit sig gjeniicm Ti tusinder Fangarme. Musik. „Spilter du iffe noget fonthelst Instrument?" „Jo, jeg fpiltcr anden Violin hjemme og min Kone spiller før ste." For godt Haar. Dronning Alexandra's Hofdamer i England brugte og anbefalede Mrs. Ma son's "Old English Hair Tonic", blandt hvilke var Lady Lilli an Churchill, Lady Sara Wilson, Hertug inden af Marlborough,. Baronesse Ramsey og mange andre. Mrs. MASON'S 06 "SHAMPOO CREAM" er de to Præparater, som benytte des af Kate Leaton Mason, dan be le end te engelske Haiar-Specialist, ved Haarfrisuren i Vanderbiltsi Fa milie, Hertuginden af Mariborough, Mme. Melba, og Selskabsdamerne i New York, London og Paris, som bevidner dets Overlegenhed for, tyndt, affaldende, svagt, stivt, split tende og glansløst Haar. Mrs. Mason's "Old English Hair Tonic" og "Shampoo Cream" om fatter en aldeles kom plet Behandling for Haarets Vedligeholdel se. "Shampoo"-Midlet, tilberedt af oplivende og rensende Urter, gjør Haaret krøllet oig glin sende og fjerner Skurv i Haarbun 2®?- ''Hair Tohic", $1.00 pr. Flaske. Shampoo Cream", 25c pr. Pakke. Mrs. Mason's Bog: "The Human Hair and How to Preserve it" og én Prøve af nævnte "Shampoo"' frit paa Forlangende. PAXTON TOILET CO., Boston Mass* \n\n King Christian, Copenhagen. Accept from a meeting of Danish Americans the most sincere wishes for a .harmonious and peaceful future for King and Country under the new constitu tion. Karl M'athia?en. Old English HAIR TONIC