OCR Interpretation


St. Paul tidende. [volume] (St. Paul, Minn.) 1902-1928, January 13, 1922, Image 9

Image and text provided by Minnesota Historical Society; Saint Paul, MN

Persistent link: https://chroniclingamerica.loc.gov/lccn/sn90059649/1922-01-13/ed-1/seq-9/

What is OCR?


Thumbnail for

ROMAN
af B. v. d. Laucken
(15) (Fortsat.)
Ganske udmattet faldt han ned
pa en Bænk i Thiergarten. Ef
teraarsvinden ruskede i de næ
sten bladløse Trætoppe, nu og da
faldt gult Blad ned paa den vaa
de Jord, tætte Skymasser jog hen
over den mørke Himmel, og kun
af og til tittede den blege Maane
frem for en kort Stund at op
lyse Vejen.
Han hørte Vindens Susen, saa*
de forbifarende Skyer og mente,
at han kunde blive siddende her
hele Natten og stirre frem for
sig han følte sig ilde tilpas og
ønskede, at han var langt borte.
Ja, flygte flygte dog kunde
han ikke flygte for sig selv, for
den Kval, han følte. Hvad skul
de han gøre?
men for at begive sig paa Hjem
vejen.
Efter en gennemvaaget Nat
kom Ida den følgende Morgan ind
i Stuen hun havde hele Natten
igennem ligget med aabne, bræn
dende Øjne og havde kæmpet
imod den stærke Følelse, imod
den store, lidenskabelige Kærlig
hed, som hun vilde dræbe og ri
ve ud af sit Hjéerte, men som
alligevel som med tusende Rød
der gennemtrængte hendes hele
Tilværelse.
Denne Nat var den frygteligste
i Ida Neyschutz' Liv.
Hun saa' næsten ældet ud med
det smalle, spidse og graa Ansigt,
da hun om Morgenen stillede sig
foran Kaffebordet for at skænke
Mælk og smøre Brød til Erik.
Saadanne Timer, som Ida havde
gennemgaaet, hører til den Slags,
der gør Folk ældre hun havde
faaet et lidende Udtryk, som al
drig mere kunde udslettes, men
som hæver den Slags Kvinder,
-der kan lide paa denne Maade,
højt over alle dem, der aldrig har
lidt for deres Kærlighed.
Hver Gang Ida hørte en Lyd,
fortrak hendes Ansigt sig, og
hver Gang hendes Øjne kom til
at se hen paa Portieren til Elisa
beths Værelse, pressedes Læber
ne sammen i Smerte. Men hun
viste sig som altid god og kær
tig mod Barnet.
Nu blev der rørt ved Portieren.
Elisabeth traadte ind hun var
paaklædt til at gaa ud, og den
mørkeblaa Klædesdragt med den
simple, hvide Strimmel og det
lille mørkerøde Slips klædte hen
de vidunderlig hun tog sig ikke
alene smuk, men ogsaa fornem
og statelig ud og var rolig som
altid. Hat, Handsker samt den
-fine Paraply holdt huti i Hænder
ne, men lagde nu det altsammen
fra sig paa en Stol.
„God Morgen," sagde hun uge
nert, indtog sin Plads ved Kaffe
Trørdet, idet hun skubbede Kop
pen hen til Ida derpaa strakte
bun Haanden over imod Drengen
for at opfordre ham til at lægge
sin lille Haand i hendes.
„Hvordan har lille Bubi det?"
spurgte hun, idet hun strax tog
sin Haand til sig igen. „Godt?
Det glæder mig."
Derefter gjorde hun Ida et Par
ligegyldige Spørgsmaal, fik lige
gyldige Svar og greb saa efter
Avisen, som Ida maatte holde for
Avertissementernes Skyld. Un
zder Læsningen hvilede Idas Blik
paa hende, ja, borede sig forme
lig fast i hendes Ansigt og Skik
kelse..
Det var altsaa nu som for ni
Aar siden Hans var blevet sin
Kærlighed tro, og den Kvinde,
han den Gang havde maattet op
give, fordi hun foretrak at ægte
en rig Mand, elskede han endnu!
Dét var ham tilstrækkeligt at eje
hende, det var hans Ideal!
En afmægtig* Vrede og noget,
der grænsede til Foragt, steg op
i hende, ikke alene imod Elisa
beth, men ogsaa imod ham. Ja,
Vrede og Foragt og endnu en Fø
lelse, som hun sikkert vilde have
skammet sig over, hvis nogen
havde gagt henicHe dét det loD
sig ikke nægte det var Mis
undelse, huri følte, hutt misundte
Elisabeth, misundte hende, fordi
Hans Arm laa udstrakt paa
Bænkens Ryg, Hovedet sank
tungt ned paa den, Hatten faldt
paa Jorden, det gjorde ham lige
frem godt, at Vinden blæste om
hans hede, brændende Pande.
Fugtige Dunster steg op far Lø
-vet, tætte Taageslør bredte sig
mellem Træstammerne og lagde
sig koldt og tungt paa hans Klæ
der og Ansigt, men han ænsede
det ikke, før en Kuldegysen ry
stede hele hans Legeme han
maatte med Magt tage sig sam- Bed denne falske, slette og troløse
hun ejede det eneste, som kunde
have gjort Ida lykkelig Hans
Frobenius' Kærlighed.
Det blev værre og værre for
den stakkels JPige, hver Tanke
var en Kval for hende, og hun
indsaa, at det var hendé*en Umu
lighed lægere at leve under Tag\
sammen med denne Kvinde. Hun
maatte bort bort for bestan
dig!
Hun skhd Stolen tilbage Elisa
beth saa' op fra Avisen.
„Gaar du?"
..Ja!"
„Hvorhen?"
„Jeg vil søge mig en Plads?"
„Hvad skal det betyde?" raab
tie den anden, aabenbart ubehage
lig berørt. „Jeg troede, du vil
de vedblive at undervise."
„Nej, jeg har betænkt mig."
„Og Erik, hvad skal der bli
ve af ham?"
Ida rettede sig i Vejret, parat
til Kamp.
„Du er jo hos ham. Du maa
være lidt mere hjemme, du kan
jo give Privatundervisning."
I første Øjeblik saa* det ud,
som om Eisabeth havde et hæf
tigt Svar paa Tungen, men hun
betænkte sig formodenlig.
„Godt det gaar nok uden
dig."
Altid at skulle leve adskilt fra
Barnet vilde blive en ny Kilde til
Sorg for Ida, men i dette Øjeblik
tænkte hun mest paa, at hun ikke
vilde kiinne udholde Samlivet
Kvinde, ligesom hun heller ikke
vilde kiinne taale oftere at træf
fe sammen med Frobenius. Der
for blev hun sit Forsæt tro.
„Ida, hvor gaar du hen? Tag
mig med," bad Drengen, da hun
nu inde i sit og hans fælles Sove
kammer, satte den tarvelige Filt
hat paa Hovedet og skulde til at
tage Regnfrakken paa.
„Du kan ikke gaa med i Dag,
kære lille Ven, du maa blive hos
Marie og lege med Tinsoldater
ne."
Barnet tav, og Ida gik endnu
en Gang ud i Køkkenet for at
give Pigen Besked. Skønt hun
var den befalende, stod hun ofte
helt hjælpeløs og uvidende over
for de Fordringer, som Livet
stillede til hende, hun var jo ik
ke opdraget til Huslighed, og om
hun end hajvde Blik for det prak
tiske og var ganske intelligent,
faldt det dog vanskeligt, endog
meget vanskeligt for en lille
Komtesse at lære saa meget
paa en Gang. Men hun gjorde
det, hun lærte, fordi hun var nødt
til det, ogsaa fordi hun havde god
Vilje dertil.
Udenfor blæste en skarp Vind.
det var rigtig koldt, og Ida frøs.
Den Dame, der havde averteret
om„ en ung Pige til engelsk og
fransk Konversation samt til
Selskab og Nytte", boede i et
stille, fornemt Kvarter af Byen.
Da Ida gik over Biethenplatz,
maatte hun hurtig gaa til Side
for at søge Ly for en af de man
ge Vogne, der kørte over Tor
vet det var en elegant Kalesche
vogn, hun kendte de dejlige He
ste, Liberiet samt den bredskul
drede Skikkelse med det hovmo
dige Udtryk. Det var Phillip
Egloffstein, der sad i Vognen.
Idet hun vendte sig om efter
ham, steg en bitter Følelse op
i hende, ikke fordi hun frivillig
havde^afslaaet at blive hans Hu
stru, men fordi hun den foregaa
ende Dag havde indset, at han,
hvem hun før havde agtet saa
højt og havde sat over Egloff
stein og dem alle, nu var lige
saa lidt værd som de andre, ja,
maaske var endnu mere at for
agte end disse. Det voldte hen
de ligefrem Smerte, at hun ik
ke mer§ kunde se op. til ham,
det smertede hende ogsaa, at
hun-til Trods for alt endnu el
skede ham og bestandig søgte at
undskylde ham. Selv kunde hun
ikke fatte det, dog forholdt det
sig virkelig saaledes og' paa
ægte kvindelig Vis lod hun sin
Vrede gaa ud over sin lykke
lige Rivalinde.
Der var ikke Tale om, at htm
kunde faa Pladsens Have en
Grevinde i Huset paa ingen
Maade! Blot det,,. at hun vir
adelig, vilde- man betænke sig
paa, men en Grevinde umu
ligt! Dette blev sagt hende lige
op i Øjnene.
Ida gjorde to andre Forsøg,
men forgæves. Træt, forfrossen
og angst vendte hun tilbage, i
høj Grad nedtrykt og meget
ulykkelig. Der blev akkurat Tid
for hende til at indtage'den me
get tarvelige Middag Elisabeth
var som altid ude, méta til Trods
herfor maatte den unge Pige
bort igen, da hun skulde give
en fransk Time.
,, i/*j i i i v*
Hvor hele denne Elendighed
udmattede og tyngede hende,
som aldeles ikke var vant til at
kæmpe eller lide Nød og ikke
endnu var saa hærdet, at hun
kunde tage sig de huslige Ær
grelser og Bekymringer nogen
lunde let! Og, huri^følte det alt
sammen dobbelt pinlig paa
Grund af hendes forbitrede og
saarede Hjærté.
ELLEVTE KAPITEL.
Den berømte tragiske Skue
spillerinde sad i sit Boudoir, hvis
Vægge var helt behængte med
vældige Lavrbærkranse og Foto
grafier af nulevende Kunstnere
og Kunstnerinder. Den halvtred
indstyveaarige Kvinde var endnu
en statelig og smuk Dame med
en stolt Holdning og et fint An
sigt maaske hun havde faaet
lidt vel skarpe Træk.
Ved hendes Side paa en Læne-X
stolvsad Elisabeth Mangold, hvis
Øjne hang med et spørgende, næ
sten begærligt Udtryk ved Skue
spillerindens Mund. Denne sag
de:
„Ja, jeg vil gøre Forsøg med
Dem kæreste, men i Dag kan jeg
slet ikke give Dem Haab. De
har en smuk Skikkelse ligesom
et behageligt Organ, begge Dele
egner sig til det Kald, De søger,
men derfor ér det dog lagtfra
tilstrækkeligt. De skal heller
slet ikke tro, at det er nogen
let Vej, og tror De, at De vil
have moralsk Mod og tilstrække
lig Udholdenhed til at følge
den?"
„Ja, det tror jeg," svarede Eli
sabeth alvorlig og bestemt'.
„Nuvel, saa lad os gøre Be
gyndelsen i Undervisningstimer
ne vil De jo faa Lejlighed til at
gøre Prøve. Lev vel og paa Gen
syn!"
Hun rejste sig og rakte den
unge Kone Haanden.
Den korte Samtale var til En
de, og medens Elisabeth gik ned
ad de tæppebelagte Trapper og
ud paa Gaden, havde'hun Følel
sen af, at en Mur skilte hende
fra Fortiden, og at hun traad
te ihd i et nyt, ukendt Land, om
straalet af Fantasiens Straale
glans. Berømmelse, Beundring
og Penge det skulde være
Slutning paa al den Elendighed,
som hun altid havde frygtet, og
som nu alligevel strakte sin tør
re, knoglede Haand ud efter hen
de.
Ida hørte paa denne Meddelel
se uden at sige et Ord. Hun
havde intet at sige .hverken for
eller imod, det var hende alde
les ligegyldigt. Hun gik sin egen
Vej og gjorde sin Pligt uden at
føle Glæde ved andet end lille
Eriks taknemmelige Kærlighed
og barnlige Latter og Tale. Hun
havde faaet flere Timer og var
et Par Timer hjemmefra saavel
Formiddag som Eftermiddag, og
hverken Regn, Sne eller Storm
afholdt hende fra at gøre sin
Pligt hun fortjente akktirat saa
meget, at de kunde leve deraf.
Frobenius havde ikke været
der siden hin Aften jo dog en
eneste Gang. Det var. kort før
Jul en Eftermiddag, hvor lille
Erik havde lukket op og vist ham
ind i Stuen. Elisabeth var ude,
men Ida sad bøjet over en Stil,
hun skulde rette.
„Fru Mangold er ikke hjemme,
Hr. Doktor," sagde hun kort,
næsten i en haard Tone efter at
have hilst paa ham. Og derpaa
rejste hun sig.
„Jeg søger ikke Fru Mangold
men Dem, Komtesse."
„Mig?"
Hun maalte ham med et uen
delig stolt og koldt Blik.
„Ja, Dem, naadige Komtesse*"
svarede han hastig. Jeg har fle
re Gang mødt Dem paa Gaden,
De ved, at en Læge ser skarpt,
og jeg vilde derfor bede Dem
indstændig eller snarere spør
ge Dem, om det ikke var muligt,
at De kunde indskrænke Deres
Virksomhed en Smule? Jeg fryg
ter for, at det gaar over Deres
Kræfter."
Hans Omhu for hende glæde
de hende et Øjeblik, men straks*
efter trængte der sig et hæsligt
Billede ind imellem, thi hvad
kunde hun være hvad var hun
vel for denne Mand? Den Bit
terhed og Smerte, hun havde
følt den Gang, hun saa' Elisa
beth i hans Arme, kom op i hen
de.
„Jeg tåkker Dem^Hr. Doktor,'
svarede hun stolt,1 „skulde jeg
trænge til e!t Raad, skal jeg nok
søge en Læge."
„Komtesse Neyschutz,. Komtes
se Ida," ^fremstammede han i
stærkt Oprør og ligesom stønnen
de derved. Hans Hjærte bade­
de vildt, hver Fiber i ham bæ
vede, hans Blik hang ved hen
de med Beundring og Kærlighed,
hun. forekom ham som en Hel
gen ved sin Kyskhed og Stolt
hed og med det lidende Udtryk
i det blege Ansigt.
„Komtesse Neyschutz!"
Han kunde ikke undlade det
han sank paa Knæ, tog hendes
Haand for at tryke deii imod si
ne brændende Læber. En Salig
1W, en Følelse af Ømhed, Hen
givenhed og dybt Oprør gen
nembævede Ida, men med en
dristig Beslutning trak hun
Haanden bort opsagde, idet hun
veg et Skridt tilbage:
„Rejs Dem, Doktor Frobenius,
jeg er for god til, at blive gjort
Nar af!"
Den unge Mand blev liggende
paa Knæ, hans Øjne søgte hendes
med et bedrøvet, fortvivlet Ud
tryk, men hun saa' ikke til ham,
trak Vejret dybt og i Oprør og
vendte Hovedet bort da rejste
han sig langsomt.
„Grevinde Neyschutz," stødte
han frem i afbrudte Sætninger,
„er dette Deres sidste Ord, det
sidste, De siger til mig?"
„Ja,!"
„Lev vel, Grevinde!"
Méd et pludseligt Ryk rettede
han sig i sin fulde Højde og gik
med faste Skridt til Døren. Ida
hørte den blive aabnet og lukket,
hørte hans* Skridt i Gangen og
Yderdøren slaa i efter ham.
Han var aldrig kommet igen,
hos Onkel Ried traf hun ham ik
ke og heller aldrig paa Gaden.
Nu, da han var forsvundet, vid
ste hun først, hvor meget hun
savnede ham. Elisabeth var op
taget af sine Studier, til hvilke
hun helligede sig med usædvan
lig Iver og Udholdenhed, og næ
sten hver Afteh var hun i Thea
tret, hvortil Lærerinden havde
skaffet hende fri Adgang af
og til tog hun Del i mindre Vel
gørenhedsforestillinger. Hun var
meget'lidt sammen med Ida og
Erik, de to Damer søgte ikke
hinanden, og Idas Liv blev i det
hele mere og mere ensomt. Stil
le og trist forløb Vinteren, uden
Festlighed ved Juletid, og uden
glade Forhaabainger saa' den un
ge Pige Foraaret i Møde.
Elisabeth havde for at tilegne
sig Scenevanthed ladet sig en
gagere ved et mindre Sommer
theater, hvorfor hun forlod Ber
lin den første Maj hun var fuld
stændig optaget af sine Frem
tidsdrømme, og hverken Afske
den fra den ulykkelige i Sinds
sygeanstalten eller fra hendes
Barn lod til at bedrøve hende
Barnet saa' da ogsaa uden Sorg
efter hende han stod ved Vin
duet med dem lille Arm om Idas
Hals, da nu hans smukke Moder
i sin Silkeregnfrakke og med den
lille Rejsehat paa det blonde Ho
ved laa tilbagelænet i Drosken
for at køre til Banegaarden. Paa
Bagsædet laa to kostbare Bu
ketter det lod til, hun alle
rede havde faaet Tilbedere.
Den gamle Ritmester von Ried
havde talt med Ida om, at hun
ikke kunde blive boende alene i
Berlin, hvorfor han havde ord
net det saaledes, at hun og lille
Erik flyttede-til Friedenau fra
Oktober Maaned han skulde
nok indrette sit Hus om, saa afc
der kunde blive Plads til de to
Søskende, og alle tre saa' med
Længsel frem til den Tid, hvor
de skulde bo under Tag sammen.
Vel vilde det ikke blive let for
Ida bestandig at tage frem og
tilbage for at give Undervis
ning i Byen, men den unge Pi
ge ansaa denne legemlige An
strængelse for ringe i Sammen
ligning med det behagelige Hjem,
hun vilde faa hos sin kære, gam
1? Ven.
Hvor hun følte sig grænseløs
ensom og ulykkelig den stadige
Smerte og Bitterhed i Hjærtet,
dette oprørske Hjærte, som ikke
vilde lade sig tvinge til Ro
om hun end opbød hele sin Vilje.
Om Dagen kunde det gaa nogen
lunde an, de huslige Pligter, Om
sorgen for den lille Broder og
Undervisningstimerne alt det
te tillod hende ingen Tid til Ef
tertanke men der var Aftener
ne, de stille, ensomme Aftener.
Naar hun, træt og varm og
anstrængt vendte hjem for sam
men med Barnet at indtage det
tarvelige Maaltid og derefter
bragte ham i Seng, satte hun sig
ved. det aabne Vindue, og op til
hende fra Gaden steg hede, ure
ne Dunster fra den støvede Gade,
der genlød af Heste og Vognrum*
len! Og alle de stakkels, trætte,
udmattede Mennesker,, som gik
dernede og kom fra deres Arbej
de/har Præget af- Kampen for
Livet! Tidligfere havde Komtes­
sen kun kastet et flygtigt Blik
paa dem, „liaar hun kørte forbi i
Stedfadereiis Ekvipage, dg vel
havde hun følt Medlidenhed med
alle fattige og af Skæbnen foru
rettede Mennesker, men nu føl
te hun mere for dem, nu følte
hun, at huni vaft* deres lige. Og
hun tænkte paa sin Barndom,
den "'Gang hun var ganske lille
og havde haft det saa uendelig
godt. Hvor var hun dog lykke
lig den Gang, men Sorgerne var
komne en efter en, og det
havde ikke været smaa Sorger
den, der knugede og tyngede
hende allermest, den sidste, den
vår næsten ikke til at bære.
Denne Skuffelse tillige med
Kampen for det daglige Brød og
Arbejdet tærede paa hendes
Kræfter.
Ida kunde i den sidste Tid ik
ke sove om Natten, halve Næt
ter kunde hun ligge og kaste sig
frem og tilbage og vaågnede ef
ter en kort Slummetr, træt of ud
mattet. Hun blev smal i An
sigtet, Kroppen blev mager, og
hun holdt sig ikke rank, men
bevarede dog sit fornemme Yd
re, ligesom de mørke Øjne hav
de samme Udtryk som før, dog
med den Forskel, at det var
mere alvorligt og mere spørgen
de det kunde se ud, som om
der var en stum Bebrejdelse imod
Skæbnen i hendes Øjnes Udtryk,
fordi hun aldrig havde l^ert Lyk
ken at kende.
Den gamle Major var bekym
ret for sin Yndling, men kunde
intet gøre for hende. Hans Mid
ler var ikke tilstrækkelig store
tit fuldstændig at underholde Ida
og lille Erik, hvilket den første
heller aid:# vilde have modtaget.
Men han sendte hende flere
Gange Vin til at styrke sig paa,
indbød hende om Søndagen til
Middag sammen med Drengen og
aftvang hende et Løfte til første
Juli, naar hendes Elever rejste,
at tage med til et lille beskedent
Badested ved Østersøen.
En Søndag ventede han forgæ
ves Ida med Barnet, og først hen
ad Middag ankom Pigen for at
melde, at Komtessen var syg:
hun havde taget Erik med, da
hun mente, Komtessen havde
bedst af at være i Ro, hun hav
de stærk Feber og klagede over
Hovedpine.
„Har De hentet Lægen," ud
brød Ried forskrækket.
„Nej, Komtessen syntes ikke,
det var nødvendigt, hun mente,
hun er rask igen i Morgen."
Aa. Snak det er jo Gal
skab. Jeg tager selv med tilba
ge. Lad os strax komme af
Sted."
Komtesse Ida laa med feber
glødende Kinder og smeftende
Hoved paa de hvide Puder, da den
gamle Major og Pigen kom ind
til hende.
„Men hvad har De nu fortalt
Majoren De har naturligvis
overdrevet," skændte Ida paia Pi
gen. „Det er virkelig ikke no
get af Betydning, jeg er snart
igen paa Benene staar rime
ligvis allerede op i Morgen."
„Det skulde du dog ikke,
Barn," tilraadede han, idet han
tog den feberhede, fine Haand
mellem "sine og betragtede det
smalle, lille Ansigt med bekym
rede Blikke. „Har du Hovedpi
ne, hvad, lille Stakkel?"
Et smerteligt Træk imellem
Øjenbrynene og en Bevægelse
bagover med Hovedet var til
strækkeligt Svair.
„Ja, jeg forstaar det, kære lil
le Ida. Hm, hm!"
Han trak en Stol hen til Sen
gen og satte sig tæt ved hen
de.
„Vand et Glas Vand," hvi
skede Ida, og medens den gamle
Herre førte Glasset til hendes
brændende Læber, gav han Pi
gen Anvisning om, hvorledes hun
skulde anbringe et koldt Vand
omslag paa den syges Pande,
hvorefter han belavede sig paia
at gaa.
„Jeg vil ingen Læge have, On
kel Ried!" raabte hun efter
ham.
Han var imidlertid saa klog
at lade, som om han ikke hørte
det, og kørte lige hen til Hans
Frobenius, der var i Færd med
åt indtage sit tarvelige Middags
maaltid.
„Hr. von Ried! Hvilken
Ære hvilken Overraskelse!"
udraabte Hans og sprang op af
fetolén. „Men hvad er der sket,
De ser saa bekymret ud?" til
føjede han og gav sig til nøjere
at "betragte Majoren.
„Ja, kære Frobenius, der er
sket noget hvorefter jeg er i
høj Grad bekymret Komtessen
er syg efter min Mening al
vorlig syg."
.. ...
Frobenius var blegnet og bed
sig i Læben.
„Komtessen Komtesse Ida?
spurgte han aandeløst,og bed sig
i Læben.
„Ja, naturligvis, for os to gi
ves der kun en Komtesse!" ud
raabte den gamle, „og for mig
exjsterer kun en Læge, hvem, jeg
vil betro hende til, og det er dig."
Hans Frobenius stod ubevæge
lig med sænket Blik og rynket
Pande: sikkert kæmpede han
med en Beslutning, alt ime
dens hans Ven skottede til ham.
„Naa," lød det endelig fra Ried.
„Hr. ^Ritmester, jeg kan ikke
paatage mig at "behandle Kom
tesse Neyschutz hun vilde vist
ogsaa frabede sig det, eller
var det hende, der sendte Dem
til mig?"
Ved de sidste Ord §aa' han paa
den andert med et Blik, i hvil
ket baade var glad Forventning
og spørgende Tvivl.'
..Nej."
„Da da er det umuligt for
mig at gaa derhen," sagde han
halvhøjt.
Der blev et Minuts Pavse da
lagde Ried Haanden paa Dokto
rens Skulder, saa' alvorlig paa
ham med sine kloge, godmodige
Øjne og sagde:
„Hans, føler du dig skyldig
har du noget at gøre dig Be
brejdelser for?"
Det var første Gamg, at hans
gamle Ven talte saaledes til ham,
og det, som Frobenius hidtil kun
havde formodet, det var han fra
dette Øjeblik sikker paa. Hin
ulyksalige Aften Blodet steg
ham til Hovedet, stolt og bestemt
rettede han sig op,* og seende sin
faderlige Ven lige ind i Øjnene
svarede han:
„Nej, Hr. von Ried!"
„Det tænkte jeg mig, min kæ
re Dreng," sagde han blidt og
nikkede venlig til den anden.
„Skynd dig saa blot og gør dig
ingen Bekymringer. Hun har
det lagtfra godt, og maaske den
Tid kommer, hvor du kunde gø
re dig Bebrejdelser over, at du
ikke gik til hende. Kom, lad
os skynde os!"
Faa Minuter efter kørte de
bort til Lindenstrasse. Ida laa
i hæftig Feber og var ikke ved
sin Bevidsthed, der kunde ikke
være Tale om at føre hende til
Hospitalet Diagnosen lød: Ef
ter al Sandsynlighed „Tyfus".
Der paafulgte nogle drøje,
sorgfulde Uger for den gamle
Ritmester og for Doktoren. To
barmhjærtige Søstre samt Pigen
skiftedes med at vaiage over den
syge, og Lægen kom som oftest
tre Gange daglig. Med Angst
og Sorg vaagede han over Syg
dommens Gang, i flere Nætter
i Træk sad han sammen med
Søsteren ved Idas Seng, lyttende
til hendes Aanedrag, holdende de
feberglødende, maigre Hænder i
sine, eller han strøg det uorden
lige, sorte Haar bort fra Panden,
bag hvilken rasede de vilde, pi­{og
nefulde Tanker, som ofte i af
brudte Sætninger forraadte Idas
bedste Forhaabninger, hvad Li
vet havde bragt hende for Skuf
felser, hvor kort hendes Drøm
om Lykke havde været samt om
det grusomste af alt det sid
ste Aars Kval. Bestandig de sam
me Klage, hendes saarede Stolt
hed, hendes nagende Skinsyge
blandet med Længselen efter
Kærlighed, efter at blive elsket
af ham og det endte altsam
m,en med et højt Skrig, hvoref
ter hun faldt sammen.
Hendes Sorg og Klage, den
ædle, stille og stolte Kærlighed
fandt Genklang i den unge Mands
Hjærte, han, der nu med sorg
fuld Mine og den graa Ansigts
farve vaagede ved hendes Leje,
og som længtes ubeskrivelig ef
ter at eje hende.
Hvor han elskede hende, hvor
han priste hende over alt i Ver
den, og hvor han var ængstelig
for hendes Liv! Han ofrede hen
de sin Tid og sine Kræfter, men
grebes til Tider af Fortvivlelse
ved at tænke paa, at han maaske
alligevel ikke kunde frelse hen
de i saadanne Øjeblikke raad
førte han sig med sin berømte
Ven og Lærer for at forvisse
sig om, at der ikke var andet at
gøre end de Foranstaltninger,
han allerede havde truffet.
„Du maa ikke dø fra mig
du maa ikke," hviskede han halv
højt, medens han en tidlig Mor
genstund vaagede ene ved hen
des' Seng. da Søsteren havde lagt
Ng til Bo 1 Stueri Jreå Siden af
Hendes fine, smaa Fingre bevæ
gede sig svagt om hans og om
sluttede dem^erpaa fastere, hvad
der næsten giforde Ham" lykke
lig sagte bøjede han sig ned
over hende for længe meget
længe at betragte hende. Øjen
lågene laa tungt over Øjet, de
mørke Vipper tegnede blaalige
Skygger paa de magre Kinder,
Feberen var ^ndnu bestandig
meget stærk, Panden glødede, de
halvt aabne Læber var revnede
og tørre, hendes hede Aande
strejfede hans Kind.
„Du kære, lille Stakkel," til
føjede han sagte. „Du min el
skede! Nej, du maa du inaa
ikke dø!"
At hun skulde dø i Troen paa,
at han havde vist sig falsk imod
hende denne Tanke traf ham
hver Gang som et Slig, han kun
de ikke tro derpaa. Nu vidste
han, hvor meget hun havde lidt
for hans Skyld, og Angsten for,
at hun skulde forlade ham for
bestandig, pinte og nagede ham.
Uvilkaarlig sa-nk han paa Knæ
foran Sengen pressede Ansigtet
mod Tæppet og bad højt i Angst
og Fortvivlelse.
„Ikke det Gud i Himlen
kun ikke det
De paafølgende Dage og Næt
ter blev endnu besværligere, og
han opbød hele sin Kraft og sin
Videnskab, medens han levede
i bestandig Vrede imod Skæb
nen, fordi den ikke undte ham
og hende Lykken. Der var Ti
der, hvor Dødenk Svøbe susede
hen over den unge Kvindes Ho
ved, Tider, i hvilke gamle Ried
støttede Hovedet i Hænderne,
siddende ved Sengens Fodende
uden at vende Øjnene fra sin
Yndling, medens den ene Taare
efter den anden løb ned over* de
furede Kinder.
Men Døden blev ikke i Stuen,
det unge Liv sejrede over den
almægtige, grusomme Død, efter
Krisen kom Helbredelse, og en
smuk Sommermorgen, da de før
ste Solstraaler trængte igennem
Gardinet ind i Sygeværelset, da
Hans, dødbleg, udmattet og skæl
vende befølte hendes Puls, gik
der ligesom én urolig Trækning
hen over Idas Øjenlaag, hun slog
Øjnene op, de var klare, saa at
han strax saa' hun var ved sin
fulde Bevidsthed. Da hun fik
Øje paa Frobenius, gled der lige
som et saligt Smil hen over hen
des Træk.
Uden et Ord blev hun liggen
de og fod Øjnene hvile snart et
Sted, snart et andet, som om hun
huskede sig om, hvor hun vel
kunde være men strax da hun
opdagede Ritmesteren, strakte
hun Haanden ud imod ham og
sagde med svag Stemme:
„Onkel Ried."
„Ja, mit kære, elskede Barn!"
Saa vaagende Minderne til Li
ve, lidt efter lidt hun strøg sig
et Par Gange med Haanden over
Panden.
„Jeg har vist været meget
syg?"
Han søgte med faa Ord at be
rolige hende, der endnu var saa
svag, at hun virkelig blev rolig
mat og srykkede hans Haand
derefter faldt Hovedet tilbage paa
Puden, endnu en Gang gled Blik
ke ligesom søgende igennem Stu
en, men da der ikke var andre
derinde end Onkelen, lukkede
hun Øjnene, og efter et Par Mi
nuters Forløb forraadte hendes
rolige Aandedrag, at hun var so
vet ind.
Lempelig frigjorde Ritmeste
ren sin Haand fra hendes og lod
en af Sygeplejerskerne indtage
Pladsen ved hendes Seng.
Inde i Sideværelset stod Fro
benius, han havde rullet Gardi
net op, aabnet Vinduet og saa' nu
over den stille Gade Morgenso
lens første Straaler spillede paa
hans Haar og faldt paa hans
Ansigt, og da han i det samme
vendte sig om imod Ritmesteren,
blev denne helt forskrækket. De
sidste Par Uger havde taget
svært paa den unge, kraftige
Mand. Han gik hen til ham og
lagde Armen om hans Skulder
med.de OH*.
„Stakkels Dreng, du har gen
nemgaaet meget, men nu bliver
det nok altsammen godt!"
(Fortsættes.)
STOR 10e DAASE
NC TIL SALGS.
VI garanter«,
at Copenhagen Snus altid har
vieret og.er absolut -ren.
Hvich Deres Handlende ikke
Bælger den, vil vi aende én til
I3$m pr.Post til dea almindelige
Pris 10c pr. Daase, Indtil 1tare*
Forhandler kan forsyn* Dan.
Frimærker modtage«.
-Copenhagen et'yerdene bedste
Weyman-Brutee Company,
1107 Broadway, New

Copenhagen

xml | txt